Sombrero Boys

Jeg har taget tilløb til det her, og nu prøver jeg.

Der er ikke tale om dramatisk reportage fra mit privatliv, selv om der ellers er stof nok at tage af, skulle jeg synes. Men den slags egner sig kun til offentliggørelse, hvis man i forvejen er kendt for noget andet.

Kendt for at være kendt, bedrageri, festlige faderkomplekser og moderbindinger, mellemrum mellem fortænderne, brøstfældig og brøstholden brysten sig frem med afsikret mascarabørste, rufferi, epigonistisk sangsucces i prime time – og alt det jazz.

Næh nej, det handler om at jeg er forelsket i et teaterstykke om søvnløshed. Det spilles på Portscenen i Skuespilhuset, og fordi jeg er ansat på teatret er jeg skrigende inhabil med hensyn til at forholde mig til det med troværdighed og uafhængighed – og den begrænsning irriterer mig, når jeg nu er så vild med det. Jeg kan nemlig ikke anbefale forestillingen nok. Den hedder ‘Insomnia’, og går i nogle uger endnu.

Stykket er bestemt ikke et traditionelt skuespil, hvor rodløse og vildfarne mennesker går rundt i cirkler og slynger fornærmelser, beklagelser og betroelser ud i alle retninger.

Det er en slags teaterkoncert, som er sat ind i en dramatisk ramme: i en beboelsesejendom kigger vi indenfor hos beboerne i en opgang, hvor de ikke kan sove om natten, fordi en koncertpianist i stuen øver Goldberg-variationer. På samme etage bor en meget nervøs og genert mand, som bruger læresætninger og remser til at holde angsten fra livet.

På første sal bor en smuk japansk sopran, og et par bestående af en kvindelig saxofonist og en mand i midtvejskrise, der både vil rejse og blive hjemme. En serbisk jazzsangerinde vandrer rundt i opgangen, og synger duet med dem hun kan få kontakt til. 

På anden sal bor en kvindelig natradio-vært, der har masser af nærvær i stemmen, men alt for meget fravær af samvær i livet. “Klokken er elleve minutter over tre…vi skal nu lytte til Sombrero Boys..!” 

Avisen Børsens anmelder Lars Wredstrøm følte en strøm af vrede, da han så forestillingen. “Indbegrebet af et kongeligt flop” skrev han – en mening han var ret alene om i anmelderkorpset. Hans reaktion har gjort mig helt nysgerrig efter at lære ham at kende, fordi der er lysår mellem hans og min oplevelse.   

Det går bare ikke rigtigt at jeg flæsker ham her på bloggen, fordi jeg er inhabil. Derfor beder jeg dig om hjælp: gå ind og se den – og fortæl mig hvad du synes. Jeg kan muligvis skaffe billetter med rabat.

Der er i løbet af de ca. 85 minutter uden pause en del klassisk musik og lieder og madrigaler og harmonika og skrålesang og snak om europæiske rejsemål og frugtpresse-larm og huskeråd om personlig hygiejne, så det skal du være klar over. Du kommer også til at se indtil flere personer øve sig i at spise vand med spisepinde.

Jeg har set forestillingen to gange, begge gange sammen med min datter, og vi skal se den igen. Stol på det. Den gav os en strøm af glæde.

Diu, diu, diu…

Hallo..?

Advertisement

fremad i sol på afstand

ryggen mod vinduet på arbejdet og udsynet er begrænset mellem husene oppe i krydset, som den lille vej strækker sig op til, hvor bygningen til venstre er fyldt med mennesker af anden festlig herkomst, men det er ikke dem jeg har øje for nu, for dem ser jeg jo så tit når jeg har front mod vinduet med udsnittet af den travle ringvej som jeg kender i forvejen hjemme fra mit eget og helt private vindue, og måske er det otte års konstant rumlen af brændstofmennesker som lige nu giver mig idéen til en kunstfilm, hvor en gruppe observatører skal stå her ved vinduet med hver sin kikkert, og når en personbil passerer i synsfeltet mellem husene deroppe, skal den ene person sige ‘bil’, mens en anden med dybere stemme skal sige det, når en bil kommer fra den modsatte retning, og hvis det er en bus er det en tredje og en lastbil en fjerde, og gerne to forskellige til begge køreretninger, hvis de ellers kan være her, for der skal jo også stå nogle og sige ‘gående’ og gentage ordet sålænge de kan se en sådan person, og jeg bliver helt sangvinsk ved tanken om billedet af gruppen af betragtere, der står dér og siger hver deres trafiklyd, mens kameraet fastholder indstillingen på dem, og kun dem, måske med en langsom panorering fra side til side, for på den måde kan man få præcis det indtryk jeg er ude efter, nemlig hvor sindssygt mange biler, der har valgt den vej, på en måde så trafikpresset kan blive til en lydmæssig gengivelse af noget synligt, når myldretid forvandles til et talekor, og forresten er det meget vigtigt at huske cyklerne, for flere af dem jeg allerhelst vil se på, bruger netop den form for transport i byen i forårssolen, men det er en helt anden film med langt færre medvirkende og et alt, alt for lille budget

Showdown i teaterbussen

Bus 29 er ikke ligefrem en daglig krigsskueplads for at få en siddeplads. De gange jeg har brugt buslinjen, har der højst været ti passagerer. Jeg bruger den, når jeg skal til Skuespilhuset på Kvæsthusbroen.

I går eftermiddags fangede jeg den på Grøndalsvej ved Flintholm station, og så hyggeskrumlede vi ellers fra Vanløse gennem Frederiksberg til Vesterport og videre over Rådhuspladsen, Stormbroen, Holmens Kirke og Nyhavn til Skt. Annæ Plads og endestationen tæt på kajen ud mod havneløbet.

Jeg var træt i hovedet efter at have indlæst starten på en ny lydbog – romanen ‘Sindets Tremmer’ af Einar Már Guðmundsson – og jeg glædede mig til at få noget mad, inden jeg skulle på kontrollørvagt. Heldigvis var min yndlingsplads ledig. I Bus 29 er der et dobbeltsæde nær bagdøren, hvor man kan hvile begge fødder på et gult rækværk omkring et bagageområde, hvor der ikke er siddepladser. 

Jeg sætter mig på ydersædet, for så kan jeg række højrearmen op, og holde fast om den gule stang med STOP-knappen. Når jeg sidder sådan, så har jeg det bare godt. Jeg betragter byens mennesker og trafik og tænker de længste tanker. I ørerne har jeg musik fra min gode gamle lommeradio som jeg købte på Mallorca i 1996. Nydelsen er enorm. Jeg råhygger mig. Mediterer næsten.

Vi er tre-fire passagerer i bussen. Jeg hører Saybias sang ‘The Second You Sleep’ og har skruet temmelig højt op. Mit blik er fæstnet på et punkt udenfor bussen, og jeg er langt inde i nogle tanker om Saybias forsanger, hvis 29-årige kæreste omkom ved en busulykke på Toftegårds Plads i 2007. Deres to-årige datter blev hårdt såret. 

På et tidspunkt ser jeg en skygge nærme sig. Jeg kan ud af øjenkrogen udmærket godt se, at en kvinde på ca. 60 år er standset op ved mit højreben. Hun vifter lidt med hånden – og beder sikkert om at måtte komme ind og sidde på den ledige vinduesplads.

Jeg reagerer ikke, og det er med vilje. Så prikker hun mig på knæet. Først forsigtigt. Jeg stirrer endnu mere intenst på ingenting, og nu prøver hun at følge min blikretning ved at bukke sig lidt ned. Det må jo være noget meget interessant, der afholder mig fra at reagere, tænker hun vel.

Der er 53 ledige pladser andre steder i bussen, deriblandt masser af dobbeltsæder, også henne ved de sæder som er forbeholdt dårligt gående. Alligevel insisterer hun på sin ret til at sidde præcis dér, hvor jeg breder mig.

Musikken i mine ører er så høj, at jeg ikke kan høre hvad hun står og siger. Armene går på hende som en vindmølle. Jeg beslutter, at jeg ikke vil reagere overhovedet, før chaufføren eventuelt blander sig. Det gør han ikke. Jeg tror ikke at hun har talt højt på noget tidspunkt, men jeg ved det ikke.

Hun opgiver til sidst, og sætter sig på et af de tomme dobbeltsæder bag mig. Jeg frygter seriøst at hun vil smadre en håndtaske i baghovedet på mig. Det sker heldigvis ikke. Nogle få stoppesteder længere henne må hun være stået af, for hun er der ikke, da bussen kort tid efter når endestationen. Jeg har ikke beskrevet hende nærmere, for jeg havde ikke på noget tidspunkt øjenkontakt med hende.

Var jeg grov og ubehøvlet? Normalt gør jeg meget ud af at hjælpe til, hvis ældre og/eller dårligt gående har brug for en plads. Men her sad jeg simpelthen så vidunderligt dejligt, at jeg ikke uden kamp ville give efter for hendes berettigede krav om at sidde ved siden af mig.

Selvfølgelig er det typisk mig, at jeg godt tør tage en konflikt med så ufarlig en tante, men jeg stivnede simpelthen i forargelse over at hun ikke valgte et af de mange, mange andre sæder i bussen. Alligevel var det halve minut, hvor hun stod og gjorde sit krav gældende højst besynderligt.

En slags teater.

Hvad koster Lomborgs ører?

Min gamle skeptikerhelt er tilbage. Bjørnen, der advokerer for at man skal tænke sig godt om, før man vælger fremgangsmåder til at bekæmpe de mulige skadesvirkninger af en varslet generel temperaturstigning på vores lille snurrebold.

Lomborg er blevet blogger på Politiken.dk, så man kan få hans meninger op til den kommende klimakonference i København. Hans åbningsprædiken handler mest om, at det er fint nok at satse stort i en god sags tjeneste, men da man ikke på nogen måde har nået de tidligere mål, så var det måske på tide at forholde sig mere pragmatisk i den kommende aftale.

Han skriver bl.a.: “Copenhagen Consensus viste, at mens de bedste CO2-reduktioner kun gør 90 ører godt for hver krone brugt, vil forskning og udvikling kunne gøre 16 kroner godt for hver krone.”

Jeg synes det er et fornemt resultat, hvis 45 menneskers hørelse får det bedre af CO2-reduktion for 100 øre. I klimadebatten kan man hurtigt komme til at tale for døve ører. 

I min verden er charmejonglørens holdninger et meget vigtigt bidrag i en livsvigtig debat.

der er en redningsfest under sædet

men jeg kan tydeligt huske aftenen før hun skulle lande, for jeg kunne ikke bestemme mig til om jeg skulle tage ud i lufthavnen og møde hende, ikke fordi der er særlig langt eller noget, men mere fordi jeg var usikker på hvordan hun ville tage det, både fordi jeg ikke kunne vide hvordan flyveturen havde været, vel vidende at hun er typen som ikke kan lide landinger når vingerne vipper op og ned lige før lyden af brændt gummi på pludselig asfalt, men også fordi hun ikke var klar over at jeg overvejede at møde op, og jeg udmærket godt ved at hun i det hele taget ikke bryder sig om tilfældigt opståede nedfældninger – den dag i dag ved jeg stadig ikke om hun hælder mere til autopiloter – men i hvert fald var jeg meget i tvivl den aften, sikkert også fordi jeg var kommet til at blande forskellige slags vin, hvilket man skal være varsom med, især hvis man ikke er særlig stærk i forskellen mellem chateau og sjatter, noget jeg bestemt ikke var, selvom jeg gjorde et stort nummer ud af at lade som om, og det holdt da også kun til den druefulde aften jeg i godt selskab påstod at den bedste portugisiske vin man kan købe for penge hedder det-og-det, hvorefter en fyr som indtil da ikke havde sagt et ord hele aftenen, og som jeg ikke kendte, og som desværre viste sig at være ønolog, meget stilfærdigt oplyste at det portugisiske ord jeg sad og blærede mig med, betyder årgang, hvis man oversætter det direkte, så lige siden har jeg kun drukket dåseøl, selvom jeg får hikke af det – som nu – hvor jeg har haft det i to stive timer og på den måde æret hende jeg alligevel ikke hentede i lufthavnen, fordi jeg var usikker på om hun kunne lide mig for alvor, når det kom til stykket, og måske også fordi jeg havde det med at komme til at fnise ved tanken om et florerende rygte om at hun havde det med at få hikke lige før hun kom, især når hun var ædru, hvilket hun var tit, alt for tit, faktisk

Rocky likes Adrian

Paulie: [talking about his sister Adrian] You like her?
Rocky: Sure, I like her.
Paulie: What’s the attraction?
Rocky: I dunno… she fills gaps.
Paulie: What ‘gaps’?
Rocky: I dunno, she’s got gaps, I got gaps, together we fill gaps.

Poesi i sommerbyen?

I juli og august måned har jeg ingen kontrollørvagter i Operaen. Måske har jeg stadig nogle lydbogsopgaver, men det kan jeg ikke være sikker på.

Nu har jeg fået en idé.

Jeg har skrevet til kulturforvaltningerne i København og Frederiksberg kommuner, og søgt om tilladelse til at optræde med oplæsning af tekster på små listige steder i sommertiden. F.eks. i rolige hjørner af parker, eller på skyggefulde steder på pladserne. Så vil jeg tage min ghettoblaster med og læse op via den – eller afspille nogle af mine i forvejen indtalte tekster.

Det skal ikke larme, tværtimod. Det skal være små oaser af ord og lyd. Jeg har skrevet i ansøgningerne, at jeg gerne modtager et honorar for at være sommerpoet – men ellers vil jeg have tilladelse til at sælge bøger og cd’er.

Jeg tror ikke de siger ja…men nu har de da i hvert fald chancen. Og som den gamle bueskyttemester siger: ‘Af alle de pile du ikke sender afsted, rammer ingen målet’. 

Buffet har fanden skabt

Det Kongelige Teater har i anledning af Skuespilhusets første fødselsdag udgivet en fin fotobog. Fotografen hedder Egon Gade, og bogen kunne i princippet anbefales uden forbehold – hvis ikke lige…

På side 21 ser man et vue ud over den fine personalekantine. Kun få ansatte er tilstede, men man bemærker dog straks en mand, som åbenlyst ikke har haft godt af at arbejde et sted med så veltillavet en buffet til så rimelig en pris.

Han formelig flyder ud over bordet og den flettede tivolistol vånder sig under ham. Ser man nærmere efter har han gudhjælpemig taget sine størrelse 46-kondisko af. Til gengæld skal der kun et enkelt kig til for at konstatere, at han snart vil stille træskoene hvis han ikke snart nærer sig.

Men bortset fra det er det en fin bog. Sådan set.

Påskefareren

spyt i mundvigen

bøf er det samme som ost, sagde hun, men rettede det ugen efter til at bøf er det samme som sovs, og på den måde kom dagen rigtig godt i gang, bortset fra at jeg fik krampe i læggen temmelig tidligt, jeg var vel omkring fyrre og lå helt stille, altså første gang, hvorimod jeg denne gang var ved at vende mig og fik storetåen viklet ind i et af bændlerne på dynebetrækket, og så skal det jo gå galt, selvom det måske ikke har ret meget med angrebsåbninger i håndbold at gøre, endsige med den film som fik en mand til at skrive på en rådden tomatside, at han lige efter at være kommet ud fra biografen havde følt sig som en fuld bodybuilder, der brugte sin hjerne som bowlingkugle, for slet ikke at tale om den dreng af anden etnisk herkomst som i morges flygtede fra en togrevisor af tredje etnisk herkomst nede på bisperen, men i bund og grund handler det hele om at sige undskyld uden at sige det, og på den måde kan det på sin vis minde om det sexliv man gang på gang ikke har, hvilket omvendt siger noget om årsagen til at man bruger alt for meget tid på at reflektere og referere, i stedet for at reagere på en måde som ville have kunnet medføre spyt i mundvigen, for det syder og bobler, derude, hvor våben kan forveksles med leverpostejmadder og alligevel føle sig godt tilpas, smækket op på væggen som de er, om foråret, med prikker