Monthly Archives: august 2008

Det tiende møde

– Hej.
– Hej.
– Du ser lidt bedre ud end i forgårs?
– Gør jeg?
– Ja, men nu havde du det jo heller ikke særlig godt.
– Nej. Jeg vil gerne igen takke for at du stillede op så sent om aftenen.
– Selv tak. Ã‰n ting er at sidde her og mundhugges i al gemytlighed, men det er noget andet at vide hvornår der skal rykkes, og rykkes ud.
– Ja, det fandt jeg ud af. Du reddede mit liv.
– Måske, men du reddede også dig selv ved at ringe til mig. Giv dig selv en masse kredit for det. Hvad lavede du så i går?
– Jeg holdt fri og kørte en lang tur.
РGod id̩. Hvorhen?
– Til Glumsø.
– Glumsø? Javel så. Hvad er der så i Glumsø?
– Huset.
– Hvilket hus?
– Det, jeg boede i.
– Da du voksede op?
– Nej, sammen med min kæreste.
– Jaså.
– Ja.
– Hvorfor ville du se huset igen?
– Det ved jeg ikke…
– Hvis du fortæller mig om dengang I boede sammen, så kan jeg måske hjælpe dig med at finde svaret.
– Jamen, vi boede der kun i cirka halvandet år.
– Aha. Så må der være sket noget vigtigt.
– Ja, det gjorde der også.
– Ja?
– Ja, vi fik et barn sammen.
– I fik et barn?
– Ja.
– Det er første gang jeg hører om at du er far.
– Jamen, det er jeg heller ikke.
– Hvordan skal det forstås? Adopterede I?
– Nej, nej…jeg var far til barnet.
– Men?
– Men….
– Ja?
– Men så…så ødelagde jeg det hele og min kæreste slog op og flyttede, og så gik huset på tvangsauktion.
– Har hun så barnet nu?
– Nej, men kan vi ikke tale om noget andet? Jeg ville jo bare se huset igen, ikk’?
– Ja, det forstår jeg så udmærket godt, men jeg fornemmer at der er mere i den historie som ville have vældig godt af at komme frem i lyset.
– Det tror jeg ikke.
– Det tror jeg.
– Nå.
– Men vi kan lade resten af historien selv beslutte sig for hvornår den er klar. Du kan hilse den fra mig, og sige at den altid kan ringe til mig.
– Kan vi så slutte for i dag nu?
– Nemlig…tak for i dag.
– Øhh, selv tak.

De hårde metoder

Forleden sad jeg i morgenkassen og sled og stred mig gennem sætning efter sætning i den meget tykke bog jeg skulle indlæse. Den handlede om terror, og jeg skulle læse et afsnit om at man brugte en særlig brutal form for tortur i en eller anden sammenhæng. I den næste sætning lavede jeg en banal talefejl, og skulle lige spole tilbage for at rette den. Til min rædsel hører jeg mig selv sige, i den forrige sætning, at man havde brugt en læselampe som torturredskab. I bogen står der blæselampe. Jeg ved godt, at emnet ikke indbyder til humor, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at more mig over den fejl.

Den har også fået konsekvenser. I går købte jeg mit livs første par læsebriller til firs kroner i det lokale gedemarked. De har bløde grå ørepinde og glassene er uden stel rundt om. Styrken er +1. Om lidt skal jeg prøve dem i arbejdssammenhæng for første gang. Jeg tror det er en god ide, bortset fra at jeg skal læse om faldskærmsudspring fra otte kilometers højde. Men så må jeg bare sætte dem godt fast på næsen.

Forresten, så er de briller jeg har på oppe i bjælken, nogle nærsynsbriller – minus 1 – som jeg bruger når jeg skal se film eller fodbold, eller gerne vil se tænksom ud. Der er plads nok i mit brilleetui til begge briller uden at de ridser hinanden. Plus 1 og Minus 1. Hvis jeg tager begge par på, så har jeg perfekt syn.   

Ja, god morgen…

Nuvel. Jeg overvejer at spise noget andet om morgenen. I stedet for rugbrød med Becel og mørk pålægschokolade, vil jeg lave noget smoothie-noget med noget et eller andet frugt og bær og soyamælk og hørfrøolie plus noget vallebaseret proteinhejs og måske så lige en enkelt lille nød eller to. Den slags…

Det ville være dejligt at få lidt mere glad energi henne i Boks 1. Og jeg ved godt at en frisk løbetur – og farvel til kaffen – ville gøre starten på dagen totalt MacDonaldsk. Men-men…der er grænser, selv for min frelse.

Nå, men nu har jeg fundet på en grund til ikke at ændre på noget som helst. Den dér morgensmoothie skal jo blendes. Det har jeg simpelthen ikke nerver til. Jeg, der er så lydfølsom, vil eddermame ikke have en blender stående og vræle som en brystflov baby. I tre minutter!

Måske kunne jeg sætte forlængerledningen på og blende under en dyne eller to, stående inde i klædeskabet, og med min pandelampe fra Mande Ø Lejren på?

Måske. 

Hansen, Hansen, Hansen…

I går var det dejligt at hedde Hansen. En af de yngre forvaltere skabte en stjernestund helt ovre i riget i midten, og i dag skal jeg så prøve at føre depechen videre. Vejret ser jo nogenlunde tilforladeligt ud. Jeg har fået et gult brev med små røde hjerter og flag på fra min søster. Det skal åbnes om lidt. Min datter kommer på weekend og i aften kommer to af mine bedste venner til hyggepizza. Indtil da skal jeg hen i lydboksen, og forestille mig at jeg er en af verdens bedste jægersoldater som fortæller om sit liv.

I en gammel revyvise fra trediverne om en vicevært med mit efternavn, hedder det:

“Hansen, Hansen, Hansen…hedder jeg efter min mor, hun gav mig smæk, nu er hun væk, hun tog billetten i fjor. Hansen, Hansen, Hansen…ku’ ha’ været lidt bedre…Hansen, Hansen, Hansen, Hansen…det er vi flere, der hedder. (Men) hvad er så et navn, gør det virkelig virkelig gavn, om man så hedder Bruun eller Grøn? Næh, sågu gør det ej, når man bare som jeg, er charmerende, velskabt og køn. Hvis man træffer en pige, som man synes man kan lide, skal man så sige ‘Hansen, Godda!’…næh, sågu skal man ej, hun ved godt det er mig, selv når vi lægge titlerne af: Hansen, Hansen, Hansen…står der i hendes blik – og når jeg så, siger det selv, lyder det lissom musik. Når vi tager ‘kring’ kontinentet, hvisker hun i min favn: Hansen, Hansen, Hansen, Hansen…ih, hvor er jeg dog varm!” 

Jeg sender en varm hilsen til Olsen, ovre i det store land.

Og til Larsen, og til Jensen, og Povlsen…og alle andre.

Det kan jo blive en god dag. 

bi lidt

det styrter ned da det føles som bedst
et træ tager bussen og skifter ståsted
jeg følger med fordi det er et frugttræ
på torvet stiger en kvinde tilfældigt på
træet springer ud bare for hendes skyld
knopperne krakelerer med små smæld
hun jager fingeren i hullet på mit bryst
solen gør mig overgearet og overgæret
æblekødssødmen i alle spirerne presser
mig i rollen som saftsusende brodløs

Telefonens Daglige Cirkus

Jeg er og bliver aldrig andet end en trofast, ærkekonservativ, gammelreaktionær kunde. Lige fra den sidste telefonistindefrøken blev pensioneret har jeg været kunde hos først KTAS og senere TDC. Via drejeskiver og højt hylende modem, er jeg nu nået til den nyeste form for bredbåndsforbindelse, som på nærmest magisk vis hentes ned fra himlen gennem en lille hvid hyggeblinkende cigaretpakkestor plasticdimmer. Åh, jeg var så glad, da jeg opsagde det hidtidige fastnetnummer som jeg var nødt til at have for at komme på internettet via bredbånd. Tirsdag aften forsvandt klartonen, og jeg kunne pakke alle ledninger og modem og skillefiltre ned og lægge det væk. Nu har jeg kun to varer fra go’e gamle TDC, nemlig Bredbånd-2-GO og mobiltelefon.

I dag kom så straffen for at have en billigere og bedre løsning. Det skulle selvfølgelig ikke være godt alt sammen. Af en eller anden grund er min webmail blevet nedlagt. Jeg har ingen mailforbindelse mere. Det er mig fuldstændig uforståeligt, for jeg har ikke gjort andet end at skifte den teknik ud med hvilken jeg køber bredbåndsforbindelse fra TDC. Forklaringen er, at det er to forskellige selskaber indenfor TDC-koncernen som “konkurrerer” om at levere den samme vare. Det er fint nok, synes jeg. Men jeg kan ikke fatte, hvorfor det skal gå ud over den webmail, som jeg har kunnet logge mig ind på via enhver computer med internetforbindelse i hele verden. Måske burde jeg have undersøgt betingelserne på forhånd, men jeg havde simpelt hen ikke drømt om at man ville blande webmailen ind i den interne TDC-konkurrence.

På diverse TDC-hotlines forstår man mig særdeles godt, og det skal siges at man heldigvis kan trylle en løsning frem ad bagdøren. Der oprettes et gammeldags fastnetbredbåndsabonnement, som er gratis. Medarbejderen kunne dermed redde min mailkonto, så jeg kan komme ind i min mail igen. Problemet er så bare, at jeg indenfor tre måneder skal ringe op til forbindelsen, hvis den ikke skal nedlægge sig selv. Dertil kræves en form for modem, eller en slags ledning, som jeg skal trylle frem med assistance fra en TDC-butik.

Jeg synes det er…typisk.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg nu to gange sagt ja til at medvirke i en kundetilfredshedsundersøgelse, når jeg har ringet til TDC. Stemmen siger, at jeg bare skal vente til samtalen med medarbejderen er slut, og ikke lægge på, for så vil jeg automatisk blive stillet om til den person, der skal interviewe mig om hvor tilfreds den foregående samtale forløb. Begge gange har jeg siddet i mange, lange sekunder og gloet på displayet – uden at høre andet end min egen vejrtrækning.

Nu spørger jeg så: hvordan klager man over en kundetilfredshedsundersøgelse når man end ikke kan få forbindelse med dem? Skal man oprette et nyt fastnetabonnement? Skal man slå græs hos Henning Dyremoses afløser? Skal man sende en snailmail eller begynde at holde brevduer? Hvis jeg snakker med mig selv, er der så opkaldsafgift?

TDC…tryghedens dommedagsagtige chokterapi.