Sommerluft i Linje 29

Bussen stod nærmest og smilede til mig.

Jeg havde haft en elleve-timers vagt, så jeg var godt brugt. Chaufføren åbnede døren ind til en paradisisk kontrast til det miljø, jeg kom fra, hvor flere hundrede mennesker netværkede, pludrede, skrumlede, skrabede, klirrede, klukkede, hostede, grinede, pegede, spurgte, travede, funderede, tumlede og summede.

Jeg var den eneste passager i bussen, og da det var endestationen var bussens motor ikke sat igang endnu. Nydelsen af stilhed og fred for allehånde henvendelser var så intens at jeg satte mig med lukkede øjne og et lille saligt smil, og mærkede kamphormonernes dødsrallen i hver eneste celle i kroppen.

Men så blev døren oppe hos chaufføren åbnet påny.

Ind trådte et par af asiatisk herkomst i deres bedste alder. Han havde en halvlang og trekvart slidt sort læderjakke på, og en alt for stormasket  strikhue trukket ned i panden. Vejret var nu ikke til efterårstøj, tværtimod. Hun havde pænere tøj på, og bar for eksempel en lille fiks håndtaske.

Hr. og Fru Forårsrulle satte sig ikke sammen, hvilket undrede mig såre. Hun satte sig på vinduespladsen på sædet nærmest midterdørene, og han satte sig på ydersædet på den anden side af midtergangen. Jeg sad lige bag ham.

De talte lige fra det øjeblik de kom ind til det gudsvelsignede øjeblik hvor motoren blev sat igang. I fem-seks minutter gik kæften konstant på dem, kun afbrudt af at hun slog nogle små nysselige, men dog tydelige, prutter. Sådan tolkede jeg det i hvert fald, men hun kan jo også have haft en eller anden protese, der havde det varmt og som gav sig lidt.

Det værste var at de konverserede meget, meget højlydt. Sikkert fordi de antog at mit kantonesiske, japanske, koreanske eller thailandske nok trænger til et hovedeftersyn. Kæften stod ikke stille på dem, og jeg blev mere og mere sur. De havde en eller anden debat igang om et eller andet emne, og det ragede dem åbenbart en selvdød pomfrit at jeg også var der.

– Lam bao dæng do, sem baah jan kao..?
– Loo tin boo den din dao! Mon sing sang lao…dau fun taa lung!

   [pruuut]

– Nem den bau dam?
– Nooh man lang….sjam fau!

En vild borgerkrig brød ud i mit indre, mellem mit bedre jeg og den indre svinehund, om hvorvidt jeg kunne tillade mig at reagere. Jeg havde en intens lyst til at fyre et eller andet af, bare for at de også skulle have noget lyd at forholde sig til.

Men jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle synge ‘Himmelhunden’ eller ‘Brødre, lad våbnene lyne’ – og før jeg nåede at tage en beslutning drejede chaufføren tændingsnøglen. Det gav en velsignet klangbund til den uudholdelige kaglen, og selvom det bare fik dem til at tale endnu højere, så var det bedre end før.

Man kunne i hvert fald ikke høre prutterne mere.    

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s