Stil er noget man skriver

Jeg har en ven som jeg har kendt siden 1975. Navnet er Rasmussen. Han er et klassisk dannet menneske med en udsøgt fornemmelse for god smag, farver og design. Gang efter gang har han kigget på mig med et minespil som en dyrlæge, der overvejer om det vil være mest humant ikke at forlænge lidelserne for celleklumpen foran ham.

Men fordi Rasmussen er min særdeles gode ven, så vil han til enhver tid strække sig meget langt for at udsætte mit uundgåelige forfald. Engang kiggede han tungt og længe på mine selvdøde sutsko, strøg sig over sit velplejede skæg og sagde ét eneste ord: herresko. Få dage efter havde han i en luksus genbrugsbutik anforskaffet mig et par skinnende sorte sko, som jeg ved gud har haft på mindst et par gange.

I den senere tid har han haft meget travlt med mit ansigt. Han er bestemt ikke tilfreds med mit SF-højrefløjslook. Som en anden modebetjent har han bedt mig droppe fuldskægget og i stedet lægge an til et rundskæg om munden. Det kan kaldes bisseskæg, men også noget andet hvis man skifter et af bogstaverne ud.

Jeg har værget for mig og slået syv kors, og påstået, at hans SMS’er om hvordan jeg har det, ikke er nået frem. Jeg kender ham. Hvis jeg fortæller ham, at jeg ikke uden videre kan slæbe en hvilken-von-helst københavnsk cykeltrunte med hjem og få hende til at tilstå mig sin gunst, uden at jeg behøver at kere mig om hvor hun skal sove næste nat, så kender jeg svaret på forhånd: skægget.

Nu har jeg fået nok af hans modemobning. Jeg gider ikke høre på ham mere. Så kan han finde en anden at pukke på. Hvorfor skal alle gå i pænt tøj og have et garn med supersmid? Er der noget galt i, at man ligner gennemsnittet af den erhversgruppe man tilhører? Burde han ikke i stedet rose mig for at gå imod strømmen og ikke satse så meget den ydre skønhed? Nok er nok.

Jeg orker ikke at opfange hans nedrige hentydninger og se på hans satanisk bedrevidende små tics. Bare fordi han selv nedstammer fra de stilsikre og smutøjede spaniere som kedede sig på Koldinghus. Det er forbi. Nu har han fået sin vilje, og fra nu af laver jeg aldrig om på noget mere! 

Det runde skæg som jeg skrabede frem i aftes, er den sidste ting jeg ændrer på for hans dommersmags skyld. Så kan han komme med sin hjemmerørte mayonaise og næbdyrs-hjemmesko og økologiske stearinlys. It’s over.

Det værste er at det ikke ser helt værst ud.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s