Ung må værten endnu være

Jo, jeg stod meget tidligt op tirsdag morgen, så måske er jeg bare lidt overtræt. Men efter at have set tirsdag aftens to dokumentarfilm på DR 2 om Ungeren og Dan Turèll er jeg tummelumsk i middelsvær grad.

Det gør ondt at opleve følelserne fra tiden før, under og efter rydningen af Ungdomshuset. Nikolaj Viborgs dokumania ’69 – Ungeren indefra’ var ind til benet skærende godt klippet sammen. Jeg var i den periode lige kritisk mod de unge og de gamle og politiet. Når jeg ser filmen om de unges tanker, filmet indefra huset, så bliver jeg slået af beundring og forundring.

Jeg beundrer de unges livsmod og lyst til at være sammen uden fordomme og fodslæbende konformitet. Men det er også som om, at de helt selvfølgeligt går ud fra at verden værsgod har at rette sig ind efter deres personlige holdning til hvordan et menneskeliv skal være, og hvis verden ikke gør det i det tempo de unge dikterer, så er den selv ude om at blive smadret. Æv bæv.

Det isner det helt ned i dna-koden at tænke tilbage på hvor kyniske og ligeglade de ansvarlige politikere tilsyneladende var i forhold til de unges ønske om at have et sted, hvor man kan se lidt anderledes ud og ikke nødvendigvis bryde sig om operamusik. Jeg får kræft i sjælen af at genopleve den retmæssige ejer af Jagtvej 69 omtale unge danske festaber, veganere med selvpine-nåle i læber, næse og ører, reggae-dreadlocks og hang til frådemusik som værende terrorister. Det brækker jeg mig over.

Jeg synes det var en grusom falliterklæring, at hovedstaden (igen) skulle igennem så meget vold, hærværk og ballade før et af verdens rigeste lande gad anvise et nyt sted til mindre eller mere utilpassede unge, der blot behøver at føle sig fri og skabe sig åndssvage i nogle få år, inden terminer og vækkeure og tømmermænd og bondeanger fælder den endelige dom over alle de smukke drømme.

Efter filmen om Ungeren vistes Anders Østergaards sublime portræt ‘Så kort og mærkeligt livet er’. Om Dan Turèll. Den var så smuk at tårerne flere gange pressede sig på. I løbet af få uger har jeg fået to stærke tegn fra min barndom. Først udgiver Morten Sabroe en roman om sit liv på Dyrehavsbakken, der til forveksling lignede mit sommerliv, og nu kom så denne film, fra det sted jeg boede om vinteren. 

Den foregår i rækkehusene i Nymosen, hvor jeg voksede op ti år efter mor Inge Turèlls næsten overnaturligt dygtige søn spænede rundt på stierne og nede i boldklubben. Det var én lang nydelse at genhøre den dybt savnede digters formfuldendte behandling af det danske sprog, og filmen havde en rytme som var så kongenial med den musikalitet, der gennemsyrede Turèlls univers, at jeg fik gåsehud helt ind i krybdyrshjernen. Halfdan E’s krydrede verdensmusik fuldfører værket.

Morten Sabroe og Dan Turèll…jeg tror sågu jeg vil besætte det nærmeste elfenbenstårn og omdøbe det Faderhuset. Så kan min datter leje stuelejligheden, hvis hun skal studere i hovedstaden. Oppe i tårnværelset vil jeg sidde og skrive ansøgninger til Kunstfondstyrelsesrådets Litteraturudvalgs på ulige datoer, og slørede kærlighedsdigte til lyshårede bowlingkvinder på lige datoer.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s