Monthly Archives: september 2008

Kl. 09.13

Klokken har passeret ni og min kaffe er her stadig. Protonerne i mine ledbånd og amalgamfyldninger er her stadig. Integrationsministeren er her stadig. Nordhavn Station er her. Hende den smukke er her stadig. Sorgen er her stadig. Længslen. Fodboldlandsholdets truende nederlag i aften er her stadig. De mærkelige el-regninger er stadig på vej. Handlen med huller på den sorte børs er stadig i gang. Fysikforsøget i Geneve og omegn har hverken udslettet Lomborg, Sallingsundbroen eller P-problemerne ved Skuespilhuset.

Endnu en skuffelse som ikke gik i opfyldelse.

Nå, videre!

Onsdag kan alt være forbi

Hvad var der før Det Store Brag, som siges at have skabt universet, og “i hvad” fandt det sted? Det er jo ulogisk allerede fra starten. Det store i det små og omvendt. 

Sagen er, at jorden kan gå under på onsdag formiddag. Det lyder helt åndssvagt, men der er så meget om det, at det fortjener et indlæg eller to. Det er noget med, at man den 10. september kl. 09.00 vil lave et såkaldt ‘sort hul’ klokken 09.00 i en 27 kilometer lang partikelcentrifuge i grænseområdet mellem Schweiz og Frankrig.

Forskerne beroliger os med, at det sorte hul bliver så småt, hvis det overhovedet opstår, at det slet ikke er spor farligt. Andre forskere har dog lagt sag an mod CERN, Det Europæiske Atomforskningscenter, som styrer forsøget, for at få det stoppet. Kritikerne mener seriøst, at hele jordkloden teoretisk set kan blive suget ind i det sorte hul. Onsdag formiddag! Skulle det ske er det dog en trøst, at Danmark i det mindste ikke taber VM-kvalifikationskampen i fodbold i Lissabon om aftenen kl. 21.45.

Fysikere fra hele verden tænker og regner, så hovederne knirker faretruende. Tyngdekraften er vældig praktisk, men den holder ikke til en nærmere udredning. Åh jo…så længe et æble bare skal falde er den god nok, men når der ryger en helvedes masse nuller bagefter kan teorien ikke følge med virkeligheden. Og i virkeligheden er der fundamentale ting som fysikerne ikke kan forklare. Der mangler lige en fire-fem nye dimensioner før ligningerne går op. Ligninger fyldt med protoner, neutroner, fotoner, hadroner, leptoner, gluoner og kvarker. Der skal forresten også lige findes den altafgørende Higgs-partikel, som altså bare ikke har været i humør til at blive fundet. Endnu.

Man kan grine af det, men jeg interesserer mig så meget for den form for fysik, at jeg kan mærke en lille nervøsitet i forbindelse med forsøget. Det hele vibrerer en smule. Forskerne er trods alt inde at pille ved tilværelsens mindste og største byggesten i forsøget. Der tumles med kræfter, man ikke skal lege med. Slipsene skal strammes i god tid.

Tænk hvis Gud findes, og er ved at være godt træt af menneskenes konstante lyst til at få vished for at kunne beherske. Blande sig i hans metier. Han (eller Hun) ved jo alt om hvad Det Store Brag var, og især hvad der var før. Hvis der var noget. Og hvad var der så før Gud? 

Jeg skriver dette sent mandag aften. Tirsdag kan blive min sidste dag. Det kunne den også blive uden forsøget på at skabe et sort hul i Schweiz. Hver dag kan blive den sidste. Mere om dette emne i morgen…i måske det sidste indlæg nogensinde på nogen blog. 

fuldtræffer

men så har jeg en pæn ven som tog tag i mig fordi han ikke kunne nære sig, og sagde at nu måtte jeg altså se at få gjort noget ved hende den lyshårede, for jeg er jo ikke helt ung længere, og hvis der skulle ske noget mens det stadig ligger indenfor rimelighedens grænse skulle det være nu, mente han ganske bestemt, og det kan han jo sagtens sige med de pæne tænder han har, og jeg nægter som nævnt pure at skulle zigzagge mig gennem grupper af kuglekastende klubkammerater ved de seksogtyve baner mellem min og hendes yderbaner i bowlingcenteret, men så i tirsdags fik jeg øje på noget der kunne være en løsning, idet der lige til højre for min bane var en nødudgang i væggen, og da jeg kiggede ned i den anden ende af hallen kunne jeg se en tilsvarende dør i væggen til venstre for hendes yderbane, så inden torsdagstræningen tog jeg hen til hallen flere timer inden vi skulle i gang for at sørge for at døren i begge nødudgange stod lidt på klem, og så mødte jeg ellers op som om alt var som det plejede, og planen var så at jeg ville smutte ud og nå at komme tilbage igen mens Henning og Ejnar regnede pointene sammen, hvilket plejer at tage mindst et lille kvarter fordi de altid er uenige om hvor mange bonuspoint man får for at have væltet alle keglerne i første kast eller efter begge kast, og selv om jeg spillede dårligere end nogensinde og kun scorede det halve antal point i forhold til hvad jeg plejer, var der rigeligt at skændes om for de to mundhuggere, og jeg kunne helt ubemærket smutte ud af min nødudgang og spæne langs ydervæggen hele vejen rundt om bygningen og over til den lyshåredes dør, og selvom jeg var meget nervøs efterhånden som jeg nærmede mig, så ville jeg gennemføre det og spørge om hun måske havde lyst til at gå på kunstudstilling eller til blindsmagning, selvom jeg hellere ville erklære hende min kærlighed på stedet og fortælle hvor vild jeg er med flere forskellige ting hos hende og på hende og ved hende, men det gør man bare ikke, heller ikke selvom det er i fuld overensstemmelse med sandheden, så da jeg stod foran hendes dør var jeg klar med min indøvede sætning om hvorvidt hun kendte Jeff Koons eller nogensinde havde smagt kamtjatkakrabber, men til min store rædsel kunne jeg ikke få døren op, selv om den tydeligvis ikke var låst, men bare på en eller anden måde havde sat sig i spænd da jeg tidligere på dagen gjorde den parat, og jo mere jeg hev og flåede i den, desto mere rasende blev jeg, for nu var jeg så tæt på endelig, endelig at gøre noget i stedet for bare at skrive om det, eller drømme om det, så jeg gav alt hvad jeg havde i mig i et sidste desperat forsøg, og lige pludselig gav den efter som om der ikke havde været noget problem overhovedet, hvilket kom så meget bag på mig at jeg tumlede vandret ind ad døråbningen og landede med et brag på hendes yderbane netop som hun med stor kraft sendte en kugle afsted, som heldigvis ikke ramte mig i ansigtet, men lige midt mellem benene, hvilket fik mig til at hyle som en stukken gris, og da hun allerede havde sat i et advarselsskrig da hun så sin kugle nærme sig mine, blev alle i hallen tavse og vendte sig om på tælling mod Bane 28, hvor hun løb ud til mig, selv om man slet ikke må gå ind på banen, og satte sig på hug og løftede mit hovede med underarmen – hun kan nemlig førstehjælp – og så på mig med sine middelhavsøjne og spurgte hvordan jeg havde det, men i stedet for at forholde mig til det, hørte jeg til min store forfærdelse mig selv spørge om hun ville med i cirkus

yderbanerne

jeg spørger mig selv om hende den lyshårede i bowlingklubben har det med kærlighed som jeg har det med cirkus, for jeg er ikke den der laver en katastrofeopbremsning ved synet af det første og bedste bolsjestribede telt i horisonten, og spørger man mig kommer svaret uden at jeg behøver at kontakte mentale fjernlagre, for jeg hader cirkus på samme måde som fodsvamp, utroskab og knirkende gulvbrædder, og det værste er ham med frakkeskøderne og den høje hat, der oversæger hvert eneste nummer som om det er ham, der personligt har opfundet selve ideen med manege, savsmuld, heste, gøende søløver og orkesteret, som hver aften sætter ny standard for hvor grimt fire mennesker kan spille på skramlende trommer, søsyg saxofon, ustemt bas og voldsramt klaver via nogle forvrængende og overstyrede højttalere, for slet ikke at tale om klovnene, der forgæves prøver at tale det lokale sprog samtidigt som de med overdrevne fagter og splattende lagkager prøver at skjule det faktum at de udenfor arbejdstiden drikker lige lovlig meget i forhold til den mågruppe de skal forestille at optræde for, så man skal bare give mig stikordet hvis man vil have den gamle monolog om hvor ulideligt cirkus er med dets glatbarberede overflade, højhælede løvetæmmere og effektjagende kolbøttefabrikanter, men omvendt bærer jeg rundt på den hemmelighed at hvis jeg endelig bevæger mig hen til et cirkus, måske fordi jeg skal følges med nogen som har deres barnetro i behold, så bliver jeg alligevel fascineret af de levende dyr, der spiler øjnene op på en måde som aktiverer de sovende hormoner i min krop, og jeg tryllebindes hvis der er en yppig linedanser iført stormaskede netstrømper, der viser hvordan man frit kan bevæge sig og være højt oppe, mens publikum gisper af skrækblandet fryd som om de kender hende privat, og på samme måde tror jeg at hende den lyshårede har en masse fastlåste holdninger til kærligheden, der ikke holder længere end til hun mærker blodet bevæge sig langt hurtigere end når hun haster rundt til alle sine måneder i forvejen planlagte daglige gøremål, men jeg aner simpelt hen ikke hvordan jeg skal få hende til at lave en baglæns saltomortale uden trommehvirvel og sikkerhedsnet, og det hjælper jo heller ikke at hun og jeg spiller længst væk fra hinanden på de yderste baner når vi træner, og fordi vi spiller i samme klub dyster vi aldrig mod hinanden og har altid de samme blommefarvede trøjer på, og jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at gå tværs gennem hallen forbi grupper som laver høje håndklap og råber kampråb, bare for at komme tæt nok på hende til at konfrontere hende med hendes selvmodsigelser, så jeg nøjes med at spørge mig selv

Det fjortende møde

– Nå, har du sovet godt i nat?
– Ja. Som en statue. Tolv timer.
– Det lyder som en drøm. Eller rettere…nå, du ved hvad jeg mener.
– Ja, for en gangs skyld.
– Det må jeg nok sige. Men hvad skal vi så ellers tale om?
– Jeg har tænkt over det, du sagde i går.
– Ja?
– Ja, og jeg har fået sådan en mærkelig fornemmelse, som jeg gerne vil fortælle om.
– Værsgo’.
– Jeg tror du har ret i, at min kæreste prøvede at give mig skylden, fordi hun ikke ville kunne holde til at bære den selv.
– Aha.
– Ja, men lisså snart jeg i aftes sagde til mig selv, at det var sådan det var, skete der noget inden i mig.
– Jaså?
– Ja. Det var som om jeg fik to følelser lige efter hinanden. Den første var en lettelse. Jeg kunne mærke at det ikke var min skyld at Knirke døde. Ikke helt, i hvert fald. Kun lidt.
– Og den anden?
– Lisså snart den store skyldfølelse forsvandt, så mærkede jeg…aj, det lyder måske helt åndssvagt…
– Prøv bare alligevel.
– Jeg savnede min kæreste. Det var lige før jeg havde ringet til hende.
– Hvad fik dig så til at lade være?
– At jeg ikke fattede hvor det savn skulle komme fra. Hun havde trods alt beskyldt mig for at slå vores datter ihjel.
– Ahh ja..!
– Hvad?
– Som jeg ser det, er din reaktion slet ikke så mærkelig.
– Nej?
– Nej. Du har brugt det meste af et år på at leve i den tro, at hun havde ret. Du prøvede at dulme det med arbejde, indtil din krop bad dig om at finde en anden vej. Og nu, efter at du modigt tog kampen op mod den brændende trold i dit indre, så har den forvandlet sig til en harmløs lille havenisse.
– Først aber…og nu havenisser?
– Jeg orienterer mig så bredt som muligt.
– Ja, det er gået op for mig.
– Men du…jeg blev ikke helt færdig. I hele dette år hvor du ikke har gjort andet end værget for dig, når skylden lagde sin svedige bebrejdelseskappe tungt hen over dig, er der en del af tragedien som er blevet helt væk i al den rummel og tummel om dit barns død.
– Hvad?
– At du mistede mere end din elskede datter den aften. Du mistede også den kæreste, du elskede indtil sekundet før hun vækkede dig med sit skrig.
– Hvad mener du?
– At du har måttet leve med to store tab efter den aften. Og nu kan du mærke, at det ene af tabene ikke behøver at vare for evigt.
– Hvordan?
– Jeg tror at du, sådan som du nu er sat sammen, i aftes har mærket at du elsker din kæreste endnu, og at du savner hende. Og da du er en rask ung mand, med en ung mands behov, så kunne du måske også mærke længslen efter en kvinde, for første gang i et år.
– Jamen…jeg burde jo være vred på hende?
– Ja, såmænd. Men i det øjeblik i aftes, kunne du pludselig forholde dig til hende som den befriede mand, du nu føler dig som. Og er.
– Du mener…tilgive hende?
– Du tager ordet ud af min mund.
– Tror du, det er det, jeg er ude på?
– Ja. Hvis du kan mærke at dit savn efter hende er ægte, så har du for så vidt allerede tilgivet hende. Hun slog jo heller ikke Knirke ihjel. Det var et sammenfald af uheld, selv om hun i høj grad begik en fejl ved at gå fra puslebordet. Men det var jo ikke bevidst.
– Jeg vil lige tænke over det her.
– Gør det. Jeg tror såmænd ikke der er så langt igen, før du kan stå på egne ben. Vi laver ikke nogen ny aftale, men du er velkommen til enhver tid.
– Okay. 
– Hvad med dit arbejde, forresten?
– Jeg har holdt fri i en uges tid. Det var ikke noget problem. Jeg har ikke haft ferie siden…det.
– Nej, det ville da også have været noget af en prøvelse.
– Ja. Nå, hej!
– Farvel, du…og ha’ det nu godt.

Det trettende møde

– Kaffe?
– Ja tak.
– Værsgo. Som jeg sagde i går, så har jeg en anden opfattelse af din andel i tragedien end den, du selv giver udtryk for.
– Det forstår jeg bare ikke rigtig hvordan du kan have, for du var der jo ikke.
– Nej, det kan man sige, men hvis vi går ud fra at din kæreste forklaring er den rigtige, så ændrer det alligevel ikke min holdning.
– Hvorfor skulle hendes forklaring ikke passe?
– Nej, hvorfor skulle den ikke det…det er helt rigtigt, og dér peger du på noget afgørende i hele situationen.
– Hvad?
– At du på en måde heller ikke var tilstede. I hvert fald ikke sådan som du husker det. Det sidste, du husker er…hvad?
– At hun går ud på badeværelset for at vaske Knirke og skifte hende.
– Mens du sidder og slapper af i sofaen, nemlig. Og det næste du husker?
– At hun står og skriger mig ind i hovedet.
– Præcis. At du ikke kan huske noget mellem de to tidspunkter kan skyldes to ting.
– Nå!
– Jo. Enten har du fortrængt noget som er sket i det tidsrum, eller også er du faldet i søvn i sofaen efter rekordsalgsturen, og den gode stærke mikrobryg-øl.
– Fortrængt?
– Ja, at der er sket noget, du helst ikke vil huske, eller som dit sind ønsker at beskytte dig imod at erindre.
– Jeg tror faktisk at jeg er ret sikker på, at jeg sov…for min venstre arm sov, kan jeg pludselig huske nu, da hun vækkede mig. Det har jeg tit oplevet før, når jeg er faldet i søvn i den samme stilling i hjørnet af sofaen. Jeg havde også…savlet lidt ned på hagen fra den ene mundvig, og det skete næsten også hver gang jeg tog mig sådan en middagslur.
– Jeg tror også du sov de retfærdiges søvn, ovenpå alt det arbejde.
– Hvornår kommer den abe ind i billedet?
– Det gør den lige nu og her. Jeg tror din kæreste har ret i, at du har svaret ‘ja’ til at se efter Knirke, mens hun skulle tale i telefon. Man kan sagtens svare på spørgsmål, mens man er på vej ind i søvnfasen, uden at man er sig det bevidst. Og det typiske svar vil være ‘ja’, uanset hvad spørgsmålet er. Man siger ja, fordi ens underbevidsthed håber at et bekræftende svar gi’r den bedste chance for at stemmens indehaver får lov at sove videre. Måske har du også bare gryntet, og det har din kæreste så opfattet som en bekræftelse.
– Hmm…hvad har det med aber at gøre?
– Når jeg taler om aber, så handler det om det gamle spil om hvem der skal sidde tilbage med aben til sidst. Hvem der skal have det endelige ansvar. Bære den tungeste byrde. Din kæreste er jo ikke i tvivl om, at du bærer hele skylden for at jeres datter døde, vel?
– Nej, men jeg sagde jo også ‘ja’ til at holde øje!
– Det gjorde du! Eller rettere…det tror jeg din kæreste har ret i, at du gjorde.
– Så er det jo også min skyld!
– Nej, det synes jeg faktisk ikke.
– Hvorfor ikke?
– Fordi det ikke var dig, der forlod barnet uden opsyn.
– Hva’…hva’ snakker du om?
– At du godt kan påtage dig ansvaret for at din krop taler for dig, uden at du ved det. Men sådan som jeg ser det, så bærer din kæreste, eller rettere sagt: din eks-kæreste hovedansvaret for at det endte så tragisk, som det gjorde.
– Jeg hører hvad du siger, men jeg forstår det ikke.
– Så lad mig sige det så langsomt og tydeligt jeg kan. Efter min opfattelse burde din eks-kæreste have ventet til du var kommet ud på badeværelset, før hun forlod jeres lille barn på puslebordet. Jeg mener ikke, at hun kan lade dig sidde alene tilbage med aben, når det var hende der gik væk fra en baby på et puslebord. Det ville jeg aldrig selv gøre, og jeg tror bestemt ikke at du vil få nogen som helst sundhedsplejerske til at sige andet.
– Jamen…den samtale hun ventede var jo vigtig!
– Vigtigere end hensynet til hendes eget barns sikkerhed?
– Øhh…
– Ville du forlade Knirke fra puslebordet, fordi en eller anden telefon ringede?
– Nej. det har jeg aldrig gjort. Det ville jeg ikke turde.
– Nej, det ville du lige præcis ikke. Og det er derfor, min kære ven, at du har haft det så skidt i tiden efter at du mistede din elskede datter.
– Hvad?
– At du ikke kan forstå hvordan din eks-kæreste kunne være så…skødesløs.
– Jamen, jeg sagde jo ‘ja’..!
– Det gjorde du…og jeg siger heller ikke at du er uden ansvar for at have givet din kæreste en følelse af falsk tryghed. Men hun var ved fuld bevidsthed, og havde hun kastet et blik ned på dit ansigt da hun passerede dig i stuen, så ville Knirke have været i live den dag i dag.
– Hvorfor skreg hun så at jeg havde slået Knirke ihjel??? Og hvorfor ville hun ikke se mig bagefter?? Ikke engang til begravelsen?
– Fordi hun udmærket godt ved, at aben sidder ude på det badeværelse, og der bliver den til hun en dag henter den.
– Hvad mener du?
– Jeg mener, at din eks-kæreste indtil videre ubevidst beskytter sig selv mod at skulle forholde sig til det faktum, at hun forlod sit barn inden du var nået ud på badeværelset, fordi hun ville have det job. Fik hun det, ville hun få hævn over chefen på det gamle bureau. Hævnlysten, som jeg fuldt ud forstår hun havde, fik hende til at glemme hensynet til sit eget kød og blod. Og den skyld tror jeg hun har meget, meget svært ved at tage på sig. Det ville jeg også have, i hendes sted.
– Jeg er helt forvirret nu.
– Det forstår jeg godt.
– Jeg er meget træt.
– Vi kan godt holde nu og ses igen i morgen – hvis du vil hjem og hvile dig?
– Det vil jeg faktisk gerne.
– Fint. Samme tid i morgen?
– Ja. Tak.

Det tolvte møde III

– Det må have været to kriminalbetjente.
– Ja, det var det også.
– Hvad sagde de så?
– De havde talt med min kæreste, og…
– Vent lidt. Der er noget jeg lige vil spørge om, hvis det er i orden?
– Ja?
– Hvad med jeres familie? Jeres forældre?
– Jeg har kun min far, og ham har jeg ikke kontakt med mere. Min mor døde lige efter min fødsel, og kort efter at jeg flyttede hjemmefra emigrerede han til Australien. Jeg har klaret mig selv siden jeg fyldte atten.  
– Og din kærestes forældre?
– Dem kontaktede hun selv. Det var jeg glad for. Jeg kunne ikke rigtigt med dem. Især ikke hendes mor. Hendes far sagde stort set ikke to ord lige efter hinanden de få gange jeg har mødt ham. De bor i Nordjylland. 
– Jaså. Undskyld afbrydelsen. Fortsæt bare…
– Okay. Betjentene fortalte mig hvad der var sket. Ifølge min kæreste havde hun stået på badeværelset og skiftet Knirke da hendes mobiltelefon ringede. Hun havde hele dagen spændt ventet på endelig besked fra chefen på det nye bureau som hun håbede at kunne blive ansat på. Hun havde mobilen på sig, og ville gå ud i køkkenet og tage samtalen da opkaldet kom, så Knirke ikke forstyrrede med sin pludren. Hun siger, at hun med det samme telefonen ringede spurgte om jeg lige ville holde øje med Knirke, og at jeg højt og tydeligt havde sagt ja, da hun passerede mig i stuen. Mærkeligt. Jeg må have været så træt, at jeg måske har svaret halvt i søvne uden at vide det. For jeg kan ved gud intet huske, før hun stod og skreg mig ind i hovedet. I hvert fald var der ikke nogen i badeværelset, da Knirke fik vendt og drejet sig så meget at hun trillede ned fra puslebordet, og med nakken ramte kanten til brusebadet. Og…men…jeg…
– Ja..?
– Jeg…når jeg vil sove, er det som jeg ikke tør falde i søvn. Alle lyde forstærkes. Jeg hører ting som ikke eksisterer. Hviskende stemmer, der mumler uforståeligt. Som om jeg nok hellere bør være vågen, så jeg ikke dummer mig igen. Ingen kan jo stole på mig mere. Det var min skyld at Knirke døde. Forstår du det?
– Jeg forstår i hvert fald godt at du ser sådan på det. Og jeg forstår bedre end før hvorfor du har haft det, som du har haft det, efter at det skete. 
– Gør du?
– Ja, det er psykisk logik.
– Så du mener at jeg selv er ude om det? At jeg skal tage min straf så længe det nu skal være?
– Nej.
– Nej?
– Nej…jeg har en anden opfattelse af det.
– Nå?
– Ja, det har jeg så sandelig. Vil du høre den?
– Øhh, ja…men hvad skulle det være?
– Må jeg først lige høre hvad mødet med betjentene mundede ud i?
– De sagde, at Knirkes død var et hændeligt uheld, og at politiet ikke ville gå videre med sagen. De fortalte også, at min kæreste ønskede at vi klarede alle de efterfølgende praktiske ting uden at mødes eller at tale sammen. En sagkyndig fra kommunens familieafdeling tilbød sig som kontaktperson.
– Og det ønske gik du med til? 
– Ja, hvorfor ikke…skaden var jo sket. Og det var min skyld.
– Sådan ser jeg ikke helt på det.
– Nej?
– Nej.
– Hvad så? 
– Det handler om aber.
– Aber!?
– Aber.
– Du er altså ikke helt normal. 
– Nej, vel? Det har jeg da vist heller aldrig påstået, men du kan være helt rolig. Jeg får al den hjælp jeg har brug for. Det bør du også have mulighed for, og jeg har et forslag at gøre dig.
– Nu ikke noget med zoologisk have, vel?
– Hvad?…næ-nej…gudfaderbevars. Jeg tror bare at vi skal stoppe for idag, så vi begge er friske til at markere hvor vi står, og se fremad. 
– Hvorfor?
– Fordi jeg kan se på dig, at det er en lettelse for dig at få sat ord på den tragedie, I kom ud for – men at det også koster at turde gå tilbage og ind i det. Du ser træt ud.
– Gør jeg? Det er jeg også. Meget.
– Det tager faktisk også på mig at høre hvordan skæbnen var mod dig og din kæreste og jeres lille barn. Derfor kunne jeg egentlig også have brug for at lade det du lige har delt med mig, bundfælde sig – og så tager vi den derfra. Hvad siger du til det?
– Det er jeg med på. Jeg kunne sove i ti timer lige nu.
– Skynd dig hjem og sov på det, og så ses vi…imorgen klokken…to?
– Okay.
– Fint.

så megen skønhed til

i dag spiste jeg mit årlige æble og havde selv plukket det
i dag så jeg de svedigste mennesker bevæge sig og mig
i dag fik jeg et opkald der lød som en sen schubertsonate
i dag holdt han om hende som om hun bestod af rødguld
i dag hørte jeg en ung kvinde synge intenst om stædig jeg
i dag spurgte jeg en fiskerest om jeg kan blive lykkelig igen
i dag købte jeg mørk chokolade for at få noget stearinsyre
i nat drømmer jeg om panna cotta og hænderne og et blik 

værsgo blev der sagt

jeg smadrede et glas med tørret chili
først dagen efter fik jeg suget det op
det lukkede vist kæften på mikroberne
der var pænt varmt inderst i den pose
samme aften tog jeg bussen til arbejdet
lod som om det hele var som det plejer
alle var selvfølgelig totalt pot og pande
de kunne jo ikke vide det brændte i mig
blot fordi jeg hilste på hende med håret 
jeg følte mig som en frø i lidt af et opkog
et lægehold stod gudhjælpemig og skreg
dum som jeg er kunne jeg ikke hoppe ud
pludselig var de kokke i stedet for læger
nu kan det i øvrigt også være lige meget
hun er fritidsvegetar og temmelig mager
hele lortet rager mig snart et ildfast fad
bare mit lår hænger hende ud af halsen
kan drømmen om punktum finale næres
hvor vi byder godnat med en kold skid

vækstlaget

vagtsom i en vindfyldt underhave
blommefarvet med fin krone på
blandt rødder og hængehermelin
min lange lygte blinker vejvisende
silken og kniven lige ved hånden
ved hjørnet hos de to dansemænd
inde i buret står den farlige af dem
guldhorn stikker ud fra hans mave
han er pilskaldet og råber i koder
i virkeligheden hedder han mogens
det er en forretningshemmelighed
fra kælderen vokser spirerne opad
bryder igennem til det kunstige lys
viser sine opvendte stiklinger frem
en mørk mand siger at jeg er fri nu
blodet suser taktfast i førsøvnen
jeg tæller mellemrummene for sjov