Monthly Archives: oktober 2008

Skiltet er væk

Desværre finder vi aldrig ud af om de tre deller var alle pengene værd. Et opslag på den lokale Delle-Deli’s indgangsdør meddeler at ejerne, på grund af travlhed med catering-delen, må droppe at ekspedere i butikken for frokostkunder som bare kommer forbi. Derfor er det håndskrevne skilt med delletilbudet også fjernet. Man kan dog stadig bestille sandwich og anden dagslyshapsmad på telefon og via mail, og så hente det på aftalt tid. Jeg ved ikke om tre-delle-tilbudet er med i den bolledej, og jeg gider heller ikke tjekke det ud. Min holdning er fortfarende at det er alt, alt for dyrt. That’s it and that’s that.
Reklamer

Dåregas

Nu er det aftenklart.

Det er koldt, byen lyser skarpt. Smuk himmel. Udånding er synlig.

Jeg har haft et mærkeligt døgn, og spekulerer på om det er almindeligt forfalds celledød i mit sansespektrum, eller om det blot er eftervirkninger fra i aftes.

Efter en skæg, men meget lang tirsdagsvagt på Dokøen, ville jeg nå Bus 66 til Bjerget, kl. 22.15. Jeg kunne fra udgangsporten se den sætte afsted fra Operaens endestation, og så plejer man lige netop at kunne nå den ved dens tredje stoppested, hvis man ellers spænder afsted.

Det gjorde jeg så – men i luften hang endnu små restskyer af tåregas fra kampen om den private ejendomsret på Christiania, som ligger nærved. Tårer og snot flød ud af mig og det rev fælt i hals og luftveje.

Da jeg nåede hen til det afgørende hjørne, måtte jeg til min bestyrtelse konstatere at bussen kørte den modsatte vej i forhold til normal ruteplan. Omlagt på grund af balladen. Jeg vrælede videre og satsede på den sidste havnebus over til Nyhavn. Ny lang spurt endte lige så resultatløs, da båden bakkede væk fra anløbsbroen sekunder før jeg nåede derhen.

Nu vrælede jeg rigtigt oven i den falske gråd! Det var godt nok en pudsig oplevelse. Da jeg nåede hjem med 22.45-bussen, var jeg åbenbart så flad og/eller forgiftet, at jeg natten til onsdag vågnede med krampe i inderlåret.

Onsdag formiddag bød på generalprøve på balletten ‘Askepot’ på Operaens Store Scene. Min eks-svigermor havde fået mine personalebilletter. Efter tæppefald var hun så sød at tage nogle biblioteksbøger med hjem til sin kommune. Min datter havde lånt dem dér. Sidste afleveringsdag truede.

Jeg vinkede farvel til hende og glædede mig til aftenens fodboldbrag i London, som jeg skulle se på en sportsbar. Hov! Mit buskort var forsvundet. Jeg gik tilbage til Operaen for at se om jeg havde forlagt det i mit garderobeskab. Nej. Så ringede min eks-svigermor.

Kortet havde klemt sig ind mellem en Ulla Pia-CD og en roman af Hanne-Vibeke Holsts mor. Men det kunne jeg vel nå at hente og alligevel nå tilbage til sportscaféen i byen? Da jeg med hjælp fra et klippekort havde været i Vallensbæk efter abonnementskortet, var jeg helt slap i koderne. Jeg kørte derfor hjem. Helt hjem. Ingen tv-sport på café. I stedet dejlig kaffe og årgangsportvin i hjemlige omgivelser? Nej, for da jeg stod foran min opgangsdør, opdagede jeg til min rædsel at mine nøgler var væk.

Jeg måtte værsgo hele vejen tilbage med Operabussen til Dokøen, hvor nøglebundtet ganske rigtigt sad og grinede af mig i garderobeskabet. I Operaens forsal sad en gruppe mennesker og ventede på første pause. Deres havnebus havde haft motorstop, så de nåede ikke frem til starten på ‘La Traviata’. Den aftenforestilling som jeg havde taget fri fra, for at kunne se fodbold på café. Suk.

Jeg satte mig for gud ved hvilken gang ind i Bus 66 og kørte mod Bjerget. I min lomme lå forresten en Oddset-kupon. Jeg havde satset hundrede kroner på to overraskelser i aftenens engelske kampe. Jeg spiller ellers aldrig. Gevinsten ville blive på fem tusinde kroner, hvis resultaterne holdt hele vejen hjem.

Da bussen nåede ind til Hovedbanen, var derbyet i Nordlondon lige netop begyndt. Jeg smuttede alligevel ind på sportscaféen. Ville have mig en stor kold Guinness-bamse. Nej, de havde vist for travlt til at ekspedere. Jeg åd nogle gratis popcorn.

Præcis tretten minutter over ni scorede David Bentley et af de mest spektakulære langskudsmål, jeg nogensinde har set. En løs bold blev tæmmet med brystet af en holdkammerat, hvorefter Bentley lagde den til rette med venstre vrist og i samme sekvens med højrebenet sendte den stadigt svævende bold i en bue over kanondrengenes målmand med et susende overskruet volleyspark. Tredive meter fra målet. 1-0 til de stærkt undertippede gæstende hanekyllinger. Og det bedste af det hele er næsten, at Bentley er tidligere Arsenal-spiller. De syntes ikke han var god nok. Tænk, hvis hans mål kåres til årets bedste?

I pausen stod det 1-1. I den anden kamp, jeg havde spillet på, førte favoritterne fra Chelski 1-0 ude mod Hull City. Jeg droppede fadbamsen og kørte hjem med Bus 6A. Chelsea vandt 3-0, og jeg mistede de hundrede kroner, men fik Bentleys vidunderlige fodboldballet til gengæld.

Hov! Efter at have været bagud i det meste af kampen, både med 3-1 og 4-2, kæmpede underhundshanekyllingebundpropperne sig til et flot point ved at score to mål i de sidste to minutter, så lokalopgøret på Emirates Stadium sluttede 4-4.

En af hjemmeholdets mange stjerner, Cesc Fabregas, havde før kampen sagt at Arsenals damehold kunne besejre gæsterne. Det var vist ikke engang gas, men hvem der græd ægte glædestårer til sidst, vil han nok ikke svare på.

Tågen letter.

Beo og Bo hr Hansen og KKK

Torsdag 6. november skal jeg jo læse op ved Øverste Kirurgiskes faste månedlige torsdagsshow i DEN SIDSTE HAL, Enghavevej 82, København. 

Det begynder kl. 20.00. Her er den foreløbige liste med de medvirkende:

Lars Husum
Thomas Krogsbøl
Bent Otto Hansen
Sternberg
Arash Sharifzadeh Abdi
Bo hr Hansen & Nils Lassen
KKK (Korndal Keith Katinka)

Der er gratis entré og bar – og måske ikke specielt varmt i lokalet, kunne jeg forestille mig. Så må jeg prøve at få tilhørerne til at grine sig varme, og supplere med at slå hænderne sammen i takt. Hehe.

Det er anden gang jeg er blevet inviteret til at medvirke af ØK’erne. Første gang var 1. maj, men det var i den forrige oplæsningshal – så jeg glæder mig til at opleve det nye sted.  

pasgang i hvidt

for nogle år siden, nej jeg vil ikke have familiesikkerhed nu, gik jeg ind i et ridehus, hvor jeg vidste der var en som har en have med en masse stauder tre hundrede kilometer nord for polarcirklen, og det passer, selv om jeg godt ved at sådan en forsikring ikke er meget værd i denne sammenhæng, og hvis jeg yderligere fortæller at jeg bar en hvid skjorte som min ledsager havde valgt og købt til mig, så er det lige så troværdigt som alt andet i denne forbindelse, og så kan man ellers mene hvad man vil om den måde at erindre på, som selvfølgelig nu bagefter bliver løftet op og pudset af, men egentlig er det hele meget enkelt, for jeg havde taget en taxi derind, og jeg husker hvordan jeg i et forsøg på tage glæderne på forskud fortalte chaufføren alt, både det med skjorten og havehelten og antikrist og ham med hænderne, og om hvor spændt jeg var på at møde min ledsager, som var på vej derind i en anden taxi, men det skulle jeg aldrig have gjort, for min naive åbenhjertighed førte uvægerligt til at det gik præcis som det går hver eneste gang jeg begår den fejl, som i virkeligheden ikke er nogen fejl, da evnen til at forestille sig at det bedste vil kunne ske er vigtigere end alt andet, for eksempel at være bange for heste, bare for at tage et eller andet, og så endda på en af de smukkeste sommeraftener nogensinde, med mindre det igen er mig som forsøger at indramme historien i noget som kan danne en dramatisk kontrast til den sørgelige slutning som jeg på en eller anden må se at få sat gang i, for selv om musikken var stærkere end den frelstes påstand om evigt liv, og selv om min ledsager morede sig over at se skjorten igen og mente at den ikke skulle have været stoppet ned i bukserne, så var det forsigtigheden jeg fik med mig hjem, sammen med den evindelige grublen over hvor den insisterende kraft skal findes, eller rettere, hvor den gemmer sig, og over hvor langt man kan nå med uskøn skridtgang, når man er skabt til at spjætte og hoppe og løbe og lade tiden om resten

Samtalekøkken

Datteren og Faderen i køkkenet. Maden bobler i ovnen. Det lille fjernsyn på spisebordet knevrer. På tekst-tv oplyser hovedstadens rundbrillede teknikborgmester, at han bestemt ikke er vild med idéen om den 72 meter høje og 2000 tons tunge skulptur ‘Store Robert’ ved havneindløbet.

Ifølge den radikale frontfigur har København i forvejen gode attraktioner som f.eks. cyklerne, miljøbevidstheden, Operaen og Skuespilhuset. Da jeg ser den sætning, fyldes mit bryst af en næsten ubærlig stolthed. I et vanvidssekund forestiller jeg mig, at Bondam mener til at jeg som foyermedarbejder i begge de nævnte kongelige kulturhuse, er en vigtig del af Københavns tiltrækningskraft.

Jeg peger sigende på skærmen og gør gældende over for min datter, med hævede øjenbryn og salvelsesfuld stemme, at det da vist nok er mig, der hentydes til. Hun ser på mig med et overraskende skeptisk udtryk, og udbryder spontant:

– Nå…er du måske et vartegn? 

Jeg er straks klar over, at hvis jeg ikke replicerer noget meget popsmart i en allerhelvedes fart….så er jeg færdig som referenceramme for noget som helst. Så jeg gør et smid med hovedet, og svarer:

– Nej…men jeg er et fartegn!

Aktiver og passiver

Da jeg kommenterede fodboldkampe på TV 3 i halvfemserne, sagde jeg ved gud en masse sludder og vrøvl, ved siden af alle de gode informationer og spøjse ting som jeg serverede for de sagesløse seere.

Jeg er derfor fuld af forståelse for de smuttere som mine nutidige mediekollegaer laver – og egentlig også taknemmelig, fordi fejl nogle gange er særdeles underholdende.

Det morer mig når DR’s fredagsshow Talent 2008 afholder hele fire semifinaler. Jeg kan kun tilskrive den form for mængdelære samfundets opbrud som sådan. En familie bestod før i tiden af en mand og en kvinde og 2,7 børn. Nu tælles familier i trecifrede tal. Finanskrisen sørger for at der er inflation i alle mulige andre talstørrelser.

Men det bedste er dog når sproget sætter sig på tværs i halsen. I TV 2’s anden hunboldpokalsemifinale lørdag eftermiddag (og i dette tilfælde var der kun to semifinaler) gik ekspert Nyegaard i mundtlig baglås, da han mente at en bestemt spilsituation var et helt, helt klart udtryk for holdets generelle passit….passit…

Hovedkommentator Kristensen kom ham til undsætning ved at fuldføre det interessante nye danske ord: passitivitet. Den åd Nyegaard råt og produceren i øresneglen skred tilhøreladende ikke ind. Nyegaard er for øvrigt også journalist udover at være en rutineret håndboldtræner.

Nej, hvad skal man med passivt mundtøjeri og anden form for passivitet, når der findes nye smartere begreber at gribe til, med og uden klister?

En lyd på kanten

Forlaget Lindhardt & Ringhof holdt efterårsreception torsdag, og jeg ved at bl.a. Spacemermaid – alias Spachlotte, alias hende man kan se i Go’Morgen Danmark kl. 07.35 fredag – var til stede. Jeg krydser fingre for hendes anden udgivelse, Skydykker, der udkommer fredag.

Jeg var ikke inviteret til receptionen, og det kan jeg jo sagtens stikke snuden i vejret og være fornærmet over, selv om jeg ikke har fået nogen bog udgivet på forlaget. Men jeg kan se, at den ene af de to lydbøger, jeg indtalte for dem i løbet af et par steghede og heftigt nervøse sommeruger, nu kan købes i handlen. Og det er en bog med en historie.

Det er B.S. Christiansens bestseller af en selvbiografi Et Liv På Kanten, som jeg har lagt stemme til efter at være blevet udvalgt af den berømte jægersoldat selv. Da jeg af forlaget blev spurgt om jeg ville indlæse bogen, som jeg med interesse havde læst da den udkom for et par år siden, var jeg lige så betænkelig som smigret.

Efter at have tænkt lidt over det, valgte jeg at gengive indholdet med lidt af den nøgterne og underspillede tone som jeg synes B.S. plejer at udtrykke sig med. Jeg håber at lytterne hurtigt glemmer at stemmen ikke tilhører B.S. – og i stedet fokuserer på de oplevelser og værdier som den meget livserfarne mand formidler.

Den trykte udgave har solgt i over en kvart million eksemplarer. Nu bliver det spændende hvordan det går med lydbogen.     

Michael Laudrups Lænder

Fænomenet ‘Samtalebøger’ hærger den danske bogverden, og jeg føler en intens trang til at følge trop. Det ville være skønt at lave en pangdang til Maise Njor og Camilla Stockmanns ‘chick lit ping pong’ fra 2005 med udgangspunkt i fodboldikonets mundtøj. De to tøzer startede bølgen af trykte dialoger, omend de korresponderede via mail og faktisk ikke havde mødt hinanden forinden. 

Helst ville jeg lave den med Jens ‘John’ Blendstrup, men for det første er han og jeg ikke veninder, selv om han lånte mine korte bukser før en fodboldkamp med engleforfatterholdet, og for det andet er jeg ikke kendt nok til at kunne udgøre en interessant nok makker for de mange millioner af potente købere.

Jens har sikkert heller ikke tid. Så måske skulle jeg overveje at opfinde to fiktive samtalepartnere her på bloggen, inspireret af og modelleret hen over (uuuuuhhh…!) Maise og Camilla. Jeg kunne kalde dem ‘Migselv Hvor’ og ‘Kalim A. Stokmand’ og lade sidstnævnte være konvertit.

Titlen skulle ændres fra kvindernes foretrukne kommunikationsredskab, ned i retning af den del af torsoen som mange hanner er mere optaget af…hos kvinder. Da jeg ikke lige kan komme i tanke om en kvindelig fodboldstjerne, hvis navn ville sælge lisså godt som moskovittens – så må han holde skansen. Så vidt jeg ved, var han ikke specielt begejstret over den første titel, så det vil ikke ændre noget.   

Vi må se ad.

Void…[nu med indhold]

min første tanke er at blå øjne ikke kan have den farve, og derfor vælger jeg at gå tilbage ind i det gode område hvor jeg opholder mig og hvor der er både varmt og trygt og problemfrit, men så hører jeg en stemme som ved hvad jeg hedder, og det forstår jeg ikke, for jeg mener ikke at jeg har mødt andre end små uldne dyr i området indtil nu, og det eneste de har mælet er énstavelsesord efterfulgt af en tværgående bevægelse af underkæben, først den ene vej og så den anden, så det er noget af en nyhed at de kan sige mit navn, og det kan de jo så heller ikke, for stemmen tilhører ansigtet med de dér blå øjne som er så blå at det næsten ikke er menneskeligt muligt, men det er de, og nu genkender jeg hende den lyshårede, der på en eller anden måde har fået mig transporteret fra stortrommen i Cirkus Komsomolskaya til en vidunderlig blød seng, som står i et lyst rum med moderne malerier på væggen og blomster i blomstervaserne, og hun spørger mig hvordan jeg har det, og jeg har mest lyst til at sige at hvis hun kysser mig nu, så må døden for min skyld godt sætte rulleteksterne i gang, men hun presser blidt armen ind mellem min nakke og hovedpuden og spørger, om jeg ikke vil have hovedet lidt højere op, og det vil jeg egentlig ikke, men fordi jeg kan regne ud – så vågen er jeg trods alt – at hvis jeg siger ja, vil den dermed forbundne bevægelse betyde at jeg med sikkerhed vil få den ene side af hovedet presset ind mod hendes barm, så siger jeg siger selvfølgelig ja tak med en meget lille og ynkelig stemme, og det går som jeg har forestillet mig, og følelsen og duften af hende er så voldsom en oplevelse, at jeg falder og falder ind i området igen, og selv om jeg ved at det er den forkerte vej, så kæmper jeg ikke imod, heller ikke selv om rulleteksterne er ved at være forbi, og jeg smiler, både fordi jeg er lykkelig og fordi jeg ved, at hvis jeg besvimer nu, kan musikken, der hele tiden ligger og lokker under det hele og som på en eller anden måde hører sammen med rulleteksterne, få lov at fortsætte sådan som jeg vil have det, uden at der kommer en eller anden pisseirriterende speaker ind over og begynder at tale til mig, som om jeg lige er vågnet op fra en bedøvelse