Monthly Archives: december 2008

2008|2009

Jeg kan ikke være ærlig. Ikke helt. Vil ikke.

Hvis jeg skulle skrive fyldestgørende om mine oplevelser, følelser, tanker, planer, erfaringer, drømme, møder og begivenheder i 2008, så ville det kræve at jeg omtalte de mennesker som er i mit liv. Det er fristende, men ville være altødelæggende for mine muligheder for at få et godt 2009. Man skal ikke blande andre ind i sine offentlige skriverier. Slet ikke dem, som er vigtige, og i hvert fald ikke hvis det handler om noget, som sker lige nu og her. 

Jo, man kan godt skrive at man er glad for sine børn, og man kan småprale lidt over nogle af de gode ting som er sket. Men hvis man kun skriver om de gode sider og de positive ting, så er det ikke ordentligt. Et menneskes liv består også af mærkeligheder. Underfundige strømme. Blindspor. Hestehuller. Kviksand. Nedslag. Afslag.

Nej, jeg kan ikke fortælle om kærligheden, vreden eller de mange tanker om at gå nye veje. Flytte. Den slags. Hvis de eksisterer. Man skal ikke bruge af hovedstolen, som Mester Rifbjerg siger. Erfaren mands hus er godt at gæste, selvom jeg da ellers synes at han har været temmelig åbenhjertig. Men når man er eleveret til mesterniveau, kan man risikere langt mere og være længere fremme i glasskoen. Jeg er ikke solid nok til at satse mere end jeg kan tåle at tabe. Ikke endnu.

Så sent som i eftermiddag fik jeg en helt fantastisk idé til en helt vidunderlig forandring i mit liv. Men jeg kan ikke fortælle om den slags. Så smuldrer det. Mister kraften. Diffunderer. Jeg kan sige at jeg elsker livet. Der er så meget skønhed. Så mange smukke mennesker.

For halvanden uge siden gik jeg en uforglemmelig aftentur i Odense i fuldmåneskær. Den ene luksusvilla efter den anden afløste hinanden. Læssøegade. Et fladt navn til en meget lang vej. Inde i stuerne og på værelserne kunne jeg se de mennesker, som har opnået at have et liv i disse smukke huse. Er de mon lykkelige, tænkte jeg.

Da jeg nåede frem til den kro, hvor jeg skulle ind og spise sammen med gode kolleger, klædte jeg om til pænt tøj på den øde P-plads ved indgangen til Den Fynske Landsby. I det fri. På grund af aftenkulden dampede min krop i det svage lys fra oversigtlamperne. Jeg var helt alene. Scenen var småkomisk. Tænk hvis en bil var svinget ind og havde rettet det lange lys hen på en trekvartnøgen københavner i sin bedste alder. Hvad skulle jeg have sagt?

Måske var det dér jeg fik den halsbetændelse som har plaget mig siden. Hvis det var, så var det vandreturen værd. Jeg glemmer aldrig de levende lys i Slotshaven i eventyrbyen. Ordet tak ligger lige for.

Livet er livligt, og det satser jeg på holder vand og stik i 2009.

Videre.     

Manden på gulvet

Lige nu kunne jeg sidde i lydstudiet og nyde at indtale de sidste kapitler af den uforglemmelige roman “Hvad er dette Hvad” af Dave Eggers. Jeg ved hvor velsignet stille der lige nu er, i bygningen hvor studiet ligger, og under normale omstændigheder ville jeg styrte derhen og nyde hvert eneste sekund.

Romanen er baseret på virkelige hændelser, og lader den virkelige person Valentino Ashak Deng fortælle om sin dramatiske barndom, da han sammen med tusinder af andre uledsagede børn måtte vandre tværs gennem Sudan på flugt fra borgerkrigen. Han overlever mirakuløst og bor i flygtningelejre i Etiopien og Kenya, før han som 20-årig får lov til at emigrere til USA sammen med andre unge sudanere.

I Atlanta bliver han overfaldet, og ligger bagbundet og kneblet på sit eget stuegulv, mens en dreng på cirka tolv år bevogter ham. Selve overfaldet regner Valentino ikke for noget særligt, i betragtning af de voldsomheder og traumer som flygtningelivet bød på, men han ligger alligevel blødende på gulvtæppet og filosoferer over kontrasten mellem de to måder at leve på.

Jeg har haft halsbetændelse i snart to uger, og kan ikke lade være med at spekulere på om det er en form for psykosomatisk solidaritet, der er opstået efter at jeg har været Valentinos danske stemme på 16 cd’er. Er det fordi jeg lever mig for meget ind i indholdet? Så er det jo billigt sluppet, når jeg tænker på at han har været tæt på at sulte ihjel og blive spist af løver om natten, mens han vandrede.

Valentino ligger på gulvet, og kan ikke røre sig. Jeg sidder i mit køkken med ondt i halsen, og kan ikke sige andet end underlødige kvæk-lyde. Han venter på politiet. Af ham kan jeg lære meget om tålmodighed og ydmyghed, for jeg er sur og hidsig over ikke at kunne arbejde nu, hvor studiet ligger øde hen og det ikke bumper, dunker, larmer og banker andre steder i bygningen.

Jeg kan ikke stærkt nok anbefale bogen. Den har samme virkning som Alban Bergs opera Wozzeck i Operaen. Man er ikke det samme menneske før og efter. Lyder det som en voldsom påstand? Test den!  

Støvets år

Da jeg var dreng, var anforskaffelsen af noget så high tech som en støvsuger en once-in-a-lifetime beslutning. Valget stod mellem Nilfisk og Electrolux, mener jeg at huske, og det blev oftest den afrikanske dyremodel som trak det længste kamel-strå.

Når fisken var indfanget, så blev den i familiens eje i generationer. Kun poserne blev udskiftet, eller til nød en slange – hvis den var blevet mør af årtiers brug. Nu ser jeg så, at juletilbuddet i Bilka, tror jeg det var, er en hel støvsuger med slange og mundstykke og 1200 Watts blowjob-effekt – og jeg ved snart ikke hvad…for 170 kr.

Jeg fatter det ikke. Hvordan kan det være så billigt? Togbilletten frem og tilbage koster næsten lisså meget? Alle enkeltdelene på støvsugeren koster det ti-dobbelte, hvis man spørger efter dem separat. Det er lige før at jeg vil købe den, for at have den “på lager” til den dag, hvor min go’e gamle, gule og svært astmatiske støvsluger opgi’r ævred.

Men jeg ka’ ikke nænne det. Respekt for alderdommen…tak. God Jul 🙂

Bjerget kan flytte tro

Julemanden findes jo ikke. Måske troede jeg på ham engang. Det erindrer jeg ikke. Det kan være jeg har fortrængt det. En terapeut sagde engang til mig, at noget tydede på at jeg havde fortrængt at have været udsat for seksuelle overgreb. Det måbede jeg over, og selv om jeg lige siden har tænkt så det knager, kan jeg ikke komme i tanke om hvad nogen eventuelt skulle have gjort ved mig, og hvornår.

Troen på at man kan tro på virkeligheden, får sig nogle gevaldige skud for boven i denne ellers så søde tid. Banken i domkirkebyen med vikingeskibene. Eller ham forretningsmanden som pludselig fik en ubændig lyst til en lang biltur tværs over Amerika. For slet ikke at tale om den amerikanske snydepels med elektronisk bøjle om benet i den store æbleby. Der taler vi om mange milliarder kroner som er pist borte.

Jeg fatter ikke at de bedragne finder sig i, at ham den sidstnævnte kan gå frit rundt med et latterligt skævt smil under sportskasketten. Hans bedrag er så enormt, at jeg næsten ikke kan bære at livet bare går videre.

Det var forleden.

Nu er jeg begyndt at følge med i historien om den svenske retshistories mest utrolige kvikvask i begsort skyllevand. En mand har tilstået tredive mord og er blevet dømt i retten for otte af dem. Han har fået hjælp af en psykolog, som med hundredevis i terapitimer og en skandaløs mængde receptpligtig beroligende medicin fik manden til at berette om alle sine ugerninger. Teorien er, at han er blevet nabolandets værste seriemorder, fordi han selv blev misbrugt seksuelt som barn.

Skal man tro de to dokumentarudsendelser som SVT har sendt, så er det desværre mere end sandsynligt at han ikke har myrdet et eneste menneske, og hans barndomserindringer passer heller ikke. Til gengæld har hans terapeut fra den lukkede psykiatriske afdeling, og en hel hær af anklagere og politifolk fået stor personlig succes, i og med hans tilståelser, hvilket førte til berømmelse og forfremmelser.

Men hov…jeg skriver ingen navne. Mærkeligt. Jeg må have fortrængt dem. Jeg synes det er svært at vide hvad man skal tro. Måske passer det slet ikke, at hende den lyshårede i bowlingklubben er allergisk. Det kan vise sig at forholde sig helt anderledes. I morgen møder jeg mit livs kærlighed – med mindre hun ikke når den bus, hun tilfældigt skal møde mig i, fordi hun må vende om og hente sit glemte månedskort.

Skal jeg tro på det? Eller på at man i svenske butikker sælger luksus-julekort for tyve kroner stykket, vel vidende at Røde Kors kun får tres øre for hvert solgte eksemplar? Butikken og firmaet bag idéen ved udmærket godt, at kunderne tror at der er tale om en langt større andel. Utroligt.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Jomfrufødsler? Tja, hvorfor ikke…