Monthly Archives: juni 2009

Fire Zero og en sommeraften

En mandag aften i Malmö kan godt være en udfordring for selv den mest langmodige globetrotter, men i aftes bød broderbyen på en af de bedste sommerseancer, jeg har oplevet.

Min ejegode blogven Ehu havde inviteret til bold, humle og en god snak hen over kartoffelbuffeten i byen, hvor jeg for to år siden selv var i aktion for forfatterlandsholdet FC Fodboldenglen under Word Cup.

Nu skulle jeg “kun” være så god en gæst som muligt. Man havde til formålet bygget et helt nyt Swedbank Stadion til ære for mit og Ehu’s besøg. Kampen gjaldt hvilket ungdomslandshold, der er bedst i Europa. Det engelske eller det tyske. Det danske U21-hold havde ikke kvalificeret sig til slutrunden. Det svenske tabte med et bakkenbarthår i semifinalen.

Inden kampen skulle vi købe drikkelse i Afsnit L’s tribunebar, og vi ville begge have cola med sødemiddel. Ehu taler jo globalt, så han viste fire tydelige fingre op mod den blussende unge svenskøse, og sagde med sin distinkte filibusterstemme: “Four Zero!”

Jeg spekulerede på om det var en bestilling eller en profeti, og det viste sig at være begge dele, idet tyskerne vandt 4-0 og var en klasse bedre end de bøvlebusende briter.

Vejret var eventyrligt skønt, og jeg havde t-shirt på hele tiden. Klokken 00.20 vinkede Ehu farvel på banegården og jeg returnerede til min hjemmepassende feriedatter hjemme på Bjerget med et muntert og taknemmeligt smil.

Det var en god dag. En af de dér. 

Reklamer

Vi nakker ham

Jeg var jo i en lang periode far for en lille dreng med store brune øjne.

Han var nem at have med at gøre. Kun få gange måtte jeg advisere om at det kunne ende med at jeg måtte tage fat i nakken på ham. Det sidste ord blev udtalt med germansk brydning: “Fat i nachen..!” Antallet af gange, hvor jeg rent fysisk tog fat i nakken på ham kan tælles på måske to fingre.

I dag er han så stor og stærk, at han næsten kan lægge mig ned med to fingre. Heldigvis bor han fyrre kilometer væk, så det er sjældent at han kan give mig en nostalgisk smagsprøve.

Det glæder jeg mig over, men det varer kun til min kære datter kommer på sommerbesøg. Hun er intet mindre end bomhamrende stærk. Arme de spillere, som har forsøgt at komme i vejen for hende i diverse sjællandske håndboldhaller.

Når hun bliver legesyg, så skal jeg være meget opmærksom på hvor slagene og sparkene kommer fra. Det går desværre ud over min nakke, fordi hun vrider mit hovede så meget rundt, at jeg må stemme kraftigt imod. Det skulle jo nødigt sige knæk.

Efter sådan et rask lille slagsmål i S-toget, er det dejligt at komme hjem og hvile sig. Så vågner man næste dag med ømme muskler og en let ludende holdning.

Fat i kaffen. Det er skønt at have børn.

Konservesmennesker?

Jeg ønsker Lene Espersen og Per Stig Møller og Connie Hedegaard og Helge Adam Møller og alle andre voksne konservative tillykke. I må være stolte af at have så åndsfriske og frimodige medlemmer af ungdomsorganisationen.

Et par af KU’erne har ifølge Politiken i ramme alvor fundet på en nærmest genial lille teknisk holdning til det at have stemmeret. De mener, at når man får overførselsindkomster fra Staten, f.eks. kontanthjælp, så er man automatisk inhabil i forhold til at kunne danne sig en velafbalanceret holdning til hvem man skal stemme på.

De unge brillante filosoffer og samfundsudviklere mener at  kontanthjælpsmodtagere uden videre vil stemme på partier, der går ind for at opretholde den udbetaling som de er afhængige af. Det tror jeg faktisk de har ret i.

Men at det kan få KU’erne til at foreslå at de danskere så skal forhindres i at stemme, sålænge de er på overførselsindkomst, er så uhyggeligt at jeg skal grave meget, meget dybt i min psykologiske lommeuld for at kunne få kontakt til selv den mindste form for forståelse.

Forslaget er så menneskefjendsk, ondskabsfuldt og nedladende, at det er svært at afholde sig fra at bruge endnu stærkere ord om det. Jeg er meget spændt på hvordan partiets voksne vil reagere på det. Lidt for spændt, desværre…

Hmm…

Om få dage får jeg brev fra Bibliotekstyrelsen. Hvis der for gud ved hvilket år i træk står, at jeg lige netop ikke opfylder mindstekravet for at blive honoreret for at mine bøger må stå på biblioteket, så….ja, så…så er det jo ikke nogen sensation.

Jeg kan kun håbe at sidste års udgivelse af ‘Beologi’ lige præcis har skubbet mig de få point op over bundgrænsen. Og det vil være mere end velkomment. Kommunen vil have 5.000 kr i boligsikring for 2008 tilbage, fordi jeg angiveligt har tjent for meget. Det er jo svært på forhånd at vide hvad man kommer til at tjene, når man hyres fra opgave til opgave.

Og der er de gode gamle 17.000 kr i ekstraskat for 2008. Og el-regning. Og varmeregning…varmeregning! Og ønsker om forhøjet børnebidrag. Og krav om ekstra arbejdsmarkedsbidrag. Og ingen vagter i Operaen i juli og august. Havde jeg ikke fået SP-penge, så ville det have set meget, meget kreativt ud.

Men…det er trods alt ting som skal ekspederes. Det er probleme som jeg kan arbejde med. At have udgifter og indtægter, og få de to til at snakke pænt sammen hører voksenlivet til. Man skal respektere tal. Især når de optræder i det man kalder beløb. A4 er en formidabel modstander. Men man har jo tilladelse til at deltage i kampen. Præge den.

Til oktober skulle jeg meget gerne få en ordentlig røvfuld kugler for at have så mange lydbøger stående på bibliotekerne med min stemme i. Det gik jo op for mig sidste år, at Biblioteksstyrelsen i sin udregning af ‘Rådighedsbeløb for Grammofonplader m.v.’ manglede 30-40 af de titler, som jeg rent faktisk har indlæst og som er købt af bibliotekerne.

Men kommer der “efterregulering” den vej? Næppe… 

‘ARHIIIIIYYYOOUUUÅÅH…!

Hatten af for den unge tennisspiller Caroline Wozniacki, der om få timer spiller sin første kamp i den traditionsrige Wimbledon-turnering. Det kan blive en uforglemmelig sommeruge for det fynske stjerneskud. 

I mange år har man diskuteret hvor lidt og hvor meget især de kvindelige spillere må stønne, når de slår til bolden. Udtrykket ‘Quiet, Please!‘ bruger dommeren for at få publikum til at sidde musestille, så serveren og modtageren ikke distraheres. Lydniveauet under duellerne er det svært at sætte præcise regler for.

Det er naturligt at give et ordentligt grynt for at føre bevægelsen helt igennem, men dommeren kan kun stoppe overdrevne hvin og hyl, hvis det vurderes at lyden bevidst laves for at genere modstanderen.

Når soldater angriber i felten, så rådes de til at skrige så højt de kan for at få fjenden til at stivne af rædsel. Jeg er helt sikker på at det portugisiske stortalent Michelle Larcher DeBritto i løbet af ingen tid kunne blive fem-stjernet general.

Døm selv.

It’s over

                      

Måske har min nærighed kostet en næringsdrivende sin næringsvej. Deli-butikken med delletilbuddet er nu helt lukket og sat til salg. ‘Spoon Deli’ på Tagensvej så ellers fin ud. Jeg var ofte på vej derind, men som jeg tidligere har skrevet, så havde jeg svært ved at tro på at en enkelt delle kunne byde på tilstrækkelig smagsoplevelse til at forsvare en pris på tretten kroner. Og tre for tredive? Nej. Nu får jeg aldrig svar på hvad de deller egentlig kunne, og da slet ikke hvad normalprisen var. Den turde jeg ikke spørge om.