Monthly Archives: januar 2009

Drømmemanden

Cecilie er en både klog og køn ung kvinde. Hun ved hvad hun vil og hun kan mærke hvad hun vil have, og ikke have. Hun kender også til mange andre kvinders ønsker, forudsætninger og behov, idet hun er jordemoder, sexolog og parterapeut.

I en klumme i gratisavisen 24 Timer (se nedenfor) kommer hun med facitlisten til mandekønnet. Hvis vi bare gør sådan og sådan, så er kvinderne mere end tilfredse. Jeg går ud fra, at hun er med på at mændene også har specifikke krav og ønsker til idealkvinden – og man kan jo kun bede en stille bøn om at der er overensstemmelse mellem de to lister, bare på nogle af punkterne.

Jeg kan nemlig godt blive lidt bekymret, når jeg læser Cecilies drømmeliste. Som jeg læser hendes beskrivelse, skal vi mænd ikke bekymre os om hvorvidt kvinden vil have os eller ej. Vi skal bare tage dem. Ikke så meget pjat. Det er de helt vilde med. Vi skal være modige. Meget, meget modige. Om de så siger nej i syv år, skal vi bare mase videre. Vi må for guds skyld ikke spørge dem, om de vil noget. Det er alt for umodigt.

Og vi skal også vide hvad de ønsker sig, før de selv er klar over det. De skal nusses, pusses og begaves – og det skal vel at mærke være lige præcis når de har lyst til det. Mændenes skal intuitivt mærke hvornår det rigtige tidspunkt foreligger. Ikke spørge. Aldrig, aldrig, aldrig! 

Bare mase på, og hvis hun siger at det vistnok ikke var det rigtige tidspunkt alligevel, så skal vi blæse på det, og være endnu mere modige. Det er sikkert bare en test af vores maskulinitet. Vi skal nemlig styre. Fortælle dem, når de går over stregen. For det gør de, indrømmer Cecilie.

Kvinderne tjekker hele tiden om mænd er mænd, eller drenge. Og hvis mændene ikke konsekvent giver meget mandige svar, uden at spørge om noget som helst, så vil kvinderne ikke overgive sig til os. Slippe deres aldeles veludviklede kontroltårn, hengive sig til nydelsen og bevæge sig mod stjernerne.

Jeg synes det lægger op til en tankevækkende ændring af gældende lovpraksis i sager, hvor ord står mod ord i striden om hvor meget en kvinde var med på at få en rusketur, uden at blive spurgt. Måske skal en voldtægtsmand ønske sig en ung smuk kvindelig dommer til at pådømme sagen? 

Jeg tror, at der er et stort problem med den drømmeverden, som Cecilie udpensler. Den mandetype, som hun beskriver, kan man ikke have et forhold til. Jo, man kan godt selv tro, at man har et forhold til ham. Kvinder vil befinde sig i kronisk alarmberedskab, frygte det værste og håbe det bedste, bare fordi de ønsker sig sådan en hulemand, der gør præcis hvad der passer ham, med dem han vælger, når han vil – uden lange forklaringer. Vi skal bare give dem en Halv Nelson, mens vi nynner ‘Din mund siger nej-nej/dine øjne siger ja’. Bend over and spread’em, babe! 

Et forhold er tilsyneladende mere en kamp og en krig, end det er et møde mellem to mennesker. Kamphormoner og kønshormorner i dance macabre med stresshormoner. Desperate housewives. Sex and the city. Mr. Big. Nynne. Cremer. Latte. Hårfjerner. Dårlige hårdage. Opskrifter. Indretning. Karriereplanlægning. Fokusgrupper. Fitness. Multiorgasmer. Pæne børn. Mere Latte. 

Cecilies klumme er noget af det mest sørgelige, jeg længe har læst. Gid kvinderne dog kunne slappe lidt af, engang i mellem. Jeg synes det er en skam, at den udvikling, som jeg ellers bifalder, har ført til at kvinder a lá Lolk er blevet så snothamrende forvirrede oven i krydderen, at de allermest ønsker sig en mand, der smadrer grænserne, skider på aftalerne og skal lade som om han kan læse tanker. Forestillingen om den mand vil det sikkert være dejligt at onanere til, men at leve med ham IRL? Gyyyys…. 

Jeg kan ikke sige ‘get a life’ – for der er intet mere levende end en moderne kvinde. De overkommer det mest utrolige på den halve tid. Måske skulle jeg prøve at være rigtig barsk mand – og sige ‘get a brain’.

———————————————————————————- 

Da 24 Timers eget link til gratis at læse gårsdagens avis ikke virker, tillader jeg mig, meget modigt og helt uden at spørge om lov først, at gengive hele Cecilie Lolk Tommerups klumme her:

“I have a dream

– af Cecilie Lolk Tommerup 

I den bedste af alle verdener er det sådan, at kvinder ønsker sig mænd, der er modige.

Vi kvinder er vilde med modige mænd. Mænd der tør få et nej og stadig gi’r den gas. Mænd der kan rumme os, selv når vi er dybt urimelige, når vores humør svinger i løbet af et nanosekund, og når vi midt i det hele pludselig bare har brug for et knus.

I den bedste af alle verdener er det sådan, at vi kvinder gerne vil elske og føle os elsket.

Vi elsker den nysgerrige mand. Ham der er nysgerrig på sine omgivelser, på vores krop og på vores tanker.

Kvinder kan li’ mænd, der har vilje, og som er målrettede uden frygt for umiddelbare forhindringer.

Mænd der tænker med hjertet, er kærlige og samtidig i stand til at drage omsorg for andre end dem selv. Vi kan li’ ham, der er humoristisk, social og udadvendt, og som stadig viser os stolt frem og åbenlyst flirter med os på syvende år. Vi elsker manden, som er opmærksom.

Ham der gætter vores behov, før vi selv kender dem. Ham der altid er et skridt foran.

I den bedste af alle verdener er det sådan, at kvinder ønsker sig mænd, der tør tage styringen.

Kvinder kan godt li’ mænd, der ikke går på kompromis med dem selv og deres ønsker. Mænd der ved, hvad de vil, og hvad de ikke gider spilde deres tid på. Mænd der tør sige fra, og som tør fortælle os, når vi går over stregen. For det gør vi.

For ubevidst tjekker vi ham igen og igen: Er han mand eller dreng? Og først når vi er sikre, overgiver vi os til ham.

Mænd ved godt, at vi gerne vil hygge, snakke og overraskes. At vi gerne vil nusses, masseres og have gaver. Men vi gider ikke ham, der spørger: ‘ Har du lyst til at bolle?’ For vi vil tages. Først dér kan vi slippe vores aldeles veludviklede kontroltårn, hengive os til nydelsen og bevæge os mod stjernerne.

I den bedste af alle verdener viser manden sit mod ved at tage styringen – selv når han er passiv!.” 

Face off

Henrik er svensker. Han er født i den lille by Njurunda i Norrland, men bor i Detroit i Amerika, og er heldigvis ikke ansat i bilindustrien. Han spiller ishockey og kan leve af det. Ikke lissom mange af hans kolleger i de danske topklubber, som lukker på stribe i disse dage. Og i Sverige kan en stor by som Malmø ikke engang få fart nok på skøjterne. I dag har byens bedste mandskab, Malmö Redhawks, der frister en tilværelse i den næstbedste række, fritstillet alle sine spillere for at undgå en konkurs.

Mange danskere i alle mulige former for ansættelser er nervøse i disse dage. Fyringerne kommer fra hoften. Sådan føles det i hvert fald. Jeg er også lidt bekymret. Min ordrebog er ikke rødglødende, selvom jeg nok skal honorere de månedlige basisregninger. Alligevel er det ubehageligt med sorte huller. De suger energi til sig. Uden en lyd. Jeg burde skrive pudseløjerlige klummer til både det ene og det andet cerutmagasin. Men jeg er ikke nogen rumhavmand. Mit net er på værksted. Jeg går sikkert også for lidt ud. Gnubber mig ikke op og ned af de helt rigtige. Det er med vilje.

Mit tempo er et lidt andet end Henriks. Han er 28 år. Der er fart på ham. I hans ordrebog er der ikke plads til så meget som en iskrystal. I går lavede han en ny aftale med sin arbejdsgiver, NHL-klubben Detroit Red Wings. Den gælder frem til 2021, og skulle ifølge det oplyste give Henrik Zetterberg en løn på ialt 575 mio. kr. Jeg tager hatten af for unge Henrik. Mindre kan jo gøre det, men det er godt at vide at man kan nå langt. Også selv om man skulle blive lagt lidt på is, mens man venter på drivhuseffekten.

platform

vi står oppe på et bjerg et sted
prøver at skubbe en klippeblok ned
håber afsatsen ikke giver efter
snart har vi ikke flere kræfter
tør ikke slippe og teste vort held
blokken kan falde tilbage på os selv
sænker vi armene er det farvel
stenen kan nok ikke stå af sig selv
der mangler kun lidt før den tipper
manglen er tillid forståelsen glipper
holder den stangen hele dagen
stenen og afsatsen afgører sagen

Slangerier

Hvis en havslange bider en fisk, så dør offeret omgående. Det er nødvendigt for de bugtende sødyr at have meget stærk gift, for ellers svømmer byttet langt væk. Slanger ser jo dårligt. På land kan en mus nå at løbe langt væk inden den falder om og dør, efter at være blevet bidt af en hugorm, men så snuser ormen sig bare frem til byttet. 

Hvis en havslange bider et menneske, så virker giften på den mest besynderlige måde. Man dør ikke på stedet. Næh nej. I stedet lammes øjenlågene og underkæben. Det udløser en stærk trang til at lægge sig lidt, for det gør også småondt i forskellige dele af kroppen. Hvilende i sengen, måske på krydstogt-skibet, sover offeret så ind. Meget elegant. Godt, man ikke har vandseng.

Når en liderlig Kongeslange snuser sig frem til en lækker babe i junglen, så følger han først efter hendes halespids i en tid, mens han slikker sig om munden. Derefter slynger de sig rundt om hinanden på den mest romantiske måde. Men hvad gør han så, når han har nået det dér punkt, hvor det bare skal og må ske, lige her og lige nu? Og hvor det kan være lidt svært at hitte rede i alle de snoninger og cirkler, når man ingen arme har? 

Man sørger da bare for at have to tissemænd. Selvfølgelig. En, der stritter til venstre og en, der stritter til højre. Så skal de to nok finde hinanden til sidst. Efter mere sammenrulning og flere rundtosserier er det hele på plads og i orden, og sammensmeltningen kan blive ved i timevis. Gruppesex må være lidt af et show blandt slangeswingere.

Ved ikke hvorfor jeg tænker så meget på slanger i disse dage.

Jo, måske er svaret ret enkelt. Blærebetændelse. Antibiotika. Middagslur. Apotekdamen siger gudhjælpemig, at jeg skal drikke rigeligt, når jeg spiser disse penicilin-piller, fordi nyrerne skal skylles godt igennem. Sindssyge kælling! Jeg skal eddermame ikke have skyllet noget igennem, før blokaden i hele vandsystemet er hævet!

“Skylle igennem”…hun må jo have vand i hovedet.     

tisvildeleje

først fandt jeg et rigtigt kort
mindste trumf mands kvinde
hjertet opad lige foran døren
bar det varsomt med mig op
kort efter fik jeg køkkentjans
farvemættet og frugtfuldendt
vand kogte og kogte bag mig
men jeg fløjtede højst til sidst

farer op i et drømmedagsryk
du er så fuld af pis hører jeg
det gør mig bange på stedet
ekkoet af min egen stemme
selv i mørket er jeg vanddru
nu flyder det hele mere stille
mindre eller mere og for alvor
drypvis lever liget lidt endnu

3 + 1

Hun bruger enhver lejlighed til at komme med lange brokkende tirader om hvad som helst vendt mod hvem som helst hvor som helst. Så er det regeringen, så er det indvandrerne, så er det buschaufførerne, så er det priserne på apoteket, så er det snerydningen og cyklisterne og de unge. Det værste er det smålidende udtryk og den messende klynketone. Hendes øjenbryn er fast monteret et sted højt oppe ved den farvede hårgrænse. Munden er konsekvent vendt nedad. Den overdrevne brug af ansigtsbruner gør hende bleg og brun på samme tid.

Hun spæner rundt, og virker altid som om hun lige har opdaget at huset brænder. Blikket er aldrig i ro. Sætninger forlader hende uafbrudt, uden at indholdet filtreres. Vilde ordrer bjæffes mod alle verdenshjørner, og den tilfældige modtager stivner hjælpeløst. Hver gang. Det bedste hun ved, er at lade som om alt er ved at gå galt, så hun kan få lov til at vise hvor dygtig hun er til at få ting fra hånden. Hun ved ikke hvor sinkende det er, at kollegerne er nødt til at tænke sig om to gange, før de beder hende om hjælp. Hun gør intet uden at kommentere det først.  

Hun kommer imod mig med et kæmpesmil, og siger mit navn som om vi er søskende. Jeg forstår ikke en snus. Jeg betragter hendes ansigt nøje, mens jeg fyrer tidskøbende sniksnak af, og kan godt se at jeg har kendt hende før. Men lige meget hvor meget jeg anstrenger mig, så kan jeg ikke få hende placeret i mit livsforløb. Det er ubehageligt ikke at vide om hun og jeg har været gode eller dårlige venner, men hun er tilsyneladende vældig glad for gensynet. Hun spørger om jeg ikke har lyst til at besøge hende snart, og det siger jeg selvfølgelig ja til.

På vej hjem tænker jeg kun på hende, der ikke var der. 

Våd klud foran hundeøjne

I mit næste liv vil jeg være fuphare på en hundevæddeløbsbane.

Aften efter aften vil jeg komme strygende fastgjort til en velsmurt elektrisk drevet inderbane, vel vidende at om lidt udløser en krog på min yderside åbningsmekanismen til et kobbel indespærrede slimline super toptunede greyhounds, der efter choklyden af den opsmækkede lem sætter afsted i et hysterisk rush ved det blotte syn af en flygtende lækkerbisken lige foran dem.

Efter adskillige lungesmadrende omgange får bæsterne endelig lov til at kaste sig over mig, men da er de så udasede at de falder over deres egne tunger som hænger dem ud af halsen. Jeg ligger bare helt stille med et skindødt udtryk i stoføjnene, og efter få sekunder har dyrene glemt alt om hvorfor de spænede efter mig som skidt ud af en kanin, og halsede afsted som om deres latterlige hundeliv afhang af hvem af dem, der kom først.

Når harehjertelivet er forbi eleverer jeg forhåbentlig til et langt højere bevidsthedsniveau, måske som vandrende pind eller farende svend. Først da tør jeg tro på at hele øvelsen kan ende med at jeg opnår den højeste gunst. At slippe for at blive født og i stedet eksistere som ren ånd – med kronisk pebermynteånde – og fri adgang til samtlige sportskanaler og kvindehjerter.

Tiden vil fortælle sandheden. Jeg finder bare på historier.

midnatsmønster

jeg sender natten ind
den må selv klare det
det går ikke længere
heller ikke på listesko
for det her nytter ikke
det vidste jeg jo godt
de er ellers musestille
fremstår opmarcheret
ude i min kolde entre
hæle har ikke følelser
undtagen på grækere
med hårpisk og tæft
arketypisk ærkepis
lissom ham kolossen
som mistede gnisten  
værsgo lyset går ud
tusmørket overtager
buddha som bøhdist
alt er gråt i vinterlys
salt er godt indenbys
selv tak og fremad nu
træk lige for baglæns
før mammelukketids
skæve skude i tam tø
kuldkaster dagvamsen
for skams skyld mens
daglejere brækker sig
en bøgegrens godnat

manifest uden musik

jeg kan lisså godt sige det som det er, sagde han, og så kom der ikke en lyd i alt for lang tid, hvilket ikke kunne fortolkes på anden måde end at der slet ikke var noget, og hvis man skal begive sig ud i at forsøge sig med en spontan mundtlig analyse af de videre konsekvenser af den udtalelse, som på en måde både var der og ikke var der, så kan det meget hurtigt ende med en mindst ligeså lang kunstpause, og dermed har man været et levende bevis på hvordan det lyder når noget i stilhed dør hen, eller måske allerede er dødt, selvfølgelig kun i overført betydning, eller måske snarere i overhørt betydning, for uanset hvor talende tavshed kan insistere på at være, og selv om meget kan siges uden et eneste ord, så er der intet så umisforståeligt som måbende tøven fra et mistet mæle, og således kan man hastigt og ulystigt bruge sproget til at formidle noget meget præcist, alene ved helt bevidst at undlade at benytte sig af det, som nu, hvis du ellers forstår hvad jeg ikke siger

What’s up, doc?

Jeg har det jo med at harcelere over diverse statistiske tal-angivelser, som ikke sættes i forhold til noget. Men forleden tabte jeg godt nok underkæben ned i sagosuppen, da der kom en nyhed om hvor meget danskerne går til deres praktiserende læge.

En ufaglært besøger i gennemsnit sin læge 11,3 gange. Tallet for en person med lang uddannelse er 6,4. Jeg tilhører den første gruppe, og det kunne såmænd godt passe at jeg når at besøge min læge det antal gange, inden jeg lukker øjnene for sidste gang.

Men så gik det op for mig, at gennemsnittet var for hvert år. Jeg troede naivt det var for et helt liv. Det fik mig godt nok til at tænke over en hel del ting. Så skulle den almindelige hr. Hansen altså møde op hos lægen i ca. 75 år gange 11,3 besøg = 847 gange! Jeg tror at min læge, Christian, ville glo en omgang hvis han skulle have besøg af mig små tusind gange.

Og hvis vi siger at gennemsnitsdanskeren går til lægen 9 gange om året, så skulle dørklokken til lægernes venteværelse sige kling-klang 45 millioner gange om året? 

Gys…