Monthly Archives: juni 2009

Bange for lyden af gråd

Den lille pige i barnestolen og hendes moder er ikke helt enige om hvordan spisesituationen skal udvikle sig. De sidder tre borde foran mig i en McDonalds. Der er kun få gæster. Moderen mener at Pomfrit A skal indtages før Pomfrit B, eller omvendt. Pigen har ikke samme mening, og vælger at give udtryk for det ved at sætte i et stort og skærende hyl, der kort efter afløses af en hulkende og protesterende gråd. Moderen har prøvet med diverse trusler om at fjerne maden, eller den lille røde traktor som er en del af hele pakken.

Jeg har det sådan med barnegråd, at den giver mig ondt i maven, hvis fortvivlelsen er tilstrækkkelig tydelig. Og de fleste små børn giver den hele armen, og lyder som om de har lige har opdaget at de har mistet begge arme og begge ben. Faktisk bliver jeg meget bange for selve lyden af gråden, og det er så slemt at der må gemme sig en eller anden besked om det i mit indre. En nøgle. En kode.

Det er da ikke normalt at være så skideræd for lyden af et grædende barn. Herregud…de fleste børn bliver gode venner igen med deres forældre på ganske kort tid. Pigen og moderen blev også hurtigt perlevenner (jo, de var af anden etnisk herkomst end rødgrød). Moderen dummede sig bare, ved ikke lige at vente til pigen havde fået vejret igen. Et kort glammende bjæf om at pigen skulle holde op med at græde lige på stedet, forlængede vræleriet unødigt.

Du, kære læser, må meget gerne hjælpe mig. Er det ikke ren logik, at når jeg kan blive så rædselsslagen ved lyden af et barn, der græder meget højt, så må det være fordi jeg bærer rundt på en eller anden dyrekøbt erfaring? At hvis man ikke lynhurtigt holder op med at græde, så får man langt større problemer særdeles hurtigt?

Problemet for et grædende barn er jo, at det ikke sådan lige kan standse det. Det skal jo lige have vejret igen. Og hvis den voksne “magthaver” for sin egen skyld insisterer på at det øjeblikkeligt holder kæft, så kan situationen eskalere i en ond cirkel, der er så fyldt med græmmelse og smerte at det kan være traumatiserende?

Hvorfor får jeg nærmest kvalme når jeg hører et barn eller en baby fyre tårekanalen af med et skrål, som kun et menneske i den yderste nød burde komme med? Måske kan min krop huske at nogen engang har lukket kæften på mig een gang for alle, og min hukommelse har måske meget fornuftigt valgt at lægge låg på. 

Jeg kan heller ikke tåle at høre nogen skændes – ikke engang i en film, selvom jeg jo godt ved at de kun lader som om. Måske ved min krop, at når den lyd er tilstede…så kan den meget hurtigt udvikle sig til noget voldsomt.

Eller også er det hele, både det med gråden og de høje stemmer, bare ganske naturlige reaktioner?

Tøbrudssmil

Jeg står på en kridtstreg i Albertslund. Ude på græsset løber min datter fra den ene ende til den anden i rød t-shirt og sorte shorts. Fra oven vælter vandet ned. Til venstre for mig traver en højlydt mand iført et alt for lille blåt regnslag frem og tilbage på den samme halve meter. Han svinger med armene, og hver gang flygter tusind dråber den modsatte vej af hvorfra de er kommet. Jeg står med en tynd paraply fra et nedlagt amt. Når jeg bevæger tæerne i mine sorte gummisko siger det lyde. På banen prøver min datter at sætte af til et hopskud, men glider og synker sammen som et højhus, der værsgo skal saneres her og nu. Pigerne begynder at gribe bolden ved at forme hænder og arme til kurve. Et ellers kikset langskud sjutter i slow motion ind bag en magtesløs målvogter. Dommeren opgiver tapdryppende at notere stillingen på sin blækdruknede seddel. 

Det er smuk aften. Vindstille. Min datter venter på mig på perronen. Hun har glemt sin pung hos mig, og jeg er kørt til Køge for at aflevere den. Hun ser ikke glad ud. Vi går en lang tur på små villaveje. Arm i arm. Håndboldspillet har regler, og der bliver tit dømt for overtrådt i øst og angrebsfejl i vest. Man kan vinde og tabe disse sportskampe, og så længe det kun gælder point og små pokaler i pletsølv er nederlagene nærmest opbyggelige. Udenfor kridstregerne kan vejret føles dårligt, selvom solen skinner. Jeg giver hende ret. Prøver forsigtigt at fortælle hende at der altid er glæder ved siden af de ting, der bare ikke vil lade sig løse. At hun besidder evnerne til, og har mulighederne for, at få det gode liv. Det venter på hende. Det kalder næsten på hende, og jeg tror ikke det kan stoppes. Men der vil altid være noget, der ikke kommer af sig selv, eller er med på legen.

S-togets afgangssignal. Egentlig en latterlig pibende og skinger lyd. Det gør lidt ondt at tage afsked, men vi smiler og vinker på hver sin side af togruden. Endnu engang har vi moret os og fyret alt muligt fis af. Om at et træ ligner et forplantningsredskab. At en gammel rønne også ligner noget meget vovet. Pludselig er alt frækt. Skraldespandene. Postkasserne. Hendes sømandslatter bobler gang på gang op, og vi skiftes til at knække sammen på midten af grin. Snart er dagens fortrædelighedsdråber fordampet. Vi har købt dvd-film som vi skal se sammen i ferien. Hun har købt et glas Fair Trade kaffe til mig i Døgn Netto. Jeg er bare glad, også for at jeg listede en halvtredser ned i hendes pung før jeg kørte hjemmefra. Nogle gange skal man turde åbne sig for muligheden af at andre vil een det godt. 

Det kan min datter, og det gi’r mig sommerbygeøjne. Med smil på.

Selvskudt i de hårløse pusselanker

I TV 2′ s Go’ Morgen Danmark ville værtinderne hyggemobbe værten Mikkel Beha Eriksen, fordi han ikke havde set VM-kvalifikationskampen i Stockholm i lørdags. Han havde repareret hus.

De lavede ‘Der er så meget mænd ikke forstår’-quiz med ham, men blamerede sig ved at have forkerte og upræcise svar. De spurgte ham hvad den svenske spiller, der brændte et straffespark i 1. halvleg, hedder. 

Mikkels bud var Jönsson, men fnisepigerne sagde at svaret var ‘Kalstrøm’. Jeg staver det bevidst forkert, så fejludtalen fremstår tydeligt. Manden hedder Källström og det udtales ‘sjælstrøm’. Han spiller i franske Lyon.

Så skulle Mikkel gætte en dansk kantspiller, der nærmest mirakuløst brændte en kæmpechance meget tæt på mål. Mikkel anede det ikke,  men mente dog at vedkommende havde spillet for Brøndby IF. 

Det bekræftede værtinderne, men Dennis Rommedahl har ikke spillet ude hos drengene på Vestegnen. Han er født på Bispebjerg, og spillede i B93 og Lyngby inden han blev professionel i hollandske PSV Eindhoven.

Der er så meget kvinder ikke forstår. Det undrede mig, at de ikke også påstod at dommeren havde undergået en kønsskifteoperation.

Myggene flyver videre

Jeg har nu fået en mail fra Betina Bendix, chef for Radioavisen om malariamyggesagen. Hun har undersøgt hvorfor det blev sagt i fredags, at myggene var blevet resistente over de mest gængse lægemidler mod sygdom:

“Vi sagde, at det var myggen, der blev resistent, men i virkeligheden er det parasitten. Reporteren fortæller, at hun havde historien fra BBC, og i kampens hede fik den oversat forkert. Den VAR igennem de sædvanlige redaktører, men desværre opdagede de heller ikke nuancen. Heldigvis mener jeg, at meningen med nyheden stod klart på trods af fejlen.”

Det siger vi så. Myg jer!