Monthly Archives: juli 2008

Fedest, Kuk-Kuk, Big Bang

Som sagt får jeg avis igen.

I søndagsavisen byder Politikens Videnskabsside på to artikler, der bekræfter en følelse jeg har haft i adskillige år. Om, at nu må vi alle sammen love os selv, at vi hele tiden passer på med at komme med sandheder, uden at have belæg for dem. Især når vi kloger os på andres vegne, eller på hele menneskeheden som sådan.

I den øverste artikel tegnes et portræt af en af verdens førende fedmeforskere, den danske professor Berit Heitmann. Hun er oprindeligt uddannet tandlæge, men ville være forsker. Egentlig ville hun forske i mundvand, men endte som fedmeekspert i topklasse. 

Hendes forskning viser, at det som gør den ene fed, ikke gør den anden fed. Fedme er kompliceret. Person A tager på, fordi vedkommende spiser for meget sukker, hvilket mærkeligt nok ikke påvirker Person B’s vægt. Person B er til gengæld en af dem, der ikke kan spise for meget fedt uden at tage på. Person C bliver tyk, fordi vedkommende dyrker for lidt motion, mens Person D ikke påvirkes af den faktor overhovedet. Osv. 

Hvor mange gange har man ikke deltaget i vilde debatter om hvorvidt det ene eller det andet virker slankende eller ej? Og hvor mange gange har man (læs: jeg) ikke stået og stampet i jorden, fordi “man” mente at kende s-a-n-d-h-e-d-e-n? Mindre fedt! Ingen kulhydrater! Mere motion! Grapefrugt! Kalorietælling! Og så viser det sig, at det er individuelt, hvad der virker og ikke virker.

De resultater minder lidt om de undersøgelser, man har lavet om forskellige former for psykoterapiers virkning. Det viste sig at alle terapityper virker lige godt, bare på forskellige mennesker. Nogle skal have tegneterapi, nogle gestaltskrigeri, andre køre i go-kart og svinge dillergøjen hos en skægget halvfæring, mens det kun er jungiansk individuationsanalyse som bider på visse mennesker.  

I den nederste artikel berettes om det årlige supermøde i den tyske by Lindau for klodens allerskarpeste fysikere. Alverdens nobelprismodtagere og andre atomdriblere hyggesludrer om energimasser, livets opståen og andre ligegyldige detaljer.

Alle leder efter Higgs Partikel. Den er ikke blevet væk, for den har aldrig eksisteret. Men det skal den helst, for ellers holder teorien om partikelfysikkens grundpille, den såkaldte Standardmodel, ikke. Du er stadig med, ikke sandt? Pyha, det var godt! Jeg troede lige, at du ikke kender til studierne af Bose-Einstein Kondensaterne. Men det gør du jo.

Der er kaos nede på fysikforskningens bundlinje. De to hovedteorier om hvordan hele lortet hænger sammen passer hver for sig, men ikke sammen. Kvantemekanikken og relativitetsteorien har det kun relativt godt sammen. Der mangler en lille brik, nemlig Teorien om Alting.

Som sprogmenneske føler jeg en begyndende klukken i mellemgulvet, men også en ond gysen, når jeg læser om disse sublime talknusere. De er sådan set hensynsløst ærlige. De indrømmer åbent, at alle deres fine udregninger og modeller og opstillinger og glødende bunsenbrændere ikke dur, når vi kommer helt tæt på. Altså hen imod det berømte øjeblik: Big Bang.

Jeg ryster på hovedet. Vi ved i virkeligheden ikke en skid om hvordan livet blev til. Så er det jeg altid siger: hvad er der så i vejen med den religiøse tilgang? Hvorfor skal man opfattes som en skør fætter, hvis man kalder Big Bang for Gud? Jeg ved godt, at fysikerne sagtens vil gå med på at kalde skabelsen for guddommelig, når der nu ikke er fundet beviser på andet.

Tænk, hvad et weekendabonnement på en enkelt avis kan føre til. Alle begreber får lige en tur i tænketumbleren. Og jeg gentager: pas på med at påstå alt muligt i diskussioner med familie og venner. Spørg dig selv: hvor har jeg denne viden fra?

Avisen??

Nå ja…det er da en begyndelse.  

Udskud og efterspørgsel

Jeg får avis igen.
 
Hver lørdag og søndag leveres Politiken direkte til min dør.
Det er en fornøjelse, men oplysning er ikke altid lystlæsning. 
I denne weekend har jeg læst flere artikler om livstunge emner som har påvirket mig, og rystet mig.

Tag bare søndagens grundige og uafrystelige beretning i sektionen PS, om den nigeriansk kvinde “Lisa” som udsættes for en lang række modbydelige overgreb fra hun rejser til hun ender som gadeprostitueret på Vesterbro.

Hun bliver slået og voldtaget gentagne gange og sågar brændemærket flere gange med glødende jern. Hun må nat efter nat betjene op til fem mandlige sexkunder i København, for at hun kan betale sin urimeligt høje pengegæld til brutale og hjerteløse menneskehandlere, af begge køn. Hendes barn tages fra hende, og hun må betale vild overpris for at andre vil holde ham i live. Hendes familie i Afrika trues og får besøg af tæskehold. 

Mænds trang til problemfri, ansvarsløs sex fører til at man bortfører og banker fattige afrikanske kvinder til at dække efterspørgslen. Før var det mest østeuropæiske kvinder. Politiet anslår at der er 2500 udenlandske prostituerede i Danmark, og de fleste af dem er så skræmte at de ikke tør tage imod hjælp.

Det, jeg næsten ikke kan bære under og efter læsningen, er at der findes så sikkert et marked. At mand efter mand efter mand tager ind til Vesterbro og køber sig lidt følelsesløs slimhindegnidning. Det får mig til at spekulere på mandekønnets konstante lyst til hurtig og intetsigende sex.

Det faktum at mænd har så megen lyst er ingen nyhed. Det er en stor sejr for menneskeracen at kvinders lyst er forsøgt frisat og gjort langt mere acceptabel i de seneste årtier. Derfor er det nedslående, at så mange mænd alligevel føler sig nødsaget til at opsøge prostituerede på gaden. At de ikke kan få afløb på almindelig vis.

Hvorfor skal det ske klokken halv tre en onsdag morgen på en forblæst parkeringsplads nær Fisketorvet? Det er så langt væk fra et lidenskabeligt og erotisk møde mellem to ligeværdige mennesker som det kan være.

Jeg er fortørnet over, at noget så skønt skal forvandles til et så koldt og upersonligt lynskubberi i en mørk gyde, eller på et beskidt værelsesgulv. Kvinder kan med rette fordømme mandekønnet for at have denne trang til at få arvemassen rundkastet, i hvert fald når den udarter sig på den måde. Den alt, alt for lette løsning på en ellers naturlig drift.

Er de mænd bare sølle væsener, der er nødt til købe sig til at få det som de vil have det? Er der også en masse almindelige mænd som ikke orker kontakten til tidens kvinder? Er der virkelig 10.000 mænd hver nat i dette lille land, som er så trængende at de må ty til gadesex? 

Desværre læser kun de færreste mandlige sexkunder en lang artikel om en afrikansk kvindes dybt tragiske skæbne. Hendes liv er blevet smadret, fordi så mange mænd vælger den nemme løsning. Skal man have afløb, bare fordi trangen kommer over én? Har man ret til sex med et andet menneske? Gu’ har man da ej! Min mening er, at jo mere kvinders lyst bliver accepteret – og ikke mindst deres ret til at sige nej og sætte grænser – desto flere mænd kan få deres behov dækket på en naturlig og kærlig måde.

Jeg ville sådan ønske, at markedet ville blive drænet ved at efterspørgslen blev tilfredsstillet på anden vis end via køb og salg. Mænd burde respektere kvinder noget mere. At købe sig til et natteput fra en kvinde på gaden er ikke respekt for noget som helst, synes jeg. Det er slet ikke selvrespekt. Så hellere være lidt nøjsom og få sig et liv med sundere relationer, der kan føre til kærlighedsbåren sex. Intet kan erstatte mødet mellem to mennesker, der vil have hinanden med hud og hår, her og nu. Det er livets bedste stunder.

Jeg er stolt af at kunne sige af et ærligt hjerte, at jeg aldrig har valgt den lette løsning, så jeg kan med god samvittighed stille op i køen af fordømmere. Men har jeg aldrig været fristet? Jo. Mange, mange gange.  

PS. “Lisa” er i øvrigt hjulpet ud af gademiljøet af den mandlige aktivist “Christian”, der udenom det officielle system skaffer kvinderne diskret ophold. Han frikøbte hendes søn. Mor og søn opholder sig nu ulovligt på en hemmelig adresse i Danmark.

Brusende bevidsthed

Jeg elsker mit morgenbrusebad.
Det er en af de dejligste vaner i mit liv.

Følelsen af at blive varmet igennem og bagefter fremstå helt ren og morgenmadsklar, er noget af det bedste jeg ved. Jeg nyder det så meget at jeg nogle gange standser op midt i en bevægelse og tænker…hov, sig mig…har jeg allerede været igennem de forskellige ritualer, med sæbe og shampoo og så videre? Bevægelser som jeg har foretaget på samme måde og i samme rækkefølge så mange gange, at jeg kan lade tankerne flyve imens. Flere gange har jeg gentaget hele vasketuren, simpelthen fordi jeg ikke kan huske om jeg har været igennem den. Så meget elsker jeg badet, at jeg kan svømme helt væk, åbenbart.

For mange år siden læste jeg en bog om højere bevidsthed af Jes Bertelsen. Han mente, at mennesker kan løfte deres bevidsthedsniveau, uden at de er klar over at de gør det. Han bad læseren tænke på, om vedkommende ikke havde mødt personer som foretog deres arbejdsopgaver nærmest uden at anstrenge sig? Bertelsens påstand var, at en pølsemand eller en ostehandler eller en vejarbejder af sig selv, og uden at være sig det bevidst, kunne være smuttet op på et højere plan – og dermed have meget lettere ved at foretage sig trivielle ting.

Straks, da jeg læste det, tænkte jeg på en buschauffør på Linje 5 i København. Han var en maestro. Alle bevægelser var bløde og afstemte. Så snart han holdt ind til siden, udløste han stolens sideknap, så han elegant kunne møde hver nyindstigende passager ansigt til ansigt. Hans smil var urokkeligt, men hverken pjattet eller kunstigt. Alle fik en femstjernet behandling uden at det virkede poppet. Hans kørsel var effektiv, men helt uden abrupte opbremsninger. Alle hans bevægelser var smukke, som hos en orkesterdirigent i en langsom anden sats. Det hele flød stille og roligt. Han var en mand på måske femoghalvtreds år, og han brugte ikke en eneste overflødig bevægelse. Alt var hyggeligt og selvfølgeligt, selvom Linje 5 er en af byens hårdeste. Jeg beundrede ham kilometer efter kilometer.

Måske var han en af Bertelsens hovsa-sjæle. Måske kunne han udføre sit job automatisk, uden at bruge mere end en brøkdel af sin kapacitet. Måske bliver hans arbejde til en form for meditation, uden at han ved det – eller vil det – men også uden at han har noget imod det.

Jeg håber ikke det er det samme fænomen, når kvinder kan telefonere eller lægge detaljerede planer langt ud i fremtiden mens de er midt i akten. Den form for opløftet bevidsthed er der ikke mange mænd som ønsker at tage del i. Eller tager jeg fejl? Men så er de jo på en måde selv ude om det – eller ude af det. Jeg er ikke så meget inde i den form for meditationsvirksomhed. 

Jeg håber, at min selvudviklede badeautomatisme, og efterfølgende indviklede badehåndklædesomvikling, er et selvudviklende tegn på at jeg er en uerkendt hoplaguru. Det må bare helst ikke være et tegn på begyndende…begyndende…øhh…

Nå, den smuttede sgu. 

Der er andre end Holger i Kronborgs kælder

I går tog jeg bussen direkte fra den spanske borgerkrig i NordVærst til Kronborg. Heldigvis var Kronborg midlertidigt blevet til en københavnsk frokostrestaurant, hvor min blogkollega Erik Hulegård havde inviteret på mad og en dram eller to. Billedet viser tydeligt, at den ene af os er færdig med at spise, mens den anden har så travlt med at holde tale om sine egne fortræffeligheder, eller mangel på samme, at han stadig har halve brødstykker liggende udenfor tallerkenen. Aj, seriøst: det var en særdeles hyggelig oplevelse at mødes, og jeg vil gerne takke EHU for at han lokkede mig ned fra toppen af mit babelsbjerg til kælderen i Brolæggerstræde. Det er ikke sidste gang vi ses, Erik. Stol på det!

kald mig ondskabens aksel

viktors farmor vil have mig med til persien
flyrejse og halvpension og topmoderne bus
helt tilforladeligt i samarbejde med en avis
slyngelstater kan vel også have lidt charme
to ugers rundtur fyldt med seværdigheder   
vi stiger af bussen og betragter gamle ting
så nikker vi og smiler lidt fordi vi er nutiden
enige om at der sandelig er varmt lige her
der står jeg så og køler min nakke lidt ned
sender en tanke hjem til de alt for røde tal
sådan kunne det godt komme til at foregå
men jeg kender ikke viktor og hans farmor 

Drama i Deli’en

  

Denne sag bliver mere og mere grovhakket. Jeg havde faktisk besluttet at teste den famøse delle, men da jeg forleden tog det første trin op mod den åbne butiksdør, bemærkede jeg straks fraværet af så meget som en petit four derinde. Ingen deller. Ingen asier. Ingen asiater. Ingen kunder. Ingen ansatte. Kun den åbne dør. Tomme montrer og glasskabe. Der så ud som om de ikke havde haft madsalg i butikken i et uspecificeret smørrebrødsstykke tid. Lidt var der tilsyneladende om det. Et håndskrevet papskilt i vinduet forkyndte at deli’en på grund af noget el-bøvl med kølesystemet, havde måttet standse detailsalget indtil videre. Dog kunne man stadig bestille mad til større arrangementer, catering og den slags. Delleskiltet hang stadig udenfor, og…[fortsættes]

køge torv er landets største

jeg griber hver en chance for at blive skuffet
svarede jeg lige ud af posen langs ringvejen
kvindens hjerte som har spurgt mig er birtes
hun kan faktisk lige så godt hedde henning
det er helt umuligt at afgøre med sikkerhed
men derfor kan det godt have sin rigtighed
beviserne kommer så sent som dagen efter
hen over en grovbolle åbner jeg brevkassen
en kollega messer om en svensk fængselby
som altid håber jeg på at se noget bestemt
navnet på den periodes person skal vise sig
i stedet er der kun nyhedsbrev fra køge bio
så er dagen på en måde reddet som sådan 

Nu?

“Det, som de ikke skulde opleve, oplevede de nu. De oplevede det nu og før og siden, men først og fremmest nu og nu og nu. Ak, Nu! Det eneste Nu, det højeste Nu, og der er intet andet Nu end dig nu, og Nu er din Profet. Nu og i Evighed nu. Kom Nu, for der er intet andet Nu end dette Nu; hvor er du, og hvor er jeg, og er vi ikke eet?”

                  (Fra Ernest Hemingways klassiker ‘Hvem ringer klokkerne for?’)

Heksehundedans

Da jeg støvsugede i fredags og vaskede gulv i går, irriterede det mig til kindbidergrænsen at der flød routere og telefonskillefiltre og fedtede støvsamlende ledningsbundter på gulvet, lige dér hvor jeg skulle til med mit nyindkøbte bomuldsmoppehoved vædet med noget citronsulfo noget.

Det kunne jeg simpelthen ikke leve med. Når man sublimerer store dele af sin samlede driftsportefølje ud i gammelkendte aktiviterer som febril oprydning og småhysterisk rengøring, så er man virkelig ikke til sinds at acceptere nogen form for fysisk modstand.

I forvejen er det komplet gaggelak at jeg overhovedet har fastnet og internetforbindelse via noget så old schoolhat som en ledning. Jeg bruger så at sige aldrig fastnettelefonen og internetforbruget er meget defensivt, kun til mail og lidt bloggeri til institutbehov. Mobilen bruger jeg heller ikke meget.

Ergo ringede jeg til min netpusher, og spurgte om det ikke kunne betale sig for mig at nedlægge fastnetforbindelsen, og skifte til det hersens nymodens halløj, hvor man surfer på mobilnettet via en lille nuttet plasticdimmer. Jo da, sagde han. Det kunne det skam. Jeg kunne spare en hund om måneden og have frit internetforbrug på 3 Mbit. Det hedder vist Turbo 3G Bredbånd-2-Go. Mobilen vil stadig køre uden abonnement og rimelig billigt i øretakst.

Moralen er: vask dit gulv og tjen en hund om måneden! Du skal bare lige samtidig være inde i en semiseriøs eksistentiel krise. Pyt med det. Det er der jo så mange, der er. 

Nå?