Monthly Archives: maj 2009

Der er penge i lyrik

Da jeg så den hvide kuvert på gulvet i entréen, troede jeg det var en af de sædvanlige regninger – eller et nyt drama-brev fra Statsforvaltningen.

Men det var det ikke. Næh, det var intet mindre end afregningen for digtsamlingen ‘Beologi’, som Forlaget Frother udgav for mig i 2008. Der var oven i købet en check med i brevet. 180 kroner..! Okay, det beløb skal så beskattes, men jeg strøg da straks afsted til Brøndby Stadion – i det gode vejr – for at formøble hele formuen.

Jeg kan ikke takke forlægger Ole Holmstrøm nok for hans tillid. Måtte hans tro på mig smitte af hos det forlag, som i disse dage tænker over manuskriptet til min næste digtsamling. Den nye fodboldsæson starter jo lige på den anden side af sommerferien. Tihi.

Myggeuhygge på P1

Jeg måbede.

Ifølge et indslag i P1’s Radioavis fredag kl. 17, er det et voksende problem for behandlingen af den verdensomspændende sygdom malaria, at malariamyggene hurtigere bliver mere og mere modstandsdygtige over for de mest benyttede lægemidler.

Med mindre jeg har hjernebetændelse, så handler resistensproblemet nok mere om den parasit som myggene overfører til menneskers blod. Jeg vil tillade mig at tvivle på at en myg kan sluge en pille, og jeg vil nødigt være den sygeplejerske som skal give myggen medicinen ved at lægge et drop.

Adskillige gange påstod både værten og journalisten at det var myggene som var resistente overfor malariamidlerne, mens den interviewede lægelige ekspert, Ib Bybjerg, ikke på noget tidspunkt talte om andet end selve resistensproblemet.

Jeg er ret overbevist om at det er patienterne, snarere end myggene, som har et problem. Enten er min argumentation myggeknæskalstynd, eller også har Radioavisen stukket sig selv alvorligt i troværdigheden. 

Den unge kvindelige journalist har et navn som jeg indtil videre kun kan skrive som lydskrift – indtil jeg får tjekket det – men jeg hørte det som ‘Sherman Tamak’.

Det undrede mig, at den rutinerede kvindelige vært ikke undrede sig, og det vil undre mig, hvis der ikke er en redaktørkontrol med indslagene.

[fortsættes]

Fredagsbøn

Kære Gud, Vor Frue, EU, MATAS, Dansk Kvindesamfund, Hanne Smæk Hansen, damebladsredaktører og andre bestemmende yndigheder..!

Vil I ikke nok holde op med at gøre kvinder lisså ubærligt indviklede som de er ubegribeligt dejlige? Hvorfor skal det være mere kompliceret at have en relation med et menneske af modsat støn…øh, køn, end at bygge en bro eller flytte et bjerg?

Jeg bliver mere og mere vred på vor tid, som under påskud af personlig frihed gør kvinder til kroniske kuglelyn, der leder og leder efter et sted at komme af med spændingen, men som ikke på vilkår vil lade det ske hvis lampen ikke er lavet af økologisk bimbo-træ og pæren ikke er personligt godkendt af Connie Hedegaard.

Kvinder vil det hele og skal så meget, og det er umuligt at argumentere imod det rigtige, nyttige og opbyggelige ved et sådant livsprojekt. Jeg kan bare ikke følge med, og jeg tror det vil være for nemt at påstå at den følelse udelukkende handler om mig som enkeltstående eksempel, selvom jeg sikkert er et skrækeksempel.

Når det kan gøres til et problem at mænd går med hvide sokker i sandalerne, eller værre endnu: går med uplejede fødder i sandalerne – altså med..uha…behårede tæer, som man uden videre kan se med det blotte øje, så er bunden nået. 

Hvis kvinder insisterer på at at lykken er betinget af at deres partner får ordnet fødder og hænder, og partout skal stille op med hårløst ydre og udvidet kørekort til babylort og G-punkt – så gå dog i terapi og bliv lesbiske! Nyd livet som bicurious..!

Jeg kan kun sige til mine kønsfæller, at det op til os at sætte hovedstolen for døren for disse superlækre, men epokaotisk livsstilsforgiftede stakler.

Renlighed er en afgørende og vigtig ting, men modediller og kommercielt dikteret gruppepres er en forhindring for et sanseligt og erotisk møde, der vel at mærke går begge veje.

Kom igen, vidunderlige kællinger…når I har lært at slappe af, og ikke være så ulyksaligt forhippede på at få det perfekte liv på alle områder på én gang på rekordtempo.

Mere glæde, færre projekter.

Amen  

Vandet er gået

Nu er mit superbedste sodavandsindlæg lagt ind på ‘Radiobloggens’ hjemmeside på P1, og man vil herefterdags kunne høre indslaget 500 gange i træk, hvis man er i underskud med lyd og kulsyre.

Før jeg vidste at indlægget kom med i radioprogrammet, skrev jeg en mail til SuperBests hovedkontor for at få en kommentar (læs: for at få dem til at bosse en bytning igennem af skræk for dårlig presse).

Svaret fra den presseansvarlige kom fire dage senere, og lød nogenlunde omtrent sådan her: la-di-daaah…

På det tidspunkt havde min datter og jeg alligevel stort set drukket alle sukkervandene og citronfiserne selv, så der ikke var mere at bytte.

Jeg har vel to-tre ganske gennemsigtige Apollinaris tilbage. That’s it. Men historien holder vand. Det synes jeg.

Eller…er den lige lovlig light?

Citat (6)

En kerneforsker er en person som selv består af atomer, og som bruger hele sit liv på at prøve at forstå hvad et atom er.

                                                         Henrik Schyffert, svensk komiker

EU Valget

Jeg er i tvivl.
Skal det være en kvinde, der hedder Carsten?
Eller een med så skægt et navn som Rina Ronja Kari?                              Hvad med spasmager Dan J, som ville være et hit i drag lissom Frank J?
Eller Fodbold-Jens, som altid roder sig ud i noget mudder?
Skal jeg stemme det jeg er…blank?
Jeg har tænkt mig at stemme.
Stol på det.
Det her kræver mere end lidt lørdagssjov.
I’ll be back..!

Byt så vandet driver

Det er super at have en god købmand, og bedst hvis man føler sig modtaget med tillid, så man får lyst til at komme igen. Og igen. Tidligere i dag cyklede jeg hen til min lokale SuperBest på Frederiksborgvej, hvor jeg for nylig købte fire kasser blandede Harboe sodavand på tilbud.

Der skulle jo være noget at vælge imellem for gæsterne til min datters Føsdation i lørdags. Nu har jeg så 27 flasker tilbage, men jeg kan ikke lide indholdet. I nogle er der sukker i, og resten er danskvand med og eller uden citron og bobler i. Jeg vil have cola med light og bobler i, så jeg håber at kunne bytte. Lige over. Uden bon.

Bemærk venligst det sidste. Ingen bon. Nul kvittering. Kun mig, med mine svajende flaskefulde muleposer, oversize grå joggingbukser, selvdøde sanddaler og en rød vindjakke, som senest var moderne i DDR før Muren blev bygget. Kassedamen siger, at jeg må spørge Bo inde i butikken eller Birthe i kiosken om jeg må få cola istedet for indholdet i alle de andre halvlitersflasker med skruelåg. Uden bon.

Birthe reagerer på min forespørgsel som om jeg har spurgt hende om hun vil se mig nøgen. Hun ser med væmmelse på mine muleposer og jeg orker ikke at forhandle med hende. Derfor får jeg en ung mand med slips til at gå ind i butikken for at hente, subsidiært konsultere, bemeldte Bo.

Efter lang tid kommer den unge mand tilbage og meddeler mig afslag på ansøgningen. Begrundelsen er at jeg ikke har nogen bon, og derfor kan SuperBest jo ikke vide om jeg har købt sodavandene på tilbud i en anden butik. Jeg hanker op og begynder hjemrejsen.

Jeg forstår godt princippet, men undrer mig alligevel lidt. For hvis cola lighterne koster det samme som de andre vand, og det gør de, så kan jeg ikke se problemet i at bytte. Hvis begrundelsen havde været at det ville skabe rod i butikkens statusopgørelse. at jeg ikke har nogen bon, så kunne jeg forstå det.  

Egentlig synes jeg det handler om købmandsskab. Jeg ville jo ikke sælge dem de sodavand. Bare bytte. Lige over. Og hvis jeg afleverer 27 vand købt på tilbud, og butikken så sælger dem til fuld pris, så er det vel en god handel begge veje? 

Sur citronvand.

Pfffffffzzzzzzzz….!

Brændt barn lugter ilde

Hendes øjne havde eftersøgt mig hele aftenen, som om hendes ansigt gemte på en dobbeltløbet laserpistol. Jeg vidste hvad hun ville og jeg vidste hvad jeg ikke ville. De få gange mit blik uforvarende strejfede hendes, var det som at snuble ind i tændt ovn med hovedet forrest.

Ud på natten summede det behageligt på mit lår. Det var mobiltelefonen som vibrerede. Hun havde sendt mig en tekstbesked, selv om vi sad få meter fra hinanden. Afstanden var reelt større, på grund af bålet mellem os.

I sms’en stod der, at hun elskede mig og at jeg ikke kunne påstå at jeg ikke vidste det. Efter en tænkepause svarede jeg, at jeg havde vidst det længe, og at det ikke kunne nytte noget når jeg ikke havde tilsvarende følelser for hende. Og jeg ville ikke risikere at jeg i et anfald af mangel på omsorg udnyttede at hun havde de følelser for mig, for derefter at lade som om intet var hændt.

Svaret kom omgående. At det undrede hende at jeg ikke så meget som overvejede muligheden af at jeg kunne give noget omsorg til hende, i stedet for at fokusere så meget på min egen følelsesmatematik. Da jeg løftede blikket for at finde hendes, for første gang den aften, havde hun rejst sig og var på vej væk. Det lange lyse hår svajede fra side til side i takt med de bestemte skridt i sandet. De sammenknyttede hænder svingede modsat.