Showdown i teaterbussen

Bus 29 er ikke ligefrem en daglig krigsskueplads for at få en siddeplads. De gange jeg har brugt buslinjen, har der højst været ti passagerer. Jeg bruger den, når jeg skal til Skuespilhuset på Kvæsthusbroen.

I går eftermiddags fangede jeg den på Grøndalsvej ved Flintholm station, og så hyggeskrumlede vi ellers fra Vanløse gennem Frederiksberg til Vesterport og videre over Rådhuspladsen, Stormbroen, Holmens Kirke og Nyhavn til Skt. Annæ Plads og endestationen tæt på kajen ud mod havneløbet.

Jeg var træt i hovedet efter at have indlæst starten på en ny lydbog – romanen ‘Sindets Tremmer’ af Einar Már Guðmundsson – og jeg glædede mig til at få noget mad, inden jeg skulle på kontrollørvagt. Heldigvis var min yndlingsplads ledig. I Bus 29 er der et dobbeltsæde nær bagdøren, hvor man kan hvile begge fødder på et gult rækværk omkring et bagageområde, hvor der ikke er siddepladser. 

Jeg sætter mig på ydersædet, for så kan jeg række højrearmen op, og holde fast om den gule stang med STOP-knappen. Når jeg sidder sådan, så har jeg det bare godt. Jeg betragter byens mennesker og trafik og tænker de længste tanker. I ørerne har jeg musik fra min gode gamle lommeradio som jeg købte på Mallorca i 1996. Nydelsen er enorm. Jeg råhygger mig. Mediterer næsten.

Vi er tre-fire passagerer i bussen. Jeg hører Saybias sang ‘The Second You Sleep’ og har skruet temmelig højt op. Mit blik er fæstnet på et punkt udenfor bussen, og jeg er langt inde i nogle tanker om Saybias forsanger, hvis 29-årige kæreste omkom ved en busulykke på Toftegårds Plads i 2007. Deres to-årige datter blev hårdt såret. 

På et tidspunkt ser jeg en skygge nærme sig. Jeg kan ud af øjenkrogen udmærket godt se, at en kvinde på ca. 60 år er standset op ved mit højreben. Hun vifter lidt med hånden – og beder sikkert om at måtte komme ind og sidde på den ledige vinduesplads.

Jeg reagerer ikke, og det er med vilje. Så prikker hun mig på knæet. Først forsigtigt. Jeg stirrer endnu mere intenst på ingenting, og nu prøver hun at følge min blikretning ved at bukke sig lidt ned. Det må jo være noget meget interessant, der afholder mig fra at reagere, tænker hun vel.

Der er 53 ledige pladser andre steder i bussen, deriblandt masser af dobbeltsæder, også henne ved de sæder som er forbeholdt dårligt gående. Alligevel insisterer hun på sin ret til at sidde præcis dér, hvor jeg breder mig.

Musikken i mine ører er så høj, at jeg ikke kan høre hvad hun står og siger. Armene går på hende som en vindmølle. Jeg beslutter, at jeg ikke vil reagere overhovedet, før chaufføren eventuelt blander sig. Det gør han ikke. Jeg tror ikke at hun har talt højt på noget tidspunkt, men jeg ved det ikke.

Hun opgiver til sidst, og sætter sig på et af de tomme dobbeltsæder bag mig. Jeg frygter seriøst at hun vil smadre en håndtaske i baghovedet på mig. Det sker heldigvis ikke. Nogle få stoppesteder længere henne må hun være stået af, for hun er der ikke, da bussen kort tid efter når endestationen. Jeg har ikke beskrevet hende nærmere, for jeg havde ikke på noget tidspunkt øjenkontakt med hende.

Var jeg grov og ubehøvlet? Normalt gør jeg meget ud af at hjælpe til, hvis ældre og/eller dårligt gående har brug for en plads. Men her sad jeg simpelthen så vidunderligt dejligt, at jeg ikke uden kamp ville give efter for hendes berettigede krav om at sidde ved siden af mig.

Selvfølgelig er det typisk mig, at jeg godt tør tage en konflikt med så ufarlig en tante, men jeg stivnede simpelthen i forargelse over at hun ikke valgte et af de mange, mange andre sæder i bussen. Alligevel var det halve minut, hvor hun stod og gjorde sit krav gældende højst besynderligt.

En slags teater.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s