Monthly Archives: januar 2009

Lyden af noget som lyder af noget

Før jul, og en bid ind i det nye år, har jeg været fortvivlet over ikke at kunne bruge min stemme til at arbejde med. Et halsonde, der kom og forsvandt igen, var den udløsende årsag. 

Det var dybt frustrerende, fordi der i juleferien var mange, mange dage hvor jeg kunne have udnyttet stilheden i bygningen hvor lydstudiet ligger. Jeg elsker, elsker, elsker at indlæse i et miljø hvor der er helt stille, og hvor jeg ved, at ingen og intet udefra kommende vil forstyrre mig.

Men selv efter at jeg følte mig rask, ville stemmen ikke blive sig selv igen. Jeg kunne indlæse i måske ti minutter – og så lød jeg ellers som en selvdød gnu. Gys, hvor har jeg været frustreret over det. Jamen, altså..!

Nu er stemmen så endelig, endelig tilbage i sin gode gamle hestehviskerform. Herligt. Nu kan jeg igen slappe så meget af at jeg laver vidunderlige fortalelser.

For lidt siden skulle jeg sige “hemmelige gemmesteder”…men fik det byttet rundt, så jeg sagde “gemmelige hæmmesteder”. Ta’ den, Onkel Siggi! Nogle gange er en cigar kun en cigar, men i dette tilfælde?

Hmm…

Yndlingsyngling

Satans da også.

Selvom jeg prøver at dukke ned under kanten af låget på min opslåede bærbare, er det for sent. Han har genkendt mig og er med store skridt på vej tværs gennem caféen, uden så meget som at overveje om jeg er glad for gensynet. 

Yngve og jeg var klassekammerater i gymnasiet. Han indfangede mig hurtigt med sin overdimensionerede selvfølelse, der stortrivedes i hans uimodståelige ydre. Han havde kunnet spadsere ind i hovedrollen i en dansk spillefilm fra halvtredserne, uden forberedelse af nogen slags. Al kritik ville prelle af på hans lysblonde selvtillid.

Jeg hadede ham fra den første dag. Følelsen var så stærk at jeg var nødt til at forvandle den slet skjult misundelse og et kronisk skævt smil. Han må have opfattet det, tænker jeg, men udvalgte mig alligevel. Jeg fulgte med. Hans tro på at vi var venner var ubrydelig, og jeg måtte bruge krumspring og trekvarte løgne for at bryde forbindelsen efter at vi var blevet studenter.

– Hva’så dér, din gamle kommaekspert?
Suk.
– Ja, her sidder jeg og gemmer mig, sagde jeg.
– Det var da li’godt spøjst! Jeg syntes jo nok jeg kunne kende dine store øjenbryn.
– Nå da. Ja, jeg tror at jeg kunne have genkendt dig med lukkede øjne.
Den skal han lige vende, men som altid vifter han det væk og ta’r chancen med sit rygkastningsmil.
– Hvad går du så ellers og laver, hva’?
Åh, hvor kan jeg genkende hans påtagede interesse.
– Jeg er forfatter.
– Det tænkte jeg jo nok. Det var du jo allerede dengang.
– Ja, så småt, så småt.
– Jeg vil vædde på at du ikke kan gætte hvad jeg laver, siger han, med så latterlig en mine at jeg skynder mig at komme videre.
– Nej, hvad?
– Futures!
– Hvad?
– Futures?…aj, det må du have have hørt om!
– Noget aktie-noget?
– Ja, lige præcis, selvom det er lidt mere kompliceret end som så.
Nu ved jeg der kan komme et meget langt og røvkedeligt foredrag, så jeg prøver med et modangreb.
– Vil du ha’ noget?
Han ser skuffet ud, men det gammelkendte back up system slår automatisk til. Solen står op. Intet nyt under den lysmester.
– Nej tak, jeg venter på nogen.
Han regner med opfølgning og får den.
– Ja?
– Ja, mon ikke..!

En film går i gang i mig. Den ene skønhed efter den anden fortæller mig rødmende hvor vidunderlig han er, og i den næste scene beklager den samme kvinde sig i hikstende små sentenser sig over, hvor grusomt et svin han har været mod hende. Yngve var storforbruger af kærester, og jeg kunne have tjent formuer som kriseterapeut for hans droppede dejligheder, hvis jeg havde haft autorisation til at praktisere. Jeg var jo hans gode ven som de gerne ville tale med før, under og efter forholdet til den blonde gud.

– Va’ så med dig?
Nu overrasker han mig. Han plejer ikke at bruge tid på mit velbefindende.
– Med mig?
– Ja, er du single, eller hvad?
En bølge af gammel vrede bobler opad. Jeg må hurtigt finde på noget.
– Både ja og nej.
– Hva’?!
– Det er lidt mere kompliceret end som så.
Han tjekker sit sejlerur, og rykker stolen helt ind under bordet.
– Aj, det må jeg lige have forklaret. Det kan vi godt nå!
Hans blå øjne lyser så kraftigt på mig, at jeg har lyst til at spytte i det ene af dem.
– Skulle du ikke møde een?
– Jojo, men vi kan godt lige ta’ den. Kom nu!
Jeg får den tanke at han i de tredive år, der er gået siden jeg så ham sidst, har surfet på en bølge af ufortjent medgang, og jeg leder febrilsk efter en historie som kan fjerne hans infantile udtryk een gang for alle.
– Okay, så. Men du skal være stille, mens jeg fortæller det, og hvis du afbryder eller din date kommer, så får du ikke resten af historien.
– Ja,ja,ja…kom nu bare!
Min bare.

– Jeg har i nogen tid skrevet sammen med en kvinde på nettet. Gertrud. Sidst i trediverne. Billedhugger. Ingen børn, og vil heller ikke have nogle. På meget kort tid viser det sig, at vi passer vældig godt sammen. For hver eneste mail og besked og chat bliver vi bedre og bedre venner. Vores humor er den samme. Vores smag. Samme holdninger. Det hele. På præcis samme tidspunkt rammes vi så af en fælles frygt.
Yngve er lige på nippet til at sige noget, men når at bide sig i læben. Han kaster et nervøst blik over skulderen hen mod døren, men skynder sig at vise mig en undskyldende håndflade som tegn på, at jeg endelig må fortsætte.
– Vi har kunnet mærke, at vi har alle muligheder for at få en rigtig, rigtig god relation op at køre. På papiret. Nu er det pludselig som om ordene mellem os bliver smittet med frygten for at de ikke kan holde til et møde ansigt til ansigt ude i virkeligheden.
Kunstpause. Yngve ser nu en anelse plaget ud, og det nyder jeg. Han nikker.
– Så får hun en idé. En helt utrolig og vanvittig idé. Hun foreslår vi skal mødes hos hende, uden at sige et ord til hinanden. Jeg skal komme på et bestemt klokkeslet. Hendes dør være ulåst, så jeg bare kan gå ind. Så vil hun ligge under dynen i sin store seng. Jeg skulle så gå ind i hendes stue, klæde mig af foran hende og lægge mig ind under dynen, uden at røre hende. Hvis hun så har fundet behag i det hun ser, vil hun lægge sig tæt ind til mig. Og vi skulle stadig ikke ytre et eneste ord.

Cafédøren går op i baggrunden. Den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set træder indenfor og ser sig søgende omkring. Yngve fastholder mit blik og vender sig ikke om.
– Jeg gik med på idéen. Det var en genial måde at fjerne en del af presset på. At slippe for at sige noget. Spise middag. Jeg tog derhen.
Kvinden i caféen bestemmer sig for at Yngves nakke må tilhøre den mand hun skal mødes med, og går hen mod vores bord. Han ser stadig fast på mig og kører lidt rundt på stolen. Hans hænder er foldet stramt sammen. Måske har han hørt at døren gik op.
– Da jeg kommer ind i stuen får jeg et chok. Hun er absolut ikke sidst i trediverne. Hendes profilbillede forestiller en anden end hende. Måske hendes mor eller storesøster. Hun er højst femogtyve. Jeg må have set meget spørgende ud, men hun holder en finger for munden og gestikulerer til mig at tilbuddet stadig gælder.
Nu er Yngves trunte nået helt hen til os, men hun tør ikke rigtigt bryde ind i min tale. Det gør mig næsten lykkelig.
– Jeg klæder mig langsomt af og lader hende se på mig. Næsten med det samme vinker hun mig hen til sig, og løfter endda op i hjørnet af dynen, så jeg får et lille smugkig.

-Sig mig,…er du Yngve!?
Nu kan hans date ikke vente længere og prikker ham hårdt på skulderen. Med et forskrækket ryk vender han sig om, og ser på hende med et næsten brutalt blik.
– Kan du for fanden ikke lige vente det øjeblik?
Hun måber. Ser på mig, på ham, tilbage på mig, og drejer så forbavsende adræt om på sin højhælede og klikker hen mod udgangen. Duften fra hendes rundsvungne nyvaskede hår er som en sommerferie.
Han ser på mig med et ansigt, som jeg vil kalde frem gang efter gang i resten af mit liv.
– Aj, for fanden! Det kan du da ikke mene. Gi’ mig nu lige et break, ikk? Sælgersmilet.
– Farvel, Yngve…ha’ det godt.
Han griber fat i min arm, da jeg går fra bordet. Overraskende rapt fejer ham af med kanten af min højrehånd.
– Jeg sagde farvel..!

Det var en god dag. 

Sublim finsk lyrik

Aldrig før jeg har set så blodig en frontalkollision mellem poesi og virkelighed, som da mit svedige og rødmende blik faldt på en annonce i gårsdagens gratisskounderlag i toget.

En doktor Timo Telaranta tilbyder en genial ny kur mod social fobi. Intet andet end hans behandling på klinikken i Tammerfors hjælper. Og hvad er det så den rystende nervøse patient skal gennemgå? Endnu en mareridtsomgang i en kreds af stole, hvor man skal holde tale for en forsamling af tapdryppende ligesvedende?

Nej, heldigvis ikke. Man skal bare udstå modbydelig fysisk smerte, hvilket er langt bedre en angst og bæven. Og så skal man selvfølgelig betale for rejsen og kuren. Der står ingen pris i annoncen, men jeg tror roligt jeg kan love at der ikke er megen næstekærlighed bag den finske mirakelkunstners tilbud.

Nu kommer det!

Dr. Telaranta (han burde sælge taletidskort med det efternavn) sælger sympatikusblokader. Det har jeg aldrig hørt om før, men der er heldigvis en mere udførlig forklaring – og det er her, den finske lyrik slår til for alvor:

Grænsestrengen komprimeres endoskopisk med klips. 

Min påstand er, at man bliver helbredt for mange kroniske og livsfarlige sygdomme bare ved at sige den sætning ti gange højt hver morgen og aften. Prøv det! Jeg smiler bredt, bare ved at tænke på sætningen.

Og forresten…hvordan har denne saunaskurk tænkt sig at få en dansk social fobiker til at rejse til Tammerfors? Tør vedkommende det, så er behandlingen unødvendig.

Yksi, kaksi, korstog i kredikkortet. Klinikken hedder Privatix.fi – som også er internetadressen. Hvorfor ikke tone rent flag, og kalde den Privatfix? 

Kom nu med det modtal, for helvede!

Uha, uha…åh nej. Bange, bange. Frygt for smerte. Blindhed. Kniven. Mon jeg vågner under narkosen? Hvis der er noget nyhedsjournalistik elsker, så er det død, smerte og frygt for at komme til skade. Jo værre, desto bedre.

Jeg bliver skidehamrende buldertordnende pisboblende grundglødende eddikesur når jeg ser en nyhed som den i dag, om at 250 danskere om året mister synet på det ene øje eller får en alvorlig øjenskade, ved at få smashet en fjerbold med 320 km/t lige ind i kukkassens kamera 1 eller 2. Øjenoverlæge von Tunnelsyn (eller hvad han hedder) kræver ifølge B.T. et forbud mod at spille uden beskyttelsbriller.

Fint nok…og jeg synes også at 250 smadrede øjenæbler er et højt tal.

Men hvor fanden er det tal henne som man skal sammenligne med? For at kunne have et ordentligt grundlag at vurdere så åndssvagt et krav på, skal man sgudda vide hvor mange mennesker der spiller badminton hvert år, og i hvor mange timer gennemsnitligt, UDEN at få andet end ømme lægge og en forbedret livskvalitet.

Det er lissom med flyskræk. Oh vé, oh skræk…når 250 mennesker mister livet i et flystyrt. Ja, men for fanden altså: hvis man ikke ved at der letter tyve kæmpestore jetsfly og tredive små propelhostere hvert eneste sekund døgnet rundt, så kan man ikke forholde sig rationelt til noget som helst.

Jeg vil nødigt spille badminton med dykkerbriller, eller fodbold i rumdragt. Det er fair nok at kende risikoen på forhånd. Men hey…hvad skal man bekæmpe sin dødsangst med, hvis ikke med lidt livsmod?  

Op til solen

                  Oslo. Nytårsdag sejlede min datter og jeg på Mini Cruise til landet med det klareste og dejligste vinterlys. Vi besøgte som altid Vigelandsparken, hvor der er andre figurer end den lille vrede dreng. Vi besøgte også det nye operahus. Så købte vi nye håndboldsko til datteren. Det hjælper på udsalgsprisen med en valutakurs som høvler yderligere en fjerdedel af. Så kan et par lækre Adidas komme ned i menneskepris. 

dagsrest

nu ved jeg godt at der ikke er noget at gøre, og at der er en grund til at ord som omsonst er opfundet, men hvis andre ord og begreber som forsæt og forsætlighed fortsat skal kunne spille op til sådan noget som fortætlighed, er det mere end nogensinde på sin plads at give pokker i de lagte kort, for jeg er mere interesseret i linjerne i den hånd der har lagt dem, for slet ikke at tale om de lange feminine fingre som alt for ofte er spærret inde i deres egen knugende hånds sammenpressede modstand mod at række sig frem, vel vidende at åbningen kan føre til endnu et udefra kommende håndkantslag, men jeg er helt indforstået med hvorfor det er som det er, og netop deri ligger min største dumhed, i selve forståelsen, for jo mere jeg lever mig ind, desto længere fjerner jeg mig fra forbindelsen på en måde, der forgifter forenkelsen, gør den uappetitlig og ødelægger muligheden for at bygge en hunger op hos den anden, så i stedet må jeg spise for os begge, helt alene, fordi jeg tror det handler om gemen sult, og mens den anden bliver tyndere vokser jeg og må fortvivlet se i øjnene, at jo mere jeg fylder og fylder mig, desto mindre føler jeg mig, indeni, og lige meget hvor meget jeg sætter til livs får det tomheden til at vokse tilsvarende, men alt det vidste vi i forvejen, så der er ikke noget nyt og ikke noget at gøre, og udenfor bøjer grenen sig og skyen sejler ind til naboen