I mørke er alle katte rå

Den jyske elskovsdrik var gledet ned, omend med periodisk synkebesvær langs de blå bånd. Det var en benyttet kontrollør som ved midnatstid i aftes satte sig på et af de to sidevendte sofasæder i Bus 66 med kurs mod bjerget. Snefald gjorde føret og udsynet problematisk, men jeg kunne hurtigt se og mærke at jeg og de øvrige passagerer var i gode hænder.

En årvågen, slank chauffør med spids næse og en lille smule sandfarvet, måske rødternet hår havde absolut kontrol over Operabussen. Og der var en helt særlig detalje ved ham, der gjorde mig nostalgisk og sendte mig nordpå til fiskebuddingens land.

Jeg fik mig en god ven i Oslo, da jeg boede i byen i et års tid i 1980. Han hedder Tord, og så sent som for nylig havde jeg fornøjelsen af at få besøg af ham og hans elegante bergensiske hustru, Else. Dengang, i min norske tid, ejede han en udfaset ambulance. Eller også roder jeg det sammen, så han ejede en Mercedes stationcar. Jeg arbejdede jo som ambulancemand, selvom jeg hverken måtte køre den eller anede noget om førstehjælp. Meget betryggende for nordmændene…eller måske ikke.

At Tord havde en god bil, er i hvert fald helt sikkert. Med servostyring. Ja, faktisk tror jeg at Tord er født servostyret. Han bestiller altid en hel masse, og når at lave en ubegribelig masse ting, uden at gøre store bevægelser. Han er smooth. Der er lidt cool cat over ham. Og nu kommer vi til detaljen, som han deler med Bus 66-kaptajnen i aftes.

Tord var en suveræn bilist. Jeg er selv gammel taxichauffør, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Okay, de kretensiske buschauffører er lisså gode, men det er en anden historie. Tord kørte som et svin, set udefra. Med højst en lillefinger på den nederste kvadratmillimeter af rattet, sendte han mørseren rundt om hjørnere og på kryds og tværs i den norske hovedstadregion, med en hastighed og frækhed som ellers kun ses i dårlige amerikanske film.

Men han havde altid fuldt overblik, og der skete aldrig noget. Og når han i sidste sekund bremsede ned for en morlille fra Drammen, på grund af den rigoristiske højrevigepligt i Oslos gader, og med en flad hånd viste hende at han ville vente til hun havde passeret, så kunne det ske at han for at bløde op på situationen løftede solbrillerne op, så hun kunne se at hans semi-sataniske smil var både lunt og venligt længere oppe.

Tord kørte med solbriller. I al slags vejr. Og om natten. Han sagde, og jeg tror ham, at det var på grund af et migræneproblem han døjer med, at han er meget lysfølsom. Det så bare dybt provokerende ud, når han fræsede rundt om Stortinget i snevejr klokken 23.30 med afsikrede pilotsolbriller.

Det tænkte jeg på i aftes, da superchaufføren zigzaggede gennem København, som om han havde opfundet privatbilismen. Med solbriller for øjnene. Kun når han skulle ekspedere, og trykke byttepenge ned, satte han Ray Ban’erne op i panden.

Jeg slappede af i fuldkommen tryghed, og så for mig ham og Tord som Crockett ogTubbs, i en skandinavisk genindspilning af Miami Vice. På snescooter i Stockholm med bind for øjnene. Det skal trods alt være en spændingsfilm.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s