Monthly Archives: marts 2009

Den ene dårskab overdøver den anden?

“Hvad er nåden andet end et hovedvandsæg, som man lugter til, når syndens fodsved bliver alt for stram? (…) Hovedvandsægget kan måske tage lugten bort, men sveden forbliver sågu den samme.”

                          [Citat fra ‘Barbara’ (1939) af Jørgen-Frantz Jacobsen]

rubberboiler

jeg har lige kogt mine sorte sko
de var begge to selv ude om det
først var jeg i en mørk grottesal
udenfor sad en kvinde i sort tøj
langt væk sad en anden kvinde 
forsigtigt lirkede jeg skoen af
en stank svitsede sår i ansigtet
så prøvede jeg med den anden
og kickstartede drivhuseffekten
kvinden i sort bød mig godnat
den anden var udenforstående
nu er de begge skæve i bunden 
vi må se ad om de kan gå igen

Gud fri mig vel

I Brasilien er en ni-årig pige angiveligt blevet voldtaget af sin stedfar, og som en nærmest djævelsk konsekvens er hun gravid med tvillinger. Det kan i sig selv være svært at tro på.

Lægerne har undersøgt pigen, som er fire måneder henne, og har indstillet hende til en abort. Ikke kun på grund af hendes alder, men også fordi hendes krop ikke vil kunne klare graviditet og fødsel. Dermed opfylder hun lovkravet for at få en abort i Brasilien, hvor det ellers er forbudt at afbryde graviditeter.

Det er en grusom sag. Den 23-årige stedfader er anholdt og tiltalt for udåden. Han skal angiveligt også have misbrugt en 14-årig handicappet storesøster til den ni-årige.

Men før puls og blodtryk får bare en lille chance for at finde sig selv igen, når man læser om sagen, kommer chokket. Ærkebiskoppen i den region hvor sagen foregår, nær havnebyen Recife, er rasende. På grund af overgrebet og den lille piges lidelser? Nixen bixen.

Fader Jose Cardoso Sobrinho vil smide lægeteamet og pigens mor ud af den katolske kirke, fordi de medvirker til den frygtelige synd: abort.

Jeg ønsker Fader Jose Cardoso Sobrinho hjerteligt tillykke med denne store sejr i menneskelighedens tjeneste. Og jeg vil love ham at tage ham med i min aftenbøn de næste mange, mange dage. Noget siger mig at han får brug for det.

Fader Jose Cardoso Sobrinho kan tro hvad han vil. Jeg tror der er rigeligt varmt inde under hans sjove hat. Jeg tror også, at Gud sidder oppe i Himlen og flår sit tynde, hvide hår af i store håndfulde. Han er også vred, tror jeg. Meget, meget vred. Og jeg tror jeg ved hvem han er vred på.

Fader Jose Cardoso Sobrinho tester grænserne for hvad begrebet tilgivelse kan holde til. Hvis Gud kan tilgive ham, så vil jeg se frem til Skærsilden med den mest vidunderlige ro i sjælen. Stol på det.

Der er alt, alt, alt for få kvinder i den katolske kirkes topledelse.

Amen. 

PRivatliv

Forsiden af marts måneds “Ud & Se”-magasin prydes af et portrætfoto af digteren/forfatteren Lone Hørslev. Sidst jeg så hende, var da jeg læste op ved Øverste Kirurgiske LAB-show 1. maj sidste år. Hun sad på gulvet og noterede i en lille notesbog, mens der blev rablet løs på scenen.

Hendes mand var der også, og hilste venligt på mig. Ham havde jeg ellers kritiseret for ikke at inkludere mig på den meget velansete litteraturblog, som han bestyrer, og hvor kun en lille flok af etablerede og særligt skolede tilsyneladende har adgang.

Ægteparret havde på det tidspunkt fået to børn sammen og var flyttet til Fanø. Romaner blev skrevet, alt var godt, og i store interviews på kultursiderne fik man at vide hvor inspirerende det var at skifte storbyen ud med det meget roligere vestjyske miljø.

Nu er historien en ganske anden. I DSB-bladet beretter Hørslev at ægteskabet er krakeleret, blandt andet fordi hun alligevel ikke kunne vænne sig til stilheden. Selvfølgelig er hun meget ked af det, men på trods af sorgen og tårerne har hun aldrig skrevet så meget og så godt som nu.

Og hendes spritnye digtsamling ‘Jeg ved ikke om den slags tanker er normale – skilsmissedigte‘  er en hensynsløst ærlig sag, hvori intet og ingen – slet ikke hende selv – bliver skånet. De digte fra bogen, som er gengivet i artiklen, synes jeg er gode. Hun kan noget. Lige så dramatiske og kontrastfulde som det diva-look hun tager på sig i det offentlige rum.

Den reklame Hørslev får via artiklen i ‘Ud & Se’, må være den største for en digtsamling nogen sinde i dette land. I en hel måned vil der i hver eneste DSB-togvog være en reklame for udgivelsen. Og for at det ikke skal være helt løgn, så bliver bogen vurderet i Smagsdommerne på DR2 på torsdag. Allerede godt anmeldt i Politiken. Og i WA.

Jeg beundrer hendes ærlighed og jeg sender hende og hendes mand og deres børn en kærlig tanke. Jeg vil også være ærlig nu, og udtrykke min misundelse over at hun er nået så langt som til den forside. Er det mon udelukkende fordi hun skriver så godt, som hun gør? Hjælper det at have et diva-udseende? Hvor meget hjælper det, hvis digteren selv – og digterens privatliv – er godt stof? 

At blive forsidestof i ‘Ud & Se’ er en præstation i sig selv. Hatten af. Jeg kan slet ikke følge med. Og jeg tvivler på, at jeg ville turde spille min egen skilsmisse så direkte ud i offentligheden. Men måske var det lige netop det, som Gyldendals lyrik-redaktør efterlyste, dengang han afviste mit manuskript, fordi det ikke rigtigt handlede om noget?

Jeg tvivler på, at jeg har rygrad til så voldsom en eksponering. Måske passer det mig i virkeligheden bedre at surmule i stilhed over ikke at kunne få mine digte udgivet. Måske er prisen for at gå hele vejen lge lovlig skræmmende? Jeg ved det ikke rigtigt. Måske må man bare skrive og leve, og så se hvad der sker. Bare man skriver.

tenor til nar

hans stemme løfter sig og sænker sig, og jeg forstår ikke hvordan han kan blive ved og ved med at sende den på himmelfart og fange den igen lige inden den rammer risten i kælderen, så jeg spekulerer på, det må jeg erkende, om hans styrke i halsen og mellemgulvet er koncentreret til de steder på hans krop, eller om han også er en seksuel seksløber som kan få sin partner til at synge andenstemme til en hvilken som helst melodi hans dirigentstok dikterer, men før jeg for alvor får sat den film på min indre fremviser får jeg en melding om at jeg har fået en besked, og straks håber jeg at det er en ganske bestemt meddelelse, for hvis det forholder sig sådan vil alt i mig sprænges af jubelfryd, som om jeg består af små champagneceller hvor propperne popper af sig selv på grund af glædespres, så det er med bævende tøven jeg går ind på den hjemlige side, og det er med den sædvanlige nedtrykthed jeg læser nyhedsbrevet fra den lokale biograf, hvor der på mandag er forpremiere på en kærlighedsfilm om en forfatter, der er forelsket i en smuk kvinde med en broget baggrund, og som ender med at skrive en bog om hvordan han var lige ved at blive lykkelig med hende, men endte med at blive skilt, fordi han skrev for meget

Stiff Upper Brain

Forleden ringede jeg til den britiske ambassade. Der var et ord i den oversatte roman jeg indlæste, som jeg ville tjekke udtalen af. En af hovedpersonerne havde et usædvanligt fornavn. Jeg har enkelte gange før nydt godt af venlig sprogservice fra diverse diplomatiske og administrative medarbejdere, når jeg høfligt har bedt dem hjælpe mig med at formidle deres lands litteratur så korrekt som muligt.

Men ikke denne gang.

I røret fik jeg en tilhøreladende meget vigtig ung mand. Ikke på vilkår, om han så meget som ville overveje at stille mig videre. Jeg kunne høre på ham, at hans liv helst skal have en hel masse drive og action. Noget med nogle mørkemænd som overmandes af spændstige helte. Han afbrød til sidst forbindelsen, trods min semitryglende opfordring til at overveje sagen endnu engang.

Jeg blev så vred på denne unge engelske løve, som måske endda var dansker og bor i en atriumsgård i Svogerslev, at jeg bandede og svor. Måske svovlede jeg endda også. Han kom ikke med i min aftenbøn. Stol på det.

I dag skulle jeg så yde service til medarbejdere fra den britiske ambassade. Handelsafdelingen havde lejet sig ind i Operaen som vært for en konference om kræftforskning, i samarbejde med britiske firmaer, og med besøg af  forskere og læger fra forskellige lande. Foredrag og networking og frokost og den slags, der får nye idéer til at opstå i et inspirerende miljø i passende omgivelser. 

Ved afskeden fik jeg en lille gave fra værterne, som efter hvad jeg fornemmede var godt tilfredse med dagens forløb. Jeg fik en hjerne. Jo, dæleme var det så! Den er hvid, og ligger godt i hånden. Man kan træne musklerne i hånden ved at klemme den sammen. Så snart man slipper taget, så udvider den sig igen. På toppen er der trykt det britiske handelskammers logo.

Så nu har jeg altså en hjerne. Slut med undskyldninger. Hvis jeg nu var rigtig fræk, så sendte jeg den videre til telefonmanden på ambassaden. Men…jeg tror ikke han ville fange mit budskab. Det ville jo kræve at han har lidt humor. Måske endda lidt selvironi. Det tør jeg ikke satse på, og desuden er jeg glad for min lille bærbare hjerne. 

I øvrigt fik jeg svaret på udtalespørgsmålet ved at ringe til det skotske forlag, som har udgivet romanen. Der fik jeg en fremragende service. Redaktøren kendte endda svaret med sikkerhed, fordi han selv havde undret sig over navnet, og havde talt med forfatteren om udtalen. Hestens egen mule. Sådan kan jeg lide at arbejde. Det er dejligt at tvivle, og få svar.