Det tolvte møde II

– Jeres datter døde?
– Ja, og det var min skyld.
– Vil du fortælle mig hvordan det skete?
– Ja, men du må bare love mig noget først.
– Ja?
– At du ikke afbryder mig imens jeg fortæller det.
– Det vil jeg gerne love dig, hvis du fortæller mig hvorfor.
– Fordi jeg ikke tror at jeg kan fortælle det mere end een gang.
– Og så kan du ikke holde til afbrydelser imens?
– Lige præcis.
– Det er helt i orden med mig. Jeg lytter.
– Okay…
– …
– Altså…
– …
– Jo, jeg var lige kommet hjem fra den bedste salgsrunde jeg nogensinde har præsteret. Jeg satte mig i sofaen og åbnede en særlig mikrobryg øl, som jeg havde gemt til mig selv i køleskabet hvis jeg en dag kom over et bestemt beløb for en enkelt dag. Min kæreste stod ude på badeværelset og skiftede Knirke. Det næste jeg husker er det mest forfærdelige jeg nogensinde har set. Hendes forvrængede ansigt er helt tæt på mit, og hun skriger ind i hovedet på mig at jeg har slået Knirke ihjel. Jeg forstår ingenting, fordi jeg kommer fra følelsen af at være meget glad. Så kaster hun nærmest barnet ned i favnen på mig, og begynder at ringe efter en ambulance. Der sidder jeg i sofaen med min livløse datter og fatter ikke hvad der er sket. Det lykkedes min kæreste at give alarmcentralen helt præcise informationer, og det kunne jeg ikke forstå hvordan hun kunne præstere i den situation. Jeg kunne heller ikke forstå at hun, fra det øjeblik hun gav mig Knirke i favnen, virkede som om der hele nærmest var overstået. Hun sagde til mig med en kommanderende stemme, at nu skulle jeg sidde helt stille og vente til ambulancen kom. Og da jeg ikke anede hvad der var sket, gjorde jeg som hun sagde. Jeg tror kun der gik nogle få minutter inden ambulancen kom, og imens stod hun ret op og ned, med armene over kors, og så på mig som om jeg var det værste menneske i hele verden. På en eller anden måde lykkedes det hende at overbevise ambulancefolkene om at jeg var nødt til at blive tilbage. Det kunne jeg heller ikke fatte. Da de forsigtig tog Knirke ud af min favn gik jeg lissom helt i stå. I hvert fald kørte hun afsted med dem og Knirke til hospitalet. Stilheden bagefter glemmer jeg aldrig.
– …
– Aldrig nogensinde.
– …
– Jeg kan ikke komme videre nu, uden at du hjælper mig.
– Ved at stille spørgsmål?
– Ja.
– Godt. Tror du, at du kan klare at fortælle mig hvad der så skete?
– Ja, det kan jeg godt.
– Fint.
– Politiet kom. De bad mig følge med. Så kørte vi ind til hospitalet. En kvindelig læge fortalte mig, at Knirke var død af kraniebrud efter et fald fra puslebordet. Hun spurgte om jeg ville se hende. Jeg spurgte hvor min kæreste var, og lægen sagde at hun også var på hospitalet, men at hun ikke ville se mig lige nu. Så hvis jeg ville se Knirke blev det alene.
– Gjorde du så det?
– Ja. Hun lå lisså fint. Hun så ud som om hun sov.
– Hvordan reagerede du på alt det her?
– Jeg reagerede ikke, fordi alting skete så hurtigt lige fra det øjeblik min kæreste skreg mig ind i hovedet. Jeg kunne ikke følge med i følelserne.
– Det lyder helt logisk og naturligt.
– Gør det?
– Ja, i høj grad. Hvad skete der så?
– Så bad to andre betjente mig komme med ind i et mødelokale.
– To andre?
– De havde ikke uniform på.

Advertisement

Ej blåt til lyst

Om lige om lidt begynder den nye sæson for alvor på de tre kongelige scener. Jeg er jo kontrollør (foyermedarbejder) med fast plads i Operaens forsal, men kan også tage vagter på Gamle Scene og i Skuespilhuset.

Forleden havde jeg for eksempel en tjans i Skuespilhuset til REVY 08, og oplevede som salsvagt at en mand i raseri forlod sin plads, lige efter at et nummer i første afdeling om skrankepaver var forbi. Han var så vred at han var ved at snuble over nogle af trinene på vej hen mod udgangsdøren. Hans ledsagerske fulgte trop, men virkede knap så ramt af satiren. Jeg holdt døren for dem, da de gik.

Jeg havde min grønne polo t-shirt med krone på. Eller vent nu lidt. Er den nu også grøn? Vi har fået nye uniformer til denne sæson med forskellige farver til de tre huse. Det er jo lidt af en udfordring for en rød-grøn farveblind mand som mig. Jeg synes at Skuespilhusets polotrøje er sådan lidt…blå?

Det kan dog ikke passe, for i Operaen får vi blå trøjer, skulle jeg mene, og den farve plejer jeg at kunne genkende, indtil min datter slår en skoggerlatter op og retter mig. Og i dag skal jeg have en vagt på Gamle Scene, hvor der i vagten venter to helt nye trøjer på mig. Og de er da vist…lilla?

Jeg må nok hellere sætte et lille mærke på vaskeanvisningen, så jeg kan kende forskel på de tre trøjer. O for Opera, G for Gamle Scene og S for det nye dramahus. Man behøver jo ikke være mindre smart bare fordi man er lidt småblind. Hellere farveblind end tonedøv! Eller snæversynet. Egentlig ville jeg gerne være smalsporet, for så kunne jeg bedre passe de små XL-størrelser som Skræddersalen tilbyder voksne mænd. De laver for meget tøj til små sylfider, gør de.

Silk and Knife.

Flere veje til hjerterne

Kvinder vil gerne vide hvordan de kan få den mand som de har tabt deres hjerte til, til at give dem hans i bytte. Hvis manden for eksempel ikke ringer tilbage efter den første date, selvom hun syntes den var en succes, så sætter hun himmel og hav i bevægelse for at finde ud af hvorfor.

Parterapeuten Martin Østergaard har haft flere end 2000 mennesker på besøg i sin terapisofa, siden han for mere end ti år siden skrev sin bestseller ‘Vejen til mandens hjerte’. I dag udkommer opfølgeren, og forfatteren fortsætter sin ærlige tilgang til sit fag:

“Mange gange har jeg tænkt, at det da er fanden til parterapeut, som er blevet skilt to gange og har to hold børn. Men så taler jeg i hvert fald af erfaring. Jeg trækker lige så meget på smertefyldte og glade personlige erfaringer som på erfaringer fra arbejdet i min praksis.”

Det er en mand efter mit hjerte. Den første bog solgte 50.000 eksemplarer, og der skal nok blive rift om ‘Flere veje til mandens hjerte’. Pudsigt nok er mændene ikke til sinds at skaffe sig ekspertråd om hvordan de vinder deres udkårnes hjerte. I hvert fald solgte Østergaard kun ca. 4.000 ex. af ‘Vejen til kvindens hjerte’. Måske skulle han have kaldt den ‘Sex for Dummies’. 

Martin Østergaard er efter min mening en fremragende formidler af moderne mennesker kvaler med det modsatte støn, og af mulighederne for at få det bedre på det område. Jeg lader ham få den sidste salut, hentet fra bogens forord, og så ønsker jeg ham ellers pøj-pøj med den lille ny:

“Når jeg genlæser ”Vejen til mandens hjerte”, kan jeg mærke, hvor usikker jeg var på mig selv, og hvor vigtigt det var for mig at kæmpe mandens sag og dermed beskytte min egen sårbarhed. Mandens sag er stadig central, men jeg er blevet mere opmærksom på, hvor meget jeg må kæmpe kvindens sag for at styrke mandens. Jeg mærker kvinders sorg mere tydeligt i dag. Måske fordi jeg personligt er blevet stærkere og mere erfaren og derfor tør mærke min egen følsomhed mere tydeligt. Var jeg mindre genert, ville jeg trille mange tårer i parterapien over alle de følelser, der vælter rundt i rummet.”

nattesæde (ny version)

sorgens zoner nedslagstålende
klovnens kloner fredsagsflående
morgenmaden bredbagsfrådende
downloads den nedladendes måde
downs syndrom det vedtagnes gåde
uploads spundet af optimistiske tråde
flovhedens kådhed den vredladnes nåde

[Her er den oprindelige version fra i nat]:

kan sorgens zoner være nedslagstålende
kan klovnens kloner være fredsagsflående
kan morgenmoden være bredbagsfrådende
kan downloads være den nedladendes måde
kan downs syndrom være det vedtagnes gåde
kan uploads være spundet af optimistiske tråde
kan flovhedens kådhed være den vredladnes nåde

[Her Silhuets forslag]:

sorgens zoner i nedslag
klovnens kloner i fredssag
flovheds kådhed som vredlagsnåde
(natten klæder folk?)

Stil er noget man skriver

Jeg har en ven som jeg har kendt siden 1975. Navnet er Rasmussen. Han er et klassisk dannet menneske med en udsøgt fornemmelse for god smag, farver og design. Gang efter gang har han kigget på mig med et minespil som en dyrlæge, der overvejer om det vil være mest humant ikke at forlænge lidelserne for celleklumpen foran ham.

Men fordi Rasmussen er min særdeles gode ven, så vil han til enhver tid strække sig meget langt for at udsætte mit uundgåelige forfald. Engang kiggede han tungt og længe på mine selvdøde sutsko, strøg sig over sit velplejede skæg og sagde ét eneste ord: herresko. Få dage efter havde han i en luksus genbrugsbutik anforskaffet mig et par skinnende sorte sko, som jeg ved gud har haft på mindst et par gange.

I den senere tid har han haft meget travlt med mit ansigt. Han er bestemt ikke tilfreds med mit SF-højrefløjslook. Som en anden modebetjent har han bedt mig droppe fuldskægget og i stedet lægge an til et rundskæg om munden. Det kan kaldes bisseskæg, men også noget andet hvis man skifter et af bogstaverne ud.

Jeg har værget for mig og slået syv kors, og påstået, at hans SMS’er om hvordan jeg har det, ikke er nået frem. Jeg kender ham. Hvis jeg fortæller ham, at jeg ikke uden videre kan slæbe en hvilken-von-helst københavnsk cykeltrunte med hjem og få hende til at tilstå mig sin gunst, uden at jeg behøver at kere mig om hvor hun skal sove næste nat, så kender jeg svaret på forhånd: skægget.

Nu har jeg fået nok af hans modemobning. Jeg gider ikke høre på ham mere. Så kan han finde en anden at pukke på. Hvorfor skal alle gå i pænt tøj og have et garn med supersmid? Er der noget galt i, at man ligner gennemsnittet af den erhversgruppe man tilhører? Burde han ikke i stedet rose mig for at gå imod strømmen og ikke satse så meget den ydre skønhed? Nok er nok.

Jeg orker ikke at opfange hans nedrige hentydninger og se på hans satanisk bedrevidende små tics. Bare fordi han selv nedstammer fra de stilsikre og smutøjede spaniere som kedede sig på Koldinghus. Det er forbi. Nu har han fået sin vilje, og fra nu af laver jeg aldrig om på noget mere! 

Det runde skæg som jeg skrabede frem i aftes, er den sidste ting jeg ændrer på for hans dommersmags skyld. Så kan han komme med sin hjemmerørte mayonaise og næbdyrs-hjemmesko og økologiske stearinlys. It’s over.

Det værste er at det ikke ser helt værst ud.

Beologi kan nu lånes

Tre biblioteker har købt min seneste digtsamling ‘Beologi’. Det er jeg glad for. Slår man titlen op på bibliotek.dk står der:  

Korte og lidt længere prosadigte der afprøver beologiens grænser. Beologi er ifølge forfatteren læren om hvordan man kan få sprog og liv til at trives på meget lidt plads.

Den første sætning har biblioteksskribenten selv fundet på, og den er jeg helt med på. Den sidste er taget direkte fra bogens bagside, som forlæggeren har formuleret. Den er ikke forkert som sådan, men en mere præcis definition af beologi står ellers i den undertitel som biblioteket af en eller anden grund ikke nævner: overfølsomme feltstudier af det mangetydiges nøjagtighed.

Da jeg udgav min fodboldkrimi i 2002, kunne biblioteket ikke finde ud af så simpel en ting som at stave min hovedpersons navn korrekt. Dengang skrev biblioteket i sit resume af ‘Mord på landsholdet’:

Da den unge angrebsspiller Martin Sommers, som står til udtagelse til VM 2002, forsvinder, sættes kriminalassistent Landberg på sagen, som bringer ham ind i fodboldens forunderlige verden.

Fejlen stammer måske fra en for hastig og sløset læsning af bagsideteksten, der begynder: Angriberen Martin Sommers karriere går forrygende. Tænk, at man ikke engang kan finde ud af at afkode en simpel genitiv! Resuméet står der stadig, når man slår bogen op.

Vist er jeg ingen Rifbjerg, men der er visse krav til formalia som skal være i orden, hvis man skal arbejde på et vist fagligt niveau med bøger, og som en forfatter lige under bagatelgrænsen for biblioteksafgift godt kan tillade sig at bede om at få overholdt.

The XXX’th Olympiad

Den 30. Olympiade er begyndt.

I fire år skal hundredtusinder af idrætsudøvere over hele kloden gå tidligt i seng, stå tidligt op hver dag, spise supersundt, træne, træne og træne, mens de ikke tænker på andet end om de kommer med til OL 2012 i London. Og hvis de så bliver udtaget og kommer med, så har de måske kun nogle få forsøg i kvalifikationen til at komme med i finalekampen om medaljerne.

Det gælder folk som den unge Bolt fra Jamaica, der ikke får lov at løbe i mere end 9 sekunder ved et OL. Nå ja, måske er lige netop han ikke særligt ked af at det ikke varer længere. Det er noget andet med den danske bronzemedaljevinder i 800 fri svømning, Lotte Friis, som skal bruge næsten 9 minutter. Hun er med i London, tror jeg, for da er hun kun 24 år og holder stadig fanen højt. 

Jeg er sikkert ganske gråskægget til den tid, men jeg håber da at jeg er med som skærmbeskuer. Så kan jeg forhåbentligt heppe på unge Hansen, der gav suget fra det umuliges kunsthåndværk, da han med et overskruet håndledssvirp efter at tiden var udløbet, scorede sejrsmålet på tremeterkast mod de russiske bamsebjørne i håndboldhallen. Han vil også være 24 år i 2012. Det er jo ingenting.

Jeg håber også at Ole Jacobsen er med igen til den tid. Sammen med en kompetent sejlsportsekspert kommenterede han medaljeræset i 49’er klassen. Jeg så det direkte og bestilte ikke andet end at måbe. Både over det “vandvittige” forløb, og over hvor imponerende god han er til sin metier. Til daglig er han vært på P4 København. Guld til ham. I øvrigt synes jeg ikke at tv-dækningen har været særlig tillokkende. Der har været for meget af det samme. Det er som om tv-stationerne ikke har ressourcer til at overskue og dække og klippe sammen og præsentere.

Humor er dejligt, men ikke når DR’s håndboldkommentator Jan Harkamp kalder to kvindelige kinesiske dommere for vaskekoner. Han er selv gammel bordtennisspiller og dansk tv’s suverænt værste smaskehoved, kun lige netop overgået af en af TV 2’s finansbabes som orienterer om kurser og bundlinjer. Hun hedder Mei Zei. Det lyder helt kinesisk. Men hun er nok fra Charlottenlund og hedder vist i øvrigt også Zeilund. Det var et sidespring, eller gid det var – som de siger på havnen.

Det er Olympiade nu. Endelig. Nu kan den 105 kilo tunge tyske vægtløfter Mathias, der løftede i alt 451 kilo og vandt guldet for sin kone Susanns skyld, fortsætte sit sorgarbejde. Hun blev dræbt i en bilulykke sidste år. Så du, da han stod med billedet af hende på sejrsskamlen? Det gjorde jeg. Stol på det.

Master kan knække. Store mennesker kan græde. Den islandske stregkæmpe Sigfus græd efter håndboldfinalen, mest af glæde, tror jeg. Åleslanke højdespringere kan rammes af akut jordforbindelse og være helt Blanca i øjnene. Og arrangører kan lade en køn pige lade som om hun synger den sang, som den lidt grimmere pige synger meget smukkere i virkeligheden. Fælt. Sende to gamle bedstemødre på 77 og 79 år i arbejdslejr fordi de har en mening. Meget fælt. Skammeligt.  

I Sverige leger de ikke olympisk. Der spiller de. Eller spilder. Jeg ved det ikke. Men jeg ærgrer mig over at der ikke var mere vandpolo og hockey og baseball og golf på tv-skærmen. Golf? Nå nej. Godt, der er fire år til næste gang der skal leges, for at fejre at den tredivte olympiade er gået.

Four more years.

Det tolvte møde

– Kaffe?
– Nej, lad os bare komme i gang.
– Godt. Hvorfor skulle vi ikke ud til huset alligevel?
– Fordi det ikke er nødvendigt.
– Nej?
– Nej, jeg er klar til at fortælle dig hvad der skete.
– Fint. Jeg lytter.
– Altså…det gik jo så godt. Alt var perfekt. Det hele. Og så ødelagde jeg det ved at…
– Stop et øjeblik.
– Hvorfor?
– Jeg ville blive meget, meget glad hvis du ville sige lidt om den tid, hvor det gik godt for jer.
– Hmm…nå. Okay. Jeg havde lige fået nyt salgsdistrikt og min kæreste var netop blevet ledende projektkoordinator på bureauet, da hun blev gravid.
– Bureauet, siger du?
– Ja, reklamebureauet. I København. Et af de største og bedste. 
– Okay.
– Da Knirkes fødsel nærmede sig, tilbød jeg hende selvfølgelig at blive hjemme i en periode, men hun sagde at jeg bare skulle køre på, så jeg kunne nå det mål som kunne gøre mig til Årets Sælger og udløse en stor bonus.
– Aha. Og?
– Jeg knoklede løs, og min kæreste havde fuld kontrol over hjemmefronten. Hun var helt fantastisk. Jeg fik al den nattesøvn jeg kunne ønske mig, og jeg var lisså glad som jeg var træt.
– Nåede du målet?
– Ork ja, jeg blev Årets Sælger. Vi bestilte håndværkere til at lave en tilbygning til huset, og overvejede endda at se på sommerhus. Og på ny bil, eller faktisk to nye biler.
– Havde I råd til det?
– Ja, hun fik jo fuld løn under sin barselsorlov.
– Ikke dårligt. Og hvor længe er det her siden?
– Knirke blev født for nøjagtigt et år siden på lørdag.
– Aha. Men så..?
– Så var min kærestes orlov ved at være forbi…og hun glædede sig til at vende tilbage til bureauet. Vi havde fået vuggestueplads. Men til sin store rædsel fyrede de hende, inden hun overhovedet nåede at begynde igen.
– Det kan de da ikke?!
– Jo, de fandt på en eller anden grund, som ville holde i retten hvis hun bestred den. Jeg kan ikke engang huske hvad det var.
– Det må jeg nok sige. Hvordan tog hun det?
– Hun blev så vred, så vred. Det gav hende faktisk energi til at søge nye job lige med det samme. Og…
– Ja?
– En dag fik hun et super jobtilbud fra et andet bureau.
– Jamen, det var da godt?
– Ja, måske. Men hun nåede aldrig at nyde det, fordi jeg ødelagde det hele.
– Hvordan?
– Vores datter døde.

Kom til kort

Jeg stiger op i bussen og mødes af et venlig kvindeblik fra en frodig chauffør af anden etnisk oprindelse end Valby. Jamaica? Bermuda? Santiago? Ålestrup? Man ved aldrig med den slags. Mit månedskort har jeg haft åbnet og højt hævet inden døren åbnede, så jeg regner med den sædvanlige og hurtige sagsbehandling. 

Der er radiomusik i begge mine ører. Movia-mosteren siger noget, kan jeg se, så jeg trækker den ene ørehøjttaler. Undskyld? Hun påpeger noget som jeg stadig ikke opfatter, så jeg frisætter også den anden øregang. Hun meddeler, stadig meget smilende, at mit kort ikke kan godkendes. Angiveligt fordi det er Fars Dag.

Mange følelser og tanker vil pludselig til på een gang, og jeg er nødt til at købe mig tid for at få dem sorteret. Jeg siger pænt undskyld, med et underdanigt forfjamsket spørgsmålstegn efter. Hun gentager, at det er Fars Dag – og det fatter jeg intet af – for det har det da været forlængst? Jeg mener da bestemt at jeg engang i foråret drillede min datter med, at hun ikke havde købt en gave til sin gamle farmand.

Et kig ned i bussen gør ikke situationen bedre. Der er kun syv-otte passagerer, og de har ikke bestilt andet end at betragte mig og min forvirring. Flere af dem er meget attraktive. Straks tænker jeg på om jeg har rester af mørk pålægschokolade i mundvigen. Nu peger chauffeusen på mit månedskort, som om der er en slags sammenhæng mellem at være pendler og far. Måske kan man spare penge ved at købe et familiekort?

Jeg vender kortet og ser på mit eget surmulende fjæs. Og pludselig forstår jeg hvad det hele drejer sig om. Mit kort er udløbet dagen før. Det er den første dag i den nye måned. Det er det, som den fyldige kaptajn har forsøgt at sige. Hun er bare ikke så god endnu til danske vokaler. Jeg finder meget hurtigt den nye månedsangivelse frem, for den har jeg jo selv lagt ind bag den netop udløbne.

Det værste er de blikke jeg får fra de attraktive, da jeg endelig får lov at gå ned i bussen. Det er som om de tænker meget på mit udseende, og på at jeg da godt kunne tabe mig lidt og tage noget lidt festligere og maskulint tøj på. Eller også synes de måske jeg er okay. Min eneste tanke er, at jeg cykler alt for lidt.

Det ellevte møde

– Er det her?
– Nej, det er ikke her.
– Hvorfor holder vi så ind til siden?
– Fordi jeg ikke vil være med til det alligevel.
– Du sagde ellers ja, da jeg foreslog det i telefonen.
– Ja…man siger så meget i den åndssvage telefon.
– Vist så. Må jeg komme med en personlig observation?
– Hvad?
– Det betragter jeg som et indirekte tilsagn. Jeg synes du ser skræmt ud
– Skræmt?
– Skræmt!
– Sikke noget sludder. Jeg gider bare ikke. Det forandrer jo ikke noget alligevel.
– Hvad forandrer det ikke?
– Det, der skete dengang!
– Jeg forstår. Men hvis jeg skal kunne hjælpe dig med at få has på senfølgerne af det, du kalder uforanderligt, så er jeg nødt til at vide hvad du hentyder til.
– Hvad skulle det nytte?
– Det kan måske ikke skrive historien om, men det kan måske gøre det lettere for dig at udholde det uudholdelige.
– Det kan man jo ikke.
– Jo, man kan.
– Nul!
– Det kunne den japanske kejser ellers.
– Hvad??
– Jovist. Han talte til nationen i radioen den 15. august 1945, og bad dem acceptere at landet var nødt til at overgive sig efter de to atombombninger. 
– Og?
– Det var første gang i hans levetid at japanerne hørte hans stemme. For dem var han nærmest guddommelig. Han bad dem udtrykkeligt udholde det uudholdelige sammen med ham. Og du må da indrømme, at det er gået nogenlunde fremad for dem siden hen?
– Selvom den historie passer, så kan jeg ikke se hvad den har med mig og min tid her i Glumsø at gøre?
– Jeg tror at grunden til at du har standset bilen her ved byskiltet, er at du ikke besidder styrken og modet til at komme videre. Ikke lige nu og her, i hvert fald. 
– Det passer.
– Ja, og det giver såmænd god mening. Dit liv må være gået i stå dengang. Hvis du i dit hjerte kan mærke, at du ikke længere vil finde dig i at skulle lide under det længere, så lad os køre derhen. Nu.
– Hvad så hvis jeg ikke orker lige i dag?
– Så kan vi vende tilbage igen. Men du får kun Ã©n chance til. Hvis du har tillid til, at jeg kan være din sidemand, når du tør konfrontere det som martrer dig så voldsomt, og som sandsynligvis er baggrunden for alle dine soveproblemer, så vil jeg med glæde tage med. Men kun een gang til og du vælger selv tidspunktet.
– Du bliver altså ikke vred på mig, hvis vi kører tilbage igen?
– Nej.
– På æresord?
– For alt hvad de penge du i forvejen giver mig er værd. Prisen stiger forøvrigt til 800 fra næste måned, så du kan spare penge ved at ruste dig i en ruf.
– Du er altså mærkelig..!
– It takes one…som man siger.
– Jeg stoler på dig alligevel. Mærkeligt nok.
– It’s all in a days work. Shall we?
– Ja. Tag bæltet på igen.