Sombrero Boys

Jeg har taget tilløb til det her, og nu prøver jeg.

Der er ikke tale om dramatisk reportage fra mit privatliv, selv om der ellers er stof nok at tage af, skulle jeg synes. Men den slags egner sig kun til offentliggørelse, hvis man i forvejen er kendt for noget andet.

Kendt for at være kendt, bedrageri, festlige faderkomplekser og moderbindinger, mellemrum mellem fortænderne, brøstfældig og brøstholden brysten sig frem med afsikret mascarabørste, rufferi, epigonistisk sangsucces i prime time – og alt det jazz.

Næh nej, det handler om at jeg er forelsket i et teaterstykke om søvnløshed. Det spilles på Portscenen i Skuespilhuset, og fordi jeg er ansat på teatret er jeg skrigende inhabil med hensyn til at forholde mig til det med troværdighed og uafhængighed – og den begrænsning irriterer mig, når jeg nu er så vild med det. Jeg kan nemlig ikke anbefale forestillingen nok. Den hedder ‘Insomnia’, og går i nogle uger endnu.

Stykket er bestemt ikke et traditionelt skuespil, hvor rodløse og vildfarne mennesker går rundt i cirkler og slynger fornærmelser, beklagelser og betroelser ud i alle retninger.

Det er en slags teaterkoncert, som er sat ind i en dramatisk ramme: i en beboelsesejendom kigger vi indenfor hos beboerne i en opgang, hvor de ikke kan sove om natten, fordi en koncertpianist i stuen øver Goldberg-variationer. På samme etage bor en meget nervøs og genert mand, som bruger læresætninger og remser til at holde angsten fra livet.

På første sal bor en smuk japansk sopran, og et par bestående af en kvindelig saxofonist og en mand i midtvejskrise, der både vil rejse og blive hjemme. En serbisk jazzsangerinde vandrer rundt i opgangen, og synger duet med dem hun kan få kontakt til. 

På anden sal bor en kvindelig natradio-vært, der har masser af nærvær i stemmen, men alt for meget fravær af samvær i livet. “Klokken er elleve minutter over tre…vi skal nu lytte til Sombrero Boys..!” 

Avisen Børsens anmelder Lars Wredstrøm følte en strøm af vrede, da han så forestillingen. “Indbegrebet af et kongeligt flop” skrev han – en mening han var ret alene om i anmelderkorpset. Hans reaktion har gjort mig helt nysgerrig efter at lære ham at kende, fordi der er lysår mellem hans og min oplevelse.   

Det går bare ikke rigtigt at jeg flæsker ham her på bloggen, fordi jeg er inhabil. Derfor beder jeg dig om hjælp: gå ind og se den – og fortæl mig hvad du synes. Jeg kan muligvis skaffe billetter med rabat.

Der er i løbet af de ca. 85 minutter uden pause en del klassisk musik og lieder og madrigaler og harmonika og skrålesang og snak om europæiske rejsemål og frugtpresse-larm og huskeråd om personlig hygiejne, så det skal du være klar over. Du kommer også til at se indtil flere personer øve sig i at spise vand med spisepinde.

Jeg har set forestillingen to gange, begge gange sammen med min datter, og vi skal se den igen. Stol på det. Den gav os en strøm af glæde.

Diu, diu, diu…

Hallo..?

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s