syn for savn

lige foran os er der mørkt vand påstår jeg
du svarer at du ikke kan høre nogen rislen
det kan ikke afgøres ved at vi taler om det
vi burde finde ud af det på en anden måde
bare jeg dog kendte til vandets temperatur
en gysende kold omgang var måske bedst
den varmende omslutning vil du ikke nyde
så godt kender jeg dine luner efterhånden
stod det til dig var vi plumpet i uden varsel
står det til mig venter vi på lyset sammen

Advertisement

Dræbende marker og markeder

Jeg har lige set det mest skræmmende tv i hele mit liv. Var det en gysende tv-krimi hvor blodet spulede rundt i samtalekøkkenet? Var det en intens fodboldkamp som afgjordes på straffespark efter 120 indædte spilleminutter? Var det et teaterstykke af Lars Norén, hvori en familie myrdede hinanden med giftstoffet sarkasme?

Nej, det var en fransk dokumentarfilm fra i år om globalt landbrug.

Jeg er ellers skeptisk overfor puritansk naturfundamentalisme, hvor man nægter sig at føle glæde og personlig nydelse før hele verden er renset for enhver form for smudsighed, og selv den mindste bananflue lever et 100% økologisk og biodynamisk liv. Hvor man frygter virkningerne af den globale opvarming mere end de flere hundrede årlige dødsfald i den danske trafik, de unges misbrug og selvmordsforsøg samt den stigende tendens til depressioner og stressrelaterede og psykosomatiske lidelser hos voksne.

Men efter at jeg søndag aften kl. 22 på svensk tv har set filmen om hvordan et kæmpestort multinationalt biotek-selskab er ved at begå uhyrligheder med gensplejset madproduktion, og langsomt er ved at tage patent på dyrkning af dagligdags fornødenheder som majs, bomuld, sojabønner, tomater, hvede osv. er jeg rystet helt ned i min hansenske dna.

Firmaet bruger metoder som er så kyniske, og vel at mærke i så stor en skala, at krig og terror er minimale myggestik i sammenligning. Den såsæd som de fattigste bønder i U-lande tvinges til at bruge, er fire gange dyrere end den konventionelle – og i modsætning til hvad selskabet påstår er afgrøderne ikke modstandsdygtige over for diverse skadedyrsangreb. Derfor må bønderne låne penge til ågerrenter af det selvsamme firma for at købe sprøjtemidler, mens planterne på markerne viser tegn på ekstrem misvækst og kroniske skader på arveanlæggene m.m.

Jeg kan ikke nok opfordre dig nok til at se programmet, som jeg her linker oplysninger om, eller bare for nysgerrigheds skyld søge oplysninger om det. Grunden til at jeg ikke her skriver navnet på firmaet er at dets metoder har skræmt mig så meget, at jeg foreløbig ønsker at være forsigtig. Alligevel mærker jeg, at min samvittighed ikke vil kunne holde til at holde kæft med det. Dertil er det pågældende multinationale selskabs skadelige potentiale på kort og lang sigt for stort.

Firmaet skal ikke have lov til at fortsætte sin erobring af kontrollen over alverdens afgrøder, alene for aktionærernes og investorernes skyld. Filmen sluttede med at selskabets talsmand lakonisk afviste at kommentere kritikken til brug i filmen, fordi – som han sagde – at selskabet ikke mente at der ville kunne komme noget positivt ud af det for firmaet. Jeg hørte det som en indirekte tilståelse.

Hvad skal vi med fladskærme, pokalfodbold, opera og morgensex, hvis vores mad er giftig?

Ny kulturminister

Brian Arthur skal nu sørge for lands lov og ret. Det håber jeg han klarer bedre end tiden som minister for min metier.

Trods Mikkelsens pæne ord og altid velpudsede briller, så havde jeg ikke det store held når jeg søgte om legater, eller fortvivlet forsøgte at nå op over minimumsgrænsen for udbetaling af bibliotekspenge. Ikke engang hvis jeg pruttede om prisen.

Nu er det så Carina, der skal være tusindkunstnernes tovholder. Hun ejer en møbelfabrik og er af den grund ikke bange for velpolstrede typer. Måske skulle jeg droppe alle mine smarte, småsyrlige ord og i stedet overgå til direkte kommunikation?

At bejle til kvinder på afstand er vist ikke min stærkeste side, så måske skulle jeg møde op når ministeren tager imod i departementet, og forsøge mig med en mundtlig ansøgning?

Jeg lader ministersekretæren holde min lille bærbare cd-afspiller, hvor rytmesporet til Ulla Pias gamle dansktop-schlager ‘Karina’ ligger parat. Carina Christensen kan jo ikke høre at titlen staves med ‘K’. Pyt med det. Iført min pæne fortællerskjorte og de herrresmarte jeans min stedssøn har foræret mig, slår jeg ud med armene, og synger:

‘Hvorfor bliver vi ved
med at jage lykken et sted
og forstår slet ikke når den er nær
jeg ved hvor den er
for du har dem lige der
ti ministerfingre og cirkulærer

Åh-Åh, Carina
du har årene for dig
nu tror jeg på fremtiden når jeg
vender begge kinder til
Åh-Åh, Carina
den støtte som mand og kvinde
kun alt for sjældent kan finde
bare den en dag bliver min

Du ser dig omkring
du ser de nye spændende ting
smiler sødt og har det præcis som du vil
en dag vil du se
at det hele er måske
ikke bare let og ligetil

Åh-Åh, Carina…

Jeg håber og tror
før fabrikken bliver for stor
findes der en ny og bedre jord’

 

[Undskyld til Keld Heick for at misbruge hans tekst]

Farvel, Edel

I lørdagsavisen læser jeg en af de dødsannoncer som er dobbelt triste, fordi den pågældende har levet så alene i storbyen, at det offentlige må indrykke en efterlysning af eventuelle pårørende.

Edel døde i onsdags sin lejlighed i Kirsebærhaven efter et langt liv. Hun blev 91 år. Ifølge annoncen var hende fødested “ukendt myndighed”, og det er bestemt ikke det eneste usædvanlige ved hende, hvis man skal tro annoncen. 

Hendes fulde navn var Edel Rigmor Skyldfri Watlev.

Magt, Mænd og Natur

I Norges land har de ikke kun olie og langrend og sejlende snaps, men også et slags SF. Det hedder Venstre, men sådan er der jo så meget. I en årrække har to mænd kæmpet om magten i partiet. De hedder Lars og Olaf.

Lars er bamserund med fuldskæg og runde briller, og lidt af en bitch når det kommer til intriger. Olaf er halvt fransk og en slank, høj, mørkhåret fyr som kørte med et helt læs af klatter, indtil hans liv brød sammen i 2005 efter en hjerneblødning, en skilsmisse, sager om ulovlig omgang med betroede midler og et efterfølgende nederlag til Lars i striden om formandsposten.

Nu er Olaf heldigvis frisk og rask igen og prøver med en hensynsløst ærlig selvbiografi at tegne et billede af sig selv som en helt almindelig fraskilt mand, der nyder at køre sine døtre til idrætsaktiviteter, smøre madpakker og falde i søvn til dårligt tv efter at have passet sit erhvervskonsulentjob.

Da han i 2007 smider håndklædet i ringen i kampen om magten, holder han en afskedstale på partiets kongres. Lars står lige bag ved talerstolen på scenen og lytter opmærksomt med.

Olaf beskriver den lange og udmarvende duel med en anekdote om en lille, pjusket fugl på en mark en frostkold vinterdag. Den er meget forkommen og tæt på at dø af kulde. Så kommer der tilfældigvis en ko forbi og sender en gigantisk kokasse ned over fuglen, som dermed slipper for at fryse ihjel takket være varmen fra komøget. Nu er den så bare ved at blive kvalt, men bliver reddet af en omstrejfende kat, der trækker fuglen fri. Og æder den.

De delegerede ved kongressen morer sig højlydt. Anekdoten overrumpler Lars så meget, at han snubler over et eller andet på scenegulvet og er tæt på at falde på halen. Det får bare tilhørerne til at more sig endnu mere. Talen vises selvsagt også i nyhedsudsendelserne på tv. 

Olaf slutter med moralen som afskedssalut til sin sejrende rival: – Det er ikke alle, der skider på dig som vil dig det dårligt, og det er ikke alle, der hiver dig op af lortet som vil dig det godt.

Jeg elsker Norge og alt hvad der er norsk.

indgangsvinkel

om lidt åbnes næste vindue og jeg kan genindtræde i den atmosfære som mennesker betragter som en selvfølgelighed, men for at jeg skal kunne gøre det uden at rikochettere tilbage til det lufttomme iskolde intet, eller brænde op på grund af friktionsvarme, skal jeg udføre bevægelsen i en ganske særlig vinkel og med en særlig form for beskyttelse mellem mig selv og den ilt som er helt nødvendig for at jeg fortsat kan drømme og længes, og tænke på dem som optager mine tanker hele tiden og som udmærket godt ved hvem de er, også når de ikke tænker på det, men nu skal det her heller ikke lyde som om der er noget galt eller at låget er ved at ryge af kasserollen, for jeg vil jo bare gerne tilbage igen til lyset og varmen, også selv om livet kan snerre og snappe efter mig uden forudgående varsel eller gyldig grund, og derfor er det så vigtigt med varmeskjoldet som jeg har med mig hele tiden, og som skal holdes på en helt speciel måde hvis jeg ikke skal brænde op på få sekunder, men skal jeg være helt ærlig er jeg begyndt at komme i tvivl om hvilken vej det forpulede skjold skal vende, for hvis jeg standser op et øjeblik og koncentrerer mig, så kan jeg jo godt mærke at den største brandfare kommer indefra og slet ikke fra de varmekilder jeg møder på min vej, så jeg skal sådan set snart tage en beslutning om hvorvidt jeg ønsker at folk skal se mig sådan og om jeg har tillid til at de ikke bliver fristet til at puste til gløden, så mit indre med en lille og knapt nok hørbar lyd bryder i brand og røgen ganske langsomt begynder at sive ud af næsen og ørerne, men som sagt tror jeg slet ikke det ender så galt, og de ting jeg nævner her skal egentlig kun med for fuldstændighedens skyld, for til hverdag ligner jeg jo bare mig selv og smutter skjoldet ind mellem trøjen og jakken, og på den måde er det en fordel at bo i så koldt et land, selvom det også bekræfter hvor kontrastfyldt det kan være at skulle bemestre en tilværelse med så stor forskel på temperaturen udenfor og indeni, og jeg tror nok at jeg skal prise mig lykkelig over at være i stand til at kunne udnytte al den overskudsvarme, eller rettere, håndtere al det kondensvand som dette temperatursammenstød udløser, og derfor er det så meget desto mere vigtigt at jeg prøver at genindtræde i det rum hvor vanddamp kan blive til små ufarlige lammeskyer, som dem jeg tænker på kan ligge og nyde synet af på et tæppe i en park, mens de tænker på om de nu også huskede at låse døren da de tog afsted, og jeg vil vædde på at der ikke går lang tid før de lidt modvilligt rejser sig og går hjem igen, i samme øjeblik som den første tunge bygedråbe rammer dem lige ved hårgrænsen

Selvskrivende linjer

For syv år siden kom min første digtsamling. Den røde bog med blindforsøgene. Jeg var vistnok lige flyttet til Bispebjerg fra min lille ejerlejlighed på Skt. Jørgensbjerg i Roskilde.

En af de gode ting ved flytningen var, at jeg undgik de næsten daglige møder på gaden med en meget tiltrækkende kvindelig beboer i en af de andre ejendomme. Når jeg så hende, gibbede det så meget i mig at jeg næsten lettede.

I den røde bog står et af de mærkeligste digte jeg nogensinde har skrevet. Det er mærkeligt, fordi det nærmest skrev sig selv. Den dag i dag aner jeg ikke hvorfor det så gerne ville nedfældes, men heldigvis fulgte jeg dets fremskydelse. Det er, som der mellem linjerne gemmer sig et bud på hvorfor jeg har det med at blive så betaget af kvinder, som hverken har lagt op til det, brug for det, lyst til det eller måske endda fortjent det.

Noget med min barndom? Ja, måske. I hvert fald vil jeg gerne give de tre vers endnu en tur ud i verden, for de vil stadig ikke forsvinde fra mit liv. De har tabt sig lidt, men kan stadig stå af, og ved, sig selv:

rørte dig næsten ikke
hverken før eller siden
vi lod det begge ligge
overlod det til tiden

vidste ikke i starten
intet var jo som før
glemte det i farten
livet som sådan dør

til sidst intet tilbage
gåden om dig og mig
sidste ord du sagde
dit allermindste nej

Senere hørte jeg at hende på Bjerget – altså Jørgens gamle bjerg – havde fundet en god kæreste og havde fået barn med ham. Det glædede mig trods alt, for så var der mening med at det ikke blev mig og hende.

gibbermakker

det gibber, det gibber
det lykkes, det glipper
det holder, det slipper

det gibber, det gibber
det bider, det nipper
det favner, det flipper

jeg finder, du finder
vi løsner og binder
før vi forsvinder

Det jeg lissom prøver på at sige, ing?

Gisp, hvor er jeg ofte i tvivl om udtalen af alle mulige ord. Desværre er tvivl ikke et specielt smitsomt stof. 

Først ser jeg den mest syrede naturfilm på DR, hvori en nærmest forelsket fuglefotograf halser fra Sønderjylland via Svalbard til Belgien og retur efter en ringmærket kortnæbbet gås med det erotisk klingende navn CL3. Egentlig vil jeg så nødig gøre nar af hans entusiasme og engagement, selvom hans målscoringsjubelagtige krigsdanse ved synet af CL3 mellem firs tusinde andre kortnæbbede gæs efterlader mig stum af forbløffelse, men da han stod og svingede med armene i Belgien og udtale landets navn Beldjen…da ringmærkede jeg ham i al stilhed hjemme på bjerget, hvor der ellers kun er en enkelt gammel grib tilbage.

I morges sad jeg i operabussen på vej til Dansk Vand Grand Prix 2008, og lyttede til den nye Nova FM Radio, der har afløst den gamle TV 2 Radio, som afløste den tidligere Sky Radio, som afløste…øhh…Jørn Hjorting? I hvert fald måtte jeg lægge øren til en reklamespot for noget bryggerisportsvand, hvori en af landets bedste skuespillere brugte sin malmfuldeste røst på at komme med meddelse om at man ikke måtte fodre dyrene i Zoo med bemeldte sukkersprøjt. Fordi det, som han med en Mose-lignende autoritet sagde, ville få nogle af dyrene til at spille volleyball. Åh, hvor muntert, kunne man måske synes, men da han udtalte den nævnte sportsgren wollyball…da faldt mit blodsukkerniveau betragteligt.

Endnu inden det var blevet stabiliseret, kom der nyheder på denne seneste af de nye reklamefinancierede dunkefrekvenser…men da den unge kvindelige opblæser udtalte den amerikanske stat Arkansas som en blanding mellem kunstmuseet Arken og Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, slukkede jeg. Blot for at opdage at buschaufføren lyttede til den samme radiostation med en lydstyrke, så jeg ikke gik glip af et eneste af hendes fortsatte lottoforsøg udi mundtlig formidling.

De analyse nætters tid

Jeg sad i går og gjorde status. Intet mindre. Hvis jeg skal have mulighed for at leve en anelse mere fyldfuldt i de måske tredive år jeg har tilbage, så skal der ryddes op på lageret og de tages hånd om de iboende brusende husbukke og vildt irriterende sølvfisk.

Tænk at være en sølvfisk i overført betydning. Det er fanme et uværdigt ikke-liv! Jeg har lige hentet en oversat norsk bog om psykoanalysens undertekst til en person, som jeg havde en hel masse at gøre med indtil for nogle år siden, og som jeg forresten stadig har en hel del at gøre med. Ved at lade mig hente bogen sparede personen atten kroner i porto. Det kalder jeg at være opmærksom på detaljerne, med tanke på at vedkommende overvejer så grundig en hovedrengøring i så lang en periode. Men i grunden har jeg faktisk værsgo at tage ansvar på præcis samme måde. Bare på min facon.

Psykoanalyse…hvorfor egentlig ikke? Bortset fra at det tager en helvedes tid og koster boksen. Gamle Siggi fik kæbekræft og blev morfinist. Næh, mon ikke jeg skulle begynde lidt mere i det små? Det besluttede jeg på stedet og satte min computer igang med en tilbundsgående selvscanning. Jeg sad faktisk og så på skærmen hvordan den ene fil efter den anden fik tjekket negle, øregange og underbukser med en lækker lille knitrende og knasende baggrundslyd.

Da vi nåede til fil nummer 47.286 syntes jeg godt nok at det begyndte at blive lidt ensformigt. Jeg har trods alt ikke levet i flere end ca. 18.600 dage, så på den måde er jeg ung endnu. Og da jeg begyndte at få lidt ondt i lænden af at sidde sammenkrøbet i sofaen, så slukkede jeg for maskinen, og