Monthly Archives: maj 2009

skærmtrold i frit fald

Jeg hører mig selv tælle: hop tusind, to tusind, tre tusind, fire tusind, fem tusind….tjek…kontrol…og jeg ser op for at sikre mig at skærmen er foldet ud. Der er ikke nogen. Så ser jeg ned og får øje på en plade og et kryds. Ved siden af står jeg selv og klapper sardonisk. Jeg vågner og opdager at jeg stadig drømmer.

Så’ det nu..!

Her er jeg.

Mit brugernavn er ‘Regigaest2 – operaguest’. 

Om et par timer har jeg pænt slips på og viser vej for 1500 mennesker,  der er nået langt i deres liv, måske på kort tid. Disse gæster sætter sig ned i fem timer for at opleve et kærlighedsdrama, hvor det handler om liv eller død for de to elskende. Parforholdets byrde er tung at bære, ifølge et fransk ordsprog. Der skal to til at bære den…nogle gange tre.

Hoverollerne indehaves af to erfarne og respekterede kunstnere, som kan siges at have gjort deres hjemmearbejde. Igennem en årrække var de mand og kone og far og mor, indtil de blev skilt. Indlevelsen i de sceniske drama ligger lige for, både for dem og for gæsterne.

Den mandlige hovedrolleindehaver, som også er instruktør, hedder Stig. Han skal godt nok ikke synge ved premieren i dag. Det skal Johnny.

Stig siger om forestillingen ‘Tristan og Isolde’:

”Vi er nødt til at tage bevidste valg i vores liv og betragte vores tid som dyrebar. For mig handler Tristan og Isolde om, at hvert eneste nu i vores liv indebærer et valg, som vi hænger på. Jeg tror, at når man bliver konfronteret med døden, bliver man tvunget til at prioritere sit liv. Det er de tanker, der kører igennem hovedet, når man ved, at man skal dø, vi har i Tristan og Isolde. Det er ikke de samme tanker, man har i S-toget på vej hjem fra arbejde.”  

Jeg kørte ikke med S-tog til Dokøen. I stedet sejlede jeg med havnebussen og sendte undervejs en tanke til min gamle sømandsfar, Otto, som måske nok ville have kunnet spejle sig i Wagners univers.

Nu ser jeg på en af de mange skærme i Operaens 40.000 kvadratmeter. Jeg skal også dø. Så jeg har masser af nu’er tilbage, håber jeg. I går blev min datter konfirmeret. Det var et nu, der ville noget. Jeg var ikke med til festen. Der røg en masse nu’er.

I stedet gik jeg på arbejde for at tjene penge til ny nu’er. Da jeg var ung, ville jeg intet andet end være den nye Gunnar ‘Nu’. Det er ikke min drøm længere. Nu handler det om meget vigtigere ting, men dem er jeg for genert til at fortælle om lige nu. De skal først leves, og så kan de skrives.

For eksempel hende jeg så i aftes. Hun var ikke den eneste nulevende person. Slet ikke. Der var også hende, der ikke var der. Og hende, der aldrig har været der. Og hende, der altid vil være der.

Og nu?   

De elskende

I år fylder komponisten og sangeren Sebastian 60 år. Exlibris er med til at fejre ham ved at genudgive 1979-værket ‘Tiderne Skifter’ på en dobbelt-cd, hvor man oveni de gammelkendte numre får de originale demo-indspilninger af sangene. Indspillet i Knud Christensens kælder i Hundested.

Jeg har det sådan med de ni sange, at jeg meget gerne vil synge med på dem. Det kan bare ikke lade sig gøre, for de rammer et eller andet i mig som gør at jeg begynder at tude. Det er noget med Bertolt Brechts tekster og musikkens storladenhed, hvor selv de spinkleste tråde kan bære de største følelser. 

Det er noget med den måde Erik Knudsen og Ivan Malinowski har oversat de tyske digte på. Det er noget med de musikere og sangere, der er med: Alex Riel, Kenneth Knudsen, Bo Stief, Palle Mikkelborg, Nils Henriksen og korpigerne Anne Linnet og Lis Sørensen. Det er den måde Sebastian synger på, selvom han ved gud ikke er nogen heltetenor.

Måske er det ikke så mærkeligt, at et rørstrømsk gammelt fjols som mig ikke kan synge følgende, uden at en sommerbyge går hen over mit let skelende blågrå udsyn:

I samme fart og højde ses de hvile
Side om side svæver begge
Må sky og trane hinanden dele
Den smukke himmel de så kort beflyver

Må ingen af dem tøve eller skele
Til andet end hvordan den anden duver
I vinden begge føler – begge hører
Som ligger hos hinanden mens de svæver
Til intet kan da vinden begge føre

Forbliver de blot sig selv og overlever
Så længe kan dem intet ondt berøre
Kan de fordrives fra hvert sted hvor sneen driver
Hvor skyller truer eller rifler smælder

Bort under sol og månes lyse skiver
Flyr de, hensunket i hinandens kalden
Hvorhen? Intetsteds – og væk fra hvem?
Fra dem alle

Det er de elskende

I spør hvor længe de har været sammen?
I kort tid, og snart skilles deres veje?

Så vid er kærlighed
Så vid er kærlighed

bærer elskende en tid

Fågging lorte pisse kunstfond..!

Nu ka det eddermame være nok med de bevilgende armslængdeudvalg, der fordeler den ene millionpose efter den anden til alle andre forfattere end lille arme stakkels skaldede ludfattige mig. KLØØØØNK..!

Jeg er røvhamrende pikketræt af at blive forbigået gang efter gang, ikke bare fordi jeg har kodylt meget brug for kuglerne til bedækning af skattegæld og andre festligheder, men især fordi afslagene every bloody fucking gang begrundes i manglende kvalitet og talent.

Men uha (skynder man sig at bortforklare) – da der er SÅ få legatmidler til rådighed, så vil der være m-a-n-g-e af dem som får afslag, hvis ansøgning helt bestemt er støtteværdige [blink-blink med de kunstige øjenvipper]. De får bare ikke en rød reje. Bare ærgerligt, Sonny Boy. Heller ikke syttende gang, de prøver lykken i LitteraturLotto.

Det er mentalt (og sikkert også økonomisk og strategisk) harakiri at brokke sig over afslag, men nu er jeg snart så gammel at jeg ikke gider bævre i buksen over at det vil kunne straffe sig…og mig!

Jeg vil i stedet sige, at jeg synes det er en skandale at forfattere og andre kunstnere skal kæmpe for hvert eneste lille skattefradrag, når andre erhvervsgrupper uden videre kan få dem.

Og jeg vil hermed højhelligt love, at næste gang et eller andet latterligt udvalg giver mig afslag på en ansøgning, så skal de satan rase mig få verdens største skidebalde lige i fjæset. Det skider jeg på. Stol på det.

LORTELAND..! 

mandagstale

What we fear the most is not that we are inadequate,
Our deepest fear is that we are powerful beyond measure,
It is our light not darkness that most frightens us,
We ask ourselves, who am I to be brilliant, gorgeous, talented and fabulous?
Actually, who are you not to be?

                                                                      Nelson Mandela