Monthly Archives: juni 2009

TDC…alt kan ske!

Først havde jeg en dejlig fast telefon.  

Jeg hørte stemmer og var koblet til det store spændende bredbånd. Alt sammen hos TDC. Så blev det mobile bredbånd opfundet, og jeg droppede selvfølgelig den dyrere fastnet-forbindelse. Nu har jeg en mobiltelefon og et Bredbånd-2-GO-abonnement. Stadig hos TDC.

Okay.

Men da fastnettelefonsbredbåndsabbonementet skulle ophøre, så ville det til min bestyrtelse tage min webmail med sig i døden. Det kan jeg ikke leve med. Jeg er nødt til at bevare min webmail via TDC’s hjemmeside, så jeg kan beholde de mailadresser folk kender, og som jeg har brugt i årevis.

TDC trækker på skuldrene, og forlanger at jeg stadig har en eller anden form for bredbåndsaftale med dem, som om jeg havde en fastnettelefon. Det accepterede jeg, men dermed var balladen ikke forbi. TDC kan nemlig ikke helt finde ud af hvad der er op og ned på de aftaler, jeg er tvunget til at have med dem.

Først var det gratis. Så skulle jeg betale. Og jeg skulle i princippet bruge et modem, som jeg dog ikke behøvede at bruge som sådan. Jeg behøvede ikke engang at have det, bare det hed sig at jeg havde det. Den ene medarbejder sagde Oscar, Tango, Whisky. Den næste sagde Kilo, Alfa, Charlie – og de fem næste skiftede lidt mellem Juliet, Hotel, Golf og X-Ray.

For nylig kom jeg i skænderi i telefonen med en lidt for smart ung TDC-mand, der ville prakke mig et eller andet på som kostede trehundrede-et-eller-andet om året for at bevare min adgang til TDC Webmail. Take it or leave it, som han sagde. Jeg forlod det og fik kontakt til en langt mere forstående kvindelig medarbejder, der solgte mig noget andet, som kostede hundrede-et-eller-andet om året.

Nu har så jeg fået to breve fra TDC, dateret 9. juni og 17. juni.

I begge breve har jeg det samme kundenummer, men med to forskellige opkaldsnumre på det modem, jeg ikke har og sikkert heller ikke behøver. Jeg kan jo logge mig ind på min webmail på TDC’s hjemmeside via min Bredbånd-2-Go-forbindelse, som jeg holder meget af.

I det ene brev står der, at jeg bare skal tage det roligt. Det gamle abonnement udløber 14. august, og så begynder det her nye TDC NetBasis Plus. I det andet brev står der, at jeg bare skal tage det roligt. Det gamle abonnement udløber 30. juni, og så begynder det her nye TDC Netplus.

Jeg har endnu ikke turdet læse alle de 2 x 19 siders tekst igennem i de to breve. En samtale med en ung kvindelig TDC-medarbejder for lidt siden bestyrkede min uro. Jeg sagde at jeg var træt af hele tiden at skulle fortælle hele historien forfra, og at jeg nu ville lade sagen elevere til et lidt højere plateau.

Det er da godt, at det kun drejer sig om noget telefon-væsen, og at det ikke er en sygehistorie, hvor man møder en ny læge hver gang.

Jeg vil nu spørge TDC om det kan være rigtigt, at jeg som TDC-bredbåndskunde, der betaler tæt på 300 kroner om måneden, skal betale ekstra for at have et fastnetabonnement uden fastnet, alene for at kunne beholde min webmail.

[fortsættes]

Jeg har, du har, vi er

Forleden nåede jeg at trække mobilen og lade som om jeg talte med nogen. Det fik den unge tiggerdreng til at droppe mig, så han kunne nå hele raden af gumlende gæster rundt med sit lille rystebæger, inden det blev opdaget at han gjorde noget, man ikke må. 

I dag nåede jeg det ikke, fordi jeg var fordybet i en artikel i avisen om sjældne planter på den ellers kunstigt anlagte ø Peberholmen i Øresund. Til botanikernes overraskelse ses både Bidende Stenurt, Blå Ærteblomst og Dansk Astragel…og 485 andre arter.  

Rundt om blomsterne hopper en Grønbroget Tudse, og det er der ikke mange eksempler på andre steder. Den sigter sikkert med tungen efter Brede Sektorspindlere, der nok kan få det til at rumle i maven på den gamle kvæksalver.
 

Rasledrengen på McDonalds ser på mig med et tungt og mørkt blik. Jeg genkender ham fra forleden. Hans tøj er så tilpas pænt, at han ligner en betalende spisende gæst.

 

Der sidder jeg så med fire fiskesandwich (som vist nok ikke er en truet art) i min stopfyldte skidesæk, og skal vælge om jeg vil tro på at han er så fattig som han vil have det til – eller om han er kommet kortvarigt til byen med en busfuld luksustiggere, der returnerer efter en lang dags arbejde. 
 

Jeg sænker blikket ned i avisen, så han opgiver mig. Igen. Kort efter er jeg i gang med min anden Sundae-is med mumselækker chokoladesovs.

 

På vej ned i Metroen – hvor der på trappen sidder en mand med endnu et papkrus – tænker jeg på den aften for nylig, hvor jeg passerede natholdet af hjemløse på Rådhuspladsen. De lå syv-otte stykker på et lille område op ad en kioskbygning, pakket ind i vattæpper og dækket til af store papstykker.

 

Jeg kom direkte fra en sen aftenspisning på No. 1 (byens bedste Shawarma-sted) lige i starten af Strøget, og blev ret paf ved synet af den sovende gruppe.

 

Jeg ved godt at der er store individuelle forskelle mellem hjemløse, og på en måde er det godt at de lægger sig tæt på hinanden, da overfald desværre er en del af deres liv. Alligevel fik jeg det dårligt med det.

 

Især synet af den ene af dem. Han sov siddende i skrædderstilling med hele overkroppen radbrækket fremover, i en stilling som så fuldstændig grotesk ud. Næsen var få centimeter fra asfalten.

 

Måske har de hjemløse det bedre med deres situation end jeg frygter, og måske er jeg i virkeligheden mere ulykkelig end man kan se på mig.
 

Vi er her.

Iskoldt klægt og kikset kup

Jeg følte mig som en bankrøver, der langer bundt efter bundt af sedler ned i posen.

Men jeg tror jo ikke rigtigt på den slags hovsaløsninger til at sminke bundlinjen med. I stedet sværger jeg til bondesnuhed og spægelse. Så meget desto større var min glæde, da jeg en sen aften besøgte den nye Lygtedøgner nær Højbanen på grænsen mellem Nørrebronx og NordVærst.

I en plastic-kasse lå pakke efter pakke af lækkert brød med skriggule tilbudssedler på. Sølle to kroner pr. styk skulle dette schwarzbrot-kup koste, i stedet for den sædvanlige pris på 6,50 kr.

Jeg så mig omkring. Alene. Fint. Snapt tømte jeg kassens indhold ned i indkøbskurven. Fjorten pakker blev det til, og selv om mine arme havde dobbelt længde da jeg kom hjem på Bjerget, så var jeg blussende glad hele vejen fra mundvigene til tegnebogen. Frostboxen tog imod uden brok, og i de følgende dage stod den på superbillig morgenmad. Meget, meget tilfredsstillende, sådan set. Stort set. Ja, det vil sige…næsten.

For brødet var jo på sit sidste, da det blev solgt. Og en tur i fryseren forlænger jo kun dødskampen en smule, selv med nænsom optøning. Min stolthed holdt kun til tre-fire klisterseancer. Med lukkede øjne listede jeg de resterende elleve pakker ned i en til formået udpeget ligpose.

Det gav et modbydeligt dunk i skraldespanden dybt nede i kælderen, efter flyveturen i affaldsskakten. Og et smerteligt jag i mit hjerte. Men der kom noget godt ud af det.

Næste morgen gik jeg i Brugsen og købte en frisk, lille pakke rugbrød til monsterprisen otte-en-halv krone. Hver eneste mundfuld var himmelsk. Lærepenge kan være de bedst bortkastede af alle.

Sommerluft i Linje 29

Bussen stod nærmest og smilede til mig.

Jeg havde haft en elleve-timers vagt, så jeg var godt brugt. Chaufføren åbnede døren ind til en paradisisk kontrast til det miljø, jeg kom fra, hvor flere hundrede mennesker netværkede, pludrede, skrumlede, skrabede, klirrede, klukkede, hostede, grinede, pegede, spurgte, travede, funderede, tumlede og summede.

Jeg var den eneste passager i bussen, og da det var endestationen var bussens motor ikke sat igang endnu. Nydelsen af stilhed og fred for allehånde henvendelser var så intens at jeg satte mig med lukkede øjne og et lille saligt smil, og mærkede kamphormonernes dødsrallen i hver eneste celle i kroppen.

Men så blev døren oppe hos chaufføren åbnet påny.

Ind trådte et par af asiatisk herkomst i deres bedste alder. Han havde en halvlang og trekvart slidt sort læderjakke på, og en alt for stormasket  strikhue trukket ned i panden. Vejret var nu ikke til efterårstøj, tværtimod. Hun havde pænere tøj på, og bar for eksempel en lille fiks håndtaske.

Hr. og Fru Forårsrulle satte sig ikke sammen, hvilket undrede mig såre. Hun satte sig på vinduespladsen på sædet nærmest midterdørene, og han satte sig på ydersædet på den anden side af midtergangen. Jeg sad lige bag ham.

De talte lige fra det øjeblik de kom ind til det gudsvelsignede øjeblik hvor motoren blev sat igang. I fem-seks minutter gik kæften konstant på dem, kun afbrudt af at hun slog nogle små nysselige, men dog tydelige, prutter. Sådan tolkede jeg det i hvert fald, men hun kan jo også have haft en eller anden protese, der havde det varmt og som gav sig lidt.

Det værste var at de konverserede meget, meget højlydt. Sikkert fordi de antog at mit kantonesiske, japanske, koreanske eller thailandske nok trænger til et hovedeftersyn. Kæften stod ikke stille på dem, og jeg blev mere og mere sur. De havde en eller anden debat igang om et eller andet emne, og det ragede dem åbenbart en selvdød pomfrit at jeg også var der.

– Lam bao dæng do, sem baah jan kao..?
– Loo tin boo den din dao! Mon sing sang lao…dau fun taa lung!

   [pruuut]

– Nem den bau dam?
– Nooh man lang….sjam fau!

En vild borgerkrig brød ud i mit indre, mellem mit bedre jeg og den indre svinehund, om hvorvidt jeg kunne tillade mig at reagere. Jeg havde en intens lyst til at fyre et eller andet af, bare for at de også skulle have noget lyd at forholde sig til.

Men jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle synge ‘Himmelhunden’ eller ‘Brødre, lad våbnene lyne’ – og før jeg nåede at tage en beslutning drejede chaufføren tændingsnøglen. Det gav en velsignet klangbund til den uudholdelige kaglen, og selvom det bare fik dem til at tale endnu højere, så var det bedre end før.

Man kunne i hvert fald ikke høre prutterne mere.