Bjerget kan flytte tro

Julemanden findes jo ikke. Måske troede jeg på ham engang. Det erindrer jeg ikke. Det kan være jeg har fortrængt det. En terapeut sagde engang til mig, at noget tydede på at jeg havde fortrængt at have været udsat for seksuelle overgreb. Det måbede jeg over, og selv om jeg lige siden har tænkt så det knager, kan jeg ikke komme i tanke om hvad nogen eventuelt skulle have gjort ved mig, og hvornår.

Troen på at man kan tro på virkeligheden, får sig nogle gevaldige skud for boven i denne ellers så søde tid. Banken i domkirkebyen med vikingeskibene. Eller ham forretningsmanden som pludselig fik en ubændig lyst til en lang biltur tværs over Amerika. For slet ikke at tale om den amerikanske snydepels med elektronisk bøjle om benet i den store æbleby. Der taler vi om mange milliarder kroner som er pist borte.

Jeg fatter ikke at de bedragne finder sig i, at ham den sidstnævnte kan gå frit rundt med et latterligt skævt smil under sportskasketten. Hans bedrag er så enormt, at jeg næsten ikke kan bære at livet bare går videre.

Det var forleden.

Nu er jeg begyndt at følge med i historien om den svenske retshistories mest utrolige kvikvask i begsort skyllevand. En mand har tilstået tredive mord og er blevet dømt i retten for otte af dem. Han har fået hjælp af en psykolog, som med hundredevis i terapitimer og en skandaløs mængde receptpligtig beroligende medicin fik manden til at berette om alle sine ugerninger. Teorien er, at han er blevet nabolandets værste seriemorder, fordi han selv blev misbrugt seksuelt som barn.

Skal man tro de to dokumentarudsendelser som SVT har sendt, så er det desværre mere end sandsynligt at han ikke har myrdet et eneste menneske, og hans barndomserindringer passer heller ikke. Til gengæld har hans terapeut fra den lukkede psykiatriske afdeling, og en hel hær af anklagere og politifolk fået stor personlig succes, i og med hans tilståelser, hvilket førte til berømmelse og forfremmelser.

Men hov…jeg skriver ingen navne. Mærkeligt. Jeg må have fortrængt dem. Jeg synes det er svært at vide hvad man skal tro. Måske passer det slet ikke, at hende den lyshårede i bowlingklubben er allergisk. Det kan vise sig at forholde sig helt anderledes. I morgen møder jeg mit livs kærlighed – med mindre hun ikke når den bus, hun tilfældigt skal møde mig i, fordi hun må vende om og hente sit glemte månedskort.

Skal jeg tro på det? Eller på at man i svenske butikker sælger luksus-julekort for tyve kroner stykket, vel vidende at Røde Kors kun får tres øre for hvert solgte eksemplar? Butikken og firmaet bag idéen ved udmærket godt, at kunderne tror at der er tale om en langt større andel. Utroligt.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Jomfrufødsler? Tja, hvorfor ikke…

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s