Verserende sager

Foran mig myldretid i landets mest omtalte bydel. Fredag eftermiddag. Højbanen kaster skygge ned over Nørrebros måske travleste kryds. Biler med bling-bling kaptajner og dunkebas risikerer hele familiers liv for at fræse fem meter hen til næste røde lyskurv og klodse bremserne.  Hjemløsemanden siger fortsat god dag. 

Teltomfattede mødre kæmper med udsynet og med at holde styr på de påhængende børn. Tynde mænd i jeans og ansigter som Stevns Klint går deres egne veje, og undgår påfaldende behændigt kontakt med de mange rygende kønsfæller af anden etnisk herkomst end Hillerød.

Jeg har rygsækken fuld af otte pakker Becel-smør som jeg lige har købt på tilbud i Føtex. Jeg gider ikke køre hjem med dem først. De skal sgu med i Operaen. Og de skal også lige med på en glad tur i Nyhavn, hvor jeg skal aflevere min uniformsjakke i en rensebutik.

Den ene store bus efter den anden med kurs mod Holmen brøler forb. Mængden af mennesker udskiftes flere gange, men ligner sig selv på en prik. Det vil jeg gerne filosofere over, men ikke nu. Jeg står på den samme halve kvadratmeter og vil ikke være andre steder i hele verden.

Når jeg træder bare et enkelt skridt frem, går jeg fra skygge til sol. Som om jeg er med i en dårlig tv-reklame. I solen bli’r jeg omfavnet og alting falder på plads med et lille lunt suk. Træder jeg tilbage igen, maser de verserende sager sig straks op i kø, og skriger og puffer.

Jeg tror at jeg rokker frem og tilbage tyve gange. Folk må tro jeg er lammet. Det er jeg også. Af lykke. I rygsækken smelter smørret solidarisk.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s