Monthly Archives: november 2008

Giiiisp..!

Ja, altså…I må meget have mig undskyldt, men jeg har det meste af dagen været fuldt ud beskæftiget med at holde styr på de ca. 5000 gæster, som mirakuløst fandt vej til Dokøen på Holmen og Ã…bent Hus i Operaen.

Jeg har haft så meget at se til, at jeg har glemt at blive sulten. En ny kur har åbenbaret sig selv: Sangkuren! Men om lidt har jeg helt fri, og så skal jeg igang med de seks halve jeg havde pakket i morges.

Sikke en Søndag.

Reklamer

aften grå i jakke ude

på mon hvad står menuen
du oplyser tegnefilmsbiks
med sødrødmelige safter
dog te en helt anden dag

ser mig skråt ad baglæns
mod den særlette gangart
til et plaget ansigtsudtryk
brudt af punktvis smilelyd

måske er det snart passé
på den lange bane i profil
intet at komme efter men
det var der ikke heller før

En hel messe ord

Jeg kunne mærke det. Der kom ingenting. Hver dag skriver jeg noget på min blog. Der plejer altid at dukke noget op. Det kommer et lille klik, og så ved jeg hvad indlægget skal handle om. Måske et digt. Måske endnu en sløret kærlighedserklæring til lyshårede kuglekastere. Et eller andet. Men ikke denne gang.

Nu ved jeg hvorfor. Selvfølgelig. Bogmessen. Hvert år rammes jeg af den samme ædende, ætsende, gnavende, blødende, indædte følelse. Jeg kan næsten høre stemmerne sige alle ordene ovre på Frederiksberg, der ikke ligger langt væk fra Bispebjerg i luftlinje. Alle de mange ord, som de linjehungrende læsere tager til sig med glubske øjne og hænder. Boede jeg på anden sal, ville jeg næsten kunne se Forum fra mit stuevindue. 

Når Bogmessen begynder, og det for 117. gang ikke er lykkedes mig at positionere mig til en betydende plads i gruppen af bogstavpushere, går jeg helt i baglås. I totalt barnlig og unyttig bagstræberiskhed stiller jeg mig an med en fornærmet mine og stamper i jorden. Det er så typisk, og jeg kommer hurtigt til at more mig over det. Jeg ved at følelsen hader, at jeg skriver om den. Så løber den hen og gemmer sig.

Og jeg er jo med på messen. Der er mange lydbøger derinde med min stemme på. I 2002 stod min roman meget fornemt stillet op på indtil flere hylder. Jeg er bare ambitiøs. Ærgærrig. Uforløst. Det gælder om at bruge energien konstruktivt. Fremadrettet. Jeg tager bare min pæne skrivejakke på, og besøger de forskellige kontakter på messen som om alt er i den skønneste orden. Jeg har endda fået tilsendt gratis adgangskort fra flere forskellige forlag.

Der er intet at komme efter – eller rettere: alt at komme efter. Det gælder bare om at komme efter det. 

ikke ikke ikke

kan det hjælpe hvis jeg laver boghvedegrød fra bunden af 

fremmer det processen hvis jeg går længere ture hver dag 

er der en chance hvis jeg kasserer min dueblå sækkestol

kommer der godt nyt hvis jeg stryger skjorterne øst-vest

måske letter det hvis jeg går et hak ned på min trimmer

mon det kunne gavne hvis jeg giver penge til en børneby

tænk hvis jeg kan sætte fart på ved at stå vildt tidligt op

det burde gøre en forskel hvis jeg nu kun går i røde trøjer

først når jeg har prøvet alt andet bliver hvished til vished 

Spilledjævel

Go’morgen Danmark på TV2.

Line Stig Sportensen spørger kokken Nikolaj Kirk om han spiller poker. Nej, siger han, det ville han ikke turde – for det ville nok gå helt galt. Hun afbryder ham, og siger: “Det er synd for dig, for det er der mange penge i.”

Derefter går hun over til et bord, hvor to venner af gårsdagens nykårede unge danske vinder af noget pokerhejs, og dermed mangemillionær, sidder med gutturale smil og venter på at få lov til at rose ham så meget, at der måske/måske ikke falder lidt af til dem.

Lille Barn Danielsen har jo ret. Der er mange penge i poker, nemlig op og ud af lommen på alle de unge drømmende og virkelighedsfjerne mænd, der tror at de kan gøre det samme som den heldige og dygtige vinder i går. Jeg synes personligt bare at det er at lægge gift ud for enhver form for sund fornuft og simpel sandsynlighedsregning, at fyre den slags af på ‘national television’.

Ung må verden endnu være. 

Ung må værten endnu være

Jo, jeg stod meget tidligt op tirsdag morgen, så måske er jeg bare lidt overtræt. Men efter at have set tirsdag aftens to dokumentarfilm på DR 2 om Ungeren og Dan Turèll er jeg tummelumsk i middelsvær grad.

Det gør ondt at opleve følelserne fra tiden før, under og efter rydningen af Ungdomshuset. Nikolaj Viborgs dokumania ’69 – Ungeren indefra’ var ind til benet skærende godt klippet sammen. Jeg var i den periode lige kritisk mod de unge og de gamle og politiet. Når jeg ser filmen om de unges tanker, filmet indefra huset, så bliver jeg slået af beundring og forundring.

Jeg beundrer de unges livsmod og lyst til at være sammen uden fordomme og fodslæbende konformitet. Men det er også som om, at de helt selvfølgeligt går ud fra at verden værsgod har at rette sig ind efter deres personlige holdning til hvordan et menneskeliv skal være, og hvis verden ikke gør det i det tempo de unge dikterer, så er den selv ude om at blive smadret. Æv bæv.

Det isner det helt ned i dna-koden at tænke tilbage på hvor kyniske og ligeglade de ansvarlige politikere tilsyneladende var i forhold til de unges ønske om at have et sted, hvor man kan se lidt anderledes ud og ikke nødvendigvis bryde sig om operamusik. Jeg får kræft i sjælen af at genopleve den retmæssige ejer af Jagtvej 69 omtale unge danske festaber, veganere med selvpine-nåle i læber, næse og ører, reggae-dreadlocks og hang til frådemusik som værende terrorister. Det brækker jeg mig over.

Jeg synes det var en grusom falliterklæring, at hovedstaden (igen) skulle igennem så meget vold, hærværk og ballade før et af verdens rigeste lande gad anvise et nyt sted til mindre eller mere utilpassede unge, der blot behøver at føle sig fri og skabe sig åndssvage i nogle få år, inden terminer og vækkeure og tømmermænd og bondeanger fælder den endelige dom over alle de smukke drømme.

Efter filmen om Ungeren vistes Anders Østergaards sublime portræt ‘Så kort og mærkeligt livet er’. Om Dan Turèll. Den var så smuk at tårerne flere gange pressede sig på. I løbet af få uger har jeg fået to stærke tegn fra min barndom. Først udgiver Morten Sabroe en roman om sit liv på Dyrehavsbakken, der til forveksling lignede mit sommerliv, og nu kom så denne film, fra det sted jeg boede om vinteren. 

Den foregår i rækkehusene i Nymosen, hvor jeg voksede op ti år efter mor Inge Turèlls næsten overnaturligt dygtige søn spænede rundt på stierne og nede i boldklubben. Det var én lang nydelse at genhøre den dybt savnede digters formfuldendte behandling af det danske sprog, og filmen havde en rytme som var så kongenial med den musikalitet, der gennemsyrede Turèlls univers, at jeg fik gåsehud helt ind i krybdyrshjernen. Halfdan E’s krydrede verdensmusik fuldfører værket.

Morten Sabroe og Dan Turèll…jeg tror sågu jeg vil besætte det nærmeste elfenbenstårn og omdøbe det Faderhuset. Så kan min datter leje stuelejligheden, hvis hun skal studere i hovedstaden. Oppe i tårnværelset vil jeg sidde og skrive ansøgninger til Kunstfondstyrelsesrådets Litteraturudvalgs på ulige datoer, og slørede kærlighedsdigte til lyshårede bowlingkvinder på lige datoer.

Morgenfolket

At møde på arbejde kl. 06.30 morgenen efter at være kommet hjem fra den seneste vagt kl. 24.00, er en opgave som kræver forberedelse. Skiftetøj, husketing og vigtige sager lægges frem på strategisk vigtige nøglepositioner. Ruten fra sengen til standpladsen under bruseren i badeværelset er nøje memoreret.

Jeg skal snart få beviser for, at jeg ikke er byens eneste early bird. I forvejen har jeg hørt det lille dunk på entregulvet, da avisen blev bragt til min dør ved 04-tiden, og jeg sender avisbudet en venlig tanke, da jeg kvart i seks strider mig gennem regn og blæst, fra opgangen og hen til Operabussen.

Mens jeg venter ved stoppestedet kommer en gadefejervogn kørende. Inde i det lille glasbur sidder en mand på min alder. Først rumler han den ene vej forbi læskuret, og få øjeblikke efter den anden. Jeg nikker til ham. Ingen reaktion. Fair nok.

Så kommer bussen, der styres af endnu en årle opstået og årvågen (håber jeg da) kaptajn. Inde i bussen er der forbavsende mange passagerer, tidspunktet taget i betragtning. Det er morgenens første ryk. Dem som skal møde kl 07.00 forskellige steder. Håndværkere i hvide bukser. Sundhedspersonale. Måske en civilklædt smørrebrødsjomfru ved navn Ole.

Radioen meddeler at det er halvfems år siden at første verdenskrig sluttede, og tredive år siden første afsnit af Matador blev sendt. Spot the difference, if you can. Mary skal have Alf & Damernes pris og Marie en lille. Fair nok. Antallet af tvangsauktioner er steget. Faktisk så jeg i aftes et ‘Til Salg’-skilt i et af vinduerne på Operaen, da jeg skulle hjem. Håber det er en spøg. 

Ved Hovedbanen står mange af, men erstattes straks af nyankomne fra alverdens togspor. Pendlerne. Måske fra Turning Torso i Malmø? You never know about these things. Jeg skal bare videre, videre. Ud på Dokøen, for at lukke en ekstern kunde ind. De har lejet hele foyeren frem til efter midnat tirsdag aften. Måske skal jeg være på vagt lige så længe. Lidt på vagt er man jo altid.

Jeg tænker med et skævt smil tilbage til min ungdomstid, da jeg kæmpede for at komme op til middagsradioavisen. Those were the days, my friend. Langt hår og tynde lår. Kaffe er sågu en genial opfindelse.

Host Host

Jeg har aldrig røget, men voksede til gengæld op i en blå tåge fra mine forældres konstante forbrug af Grøn Cecil. Som voksen har jeg tænkt en del over om min passive tobaksstart på livet ville straffe sig senere.

Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert har for nylig brugt sit fag som journalist til at undersøge den videnskabelige dokumentation for at passiv rygning skulle være livsfarlig, og skriver om det i sin klumme i avisen. Falbert påstår at der ikke er ført ordentlig bevis for påstanden, og er overrasket over hvor tyndbenet dokumentationen er, sådan som han læser de mange undersøgelser.

Mange af dem er betalt af de firmaer, som sælger afvænningsprodukter. Flere er baseret på spørgeskemaer, hvor testpersonerne er blevet spurgt om de har været udsat for passiv rygning. Det har de, men har så f.eks. også samtidigt selv været rygere. Falber er vel at mærke selv holdt op med at ryge, og synes at andres tobaksrøg er generende.   

Der er to grunde til at jeg skriver om det her. Jo ældre jeg bliver, desto mere skeptisk er jeg over for videnskabelig dokumentation. Selvfølgelig kan man ikke som lægmand og forbruger gå ned i hver enkelt undersøgelse af farvestoffer, mediciner, drivhuseffekt, fiskeolie, slankemetoder, giftstoffer osv og kontrollere, hvordan resultaterne er kommet til veje. Der må vi så håbe på uvildige eksperter og fagjournalisters hjælp, som politikere dernæst skal bruge for at tage velovervejede beslutninger. Stærk selvkritik er da vist en af videnskabsteoriens dyder og krav?  

Den anden grund er de egoistiske, at det ville glæde mig hvis passiv rygning er mindre farlig end først antaget. Jeg er som sagt flasket op med røg – og bor i hovedstaden med udstødningspartikler fra trafikken. 

Omvendt ville det en revurdering af passivrygnings farlighed være lige noget for rygerne, der sikkert straks vil kræve de skrappe restriktioner ophævet. Men da vil jeg bare sige, at intet irriterer mig mere end at få andres tobaksudånding ind i næsen. Det er som at blive spyttet i øjet. 

Tæl et kys

Nogle er gode til sprog og andre til tal. Enkelte er lige gode til begge dele, måske desværre på samme lave niveau. Og så er der dem, der laver verdens bedste æblekage eller er bymestre i oralsex.

Jeg er som bekendt bymester i oral…øhh: oralformidling af tekst, men knapt så god til talstørrelser. I torsdags til ØK’s oplæsning lagde jeg stolt ud med at berette om de meget korte indledningsdigte i mine tre hidtidige samlinger.

Tre ord i Blindforsøg (fornuft/forduft/fordi).
Tre ord i Opløselige (indvikling/udvikling/afvikling)
Tre ord i Beologi (sukker efter sukker efter sukker)

Ikke sandt…

Men så er det jo en trøst, for en verbalfascist som mig, at opleve situationer som lørdag aften på Hellerup station, hvor en Banestyrelses-speaker lakonisk meddeler i højttalerne, at der er “forsinkelser på Kysbanen”.

Manden er jo lyriker uden at vide det, men jeg vil påstå at man skal gøre det med vilje (kysse og digte) for at blive rigtigt god til det.

Lørdag da

Jeg elsker denne lørdagsstemning. Solen er glad. I nat drømte jeg om Woody Allen og Per Hækkerup. I kammeret ligger min datter og sover længe. I entréen ligger to aviser. I maven ligger morgenkaffen. Den truende halsbetændelse har lidt under nattesøvnens rolighed og restitution, og kan kun præstere en diminutiv raspen her til morgen. 

Jeg har ikke brug for mirakler, men opsøger alligevel et, lige over middag. I huset ved havnen. Og i aften er der enten luksushygge hos min gode ven, som også er min datters gudfar, eller også hjemmebagte pandekager med hjemmelavet æblemos fra Horsens-egnen. Og jeg skal barberes i hele hovedet, faktisk om lige om lidt.

Jeg kunne blive ved.