Der er en milliard biler i verden, og eksperter regner med en fordobling i løbet af femten år.
Jeg havde en bil engang. Faktisk har jeg ejet to biler. En lille blågrå tre-dørs Fiat 127, da jeg som 20-årig boede i bofællesskab i Hjortespring, og blandt meget andet tog et kvantespring ind i seksualitetens verden. Så tog jeg på højskole, og solgte bilen til en af de andre elever. Han hed vist Kongerslev. Da jeg var omkring 30 år købte jeg en helt ny bil. En rød fem-dørs 1,4 Fiat Tipo. Den var dejlig. Jeg solgte den til en tyrker i à rhus ti år senere, cirka.
I dag har jeg ikke nogen bil. Og jeg er begyndt at synes, at den måde bilisterne sidder på i førersæderne, er en lille smule komisk. Armene og benene peger lige ud i luften, mens motorkraften puffer dem fremad, ofte i skræmmende høj fart. Kropsstillingen som sådan er besynderlig. De sidder der bare og vipper med fødderne. Frønn frønn dytbil.
Som en lille baby, der bare sidder på gulvet og sidder. Ãjnene prøver at fokusere. Tungen tæsker rundt om sutten, hvis en sådan benyttes. Men der sker ikke andet, end at babyen sidder.
Så kommer mor.
