Hvidt skib i mørke

Pludselig er ting, mennesker og forudsætninger væk.
Nej, jeg må hellere begynde her:

Jeg sidder på række 46, plads 567 i KeyArena i staten Washington. Bølge efter bølge af lykkefølelse strømmer gennem mig. Over mig svæver det yndigste lille hvide reklameluftskib, som under sig har en magnetisk klemme med en meget eftertragtet præmie i.

I hvert fald rækker tusindvis af hænder sig op mod skibet, når det irriterende langsomt passerer hen over de forskellige afsnit af sportsarenaen med plads til 17.000 tilskuere. Alle venter på hvornår præmien udløses og falder ned.

Det har ikke kostet mig en cent at komme ind til NBA-kampen mellem hjemmeholdet Sonics og Utah Jazz, og flyrejsen med SAS på 1. klasse fra Kastrup til Seattle har jeg fået ganske gratis. Hotelovernatningen er alt hvad jeg måtte betale for.

Selvom det nu er elleve år siden, så får jeg nærmest gåsehud af at genkalde mig bruset af begejstring under basketballkampen i The Emerald City. Jeg købte en fin grøn ærmeløs spillertrøje med hjem til min bonusdreng, men han begyndte nu ikke at spille basket, trods sin betragtelige højde. Håndbold er jo en dansk opfindelse. Fair nok. Selv blev jeg fan af Seattle Super Sonics og af stjernen Shawn Kemp.

Luftskibet slap ikke sit sæsonkort i nærheden af mig. De præmier som hjemmeholdets maskot med en bred elastik skød op på rækkerne i den store hal, fik jeg heller ikke fat på. Sonics tabte kampen. Kort efter den korte turisttur betalt af mine bonuspoint mistede jeg mit job, og snart efter måtte jeg se mit ægteskab forsvinde op i den blå luft.

Men min loyalitet over for The Sonics kunne intet ødelægge. Flere gange om ugen tjekkede jeg på svensk tekst-tv hvordan holdet fra Høvding Sealth’s by klarede sig. Det gik sådan la-la. Shawn Kemp var enten skadet eller ude af form, og blev solgt. Trænerne blev fyret eller gik selv. Suuuuuper Soniiiiics var knapt så sublime mere. KeyArena var også efterhånden den ældste i den professionelle NBA-liga.

Forleden ville jeg så lige tjekke stillingen igen. Man håber hver gang sæsonen begynder påny. Jeg kiggede flere gange. Fandt endog mine nyindkøbte læsebriller frem. Sonics kunne jeg ikke finde, men Oklahoma? Er de ikke nye i den sammenhæng? Jo, det er de. Og Seattle har ikke længere noget herrehold i den bedste amerikanske række. Ejeren af retten til at drive klubben kunne ikke blive enig med bystyret, som administrerer den offentligt ejede sportsarena. Han ville have en ny og større hal. De havde andre hensyn at tage. So long.

Som den romantiker jeg er, ser jeg for mig et lille hjemløst hvidt luftskib, som lydløst svæver rundt i et mørkelagt tomrum. Ingen gider længere glo op efter det dækningsløse partoutkort. It’s over. Hasta La Vista, Baby. Jeg kan ikke holde med et hold med kælenavnet ‘Torden’. Så hellere holde med Thisted, der spiller på Lerpytter Stadion. Eller noget. Hvis ellers det stadig findes på mandag. Der kommer jo sne i weekenden. Og der er varslet uvejsomme digte med kiggekø. Springskaller. Letvægtsmatroser. Skylleskåle.

Til sidst er der kun billeder i kredsløb. 

Reklamer

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s