dagsrest

nu ved jeg godt at der ikke er noget at gøre, og at der er en grund til at ord som omsonst er opfundet, men hvis andre ord og begreber som forsæt og forsætlighed fortsat skal kunne spille op til sådan noget som fortætlighed, er det mere end nogensinde på sin plads at give pokker i de lagte kort, for jeg er mere interesseret i linjerne i den hånd der har lagt dem, for slet ikke at tale om de lange feminine fingre som alt for ofte er spærret inde i deres egen knugende hånds sammenpressede modstand mod at række sig frem, vel vidende at åbningen kan føre til endnu et udefra kommende håndkantslag, men jeg er helt indforstået med hvorfor det er som det er, og netop deri ligger min største dumhed, i selve forståelsen, for jo mere jeg lever mig ind, desto længere fjerner jeg mig fra forbindelsen på en måde, der forgifter forenkelsen, gør den uappetitlig og ødelægger muligheden for at bygge en hunger op hos den anden, så i stedet må jeg spise for os begge, helt alene, fordi jeg tror det handler om gemen sult, og mens den anden bliver tyndere vokser jeg og må fortvivlet se i øjnene, at jo mere jeg fylder og fylder mig, desto mindre føler jeg mig, indeni, og lige meget hvor meget jeg sætter til livs får det tomheden til at vokse tilsvarende, men alt det vidste vi i forvejen, så der er ikke noget nyt og ikke noget at gøre, og udenfor bøjer grenen sig og skyen sejler ind til naboen

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s