
Gul Baron passer på Beologens Institut

Mandag aften talte jeg med et menneske jeg holder meget af. Som en direkte følge af den snak, har jeg besluttet at holde en skrivepause her på bloggen.
Det er mig nemlig mere end magtpåliggende at få driblet et udkast til et bogmanuskript sammen, som derefter bliver sendt til det forlag jeg helst vil udgives på. Halvdelen af manuskriptet er allerede færdigt, så jeg skal “bare lige” have fyldt lidt mere på. Og da jeg ved hvad det skal være, er det et stykke kage, som de siger i Duluth.
Men for at tage mig sammen for alvor, og få arbejdet gjort, er jeg nødt til at “straffe mig selv” og afstå fra bloggeriet i en periode. Under min orlov sørger en dygtig stedfortræder for daglig aktivitet på instituttet. Hvem den pågældende er afsløres på onsdag, hvor vedkommende vil præsentere sig selv.
Og husk! Hvad gør en stedfortræder som ikke bruger forstanden? Han gør fortræd i stedet for den anden.
På engelsk kan man sige noget med tungen i kinden. Det vil typisk være en skælmsk person, som på elegant vis vender op og ned på begreberne med en knivspids ironi oveni. Lidt lissom dengang Roger Moore var James Bond.
Siden fredag aften har jeg deltaget i et ufrivilligt forsøg med det omvendte. En gammel fyldning i undermunden gav efter for presset, så en knivspids tandkant skærer sig ind i tungen, når jeg spiser eller taler.
Flere gange i weekendens løb har jeg fået spørgsmål om hvorvidt jeg blevet et roligere og mere lyttende menneske på det seneste, og da et langt forklarende svar ville gøre endnu mere ondt, så nikkede jeg bare bekræftende. Samtidigt bad jeg til at jeg ikke skulle geråde ud i en situation hvor jeg skulle bruge munden til andet end overlevelse, inden tandlægen åbnede igen mandag morgen.
Tandlægevagten ville jeg ikke ind til, for den blotte tanke om at sidde i venteværelse med stærkt forpinte medlidende, fik det til at jage en ekstra omgang i nederste venstre side af mundhulen.
Heldigvis kan jeg komme til i eftermiddag. Og solen skinner. Jeg holder fri fra lydbøgerne. Og glæder mig over at min blog er skriftbåren. Tunge pligter kan være en stor lettelse. Det er dejligt at skulle til tandlægen, når man ved at man har det bedre bagefter.
Update (18.00): Tandlæge Jane konstaterede at en tandkant var flækket, og jeg kunne vælge mellem en plastfyldning, der nok bare ikke holder særligt længe fordi tanden har flere sprækker som bare venter på en lidt for tørstegt hakkedreng – og så en guldtand, der kan holde i 20-30 år, som hun sagde. Med endnu en tiltrængt plastfyldning i overmunden samt diverse rensninger, undersøgelser, vatkuponer og bedøvelser ville jeg skulle af med 8.000 kr. Det sagde jeg ja til. Hun filede den skarpe kant lidt ned og rundede den, så jeg kan tale og spise og holde tungen lige i munden, uden at skære rifter i den – indtil jeg skal have gang i endnu en forgyldelse af kæften. Det ender med at der kommer forgyldte sætninger ud. Hvilken lettelse 🙂
Politiken er og bliver min yndlingsavis, lige meget hvad. Jeg er pavestolt over engang at have skrevet og solgt en artikel til Bagsiden, om en luksus-tomatsovs produceret og solgt af Tim Hauser, stifteren af jazz-vokalgruppen Manhattan Transfer, der giver koncert i Tivolis koncertsal på tirsdag.
Engang fik jeg et satirisk debatindlæg optaget, om en uheldig og uhellig sammenblanding af Bilka og Gud. Det var med portrætbillede i farver og endda sat op på 2. sektions forside, så det var en af de gode dage.
Jeg har ikke rigtig råd til at holde avisen hele ugen, så i stedet bruger jeg de gode rabat-tilbud. I et halvt års tid har jeg fået den lørdag og søndag, og abonnementet udløber snart. Sælgerne har selvfølgelig ringet nogle gange, for at få mig til at forlænge perioden, men jeg gider ikke snakke med dem. Jeg har selv haft det job. Det holdt jeg til en enkelt dag.
I stedet har de sendt mig et brev, hvor de skriver at abonnementet udløber 5. december, og hvis jeg ikke selv ringer til dem forinden, så lader de abonnementet fortsætte. Det er jeg ret sikker på at de ikke må, så det skal da komme an på en prøve.
Jeg mener, at det er ulovligt at bruge den slags passive tilsagnsmetoder. Hvis jeg ikke selv udtrykkeligt og aktivt forlænger aftalen, så er der ingen aftale mere.
Hvis de så alligevel bliver ved at levere, er det på den ene side meget venligt af dem. En tidlig julegave. Men det er deres eget valg, og de har ikke ret til betaling for det. Og jeg behøver ikke gøre dem opmærksom på “fejlen”, for det er jo med vilje de gør det. De ved det godt. Det har jeg på skrift. Fint med mig, for jeg er jo vild med dem.
Vi må se ad.
Jeg har ved gud fået en mail fra Mia, som uden omsvøb spørger om jeg har fem minutter til at deltage i hendes møbelanalyse. Nu kender jeg ikke Mia personligt, og hun skal nok være glad for at jeg ikke skal svare mundtligt.
Min fantasi har afsikret svaret. Freud brugte en divan til at lade sine klienter, ofte unge kvinder, kaste sig i drifternes mergelgrav i tillid til hans evner som underlivredder. Måske er Mia en festlig lille futonloppe, der gerne vil være forsøgskanin i det researcharbejde, som kan sikre besvarelsen så høj en sandhedsværdi som muligt. Måske er hun en mand. I sin fritid. Jeg ved det ikke, men hun hedder Andersen.
Det er ikke første gang, jeg fra vildt fremmede mennesker får et direkte spørgsmål om hvorvidt jeg vil det ene eller andet, eller om jeg er den person de forestiller sig. Er jeg Veksø Pølsefabriks nye bogholder? Holder jeg avis til daglig? Har jeg en holdning til bevarelsen af de sidste nitten andalusiske skælpumaer? Vil jeg købe Hjemløseavisen? Er jeg den nye kvindelige leder af børnehaven Rumlepotten?
Ind i mellem har jeg lyst til at besvare virksomhedernes personligt formulerede jobfremlysninger med et godt gammeldags snailmail-brev, hvori der ikke står andet end ordet ‘nej’.
Men hvad så med Mia? Og mig? Om jeg vil gå dybere ind i hendes analyse om de faktiske forhold i gulvpudeindustrien, kommer helt an på om hun har reelle hensigter. Jeg vil ikke nøjes med fem minutter. Det vil hun vel i virkeligheden heller ikke? Det’ en ommer, Mie. Men jeg vil komme med et forslag. Lad os mødes på et neutralt sted. Rådhudpladsen. Vi skal opbygge tillid. Har du været spejder? Med rottehaler? Kender du skumpudelegen?
Torsdag. På vej til mit aftenjob. Bussen standser ved stoppestedet Lygten, lige før Bispebjerg Station. Ind træder en mand, som jeg genkender lige med det samme, men det virker ret akavet at opleve ham på denne måde. Han har en gammel kuffert med og en rejsetaske i blødt lærred. Bister mine. Hængehundekinder. Små dyre stålbriller.
For elleve år siden havde han et af de mest attraktive chefjob i den private medieverden. En af medarbejderne et stykke nede i fødekæden var såmænd mig. Det var angiveligt ham, der satte mig fra bestillingen, efter hvad jeg fik at høre. Jeg fik kun en halv vise til forklaring.
Da jeg ikke var på kontrakt, havde jeg ikke formelt krav på noget. Faktisk talte jeg ikke med ham på noget tidspunkt, hverken under eller efter min ansættelse. Han havde ikke ansat mig. Jeg er stadig i tvivl om hvad der egentlig skete. Det var lige så meget mig, der trak en streg i sandet. Jeg faldt tungt da jeg mistede mit drømmejob, men det var intet imod det brag det gav da han, efter en dom for bedrageri måtte forlade en den næste medietoppost han fik, og sågar sidde i fængsel for det.
Nu kører han og jeg så i Bus 6A på Tagensvej. Nye tider, nye skikke. Jeg sidder et stykke nede i bussen, på et sæde hævet op over rækkerne af pladser længere foran, reserveret til ældre og dårligt gående, hvor han har sat sig på et ydersæde. Jeg kan se hans måne. Skal jeg gå hen til ham og spørge om det var ham, der fik mig fyret dengang og hvorfor? I den periode kørte han bestemt ikke i bybusser.
Før jeg kan beslutte mig, er buschaufføren meget tæt på at køre en kvindelig cyklist ihjel. Der kører to 6A-busser lige efter hinanden, og derfor skiftes vi til at holde ind ved stoppestederne. Min bus overhaler den forankørende i ret høj fart, måske 65-70 kilometer i timen, på samme tid som en lastbil forude forsvinder ind ad en port til højre.
Bag den lastbil har to kvindelige cyklister ventet på at kunne krydse Tagensvej, og i samme sekund lastbilens ende forsvinder fra gadebilledet, dukker de to frem. Det er et guds under at den forreste kvinde når at standse sit hurtige fremstød, for ellers havde min bus hamret ind i hende og smadret hende til atomer. Hun har set den anden bus holde ind til siden, og regner derfor ikke med at en tilsvarende bus kommer tordnende i overhalingsbanen.
Jeg havde lige været i blodbanken, og her var det alt, alt for tæt på at der ville blive brug for min halve liter, der kan bruges til alle blodtyper.
Mødet med den gamle chef, som jeg dengang undgik på grund af hans, i mine øjne, kølige og arrogante fremtoning – og så den farlige situation i trafikken gør et stærkt indtryk på mig. Jeg vil ikke tale med ham. Han stod af på Nørreport, og virkede præcis lisså utilnærmelig som jeg opfattede ham dengang.
Da jeg når frem til min vagt i Operaen, viser det sig at det er en festforestilling. Universitetets årsfest. Indflydelsesrige og prominente gæster, inklusive landets dronning. Kjole og hvidt. Buffet. Askepot. Jazz. Og midt i vrimlen får jeg øje på en person, som måske har nøglen til mit hjerte. Det hele er næsten for meget på een gang.
En iskold cola light på vej hjem i den sidste operabus kl. 00.20 gjorde underværker, og vel hjemme på bjerget er der dømt dyner i den grad.
Pludselig er ting, mennesker og forudsætninger væk.
Nej, jeg må hellere begynde her:
Jeg sidder på række 46, plads 567 i KeyArena i staten Washington. Bølge efter bølge af lykkefølelse strømmer gennem mig. Over mig svæver det yndigste lille hvide reklameluftskib, som under sig har en magnetisk klemme med en meget eftertragtet præmie i.
I hvert fald rækker tusindvis af hænder sig op mod skibet, når det irriterende langsomt passerer hen over de forskellige afsnit af sportsarenaen med plads til 17.000 tilskuere. Alle venter på hvornår præmien udløses og falder ned.
Det har ikke kostet mig en cent at komme ind til NBA-kampen mellem hjemmeholdet Sonics og Utah Jazz, og flyrejsen med SAS på 1. klasse fra Kastrup til Seattle har jeg fået ganske gratis. Hotelovernatningen er alt hvad jeg måtte betale for.
Selvom det nu er elleve år siden, så får jeg nærmest gåsehud af at genkalde mig bruset af begejstring under basketballkampen i The Emerald City. Jeg købte en fin grøn ærmeløs spillertrøje med hjem til min bonusdreng, men han begyndte nu ikke at spille basket, trods sin betragtelige højde. Håndbold er jo en dansk opfindelse. Fair nok. Selv blev jeg fan af Seattle Super Sonics og af stjernen Shawn Kemp.
Luftskibet slap ikke sit sæsonkort i nærheden af mig. De præmier som hjemmeholdets maskot med en bred elastik skød op på rækkerne i den store hal, fik jeg heller ikke fat på. Sonics tabte kampen. Kort efter den korte turisttur betalt af mine bonuspoint mistede jeg mit job, og snart efter måtte jeg se mit ægteskab forsvinde op i den blå luft.
Men min loyalitet over for The Sonics kunne intet ødelægge. Flere gange om ugen tjekkede jeg på svensk tekst-tv hvordan holdet fra Høvding Sealth’s by klarede sig. Det gik sådan la-la. Shawn Kemp var enten skadet eller ude af form, og blev solgt. Trænerne blev fyret eller gik selv. Suuuuuper Soniiiiics var knapt så sublime mere. KeyArena var også efterhånden den ældste i den professionelle NBA-liga.
Forleden ville jeg så lige tjekke stillingen igen. Man håber hver gang sæsonen begynder påny. Jeg kiggede flere gange. Fandt endog mine nyindkøbte læsebriller frem. Sonics kunne jeg ikke finde, men Oklahoma? Er de ikke nye i den sammenhæng? Jo, det er de. Og Seattle har ikke længere noget herrehold i den bedste amerikanske række. Ejeren af retten til at drive klubben kunne ikke blive enig med bystyret, som administrerer den offentligt ejede sportsarena. Han ville have en ny og større hal. De havde andre hensyn at tage. So long.
Som den romantiker jeg er, ser jeg for mig et lille hjemløst hvidt luftskib, som lydløst svæver rundt i et mørkelagt tomrum. Ingen gider længere glo op efter det dækningsløse partoutkort. It’s over. Hasta La Vista, Baby. Jeg kan ikke holde med et hold med kælenavnet ‘Torden’. Så hellere holde med Thisted, der spiller på Lerpytter Stadion. Eller noget. Hvis ellers det stadig findes på mandag. Der kommer jo sne i weekenden. Og der er varslet uvejsomme digte med kiggekø. Springskaller. Letvægtsmatroser. Skylleskåle.
Til sidst er der kun billeder i kredsløb.
bag øret gemt i baghoved under lampelys
krasbørstig på det aftensløve slentrestrøg
ud af en facadedør ung sangskrivers klage
der er heller ikke en eneste tilhører derinde
jeg får for mig han er bedst på den måde
mærker straks hvor meget jeg er som ham
skutter mig med vamsen godt op i nakken
mumler serenader med hænderne i lommen
vender rundt sikker på at tavs er lykkeligst
Mandag 15. december kl. 20.03 sender DR P1 en temaudsendelse om den sociale platform Facebook. På samme måde som man advarer inden man viser voldsomme billeder i tv-nyheder, vil jeg allerede nu gøre hvad jeg kan for at undgå hylende hunde og grædende guldfisk landet rundt. Jeg er nemlig med i udsendelsen som een af de fjæsbogsbrugere tilrettelægger Irene Manteufel har interviewet. Kom ikke bagefter og sig at jeg ikke advarede dig. Vel?
Jeg hørte historien i radioen, tror jeg nok, og den blev hurtigt en af dem som jeg fortalte videre, både ofte og gerne. For den var så skøn og fyldt med mod, trods og værdier som jeg går helhjertet ind for.
En engelsk duo indenfor rytmisk musik havde arbejdet sig frem til et højt niveau. Manden biksede med alle knapperne og kvinden sang med indlevelse og følsomhed. Et pladeselskab blev interesseret og ville skrive kontrakt. De var ret vilde med det, de hørte og havde afsikret den store lommeregner. Der var kun en lille detalje som de desværre var nødt til at insistere på. Jo, vist var det lidt pinligt, men forretning er forretning, og køberne er jo så pokkers kræsne, ikke sandt?
Pigen var for grim. Hun måtte for så vidt gerne spille med og synge lidt kor, men manden (som også var hendes kæreste) måtte acceptere at selskabet fandt en anden forsanger som opfyldte markedets krav. Herregud, for så stort et sign on-fee var det vel ikke noget problem – og musikken var jo det vigtigste, ikke sandt?
Nej. Selskabet fik at vide at de kunne rende og hoppe. Duoen udgav sin musik på et lille selskab, og fik et gigantisk hit med et re-mix af sangen ‘Missing’. Og for at give selskabet en ekstra fuckfinger, så ændrede de navn til det helt vidunderlige ‘Everything but the girl’. Ã h, hvor jeg elskede den historie!
Men.
Så læser jeg en fremragende artikel i Information, om hvordan et lille engelsk fodboldhold i en del af landet, som man ikke regner med (for nu af sige det meget diplomatisk) pludselig er gået helt amok, og er rykket op i den bedste række og banker det ene storhold efter det andet. Især sejrene over de fine herrer fra hovedstaden gør Yorkshire-tigrene fra taberbyen Hull helt kulrede i kålrabien.
Langt nede i artiklen skriver Martin Ãstergaard-Nielsen, at Hull ikke er kendt for ret meget – men man kan dog prale af popduoen ‘Everything but the girl’. Aha. Og så kommer det: de har deres pudsige navn fra en stor møbelforretning midt på hovedgaden! A’hva’ har de?? Jeg var klar til at riste journalisten over en buldrende bunsenbrænder, indtil jeg så billedet.
Begge historier er lige gode, synes jeg. At den ene er en skrøne, må jeg så leve med. Det kan jeg godt. Jeg er god til at leve med at ting ikke er som de burde være. Eller som jeg har set dem. Og troet på. “And I miss you/like the deserts miss the rain”.
En god sang, som Henrik ‘Tømrer’ Petersen sikkert har nynnet med på, når han sad i Hull City FC’s spillerbus. Han spillede i et par sæsoner i klubben, men er nu tilbage i Silkeborg, i næstbedste danske række. Den toppes af det danske landsbysvar på Hull City, nemlig Herfølge Boldklub, der blev danske mestre i 2000.
Men det er vel egentlig en helt anden historie. Og ganske vist.