Jeg er vist ved at udvikle mig til lidt af en sproghystade. Ikke fordi jeg selv er særlig god til grammatik, snarere tværtimod. Kommaregler? Glem det. Punktum?…ja, hvis teksten er til det 🙂
Men det river i mig, når TV2 oplyser at SKAT svigter sin indrivelsesopgave. Der er tydeligvis ikke kun noget rivende galt i SKAT.
Og det rykker i mig når samme kanal oplyser, at en 61-årig gymnasierektor er dømt for børneporno i retten i Næstved – min salig mors fødeby. Han skal eddermame have været smart og fræk, hvis han har kunnet gøre det midt inde i lokalet, uden at blive opdaget? Dommen er sikkert afsagt ved retten i Næstved.
Jeg bliver vred, alvorlig talt, når et eller andet latterligt synsfirma på en busreklame tilbyder øjenoperation for 364 kr. Jo, gu’ spærrer man øjnene op, så man kan få øje på den bittelille tilføjelse om, at det er i 72 måneder man skal betale det beløb…med 14,1% rente i à OP. Blår i øjnene, synes jeg.
Selvfølgelig kan jeg godt regne ud, at man ikke kan smide brillerne for så lille et beløb. Jeg synes bare alligevel det er røvhamrende frækt at lokke med det på den måde.
Hep!