Mirakel, Opera og Musical

Tre teateroplevelser på tre dage.

Faderen og Datteren fylder ferien med ord, lys, farver, dufte, toner, tanker, kroppe og pauser.

I lørdags var der generalprøve på Mirakel af Kasper Hoff, baseret på Kim Fupz Aakesons filmmanuskript. En festlig forestilling på Skuespilhusets Store Scene om hvordan man kan bruge bøn og guddommelig magt, men også lade være og lade naturen klare fremdrift og hårvækst. Den vil enhver teatergænger kunne nyde, som kan huske dengang hormonerne trak kølapper i organismen – eller endnu bedre – hvis forvandlingsprocessen fra barn til voksen er igang lige nu. Pernille Schröder er et hit som det småneurotiske moderdyr. Og Asger Reher brillerer i rollen som Peter Frödin. Se filmen og forstå.

Søndag eftermiddag på Operaens intimscene, Takkelloftet. Datteren indlagt akut til behandling mod operafobi. Overlæge Engelbrecht, Doktor Paevatalu og Klinikchef Holten kæmpede i et par timer ind til benet assisteret af Narkosesygeplejerske Halling og Håndkirurg Greibe for at redde Datterens åndsliv, der nødigt skulle gå i stå før det var begyndt. Faderen ventede nervøst udenfor som hospitalsportør, forklædt som foyermedarbejder. Efter operationen hilste vi på Overlæge Engelbrecht som var spændt på at høre om patienten havde det bedre. Det påstod hun. Men jeg vidste at den forebyggende smertedækning endnu ikke var helt væk, så måske får hun et tilbagefald. Jeg folder hænderne.

Mandag aften. Musical. Skuespilhusets Lille Scene. Det lyder hyggeligt, men er noget af det mest skarptskårne familiepålæg jeg til dato har indtaget. Jo, de synger hele tiden. Glade popsange. Og de pyssenysser og begår overlagt nussipussi-vold mod familiens yngste, Dorthe. Det er en grusom, og grusomt god afgangsopgave dramatikeren Line Bønnelykke har fået sat op på Det Kongelige. Debutanten har fortjent enhver form for fremgang.

Jeg er så imponeret af Musical, at jeg vil udfordre dig. Gå ind og se den. Den kommer snart på turne landet rundt. Hvis du ikke synes stykket er velskrevet, forrygende godt spillet af bl.a. Signe Egholm Olsen og kompetent iscenesat af Rune David Grue – så lover jeg dig aldrig at spise cornflakes igen og sender en god lille bog eller lydbog som trøstepræmie.

Levende mennesker foran og sammen med levende mennesker. Tæppe. Arm i arm med Datteren hen til en varm bus lige hjem til cacao’en. Så erklærer jeg mig for værende i live, og siger tak dertil. 

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s