Dåregas

Nu er det aftenklart.

Det er koldt, byen lyser skarpt. Smuk himmel. Udånding er synlig.

Jeg har haft et mærkeligt døgn, og spekulerer på om det er almindeligt forfalds celledød i mit sansespektrum, eller om det blot er eftervirkninger fra i aftes.

Efter en skæg, men meget lang tirsdagsvagt på Dokøen, ville jeg nå Bus 66 til Bjerget, kl. 22.15. Jeg kunne fra udgangsporten se den sætte afsted fra Operaens endestation, og så plejer man lige netop at kunne nå den ved dens tredje stoppested, hvis man ellers spænder afsted.

Det gjorde jeg så – men i luften hang endnu små restskyer af tåregas fra kampen om den private ejendomsret på Christiania, som ligger nærved. Tårer og snot flød ud af mig og det rev fælt i hals og luftveje.

Da jeg nåede hen til det afgørende hjørne, måtte jeg til min bestyrtelse konstatere at bussen kørte den modsatte vej i forhold til normal ruteplan. Omlagt på grund af balladen. Jeg vrælede videre og satsede på den sidste havnebus over til Nyhavn. Ny lang spurt endte lige så resultatløs, da båden bakkede væk fra anløbsbroen sekunder før jeg nåede derhen.

Nu vrælede jeg rigtigt oven i den falske gråd! Det var godt nok en pudsig oplevelse. Da jeg nåede hjem med 22.45-bussen, var jeg åbenbart så flad og/eller forgiftet, at jeg natten til onsdag vågnede med krampe i inderlåret.

Onsdag formiddag bød på generalprøve på balletten ‘Askepot’ på Operaens Store Scene. Min eks-svigermor havde fået mine personalebilletter. Efter tæppefald var hun så sød at tage nogle biblioteksbøger med hjem til sin kommune. Min datter havde lånt dem dér. Sidste afleveringsdag truede.

Jeg vinkede farvel til hende og glædede mig til aftenens fodboldbrag i London, som jeg skulle se på en sportsbar. Hov! Mit buskort var forsvundet. Jeg gik tilbage til Operaen for at se om jeg havde forlagt det i mit garderobeskab. Nej. Så ringede min eks-svigermor.

Kortet havde klemt sig ind mellem en Ulla Pia-CD og en roman af Hanne-Vibeke Holsts mor. Men det kunne jeg vel nå at hente og alligevel nå tilbage til sportscaféen i byen? Da jeg med hjælp fra et klippekort havde været i Vallensbæk efter abonnementskortet, var jeg helt slap i koderne. Jeg kørte derfor hjem. Helt hjem. Ingen tv-sport på café. I stedet dejlig kaffe og årgangsportvin i hjemlige omgivelser? Nej, for da jeg stod foran min opgangsdør, opdagede jeg til min rædsel at mine nøgler var væk.

Jeg måtte værsgo hele vejen tilbage med Operabussen til Dokøen, hvor nøglebundtet ganske rigtigt sad og grinede af mig i garderobeskabet. I Operaens forsal sad en gruppe mennesker og ventede på første pause. Deres havnebus havde haft motorstop, så de nåede ikke frem til starten på ‘La Traviata’. Den aftenforestilling som jeg havde taget fri fra, for at kunne se fodbold på café. Suk.

Jeg satte mig for gud ved hvilken gang ind i Bus 66 og kørte mod Bjerget. I min lomme lå forresten en Oddset-kupon. Jeg havde satset hundrede kroner på to overraskelser i aftenens engelske kampe. Jeg spiller ellers aldrig. Gevinsten ville blive på fem tusinde kroner, hvis resultaterne holdt hele vejen hjem.

Da bussen nåede ind til Hovedbanen, var derbyet i Nordlondon lige netop begyndt. Jeg smuttede alligevel ind på sportscaféen. Ville have mig en stor kold Guinness-bamse. Nej, de havde vist for travlt til at ekspedere. Jeg åd nogle gratis popcorn.

Præcis tretten minutter over ni scorede David Bentley et af de mest spektakulære langskudsmål, jeg nogensinde har set. En løs bold blev tæmmet med brystet af en holdkammerat, hvorefter Bentley lagde den til rette med venstre vrist og i samme sekvens med højrebenet sendte den stadigt svævende bold i en bue over kanondrengenes målmand med et susende overskruet volleyspark. Tredive meter fra målet. 1-0 til de stærkt undertippede gæstende hanekyllinger. Og det bedste af det hele er næsten, at Bentley er tidligere Arsenal-spiller. De syntes ikke han var god nok. Tænk, hvis hans mål kåres til årets bedste?

I pausen stod det 1-1. I den anden kamp, jeg havde spillet på, førte favoritterne fra Chelski 1-0 ude mod Hull City. Jeg droppede fadbamsen og kørte hjem med Bus 6A. Chelsea vandt 3-0, og jeg mistede de hundrede kroner, men fik Bentleys vidunderlige fodboldballet til gengæld.

Hov! Efter at have været bagud i det meste af kampen, både med 3-1 og 4-2, kæmpede underhundshanekyllingebundpropperne sig til et flot point ved at score to mål i de sidste to minutter, så lokalopgøret på Emirates Stadium sluttede 4-4.

En af hjemmeholdets mange stjerner, Cesc Fabregas, havde før kampen sagt at Arsenals damehold kunne besejre gæsterne. Det var vist ikke engang gas, men hvem der græd ægte glædestårer til sidst, vil han nok ikke svare på.

Tågen letter.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s