Diagnosen

Lægen så på mig hen over læsebrillerne. Så tog han dem af og lagde dem. Dernæst foldede han hænderne og lagde dem på bordet. Det fik manchetknapperne til at lave en sjov klirrende lyd, da de lagde sig lige oven på testresultaterne. Med et smil som kun delvist nåede op til øjenområdet, sagde han at jeg var en typisk KK’er. Min første tanke var, at det var godt at jeg ikke havde bulimi eller ringorm eller miltbrand. Min næste tanke var, at det var godt at jeg ikke var en typisk KKK’er. Men KK? Før jeg selv fik spurgt, sagde han at det betød Kærlighedskaster. Så rejste hans sig og begyndte at gå rundt om bordet, mens han svingede med armene og fortalte om syndromets patologiske profil og betydning for min almene anamnese. Men alt det hørte jeg slet ikke. Jeg havde mere travlt med at tælle hvor mange omgange han havde nået. Pludselig standsede han og spurgte om jeg var med. Ja da, nikkede jeg, og sagde som det var. Seks. Seks?, gentog han. Seks, bekræftede jeg. Så begyndte han at gå den modsatte vej. Det havde den forunderlige virkning at alt hvad han sagde lød som en lydoptagelse spillet baglæns. Så standsede han igen, betragtede mig undersøgende, og sagde tallet igen på en meget spørgende måde. Men da han kun var nået fire en halv gang rundt om bordet denne gang, rystede jeg bare benægtende på hovedet. Det beroligede ham, og han satte sig tungt ned på sin stol som sagde den mest hjerteskærende lyd, da siddepuden slap luft ud gennem syningerne. Med et lille ophold mellem hvert eneste ord bedyrede han, at jeg skulle holde op med at kaste min kærlighed. At jeg skulle vente med at sætte så stærke følelser i spil, indtil jeg havde lært de kvinder bedre at kende som jeg kastede min kærlighed på. Jeg skulle lige til at give ham ret, da døren blev flået op og den næste patient tumlede ind. Hun var middelhøj og havde rødblondt hår. Åh, undskyld, sagde hun med en lille sjov stemme og spærrede sine blå øjne op. Det var tydeligt at hun var kommet til at gå ind ad den forkerte dør. Det mente jeg ikke.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s