Lige det liv jeg vil leve

Midt i balletforestillingen danser parret videre, selvom der ikke er mere musik. De mange hostere får tudsen galt i halsen, for nu er der ganske, ganske tyst i det gamle teater på det kongelige nye torv.

Med bløde, sammenvævede bevægelser slynger danserne sig ind og ud i hinanden som om de er sekunder fra at smelte sammen. Balancen udfordres hele tiden. Deres kroppe er så veltrænede og de selv er så velopvarmede, at den blændende række af løft, positioneringer, attituder og markeringer virker uanstrengte, trods den åbenlyse hvinende høje sværhedsgrad. Alle trin i de enkelte faser foretages så godt om lydløst, hvilket gør stilheden til en endnu større effekt. 

Bagerst på scenen brænder to kasser med rigtig ild. Publikum holder vejret. På 2. Balkon sidder jeg og ser den silkebløde og knivskarpe forestilling for gud ved hvilken gang. Pludselig får jeg et jag i hele kroppen. Et af mine lykkeanfald.

Nu ved jeg det…

Det er den form for tilværelse jeg længes efter. Det intenst indforståede, indøvede, indbyggede, indviede, inderlige liv uden et eneste ord, men med masser af bevægelse. Gensidig hensyntagen. Kærlig fastholdelse. Nødvendig opbakning. Naturlig sansning. Vejrtrækning. Blikket. Vanddampen. Anstrengelsen. Afslapningen. Friheden.

Parret danser og danser. De nervøse hostere i salen er ved at gå ud af deres bedste skind. Jeg elsker hvert et sekund. Da hele ensemblet til allersidst bøjer hovederne efter den afsluttende Schubert-lied, og tæppet går ned, er jeg tæt på at græde for alvor af vidunderfuld forløsning.

Men jeg nøjes med et par glade tårer og danser over i Metroen, vel vidende at jeg har mindst fem vagter endnu. Åh, hvor dejligt!

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s