Lygtemandens Klang

Torsdag. På vej til mit aftenjob. Bussen standser ved stoppestedet Lygten, lige før Bispebjerg Station. Ind træder en mand, som jeg genkender lige med det samme, men det virker ret akavet at opleve ham på denne måde. Han har en gammel kuffert med og en rejsetaske i blødt lærred. Bister mine. Hængehundekinder. Små dyre stålbriller. 

For elleve år siden havde han et af de mest attraktive chefjob i den private medieverden. En af medarbejderne et stykke nede i fødekæden var såmænd mig. Det var angiveligt ham, der satte mig fra bestillingen, efter hvad jeg fik at høre. Jeg fik kun en halv vise til forklaring. 

Da jeg ikke var på kontrakt, havde jeg ikke formelt krav på noget. Faktisk talte jeg ikke med ham på noget tidspunkt, hverken under eller efter min ansættelse. Han havde ikke ansat mig. Jeg er stadig i tvivl om hvad der egentlig skete. Det var lige så meget mig, der trak en streg i sandet. Jeg faldt tungt da jeg mistede mit drømmejob, men det var intet imod det brag det gav da han, efter en dom for bedrageri måtte forlade en den næste medietoppost han fik, og sågar sidde i fængsel for det.

Nu kører han og jeg så i Bus 6A på Tagensvej. Nye tider, nye skikke. Jeg sidder et stykke nede i bussen, på et sæde hævet op over rækkerne af pladser længere foran, reserveret til ældre og dårligt gående, hvor han har sat sig på et ydersæde. Jeg kan se hans måne. Skal jeg gå hen til ham og spørge om det var ham, der fik mig fyret dengang og hvorfor? I den periode kørte han bestemt ikke i bybusser.

Før jeg kan beslutte mig, er buschaufføren meget tæt på at køre en kvindelig cyklist ihjel. Der kører to 6A-busser lige efter hinanden, og derfor skiftes vi til at holde ind ved stoppestederne. Min bus overhaler den forankørende i ret høj fart, måske 65-70 kilometer i timen, på samme tid som en lastbil forude forsvinder ind ad en port til højre. 

Bag den lastbil har to kvindelige cyklister ventet på at kunne krydse Tagensvej, og i samme sekund lastbilens ende forsvinder fra gadebilledet, dukker de to frem. Det er et guds under at den forreste kvinde når at standse sit hurtige fremstød, for ellers havde min bus hamret ind i hende og smadret hende til atomer. Hun har set den anden bus holde ind til siden, og regner derfor ikke med at en tilsvarende bus kommer tordnende i overhalingsbanen.

Jeg havde lige været i blodbanken, og her var det alt, alt for tæt på at der ville blive brug for min halve liter, der kan bruges til alle blodtyper. 

Mødet med den gamle chef, som jeg dengang undgik på grund af hans, i mine øjne, kølige og arrogante fremtoning – og så den farlige situation i trafikken gør et stærkt indtryk på mig. Jeg vil ikke tale med ham. Han stod af på Nørreport, og virkede præcis lisså utilnærmelig som jeg opfattede ham dengang.

Da jeg når frem til min vagt i Operaen, viser det sig at det er en festforestilling. Universitetets årsfest. Indflydelsesrige og prominente gæster, inklusive landets dronning. Kjole og hvidt. Buffet. Askepot. Jazz. Og midt i vrimlen får jeg øje på en person, som måske har nøglen til mit hjerte. Det hele er næsten for meget på een gang.

En iskold cola light på vej hjem i den sidste operabus kl. 00.20 gjorde underværker, og vel hjemme på bjerget er der dømt dyner i den grad.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s