Morgenfolket

At møde på arbejde kl. 06.30 morgenen efter at være kommet hjem fra den seneste vagt kl. 24.00, er en opgave som kræver forberedelse. Skiftetøj, husketing og vigtige sager lægges frem på strategisk vigtige nøglepositioner. Ruten fra sengen til standpladsen under bruseren i badeværelset er nøje memoreret.

Jeg skal snart få beviser for, at jeg ikke er byens eneste early bird. I forvejen har jeg hørt det lille dunk på entregulvet, da avisen blev bragt til min dør ved 04-tiden, og jeg sender avisbudet en venlig tanke, da jeg kvart i seks strider mig gennem regn og blæst, fra opgangen og hen til Operabussen.

Mens jeg venter ved stoppestedet kommer en gadefejervogn kørende. Inde i det lille glasbur sidder en mand på min alder. Først rumler han den ene vej forbi læskuret, og få øjeblikke efter den anden. Jeg nikker til ham. Ingen reaktion. Fair nok.

Så kommer bussen, der styres af endnu en årle opstået og årvågen (håber jeg da) kaptajn. Inde i bussen er der forbavsende mange passagerer, tidspunktet taget i betragtning. Det er morgenens første ryk. Dem som skal møde kl 07.00 forskellige steder. Håndværkere i hvide bukser. Sundhedspersonale. Måske en civilklædt smørrebrødsjomfru ved navn Ole.

Radioen meddeler at det er halvfems år siden at første verdenskrig sluttede, og tredive år siden første afsnit af Matador blev sendt. Spot the difference, if you can. Mary skal have Alf & Damernes pris og Marie en lille. Fair nok. Antallet af tvangsauktioner er steget. Faktisk så jeg i aftes et ‘Til Salg’-skilt i et af vinduerne på Operaen, da jeg skulle hjem. Håber det er en spøg. 

Ved Hovedbanen står mange af, men erstattes straks af nyankomne fra alverdens togspor. Pendlerne. Måske fra Turning Torso i Malmø? You never know about these things. Jeg skal bare videre, videre. Ud på Dokøen, for at lukke en ekstern kunde ind. De har lejet hele foyeren frem til efter midnat tirsdag aften. Måske skal jeg være på vagt lige så længe. Lidt på vagt er man jo altid.

Jeg tænker med et skævt smil tilbage til min ungdomstid, da jeg kæmpede for at komme op til middagsradioavisen. Those were the days, my friend. Langt hår og tynde lår. Kaffe er sågu en genial opfindelse.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s