2008|2009

Jeg kan ikke være ærlig. Ikke helt. Vil ikke.

Hvis jeg skulle skrive fyldestgørende om mine oplevelser, følelser, tanker, planer, erfaringer, drømme, møder og begivenheder i 2008, så ville det kræve at jeg omtalte de mennesker som er i mit liv. Det er fristende, men ville være altødelæggende for mine muligheder for at få et godt 2009. Man skal ikke blande andre ind i sine offentlige skriverier. Slet ikke dem, som er vigtige, og i hvert fald ikke hvis det handler om noget, som sker lige nu og her. 

Jo, man kan godt skrive at man er glad for sine børn, og man kan småprale lidt over nogle af de gode ting som er sket. Men hvis man kun skriver om de gode sider og de positive ting, så er det ikke ordentligt. Et menneskes liv består også af mærkeligheder. Underfundige strømme. Blindspor. Hestehuller. Kviksand. Nedslag. Afslag.

Nej, jeg kan ikke fortælle om kærligheden, vreden eller de mange tanker om at gå nye veje. Flytte. Den slags. Hvis de eksisterer. Man skal ikke bruge af hovedstolen, som Mester Rifbjerg siger. Erfaren mands hus er godt at gæste, selvom jeg da ellers synes at han har været temmelig åbenhjertig. Men når man er eleveret til mesterniveau, kan man risikere langt mere og være længere fremme i glasskoen. Jeg er ikke solid nok til at satse mere end jeg kan tåle at tabe. Ikke endnu.

Så sent som i eftermiddag fik jeg en helt fantastisk idé til en helt vidunderlig forandring i mit liv. Men jeg kan ikke fortælle om den slags. Så smuldrer det. Mister kraften. Diffunderer. Jeg kan sige at jeg elsker livet. Der er så meget skønhed. Så mange smukke mennesker.

For halvanden uge siden gik jeg en uforglemmelig aftentur i Odense i fuldmåneskær. Den ene luksusvilla efter den anden afløste hinanden. Læssøegade. Et fladt navn til en meget lang vej. Inde i stuerne og på værelserne kunne jeg se de mennesker, som har opnået at have et liv i disse smukke huse. Er de mon lykkelige, tænkte jeg.

Da jeg nåede frem til den kro, hvor jeg skulle ind og spise sammen med gode kolleger, klædte jeg om til pænt tøj på den øde P-plads ved indgangen til Den Fynske Landsby. I det fri. På grund af aftenkulden dampede min krop i det svage lys fra oversigtlamperne. Jeg var helt alene. Scenen var småkomisk. Tænk hvis en bil var svinget ind og havde rettet det lange lys hen på en trekvartnøgen københavner i sin bedste alder. Hvad skulle jeg have sagt?

Måske var det dér jeg fik den halsbetændelse som har plaget mig siden. Hvis det var, så var det vandreturen værd. Jeg glemmer aldrig de levende lys i Slotshaven i eventyrbyen. Ordet tak ligger lige for.

Livet er livligt, og det satser jeg på holder vand og stik i 2009.

Videre.     

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s