Rasmussen

I de sidste seksten år har statsministeren heddet Rasmussen. I dag får landet endnu en af slagsen. Når man har den post kan det måske være svært at bevare kontakten med det almindelige liv. Det kan nok ikke være ret meget anderledes.

I onsdags besøgte jeg en helt anden Rasmussen. Han har ikke været, og bliver heller ikke statsminister, men i min optik kunne han for så vidt godt have været det. Livet har bare formet sig sådan, at han aldrig har haft en fair chance.

Den Rasmussen, jeg besøgte i onsdags, har mindst lisså mange positive karakteregenskaber som de navnebrødre man kan læse om i historiebøgerne. Han har stil, pli, dannelse og integritet. Han har holdninger, og er også hurtigt med på en lystig bragesnak. God kok. Musiker. Sanger. Tegnetalent.

Hver gang jeg oplever at en eller anden mand når et højt mål, og ikke på nogen måde skjuler sin stolthed og glæde over det, så tænker jeg på min ven Rasmussen. Hvordan han kunne have været den mand. Hvordan livet kan være så mærkeligt. Ulogisk, Brutalt, Ufølsomt.

I onsdags serverede denne Rasmussen en skøn middag for mig. Jeg tror det var middag nr. 186, siden vi mødtes på HF i 1975. At han kan være så god en vært for mig i 2009, efter at have kæmpet i alle de år mod den ene plage og lidelse efter den anden, er en lisså imponerende præstation som at blive statsminister. Mindst. 

Min kompliment, Rasmussen.     

Verserende sager

Foran mig myldretid i landets mest omtalte bydel. Fredag eftermiddag. Højbanen kaster skygge ned over Nørrebros måske travleste kryds. Biler med bling-bling kaptajner og dunkebas risikerer hele familiers liv for at fræse fem meter hen til næste røde lyskurv og klodse bremserne.  Hjemløsemanden siger fortsat god dag. 

Teltomfattede mødre kæmper med udsynet og med at holde styr på de påhængende børn. Tynde mænd i jeans og ansigter som Stevns Klint går deres egne veje, og undgår påfaldende behændigt kontakt med de mange rygende kønsfæller af anden etnisk herkomst end Hillerød.

Jeg har rygsækken fuld af otte pakker Becel-smør som jeg lige har købt på tilbud i Føtex. Jeg gider ikke køre hjem med dem først. De skal sgu med i Operaen. Og de skal også lige med på en glad tur i Nyhavn, hvor jeg skal aflevere min uniformsjakke i en rensebutik.

Den ene store bus efter den anden med kurs mod Holmen brøler forb. Mængden af mennesker udskiftes flere gange, men ligner sig selv på en prik. Det vil jeg gerne filosofere over, men ikke nu. Jeg står på den samme halve kvadratmeter og vil ikke være andre steder i hele verden.

Når jeg træder bare et enkelt skridt frem, går jeg fra skygge til sol. Som om jeg er med i en dårlig tv-reklame. I solen bli’r jeg omfavnet og alting falder på plads med et lille lunt suk. Træder jeg tilbage igen, maser de verserende sager sig straks op i kø, og skriger og puffer.

Jeg tror at jeg rokker frem og tilbage tyve gange. Folk må tro jeg er lammet. Det er jeg også. Af lykke. I rygsækken smelter smørret solidarisk.

Tvangskys

I morges skulle Master Fatman i Go’ Morgen Danmark’ på TV2 mixe forårsmusik. Han fortalte værten Cecilie Frøkjær hvad man kan gøre, hvis der mangler lidt gnist i et forhold som måske er gået lidt i båndsløjfe.

For at illustrere en vigtig mundtlig pointe om at man skal gøre noget impulsivt, greb han fat i hendes erotisk krøllede, kvieøjede hoved og trak det med magt hen til sine kødfulde læber. Herefter tvangssmækkede han et kæmpeslørp ind på hendes halvåbne mund. Hun nåede ikke at reagere.

Jeg er sikker på at Morten Lindberg (MF’s borgerlige navn) både havde børstet tænder og gjort alt muligt andet mundgodt før sin fremtræden, så den små Cecilie har nok ikke lidt varig skade. Hen var heller ikke i gang med sin bøvede bøvseparodi på Barry White, så der kom nok ikke ret meget gammel brunch med i mundvandsoverførelsen.

Voldsmaskeriet mindede mig om en tilsvarende episode på svensk tv for halvandet år siden, hvor den unge fremfusende tv-vært Peter Settman midt under årets store idrætsgalla kupkyssede den endnu yngre – og superlækre – skistjerne Charlotte Kalla. Gallaen fandt sted i Globen i Stockholm og blev sendt direkte på landsdækkende fjernsyn. Hendes kæreste sad lige ved siden af hende.

Hvis det nu skal til at være almen dannelse, at mænd uden videre må trækslaske en kvinde, bare fordi hun er for lækker, så vil jeg gerne være med på legen. Jeg vil bare først have et brev fra Brian Arthur om at det er lovligt at overtræde den slags intimgrænser uden varsel, Jeg ved også hvilke tre-fire trunter, som skal til at gå med mundkurv på hvis de vil undgå glade morgenhilsener fra mig. Og for at man ikke skal påstå at jeg ikke advarer på forhånd, så vil jeg da gerne nævne hvem de er.

Altså…følgende dejlige kvinder skal se sig godt for, når jeg er i farvandet: [hovsa…jeg SKAL altså nå den bus!]

Betagelse

Da jeg var midt i tyverne boede jeg et års tid i en lille lånt lejlighed på Vesterbro. Jeg havde ikke noget arbejde, var ikke i gang med nogen uddannelse – og levede af bistandshjælp, som det hed dengang.

Hver dag sov jeg længe. Det kunne jeg dengang. Om morgenen lå jeg og småmumlede til mig selv, at jeg ville ud af sengen før middagsradioavisen begyndte. Når jeg så endelig var stået op, greb jeg min krøllede mulepose og vadede over til Irma i Kødbyen, for at købe iskold mælk til mine havregryn.

Jeg blev ret hurtigt vildt forelsket i en af kassedamerne. En ung, smuk kvinde med mørkt hår og blå øjne. Det blev hurtigt så slemt, at jeg havde blandede følelser når jeg nærmede mig. Hvis hun var på arbejde, blev jeg både glad og varm i hele kroppen, men det var også ubehageligt fordi jeg ikke vidste om hun kunne lide mig, og jeg turde slet ikke undersøge det. Jeg regnede med, at hun havde helt andre kvalitetskrav. Det var dengang jeg havde hår på hovedet, vejede 72,5 kilo, og sikkert så ganske almindelig og tilforladelig ud.

Det blev aldrig til noget mellem hende og mig. Men jeg fik købt en helvedes masse mælk og en satans masse havregryn. Hun er ikke den eneste, som jeg har været ulykkeligt forelsket i på distancen. Faktisk var der en i Netto, ikke så langt væk fra hvor jeg bor nu, for kun et par år siden.

Og der var hende kontormusen.
Og hende med råkosten.
Og den lyshårede.
Og et par andre.
Og den slags.
Og flere.
Og…

Havfruen mister hovedet igen

Her til morgen talte jeg i telefon med en af mine kolleger, hvis bror er ansat som sikkerhedsansvarlig i transportfirmaet ‘Delicat Moves’ i Valby.

Min kollega skylder mig hundrede kroner, som han ikke har (og det ved jeg jo godt, for sådan plejer det at være) så i stedet for at betale, tilbød han mig en fed nyhed til bloggen.

Den Lille Havfrue blev i nat i hemmelighed transporteret fra sin plads på Langelinie, og var på vej til en afsides liggende terminal i lufthavnen for at blive fløjet til Verdensudstillingen.

Undervejs kører varevognen ned i et stort hul på en af de kommunale veje. Det giver så kraftigt et bump at skulpturen ryger baglæns ud af vognen, fordi bagklappen er smækket op på grund af det voldsomme ryk i karrosseriet.

Havfruen rammer asfalten på en så akavet måde at hendes hovede brækker af, og rikochetterer over på en trailer som er på vej i modsat køreretning. Det sidste, det chokerede sikkerhedspersonale så, var at traileren forsvandt ad nedkørslen til motorvejen og satte kurs mod vest. Bilen havde jyske nummerplader.

Min kollega tilføjede at sagen straks er blevet dysset ned, og at man i smug vil sørge for at skulpturen får et nyt hovede på inden udstillingen åbner.