Monthly Archives: november 2008

ØK-oplæsningen er færdig

Torsdag aften læste jeg de lange sætninger om manden og kvinden fra bowlingcenteret op for et publikum på ca. 30-40 styks, under ØK’s månedlige torsdagsshow i DEN SIDSTE HAL på Enghavevej i København, klos op ad muren til Vestre Fængsel.

Det var sandt for dyden at sige en mørk omgang, idet der ikke var ret meget andet lys i lokalet end en arkitektlampe, en mini-spot, og nogle stemningsskabende fyrfadslys.

Jeg kom på som nummer tre i første sæt, fumlede og ævlebævlede en hel del, smed rundt med papirerne, og kunne ikke sige “skrækblandet fryd”…men det havde jeg også frygtet, at jeg ikke kunne.

Publikum var meget intenst lyttende, næsten så meget at jeg blev helt nervøs for at de røvkedede sig – men ifølge mine meget kære gæster fra Horsens, Hr. og Fru Kjeldsen, så var min optræden ikke blandt det værste de har oplevet.

Lige nu er jeg simpelt hen bare så trææææt, og jeg frygter lyskekrampe i nat. Men okay…det hører måske med, når man er en fattiglap af en lyriker.

Og hey…der var en ny tekst med!

Lang dags vagtning mod aften

Klokken 06.45 torsdag morgen står jeg ude på Dokøen frisk og glad, og byder Team København velkommen til en god lang konferencedag på Takkelloftet.

Elleve timer senere har jeg fri, og så er der kun få timer til jeg skal læse lange underfundige sætninger op i DEN SIDSTE HAL, Enghavevej 82, København V. Der er gratis adgang til Øverste Kirurgiske faste månedlige førstetorsdagsshow, og det begynder kl. 20.00. Hvornår jeg kommer på ved jeg ikke, men der er jo mange andre gode stemmer på programmet.

Mon ikke jeg kan få snirklet en ny alenlang og punktumfri omgang sammen med ‘Bowling Børge og Hende Den Lyshårede’ i løbet af frokostpausen ude på Holmen?

Vi må ses ad.  

En god dag

Jeg sov elendigt i nat, og skulle endda tidligt op for at møde 7.30 på Dokøen. Men sikke en dejlig opvågnen. Tillykke til alle amerikanere, og hatten af for den tale John McCain holdt, da han anerkendte Barack Obamas sejr. Jeg bliver rørt til tårer når jeg hører begge kandidaters takketaler.

I formiddag stod jeg ude i Operaens forsal og så ud på ialt 3000 skolebørn, der skulle til koncert. Og jeg tænkte på hvilken betydning nattens valgresultat vil få for dem. Lige nu bimser de bare rundt og tænker på blækregning, venskaber og computerspil. De ved ikke hvor glade de skal være for at have så små problemer. Eller gør de? Hvordan skal man kunne forstå værdien af frihed, når man har fået den foræret i fødselsgave?

Når det kan lykkes at få valgt en sort amerikansk præsident, så kan man godt tillade sig at drømme om mange andre ting. Store og små. Hvis vi ikke har drømme, og en viden om at de kan blive opfyldt, så kan livet let blive én lang sisyfonisk op- og nedtur.

Lige nu er jeg bare glad. Og træt. Middagslur coming up. 

En ny dag

Solen er ved at stå op hos vores venner på den anden side af dammen. Over 100 millioner registrerede vælgere skal beslutte sig i dagens løb. Onsdag morgen vil det vise sig om en ny tid er begyndt, eller om det skal være som det har været i alt, alt for lang tid. Nye ting kommer ofte fra Guds eget land. Gode og dårlige. I dag er det afgørelsens øjeblik. Jeg håber på forandring.

Jeg beder ikke til det, for jeg synes ikke Gud klarer sig særligt godt i øjeblikket. Så kan han/hun/den/det give menneskene skylden alt det han/hun/den/det vil. Jeg synes vedkommende skal mobbes og fryses ud, og så skal hin enkelte tage ansvar for andet end sin egen velbehagelighed uden at bruge Gud som flaskepant for alle mulige holdninger til hvordan et menneske skal være og ikke skal være. Alle andre mennesker, vel at mærke. 

So let it be written, so let it be done.

Dyb øjenkontakt

Jeg har haft en aftale med hende i lang tid. Vi skulle mødes hos hende, ikke langt fra hvor jeg er født. Hun er pæn og nydelig, men der går ikke lang tid før hun ser mig ind i øjnene i så lang tid og med så intens en koncentration, at mit blik begynder at flakke. Det er hun vant til. Jeg fortæller hende, at jeg er kommet til hende fordi det er vigtigt, at jeg ved om jeg kan stole på det jeg ser. Om jeg skal skele til hvad andre siger, eller om jeg bare skal skele uden at bekymre mig.

Hun smiler og fortæller mig at hun ikke har noget fjernsyn. Jeg smiler tilbage, og siger at det er min principielle opfattelse at alle, der fravælger at have et fjernsyn, automatisk burde have et ridderkors. Det takker hun for at jeg synes. På vej hen til hende har jeg i en avis læst om flirtens tre faser, som den er blevet beskrevet i et universitetsspeciale. Men det her er ikke nogen flirt. Hun får penge for at møde mig, men det er helt lovligt.

Jeg forlader hende med et lettet hjerte. Mit syn fejler ikke andet end det, som jeg hele livet har afhjulpet med briller og humor. Men om et halvt år skal jeg besøge hende igen, og så skal jeg måske ikke nøjes med at møde hende. Øjenlægen. Men måske også den kvindelige skele-ekspert. Det lyder ikke helt…skeløjet?

Gæt en forfatter

Her er nogle biografiske oplysninger om en dansk forfatter:

Han er fyldt 50 år og har arbejdet som journalist. Da hans mor døde på hospitalet holdt han hende i hånden. De havde haft et specielt forhold til hinanden gennem barndommen og ungdommen, hvor fraværet af nærhed mellem dem blev en faktor som prægede hans senere forhold til at skrive. Som dreng boede han med sine forældre på Dyrehavsbakken, og var blandt andet en mester til at spille flippermaskiner. Han følte sig som en Pinball Wizard, og scorede mange ekstrabolde og frispil på sin yndlingsmaskine i hallen over for Friluftsscenen. Han stjæler penge fra sin mors taske, så han kan spille så mange spil som muligt. Ofte afbryder han spillet, så han kan nå hen og se en smuk danserinde, når hun i en eksotisk dans tar det meste af tøjet af. Han er ofte i Cirkusrevyen, hvor han kommer gratis ind. Som 10-årig forelsker han sig i en af revyens billedskønne danserinder fra et amerikansk land. Han har endnu et foto af hende og ham, hvor hun holder armen kærligt ned over hans skulder. Møderne med stjerner som Dirch Passer og Buster Larsen og Ole Søltoft påvirker ham stærkt.

Hvem er denne forfatter:

1) Morten Sabroe
2) Jeppe Eisner
3) Bent Otto Hansen

SVAR: Der er en særlig grund til, at jeg har lavet dette indlæg. Og den er, at jeg nærmest fik et chok, da jeg læste om Morten Sabroes nye bog. Det viser sig, at han og jeg har oplevet p-r-æ-c-i-s det samme ude på Dyrehavsbakken, bare med 10 års forskel. I 1957 fotograferes han i garderoben i Cirkusrevyen, sammen med den mexicanske danser Vicky Alvarez, som han igen og igen ser på scenen.

 

I 1967 fotograferes jeg i Cirkusrevyens garderobe med den amerikanske danserinde Pamela (jeg har desværre ikke hendes efternavn) og jeg var ved gud lige så forelsket i hende, omend hun aldrig smed tøjet. Det sted som jeg løb hen og så nøgne damer i, var i striptease-bulen Erotica, hvor vi bakkedrenge vidste hvor der var et strategisk helt rigtigt hul i væggen ud mod Dyrehaven. Det er også næsten helt uhyggeligt, at både Morten og jeg var de rene hajer til at spille flippermaskine i Casino, lige overfor Friluftsscenen…osv osv.

Svaret er derfor både 1) og 3) – mens kunstmaleren Jeppe Eisner (som Erik så rigtigt nævner) er kendt bl.a. for sine motiver fra Dyrehavsbakken. Alt, hvad der står oppe i teksten passer både på Morten Sabroe og mig. Det eneste jeg er lidt i tvivl om, er den sidste sætning – om påvirkningen fra Passer, Søltoft og Larsen. Den gælder i hvert fald for mig. Men vi er dog begge forfattere. Han har så klaret sig en anelse bedre end mig. Indtil nu. Men han har har jo også ti års forspring 🙂    

Tak for svarene.

Kender du det

Det er en travl aften i det nye Skuespilhus. Jeg passer på 200 jyske vinsmagere og de producenter som har fremelsket de dyre og dejlige safter. Det er vinsælgernes brancheforening som har lejet sig ind i foyeren. Samtidig er der tre forestillinger i gang i teaterhuset, så pladsen er trang. Meget trang.

På et tidspunkt får jeg øje på filminstruktøren, komponisten og sangeren Søren Kragh-Jacobsen. Han er i huset for at se en af forestillingerne. Jeg kan se at han leder efter et sted at komme af med nogle flasker og glas, som han og hans ledsager har brugt i pausen. Her er min chance.

Jeg går hen til ham, og spørger om jeg skal tage mig af flasker og glas, for jeg ved hvor de skal stilles hen. Ja, det må jeg da gerne. Han ser at jeg har kontrolløruniform på. Jeg tilføjer, at nu har han jo gjort så meget godt for mig – så nu er det min tur til at give lidt igen.

Han smiler et lille smil. Måske er det et tegn på forlegenhed – eller måske et signal om, at jeg har indledt en kommunikation som han ikke lige orker nu. Men han er vist alligevel glad for mit forsøg på at give ham en kompliment. Han siger, helt afdæmpet og uden at se på mig: “Det erindrer jeg ikke…”

Dermed mener han, at han ikke har nogen viden om hvad det mere præcist skulle være, han har givet mig. Selvfølgelig ved han udmærket godt, at jeg hentyder til hans film eller hans sange (Mona er ved at være en gammel tøs). Men han vil på samme tid kvittere for komplimenten og gøre mig det begribeligt, at vi ikke skal videre ud af den skovvej i Småland. Ikke lige nu, i hvert fald.

Det er helt fint med mig. Jeg har fået sagt det, jeg ville sige. Hans elegante måde at svare (afvisende) på, viser at han er god til sprog. På mange planer. Jeg skynder mig tilbage til vinsmagerne. De mangler is og der skal tømmes spytspande. Inden vagten er overstået er jeg blevet tilbudt arbejde i vinbranchen. Vinfolket har vist følt sig godt modtaget, trods den trange plads.

Sikke en heldig dreng.