Monthly Archives: september 2008

Vold, mord og modbydelighed

Jeg er røvtræt af at få læsset brutale nyheder i hovedet som ikke har den fjerneste relation til min eller resten af mine landsmænds dagligdag.

I Radioavisen kl. 09.00 skal jeg partout have at vide, at nogle mænd i Napoli har pløkket nogle andre mænd så grundigt, at ligene vejer det dobbelte af den vægt mændene havde i live. Okay, jeg overdriver fælt – men selve nyheden var at nogle mænd havde skudt nogle andre mænd med en masse kugler. I Napoli.

Hvad skal jeg dog bruge den information til? Hvis den skal prioriteres over andre nyheder fra Napoli og Italien, så står det skralt til i støvlelandet. Der sker en masse positivt i alle andre byer i landet på samme tid, som kunne fortjene at blive nævnt. En masse mennesker overgår dagligt sig selv og udfører små mirakler, men det er for kedeligt for journalismen. Hvad skal man gøre for at få opmærksomhed? Myrde. Hurra.

Jeg måbede også for et års tid siden, tror jeg det var, da nogle tv-nyheder partout ville fortælle om en lastbil i Mexico City, tror jeg det var, som var eksploderet og havde lavet et stort hul i vejen. Jeg vil vædde om, at der på samme tid skete ti andre lisså alvorlige uheld i den samme by og tusind gode nyheder. Og hvad med alle de lastbiler i Guatemala, Bolivia og på Bornholm, der selvsamme dag sørgede for at transportere materialer og gods og varer rundt? Nej, det faktum er alt, alt for kedeligt for en karriereplejende redaktør, som sidder med gode helikopterskud af resterne af lastbilen.

Jeg vil gerne acceptere at man refererer kriminalitetsnyheder fra byer i mit eget land. Og sker der voldsomme ting i udlandet, som har relevans for samfundsudviklingen i Danmark, så er det også i orden. Men at gengive det alene for at jage en endnu større skræk i livet på læsere, lyttere og seere, er rendyrket ondskab og et angreb mod livsglæden som sådan. 

Gider du ikk’ godt lige gøre mig en tjeneste

Den kvindelige betjent ruller langsomt vinduet ned i politibilen, der er standset i overhalingssporet på den stærkt befærdede ringvej. Der er to spor hver vej og det er midt i myldretiden, så trafikken er nådesløs. Midt på denne vej står min datter, strandet mellem de modsatrettede bilstrømme. Betjenten så hende på lang afstand, og bremsede stille og roligt ned.

Jeg står på det modsatte fortov af det, vi er kommet fra. Min datter gik tilbage og samlede noget op, som var faldet ned fra bagagebæreren på min cykel, som jeg trækker. Hun nåede så ikke at krydse hele vejen, inden den nye brølende klump kom henne fra det store lyskryds. Jeg er vant til københavnsk firehjulet hidsighed, men glemte at min datter ikke har den samme træning.

Dér står hun. Bilerne passerer henne på mave- og rygsiden med høj fart og få centimeters afstand, så det er vigtigt at hun bevarer roen. Jeg er hvid af rædsel indeni, men hun mærker det ikke. Jeg siger tydeligt, men smilende, til hende at hun bare skal blive stående helt stille. Hun bevarer roen, og jeg elsker hende for at kunne præstere det.

Reelt set er hun i livsfare, og jeg bider min kind til blods mens jeg tænker på om jeg vil tage mit eget liv, hvis hun mister hendes. Det er jo min ubetænksomhed som er skyld i situationen. Jeg er den voksne. Hun er vel tolv år, da det sker. Men nu er politibilen standset op på hendes maveside. Ud af det nedrullede vindue siger den kvindelige betjent på en sarkatisk og syrlig måde: “Du-eh…gider du ikk’ ikke lige gøre mig en tjeneste og gå hen til lyskrydset og benytte fodgængerovergangen? Det er faktisk det, de er lavet for…”

Min datter siger at det skal hun nok, og kan med det samme vende om og gå tilbage til det modsatte fortov. Bølgen af biler fra trafiklysets grønne interval er netop passeret forbi. Politibilen har selv skabt en halvfarlig situation i den modsatte køreretning ved at standse op, men har trods alt tændt katastrofeblinket. Betjenten, der kører bilen, ruller vindet op og ruller videre. Nu går min datter og jeg på hvert vores modsatte fortov hen til lyskrydset.

Vi mødes på hellen i fordgængerovergangen. Da græder min datter først. Jeg tror, det er fordi at betjenten optrådte så koldt og uforstående. Troede sikkert, at det var med vilje at min datter ikke gad gå hen til krydset, men det var det ikke. Det var jo mit valg af gå over der. Derfor er min datter ked af at blive mødt med en attitude, som om hun bare er endnu en doven unge. Betjenten mistolkede min datters ro.

Jeg bebrejder egentlig ikke betjenten. Den eneste, der skal have dårlig samvittighed er mig selv. Jeg fik lov at beholde min datter den dag. Det er jeg taknemmelig over. Siden dengang har jeg prøvet at lave lidt sjov med det, for at bearbejede min datters erindring. Jeg efterligner og overdriver betjentens sure remse, hver gang vi ser en politibil og skal krydse en vej eller en gade.

Måske er det mig, der trænger til at få bearbejdet mindet om nogle af de hidtil værste sekunder i mit liv. Det gode er selvfølgelig, at hun bevarede roen mens bilerne ræsede forbi hende. Jeg gjorde også alt for ikke at virke bange, selv om jeg var det.

Lige siden har jeg pudsigt nok tænkt meget på en bestemt detalje i færdselsloven. Hvor tæt på en lysreguleret fodgængerovergang må man lovligt krydse vejen? Mon der er en eller anden kvindelig betjent, der gider gøre mig den tjeneste at forklare det?

Det er vel det, hun er skabt til…

Lige det liv jeg vil leve

Midt i balletforestillingen danser parret videre, selvom der ikke er mere musik. De mange hostere får tudsen galt i halsen, for nu er der ganske, ganske tyst i det gamle teater på det kongelige nye torv.

Med bløde, sammenvævede bevægelser slynger danserne sig ind og ud i hinanden som om de er sekunder fra at smelte sammen. Balancen udfordres hele tiden. Deres kroppe er så veltrænede og de selv er så velopvarmede, at den blændende række af løft, positioneringer, attituder og markeringer virker uanstrengte, trods den åbenlyse hvinende høje sværhedsgrad. Alle trin i de enkelte faser foretages så godt om lydløst, hvilket gør stilheden til en endnu større effekt. 

Bagerst på scenen brænder to kasser med rigtig ild. Publikum holder vejret. På 2. Balkon sidder jeg og ser den silkebløde og knivskarpe forestilling for gud ved hvilken gang. Pludselig får jeg et jag i hele kroppen. Et af mine lykkeanfald.

Nu ved jeg det…

Det er den form for tilværelse jeg længes efter. Det intenst indforståede, indøvede, indbyggede, indviede, inderlige liv uden et eneste ord, men med masser af bevægelse. Gensidig hensyntagen. Kærlig fastholdelse. Nødvendig opbakning. Naturlig sansning. Vejrtrækning. Blikket. Vanddampen. Anstrengelsen. Afslapningen. Friheden.

Parret danser og danser. De nervøse hostere i salen er ved at gå ud af deres bedste skind. Jeg elsker hvert et sekund. Da hele ensemblet til allersidst bøjer hovederne efter den afsluttende Schubert-lied, og tæppet går ned, er jeg tæt på at græde for alvor af vidunderfuld forløsning.

Men jeg nøjes med et par glade tårer og danser over i Metroen, vel vidende at jeg har mindst fem vagter endnu. Åh, hvor dejligt!

Jeg har været på 66

Sidder i nattens sidste 66 fra sanghuset til bjerget, hvor kvæget bissede dengang der var græsgange. Lige nu kører den asiatisk udseende chauffør og jeg langs havnen. Jeg er eneste passager…øh, jeg var den eneste passager. Ind kom en smart farvet mand med lysbeige kasket. Fair nok. Jeg surfer via Bredbånd-2-Go, uden mælk og sukker, men med batteri. Hovedbanen nu. Jeg nåede den sidste direkte bus efter en lang aften med bioteknisk hyggekomsammen i forsalen. Vi var tre kontrollører til at passe garderoben og svingdøren. Det var min plan at se en fodboldkamp på computeren, men det var tiden ikke til. Heldigvis. Mit hold tabte. Så spildte jeg ikke batteri på det. Vesterport. Nu er vi fire passagerer. Bussen standser ikke mellem Vesterport og Vesterport. Det står der på tidsplanen. Jeg tror jeg forstår det. Det er sikkert noget med fraktaler eller den nye tranportminister. Ups….om lidt kører vi gennem kvarteret hvor de skyder så meget, at det i pressen blæses op til noget meget farligt. Lissom når der styrter et fly ned et eller andet sted i verden. Så kommer det i nyhederne, og så bliver man lige præcis så meget mere bange, at man er nødt til at spise en basse til, med masser af transfedtsyrer som er hundrede gange farligere for ens helbred end luftfarten ganget med terrorismen. Nu er vi seks passagerer. Rantzausgade. Jeg dukker mig trods alt lidt. Min bærbare varmer så dejligt på lårene. Kulden er jo begyndt at indfinde sig. I dag blev jeg færdig med at indlæse Jo Nesbøs krimi ‘Headhunterne’. Den trykte udgave er ikke udkommet endnu, og lydbogen skal være klar til salg samtidigt. Hvis den bog ikke får forrygende anmeldelser, så forstår jeg ingenting. Jeg måtte måbe hele vejen gennem bogen over hvor velskrevet den var. Hillerødgade. Et styks hættemand afstået. Nørrebro station om lidt. Inde til højre bor min ven Rasmussen, som jeg har en lang rød læderjakke til. Det bliver i morgen. Bussens bagende fiser hele tiden. Upassende. Den elegante kasketmand sidder stadig lige foran mig. Ingen stod af eller på ved stationen. Meget usædvanligt. Nu tilhøjre ad Frederiksborgvej. Her boede Rasmussen i vores unge dage, lige efter at vi havde boet i kollektiv sammen. Det var i det kollektiv jeg mistede min uskyld til en dejlig pige, som var vokset op også på Frederiksborgvej. Eller rettere…i et af lejlighedskomplekserne ud til vejen. Nå, nu må jeg sende indlægget af sted, før vi når uglen ved Tuborgvej. Hej!   

Goddag

Mandag. Køb dyrefodder på nettet? Nej. Heller ikke hvis det var stavet rigtigt. Kom nu. Lidt varsomhed, please. New balls. Det er jo dejligt vejr. Den slags varmer og lindrer hudsulten. Sæt flere punktummer. Betænk. Hold op med at nævne det dér med humlebien. Den kan godt flyve, også på papiret. Læsebriller er et plus. Eller to. Sommerpigen skal snart afleveres. Lille Brian er også flyttet. Bjarne Slot hører efter det, jeg siger til ham. Om ham. Som ham. Håndværkernes generalprøve er aflyst. Biotronikerne fra Berlin kommer i aften. Sejlende. Det går nok. Jeg har to, højst tre job. Tænk at have fire job. Det kender jeg een, der har. Det kan godt være hæsligt. Men hvis man kan lide det, så kan man synge sin egen sang med det hele. I solen. I virkeligheden. Hver mandag. 

Tæt på og langt fra

Mennesker er nysgerrige, videbegærlige og foretagsomme. Forleden gav postbudet mig en historie om to kvinder, der skiftede fra at studere og behandle kvinder til at gøre det samme med mænd. De var de første, der gjorde det på så seriøs en måde. Carina og Marie. Midt i København.

I Stockholm sidder Sara. Hun studerer og behandler også. En rødblond eftertænksom type, som arbejder med de mindste ting omregnet til enorme summer og gigantiske størrelser. Hun er en af dem, der først opdager og gør nye ting på sit felt. Hende så jeg i fjernsynet.

Der er måske lidt langt mellem de to hovedstæder. Der er også den størst tænkelige forskel på deres arbejdsområder. Jeg kan bare ikke komme mig over ligheden i titlerne mellem deres beskæftigelser.

Kosmetolog. Kosmolog.

Kun positive kommentarer, tak…

Al begyndelse er svær. Weekendavisen har relanceret sin hjemmeside, og introduceret et par blogs med d’herrer Bukdahl og K. Rothstein. Begge hører til gruppen af anmeldere som jeg læser med fornøjelse. Sidstnævnte har jeg endda selv haft magt over, når jeg har dømt fodboldkampe hvori hans hold af knogleknasere har medvirket.

Bukdahl spiller gennemgående uden benskinner, og er som sagt en skribent jeg synes godt om. På sin blog skrev han forleden et indlæg om en mailudveksling han havde haft med digteren Benny Andersen. Bukdahl var ved at gå fra snøvsen over hvor overlegent den gamle mester havde “poesi-battlet”. Det havde jeg svært ved at få øje på, og skrev en mavesur kommentar: “Så er det heller ikke mere fantastisk, vel?”

Det var åbenbart for hård kost for de debuterende blogbestyrere, for min kommentar blev fjernet. Nu bliver jeg selvfølgelig nervøs. Det her gavner ikke mine i forvejen nupotynde chancer for at blive optaget i den symboltunge metaforklub. Så jeg har skyndsomst skrevet en ny kommentar med det omvendte budskab: “Det ER fantastisk. Undskyld.”

Nu håber jeg ikke at Bukdahl er alt for vred på mig. Weekendavisens censurering af min kommentar undrer mig, for jeg udtalte mig kun om indlæggets tekst. Selv om jeg er en stor beundrer af Benny Andersen, og som nævnt godt kan lide Bukdahls viltre og indsigtsfulde basken, så må jeg vel godt udtrykke en skuffelse over en specifik tekst? 

Nej.

Kontaktannonce

Vi er et partikler, der søger ligesindede til at knalde sammen i et orgie af et brag, hvor vi føler at vi dør en lille smule hver gang, og hvor vores samlede energi fissionerer som titusind flasker champagne åbnet med tænderne af lisså mange stangliderlige chimpanser. Den eksplosive sammenhængskraft vi søger skal være så elektrisk ladet og magnetisk tiltrækkende, at vi på mindre end et nanosekund ryger fra det absolut fucking freezende nulpunkt direkte op i himlen og ind i solens centrum. Når vi går i selvsving med lysets og lystens hastighed skal intet og ingen skille os ad, med mindre de kan tilbyde kinky stuff som nye dimensioner eller andet, der med et tryk på en knap ændrer den dødssyge dagligdag vi lige nu er hensat til. Det hele kører i ring. Vi føler os som fastnaglede karruseldyr, der gynger op og ned, igen og igen, med et påmalet smil. Vi gider ikke det barnepjat mere. Det er slut med op/ned og rundt-rundt-rundt. Det gør os kvalme i stedet for kåde. Vi vil ha’ noget ud/ind, der kan få os til at føle os som det første tegn på liv i et hidtil uopdaget unipervers.

NB. Molekyler, bakterier og andre i den størrelse, kan godt glemme alt om at liste elektronerne indenfor. Less is more hos os.

                              [Billetmærke ‘Less is everything’ senest 21/10]