Gider du ikk’ godt lige gøre mig en tjeneste

Den kvindelige betjent ruller langsomt vinduet ned i politibilen, der er standset i overhalingssporet på den stærkt befærdede ringvej. Der er to spor hver vej og det er midt i myldretiden, så trafikken er nådesløs. Midt på denne vej står min datter, strandet mellem de modsatrettede bilstrømme. Betjenten så hende på lang afstand, og bremsede stille og roligt ned.

Jeg står på det modsatte fortov af det, vi er kommet fra. Min datter gik tilbage og samlede noget op, som var faldet ned fra bagagebæreren på min cykel, som jeg trækker. Hun nåede så ikke at krydse hele vejen, inden den nye brølende klump kom henne fra det store lyskryds. Jeg er vant til københavnsk firehjulet hidsighed, men glemte at min datter ikke har den samme træning.

Dér står hun. Bilerne passerer henne på mave- og rygsiden med høj fart og få centimeters afstand, så det er vigtigt at hun bevarer roen. Jeg er hvid af rædsel indeni, men hun mærker det ikke. Jeg siger tydeligt, men smilende, til hende at hun bare skal blive stående helt stille. Hun bevarer roen, og jeg elsker hende for at kunne præstere det.

Reelt set er hun i livsfare, og jeg bider min kind til blods mens jeg tænker på om jeg vil tage mit eget liv, hvis hun mister hendes. Det er jo min ubetænksomhed som er skyld i situationen. Jeg er den voksne. Hun er vel tolv år, da det sker. Men nu er politibilen standset op på hendes maveside. Ud af det nedrullede vindue siger den kvindelige betjent på en sarkatisk og syrlig måde: “Du-eh…gider du ikk’ ikke lige gøre mig en tjeneste og gå hen til lyskrydset og benytte fodgængerovergangen? Det er faktisk det, de er lavet for…”

Min datter siger at det skal hun nok, og kan med det samme vende om og gå tilbage til det modsatte fortov. Bølgen af biler fra trafiklysets grønne interval er netop passeret forbi. Politibilen har selv skabt en halvfarlig situation i den modsatte køreretning ved at standse op, men har trods alt tændt katastrofeblinket. Betjenten, der kører bilen, ruller vindet op og ruller videre. Nu går min datter og jeg på hvert vores modsatte fortov hen til lyskrydset.

Vi mødes på hellen i fordgængerovergangen. Da græder min datter først. Jeg tror, det er fordi at betjenten optrådte så koldt og uforstående. Troede sikkert, at det var med vilje at min datter ikke gad gå hen til krydset, men det var det ikke. Det var jo mit valg af gå over der. Derfor er min datter ked af at blive mødt med en attitude, som om hun bare er endnu en doven unge. Betjenten mistolkede min datters ro.

Jeg bebrejder egentlig ikke betjenten. Den eneste, der skal have dårlig samvittighed er mig selv. Jeg fik lov at beholde min datter den dag. Det er jeg taknemmelig over. Siden dengang har jeg prøvet at lave lidt sjov med det, for at bearbejede min datters erindring. Jeg efterligner og overdriver betjentens sure remse, hver gang vi ser en politibil og skal krydse en vej eller en gade.

Måske er det mig, der trænger til at få bearbejdet mindet om nogle af de hidtil værste sekunder i mit liv. Det gode er selvfølgelig, at hun bevarede roen mens bilerne ræsede forbi hende. Jeg gjorde også alt for ikke at virke bange, selv om jeg var det.

Lige siden har jeg pudsigt nok tænkt meget på en bestemt detalje i færdselsloven. Hvor tæt på en lysreguleret fodgængerovergang må man lovligt krydse vejen? Mon der er en eller anden kvindelig betjent, der gider gøre mig den tjeneste at forklare det?

Det er vel det, hun er skabt til…

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s