Det tolvte møde II

– Jeres datter døde?
– Ja, og det var min skyld.
– Vil du fortælle mig hvordan det skete?
– Ja, men du må bare love mig noget først.
– Ja?
– At du ikke afbryder mig imens jeg fortæller det.
– Det vil jeg gerne love dig, hvis du fortæller mig hvorfor.
– Fordi jeg ikke tror at jeg kan fortælle det mere end een gang.
– Og så kan du ikke holde til afbrydelser imens?
– Lige præcis.
– Det er helt i orden med mig. Jeg lytter.
– Okay…
– …
– Altså…
– …
– Jo, jeg var lige kommet hjem fra den bedste salgsrunde jeg nogensinde har præsteret. Jeg satte mig i sofaen og åbnede en særlig mikrobryg øl, som jeg havde gemt til mig selv i køleskabet hvis jeg en dag kom over et bestemt beløb for en enkelt dag. Min kæreste stod ude på badeværelset og skiftede Knirke. Det næste jeg husker er det mest forfærdelige jeg nogensinde har set. Hendes forvrængede ansigt er helt tæt på mit, og hun skriger ind i hovedet på mig at jeg har slået Knirke ihjel. Jeg forstår ingenting, fordi jeg kommer fra følelsen af at være meget glad. Så kaster hun nærmest barnet ned i favnen på mig, og begynder at ringe efter en ambulance. Der sidder jeg i sofaen med min livløse datter og fatter ikke hvad der er sket. Det lykkedes min kæreste at give alarmcentralen helt præcise informationer, og det kunne jeg ikke forstå hvordan hun kunne præstere i den situation. Jeg kunne heller ikke forstå at hun, fra det øjeblik hun gav mig Knirke i favnen, virkede som om der hele nærmest var overstået. Hun sagde til mig med en kommanderende stemme, at nu skulle jeg sidde helt stille og vente til ambulancen kom. Og da jeg ikke anede hvad der var sket, gjorde jeg som hun sagde. Jeg tror kun der gik nogle få minutter inden ambulancen kom, og imens stod hun ret op og ned, med armene over kors, og så på mig som om jeg var det værste menneske i hele verden. På en eller anden måde lykkedes det hende at overbevise ambulancefolkene om at jeg var nødt til at blive tilbage. Det kunne jeg heller ikke fatte. Da de forsigtig tog Knirke ud af min favn gik jeg lissom helt i stå. I hvert fald kørte hun afsted med dem og Knirke til hospitalet. Stilheden bagefter glemmer jeg aldrig.
– …
– Aldrig nogensinde.
– …
– Jeg kan ikke komme videre nu, uden at du hjælper mig.
– Ved at stille spørgsmål?
– Ja.
– Godt. Tror du, at du kan klare at fortælle mig hvad der så skete?
– Ja, det kan jeg godt.
– Fint.
– Politiet kom. De bad mig følge med. Så kørte vi ind til hospitalet. En kvindelig læge fortalte mig, at Knirke var død af kraniebrud efter et fald fra puslebordet. Hun spurgte om jeg ville se hende. Jeg spurgte hvor min kæreste var, og lægen sagde at hun også var på hospitalet, men at hun ikke ville se mig lige nu. Så hvis jeg ville se Knirke blev det alene.
– Gjorde du så det?
– Ja. Hun lå lisså fint. Hun så ud som om hun sov.
– Hvordan reagerede du på alt det her?
– Jeg reagerede ikke, fordi alting skete så hurtigt lige fra det øjeblik min kæreste skreg mig ind i hovedet. Jeg kunne ikke følge med i følelserne.
– Det lyder helt logisk og naturligt.
– Gør det?
– Ja, i høj grad. Hvad skete der så?
– Så bad to andre betjente mig komme med ind i et mødelokale.
– To andre?
– De havde ikke uniform på.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s