Arbejdslegat fra Kunstfonden?

Kunstfondens Litteraturudvalg deler arbejdslegater ud her i foråret, og det gør de på baggrund af de ansøgninger vi forfattere sender til dem. Kriteriet er kvalitet i det man arbejder med lige nu – og udvalget be’r om at man er lidt frisk og modig:

Fordi kvalitetskriterier ikke lader sig sætte på formel, kan man ikke give en vejledning i hvordan den gode ansøgning skal se ud. Den kan være kort, lang, ydmyg, fræk, argumenterende, postulerende. Udvalget skal kunne se igennem det hele. Og oven i købet være bevidst om at en “god” ansøgning ikke er garanti for god kunst, ligesom en “dårlig” ansøgning sagtens kan have store muligheder i sig.

Summa summarum: Fortab dig ikke i teknikaliteter omkring den “gode” ansøgning. Fortab dig heller ikke i taktiske overvejelser om hvordan udvalget mon tænker om tingene. Kom ud af busken med dit arbejde, så vi kan se det tydeligt.

Nils Gunder Hansen, formand
Christina Hesselholdt
Morten Søndergaard 

Det kan jeg li’!

Her er min ansøgning, sendt via mail i går:

“Kære Udvalg

Måske har min lyrik ikke været god nok til at udkomme på de store forlag, og måske har den heller ikke været god nok til et legat fra jer – eller fra det andet udvalg. Fair nok. Jeg arbejder bare videre hele tiden, og er stolt af at have fået udgivet tre digtsamlinger og en fodboldroman siden min debut i 2001.

Jeg er begyndt at eksperimentere med en bestemt form. Én lang linje, uden punktum. Rytmen er vigtig. Meget, meget vigtig. Hvis I vil tildele mig et arbejdslegat, så vil jeg bruge mere tid på at arbejde koncentreret med den form. Her i ansøgningen gengiver jeg nogle eksempler.

Først fem selvstændige linjer, og dernæst fire med en fortløbende historie. Til sidst er det den sejlerlinje, som er med i min seneste digtsamling ‘Beologi’ (Forlaget Frother, 2008). Jeg håber, I kan fornemme hvad jeg vil, og at I finder det støtteværdigt.

Fem lange linjer om fem forskellige ting

jeg kan lisså godt sige det som det er, sagde han, og så kom der ikke en lyd i alt for lang tid, hvilket ikke kunne fortolkes på anden måde end at der slet ikke var noget, og hvis man skal begive sig ud i at forsøge sig med en spontan mundtlig analyse af de videre konsekvenser af den udtalelse, som på en måde både var der og ikke var der, så kan det meget hurtigt ende med en mindst ligeså lang kunstpause, og dermed har man været et levende bevis på hvordan det lyder når noget i stilhed dør hen, eller måske allerede er dødt, selvfølgelig kun i overført betydning, eller måske snarere i overhørt betydning, for uanset hvor talende tavshed kan insistere på at være, og selv om meget kan siges uden et eneste ord, så er der intet så umisforståeligt som måbende tøven fra et mistet mæle, og således kan man hastigt og ulystigt bruge sproget til at formidle noget meget præcist, alene ved helt bevidst at undlade at benytte sig af det, som nu, hvis du ellers forstår hvad jeg ikke siger

nu ved jeg godt at der ikke er noget at gøre, og at der er en grund til at ord som omsonst er opfundet, men hvis andre ord og begreber som forsæt og forsætlighed fortsat skal kunne spille op til sådan noget som fortætlighed, er det mere end nogensinde på sin plads at give pokker i de lagte kort, for jeg er mere interesseret i linjerne i den hånd der har lagt dem, for slet ikke at tale om de lange feminine fingre som alt for ofte er spærret inde i deres egen knugende hånds sammenpressede modstand mod at række sig frem, vel vidende at åbningen kan føre til endnu et udefra kommende håndkantslag, men jeg er helt indforstået med hvorfor det er som det er, og netop deri ligger min største dumhed, i selve forståelsen, for jo mere jeg lever mig ind, desto længere fjerner jeg mig fra forbindelsen på en måde, der forgifter forenkelsen, gør den uappetitlig og ødelægger muligheden for at bygge en hunger op hos den anden, så i stedet må jeg spise for os begge, helt alene, fordi jeg tror det handler om gemen sult, og mens den anden bliver tyndere vokser jeg og må fortvivlet se i øjnene, at jo mere jeg fylder og fylder mig, desto mindre føler jeg mig, indeni, og lige meget hvor meget jeg sætter til livs får det tomheden til at vokse tilsvarende, men alt det vidste vi i forvejen, så der er ikke noget nyt og ikke noget at gøre, og udenfor bøjer grenen sig og skyen sejler ind til naboen

for nogle år siden, nej jeg vil ikke have familiesikkerhed nu, gik jeg ind i et ridehus, hvor jeg vidste der var en som har en have med en masse stauder tre hundrede kilometer nord for polarcirklen, og det passer, selv om jeg godt ved at sådan en forsikring ikke er meget værd i denne sammenhæng, og hvis jeg yderligere fortæller at jeg bar en hvid skjorte som min ledsager havde valgt og købt til mig, så er det lige så troværdigt som alt andet i denne forbindelse, og så kan man ellers mene hvad man vil om den måde at erindre på, som selvfølgelig nu bagefter bliver løftet op og pudset af, men egentlig er det hele meget enkelt, for jeg havde taget en taxi derind, og jeg husker hvordan jeg i et forsøg på tage glæderne på forskud fortalte chaufføren alt, både det med skjorten og havehelten og antikrist og ham med hænderne, og om hvor spændt jeg var på at møde min ledsager, som var på vej derind i en anden taxi, men det skulle jeg aldrig have gjort, for min naive åbenhjertighed førte uvægerligt til at det gik præcis som det går hver eneste gang jeg begår den fejl, som i virkeligheden ikke er nogen fejl, da evnen til at forestille sig at det bedste vil kunne ske er vigtigere end alt andet, for eksempel at være bange for heste, bare for at tage et eller andet, og så endda på en af de smukkeste sommeraftener nogensinde, med mindre det igen er mig som forsøger at indramme historien i noget som kan danne en dramatisk kontrast til den sørgelige slutning som jeg på en eller anden må se at få sat gang i, for selv om musikken var stærkere end den frelstes påstand om evigt liv, og selv om min ledsager morede sig over at se skjorten igen og mente at den ikke skulle have været stoppet ned i bukserne, så var det forsigtigheden jeg fik med mig hjem, sammen med den evindelige grublen over hvor den insisterende kraft skal findes, eller rettere, hvor den gemmer sig, og over hvor langt man kan nå med uskøn skridtgang, når man er skabt til at spjætte og hoppe og løbe og lade tiden om resten

jeg ved ikke om det er fordi det sker på samme tid, men forleden læste jeg om en bog der handler om hvad der vil ske med jorden hvis mennesker forsvinder fra den ene dag til den anden, og det handler om at vandet stiger og halveringstiderne begynder at halvere sig mens bakterierne keder sig så meget at de overvejer om de skal give sig til at æde plastic, bare for at finde på et eller andet, og der var alle mulige andre oplysninger om hvordan huse og materialer og ting og sager ville arte sig i vinden og lyset efterhånden som årtusinderne afløser hinanden, men jeg blev temmelig overrasket da man langt nede på tidslinjen kunne læse at noget så almindeligt som bronze ikke havde tænkt sig at overgive sig uden kamp, og at alverdens statuer formet i det materiale stadig ville eksistere om ti milliarder år, tror jeg det var, og det er da tankevækkende når dagens helt store nyhed er at den store apostelfigur foran domkirken i hovedstaden er forsvundet fra sin midlertidige plads hos en sydhavnsstenhugger, for hvad har bronzetyven egentlig tænkt sig at stille op med den tre meter høje figur i de næste bare fem-ti millioner år, helt bortset fra at jeg eddermame godt gad se den kunstelsker som vil prøve at få moslet de to et halvt tons op ad køkkentrappen, for det er nødt til at være en con amore handling som kan dække over det faktum at skrotpræmien kun lige præcis dækker udgiften til at leje en tyv og en lastbil med hejseværk, så jeg kan kun ønske ve
dkommende tillykke med sin nye pyntegenstand, som må siges at være totalt konge

om lidt åbnes næste vindue og jeg kan genindtræde i den atmosfære som mennesker betragter som en selvfølgelighed, men for at jeg skal kunne gøre det uden at rikochettere tilbage til det lufttomme iskolde intet, eller brænde op på grund af friktionsvarme, skal jeg udføre bevægelsen i en ganske særlig vinkel og med en særlig form for beskyttelse mellem mig selv og den ilt som er helt nødvendig for at jeg fortsat kan drømme og længes, og tænke på dem som optager mine tanker hele tiden og som udmærket godt ved hvem de er, også når de ikke tænker på det, men nu skal det her heller ikke lyde som om der er noget galt eller at låget er ved at ryge af kasserollen, for jeg vil jo bare gerne tilbage igen til lyset og varmen, også selv om livet kan snerre og snappe efter mig uden forudgående varsel eller gyldig grund, og derfor er det så vigtigt med varmeskjoldet som jeg har med mig hele tiden, og som skal holdes på en helt speciel måde hvis jeg ikke skal brænde op på få sekunder, men skal jeg være helt ærlig er jeg begyndt at komme i tvivl om hvilken vej det forpulede skjold skal vende, for hvis jeg standser op et øjeblik og koncentrerer mig, så kan jeg jo godt mærke at den største brandfare kommer indefra og slet ikke fra de varmekilder jeg møder på min vej, så jeg skal sådan set snart tage en beslutning om hvorvidt jeg ønsker at folk skal se mig sådan og om jeg har tillid til at de ikke bliver fristet til at puste til gløden, så mit indre med en lille og knapt nok hørbar lyd bryder i brand og røgen ganske langsomt begynder at sive ud af næsen og ørerne, men som sagt tror jeg slet ikke det ender så galt, og de ting jeg nævner her skal egentlig kun med for fuldstændighedens skyld, for til hverdag ligner jeg jo bare mig selv og smutter skjoldet ind mellem trøjen og jakken, og på den måde er det en fordel at bo i så koldt et land, selvom det også bekræfter hvor kontrastfyldt det kan være at skulle bemestre en tilværelse med så stor forskel på temperaturen udenfor og indeni, og jeg tror nok at jeg skal prise mig lykkelig over at være i stand til at kunne udnytte al den overskudsvarme, eller rettere, håndtere al det kondensvand som dette temperatursammenstød udløser, og derfor er det så meget desto mere vigtigt at jeg prøver at genindtræde i det rum hvor vanddamp kan blive til små ufarlige lammeskyer, som dem jeg tænker på kan ligge og nyde synet af på et tæppe i en park, mens de tænker på om de nu også huskede at låse døren da de tog afsted, og jeg vil vædde på at der ikke går lang tid før de lidt modvilligt rejser sig og går hjem igen, i samme øjeblik som den første tunge bygedråbe rammer dem lige ved hårgrænsen

Fire lange linjer om hende den lyshårede

jeg spørger mig selv om hende den lyshårede i bowlingklubben har det med kærlighed som jeg har det med cirkus, for jeg er ikke den der laver en katastrofeopbremsning ved synet af det første og bedste bolsjestribede telt i horisonten, og spørger man mig kommer svaret uden at jeg behøver at kontakte mentale fjernlagre, for jeg hader cirkus på samme måde som fodsvamp, utroskab og knirkende gulvbrædder, og det værste er ham med frakkeskøderne og den høje hat, der oversælger hvert eneste nummer som om det er ham, der personligt har opfundet selve ideen med manege, savsmuld, heste, gøende søløver og orkesteret, som hver aften sætter ny standard for hvor grimt fire mennesker kan spille på skramlende trommer, søsyg saxofon, ustemt bas og voldsramt klaver via nogle forvrængende og overstyrede højttalere, for slet ikke at tale om klovnene, der forgæves prøver at tale det lokale sprog samtidigt som de med overdrevne fagter og splattende lagkager prøver at skjule det faktum at de udenfor arbejdstiden drikker lige lovlig meget i forhold til den målgruppe de skal forestille at optræde for, så man skal bare give mig stikordet hvis man vil have den gamle monolog om hvor ulideligt cirkus er med dets glatbarberede overflade, højhælede løvetæmmere og effektjagende kolbøttefabrikanter, men omvendt bærer jeg rundt på den hemmelighed at hvis jeg endelig bevæger mig hen til et cirkus, måske fordi jeg skal følges med nogen som har deres barnetro i behold, så bliver jeg alligevel fascineret af de levende dyr, der spiler øjnene op på en måde som aktiverer de sovende hormoner i min krop, og jeg tryllebindes hvis der er en yppig linedanser iført stormaskede netstrømper, der viser hvordan man frit kan bevæge sig og være højt oppe, mens publikum gisper af skrækblandet fryd som om de kender hende privat, og på samme måde tror jeg at hende den lyshårede har en masse fastlåste holdninger til kærligheden, der ikke holder længere end til hun mærker blodet bevæge sig langt hurtigere end når hun haster rundt til alle sine måneder i forvejen planlagte daglige gøremål, men jeg aner simpelt hen ikke hvordan jeg skal få hende til at lave en baglæns saltomortale uden trommehvirvel og sikkerhedsnet, og det hjælper jo heller ikke at hun og jeg spiller længst væk fra hinanden på de yderste baner når vi træner, og fordi vi spiller i samme klub dyster vi aldrig mod hinanden og har altid de samme blommefarvede trøjer på, og jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at gå tværs gennem hallen forbi grupper som laver høje håndklap og råber kampråb, bare for at komme tæt nok på hende til at konfrontere hende med hendes selvmodsigelser, så jeg nøjes med at spørge mig selv

men så har jeg en pæn ven som tog tag i mig fordi han ikke kunne nære sig, og sagde at nu måtte jeg altså se at få gjort noget ved hende den lyshårede, for jeg er jo ikke helt ung længere, og hvis der skulle ske noget mens det stadig ligger indenfor rimelighedens grænse skulle det være nu, mente han ganske bestemt, og det kan han jo sagtens sige med de pæne tænder han har, og jeg nægter som nævnt pure at skulle zigzagge mig gennem grupper af kuglekastende klubkammerater ved de seksogtyve baner mellem min og hendes yderbaner i bowlingcenteret, men så i tirsdags fik jeg øje på noget der kunne være en løsning, idet der lige til højre for min bane var en nødudgang i væggen, og da jeg kiggede ned i den anden ende af hallen kunne jeg se en tilsvarende dør i væggen til venstre for hendes yderbane, så inden torsdagstræningen tog jeg hen til hallen flere timer inden vi skulle i gang for at sørge for at døren i begge nødudgange stod lidt på klem, og så mødte jeg ellers op som om alt var som det plejede, og planen var så at jeg ville smutte ud og nå at komme tilbage igen mens Henning og Ejnar regnede pointene sammen, hvilket plejer at tage mindst et lille kvarter fordi de altid er uenige om hvor mange bonuspoint man får for at have væltet alle keglerne i første kast eller efter begge kast, og selv om jeg spillede dårligere end nogensinde og kun scorede det halve antal point i forhold til hvad jeg plejer, var der rigeligt at skændes om for de to mundhuggere, og jeg kunne helt ubemærket smutte ud af min nødudgang og spæne langs ydervæggen hele vejen rundt om bygningen og over til den lyshåredes dør, og selvom jeg var meget nervøs efterhånden som jeg nærmede mig, så ville jeg gennemføre det og spørge om hun måske havde lyst til at gå på kunstudstilling eller til blindsmagning, selvom jeg hellere ville erklære hende min kærlighed på stedet og fortælle hvor vild jeg er med flere forskellige ting hos hende og på hende og ved hende, men det gør man bare ikke, heller ikke selvom det er i fuld overensstemmelse med sandheden, så da jeg stod foran hendes dør var jeg klar med min indøvede sætning om hvorvidt hun kendte Jeff Koons eller nogensinde havde smagt kamtjatkakrabber, men til min store rædsel kunne jeg ikke få døren op, selv om den tydeligvis ikke var låst, men bare på en eller anden måde havde sat sig i spænd da jeg tidligere på dagen gjorde den parat, og jo mere jeg hev og flåede i den, desto mere rasende blev jeg, for nu var jeg så tæt på
endelig, endelig at gøre noget i stedet for bare at skrive om det, eller drømme om det, så jeg gav alt hvad jeg havde i mig i et sidste desperat forsøg, og lige pludselig gav den efter som om der ikke havde været noget problem overhovedet, hvilket kom så meget bag på mig at jeg tumlede vandret ind ad døråbningen og landede med et brag på hendes yderbane netop som hun med stor kraft sendte en kugle afsted, som heldigvis ikke ramte mig i ansigtet, men lige midt mellem benene, hvilket fik mig til at hyle som en stukken gris, og da hun allerede havde sat i et advarselsskrig da hun så sin kugle nærme sig mine, blev alle i hallen tavse og vendte sig om på tælling mod Bane 28, hvor hun løb ud til mig, selv om man slet ikke må gå ind på banen, og satte sig på hug og løftede mit hovede med underarmen – hun kan nemlig førstehjælp – og så på mig med sine middelhavsøjne og spurgte hvordan jeg havde det, men i stedet for at forholde mig til det, hørte jeg til min store forfærdelse mig selv spørge om hun ville med i cirkus

det viste sig at hende den lyshårede heller ikke brød sig om cirkus, og nærmest syntes det er lidt uhyggeligt, hvilket jeg først begyndte at forstå efter at vi havde fået endeflapperne på vores billetter revet af i Cirkus Komsomolskaya, der var på gæstevisit på Bellahøj og var russere, bortset fra at halvdelen af dem var fra helt andre lande, men det fandt jeg først ud af da jeg dagen efter læste anmeldelsen af forestillingen i avisen, og det var stort set det eneste jeg fik ud af de fire hundrede kroner, for hende den lyshårede begyndte at nyse lisså snart vi nærmede os de dyre pladser tæt på manegen, og jo mere hun prøvede at undskylde og vifte med armene for at undgå den lidt for velvillige hjælp hun blev tilbudt af alle mulige som uopfordret begyndte at vifte med papirlommetørklæder foran hendes ansigt, desto mere desperat blev hun for at få forklaret hvad problemet var, men det var komplet umuligt for hende at sige noget fordi hun på den ene side skulle nyse hele tiden, og på den anden side pudse næse og fjerne mundvand fra hagen inden for den samme vejrtrækning, og i mellemtiden var overkontrolløren kommet til, hvilket ikke ligefrem gjorde det hele lettere, for han var en hysterisk hidsigprop med dårlig ånde og en fæl dunst af gammel sved og årgangssprut som med store fagter og russiske eder krævede at vi forlod teltet, og mens jeg skændtes med ham og den lyshårede forgæves prøvede at komme igennem med at hun helt havde glemt at sige at hun var allergisk overfor næbdyr, glasål og tyl, og at det kom meget bag på hende at et russisk statscirkus indeholdt sporadiske rester af en af de tre ting, blev jeg grebet bagfra af den elefant som havde vandret rundt i manegen med læs efter læs af københavnske børn på ryggen som optakt til forestillingen, og den løftede mig højt op i luften med sin stærke snabel og bar mig rundt i triumf mens publikum jublede fordi de troede at det var en del af showet, og det sidste jeg husker før jeg mister bevidstheden fordi elefanten med al sin kraft kyler mig op på cirkusorkestrets platform, hvor jeg knalder hovedet ind i stortrommen, er synet af den lyshåredes grinende ansigt ved siden af den måbende overkontrollør, og jeg lovede mig selv at det første jeg ville spørge hende om når jeg kom til mig selv igen, var om min observation af at hun helt glemte af nyse mens jeg var på vej opad i luften var rigtig, og så selvfølgelig om vi skulle ses igen og i givet fald hvor

min første tanke er at blå øjne ikke kan have den farve, og derfor vælger jeg at gå tilbage ind i det gode område hvor jeg opholder mig og hvor der er både varmt og trygt og problemfrit, men så hører jeg en stemme som ved hvad jeg hedder, og det forstår jeg ikke, for jeg mener ikke at jeg har mødt andre end små uldne dyr i området indtil nu, og det eneste de har mælet er énstavelsesord efterfulgt af en tværgående bevægelse af underkæben, først den ene vej og så den anden, så det er noget af en nyhed at de kan sige mit navn, og det kan de jo så heller ikke, for stemmen tilhører ansigtet med de dér blå øjne som er så blå at det næsten ikke er menneskeligt muligt, men det er de, og nu genkender jeg hende den lyshårede, der på en eller anden måde har fået mig transporteret fra stortrommen i Cirkus Komsomolskaya til en vidunderlig blød seng, som står i et lyst rum med moderne malerier på væggen og blomster i blomstervaserne, og hun spørger mig hvordan jeg har det, og jeg har mest lyst til at sige at hvis hun kysser mig nu, så må døden for min skyld godt sætte rulleteksterne i gang, men hun presser blidt armen ind mellem min nakke og hovedpuden og spørger, om jeg ikke vil have hovedet lidt højere op, og det vil jeg egentlig ikke, men fordi jeg kan regne ud – så vågen er jeg trods alt – at hvis jeg siger ja, vil den dermed forbundne bevægelse betyde at jeg med sikkerhed vil få den ene side af hovedet presset ind mod hendes barm, så siger jeg siger selvfølgelig ja tak med en meget lille og ynkelig stemme, og det går som jeg har forestillet mig, og følelsen og duften af hende er så voldsom en oplevelse, at jeg falder og falder ind i området igen, og selv om jeg ved at det er den forkerte vej, så kæmper jeg ikke imod, heller ikke selv om rulleteksterne er ved at være forbi, og jeg smiler, både fordi jeg er lykkelig og fordi jeg ved, at hvis jeg besvimer nu, kan musikken, der hele tiden ligger og lokker under det hele og som på en eller anden måde hører sammen med rulleteksterne, få lov at fortsætte sådan som jeg vil have det, uden at der kommer en eller anden pisseirriterende speaker ind over og begynder at tale til mig, som om jeg lige er vågnet op fra en bedøvelse

Lang Sejlerlinje

jo, det kan du mene, men hvad skal jeg tænke når du gør det, for det er altså ikke bare sådan lige at tage den slags ind uden at man bliver nødt til at vende skråen en omgang, og det kan ikke siges at være en urimelig fordring at få meldt klart skib inden hundevagten begynder, for jeg har længe haft en fornemmelse af at det her ikke ligefrem er nogen ganske almindelig søndagssejlads i magsvejr, men i stedet en vild og oceanisk trespringskonkurrence på toppen af de brudte søer med en piskende hyler ind agten for tværs og alle sejl sat, og selv om vi så skulle klare pynten og ride den værste orkan af, så truer den uundgåelige stilhed efter stormen, og da vil jeg mere end noget andet frygte sekunderne lige efter at vi nærmest ved et tilfælde opnår øjenkontakt, og hvor ulysten til at bryde tavsheden brænder på tungen fordi vi i givet fald kender de første par hundrede replikker på forhånd – een af os skal jo være udkik imens alt dette foregår – og jeg aner simpelt hen ikke hvordan jeg vil reagere hvis du helt tilfældigt strejfer min overarm med en lok af dit hår, eller værre, hvis du kommer til at ryste en dråbe vand fra kanten af din underlæbe direkte ind i min mund, idet du med et irriteret ryk vender ansigtet væk fra mig, vel vidende at det ikke kun er min skyld at det er endt sådan, og at du ikke uden videre kan lade som ingenting og påstå at det vigtigste er at vi holder skuden på ret køl, og dermed undgår den forkerte sø som ville få spygatterne til at brække sig så vi kuldsejler og mister alt, for efterhånden vil jeg også hellere tabe det hele i et altindskyllende sekund, frem for at fortsætte rundt og rundt hav efter hav uden at vide hvor vi egentlig skal hen, og med kun den samme gamle uafrystelige kendsgerning som fast pejlemærke”

[Udvalget svarer på ansøgningen i april måned…]

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s