Selvskrivende linjer

For syv år siden kom min første digtsamling. Den røde bog med blindforsøgene. Jeg var vistnok lige flyttet til Bispebjerg fra min lille ejerlejlighed på Skt. Jørgensbjerg i Roskilde.

En af de gode ting ved flytningen var, at jeg undgik de næsten daglige møder på gaden med en meget tiltrækkende kvindelig beboer i en af de andre ejendomme. Når jeg så hende, gibbede det så meget i mig at jeg næsten lettede.

I den røde bog står et af de mærkeligste digte jeg nogensinde har skrevet. Det er mærkeligt, fordi det nærmest skrev sig selv. Den dag i dag aner jeg ikke hvorfor det så gerne ville nedfældes, men heldigvis fulgte jeg dets fremskydelse. Det er, som der mellem linjerne gemmer sig et bud på hvorfor jeg har det med at blive så betaget af kvinder, som hverken har lagt op til det, brug for det, lyst til det eller måske endda fortjent det.

Noget med min barndom? Ja, måske. I hvert fald vil jeg gerne give de tre vers endnu en tur ud i verden, for de vil stadig ikke forsvinde fra mit liv. De har tabt sig lidt, men kan stadig stå af, og ved, sig selv:

rørte dig næsten ikke
hverken før eller siden
vi lod det begge ligge
overlod det til tiden

vidste ikke i starten
intet var jo som før
glemte det i farten
livet som sådan dør

til sidst intet tilbage
gåden om dig og mig
sidste ord du sagde
dit allermindste nej

Senere hørte jeg at hende på Bjerget – altså Jørgens gamle bjerg – havde fundet en god kæreste og havde fået barn med ham. Det glædede mig trods alt, for så var der mening med at det ikke blev mig og hende.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s