Nej, for satan..!

Jeg sad i går eftermiddags på en træbænk i læskuret på Ny Ellebjerg station. For engangs skyld er der ikke en af de ulyksalige rygere tilstede, der søger ly for vind og vejr. Derfor glæder jeg mig til at kunne sidde i fred og ro og tyre gratisaviserne igennem, inden min datter kommer med E-toget fra Køge.

Men.

Så kommer der to kinesere gående på perronen, og de er ikke i tvivl om hvor de vil hen. Hen til min bænk. Ikke om disse raske ungersvende ville drømme om at stå op ude i den friske luft. De er tynde og har hver sin bærbare i en taske over skulderen.

Der er kun lige plads til os alle tre på bænken, men de er åbenbart vant til kropslig nærkontakt i det offentlige rum, så de sætter sig uden videre mens snakken går om et eller andet. De ikke så meget som ser på mig, og jeg har ikke en kinamands chance for at læse eller trække vejret.

Jeg pakker aviserne sammen, og sender en tanke til den unge kvindelige student i IC3-toget forleden. I dette tilfælde er der ikke nogen kommunikation. Kun mig med min surhed. Måske skulle jeg spare sammen til en ferietur i Beijing, og ikke bestille andet end køre rundt i diverse offentlige transportmidler, og møve mig ind på ledige sæder og puffe og mase og føre lange og påfaldende høje samtaler med min egen mobiltelefon.

Men jeg kan jo for så vidt også lade være. 

Før jeg i tankerne når halvvejs til Riget i midten, har de to ungersvende rejst sig og taget A-toget. The Duke har ikke levet forgæves. Kort efter kommer E-toget, og så er der fest på den glade station.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s