Hatten af for den unge tennisspiller Caroline Wozniacki, der om få timer spiller sin første kamp i den traditionsrige Wimbledon-turnering. Det kan blive en uforglemmelig sommeruge for det fynske stjerneskud.
I mange år har man diskuteret hvor lidt og hvor meget især de kvindelige spillere må stønne, når de slår til bolden. Udtrykket ‘Quiet, Please!‘ bruger dommeren for at få publikum til at sidde musestille, så serveren og modtageren ikke distraheres. Lydniveauet under duellerne er det svært at sætte præcise regler for.
Det er naturligt at give et ordentligt grynt for at føre bevægelsen helt igennem, men dommeren kan kun stoppe overdrevne hvin og hyl, hvis det vurderes at lyden bevidst laves for at genere modstanderen.
Når soldater angriber i felten, så rådes de til at skrige så højt de kan for at få fjenden til at stivne af rædsel. Jeg er helt sikker på at det portugisiske stortalent Michelle Larcher DeBritto i løbet af ingen tid kunne blive fem-stjernet general.