Ord #15

støttehagekorset

Min egen kirke

Jeg kan simpelthen ikke leve med en folkekirke, der kræver at man står så tidligt op på en fridag for at deltage i højmesserne. Så nu starter jeg mit helt eget kirkesamfund – og du er velkommen til at joine, bare vi er enige om at det er mig, der er yppighedspræst.

Så velkommen i PØNSEKIRKEN!

I Pønsekirken laver vi hver dag pønsebevægelser, hvor vi gør flittigt brug af hellighånden. Vi taler med tunger og praktiserer voksenhåb.

Vi udfører mirakler i et herrens tempo, så de blinde ler og de lamme får. Vi går ind for sex mellem ægteskaberne, og man skal betale tiende til sig selv. Vi arbejder meget med at udbrede åndspålæggelse, og vi kræver morgensang indført på alle aftenskoler.

Brød og søstre kan vi lide. Og moderhuset.

Er du med eller mod?  

Advertisement

“…and he’s off just one more time…allegedly!”

Jeg tror på John og alle hans gerninger og al hans hvæsen

Livsfilosoffen John Engelbrecht?

Nej, ham havde jeg ikke hørt om indtil jeg hørte Vita på P1 her til formiddag. Helge Engelbrecht kender jeg. Til. Men ikke John…som bl.a. siger:

– Fornuften er gået fra forstanden. Så alt falder fra hinanden. Nu må forstanden  komme til fornuft. Det er et tidsskifte. Hamskifte. Tiden skifter HAM ud med HENDE.

Jeg kender vel ikke ham som sådan, efter en halv time, men jeg har sandt for dyden at sige aldrig hørt så mange perler, især om ligheder og forskelle mellem mænd og kvinder, på så kort tid.

Please, følg linket til ham – og hør bl.a. den kostelige historie om Biskop Skat Rørdam, der ikke kan få øjnene fra et ungt sognebarns attributter.

Engelbrecht påstår at Danmarks første rapper var en kvinde: Rappenskralde.

Pod ham, og du vil blive revitaliseret. Stol på det. 

Ittoqqortoormiit

Lisså begejstret som jeg var for ordet Nukissiorfiit, lisså glad er jeg for Ittoqortoormiit. Og de kan endda forenes.

Jeg ved godt at jeg aldrig vil kunne bemestre jobbet som driftschef, men det ville da være sejt at kunne svare følgende på spørgsmålet om hvad man laver: “Jae, du…jeg arbejder for Nukissiorfiit i Ittoqqortoormiit.”

Der er altså ikke det samme schwung over at sige, at man er lagerassistent i Løgstør.

Bjerglus

Jeg kan sagtens, for jeg har jo været i fjernsynet. På den spændende side af kameraet. Endda så mange gange at jeg kan prale af det, hvis det skal være. Så måske er jeg lidt hård mod dem, jeg nu vil riste en fransk hotdog over. Men alligevel.

I dag køres den sidste bjergetape i Tour de France, og i løbet af eftermiddagen når de allerede udmarvede ryttere frem til det frygteligt høje og hysterisk stejle Mont Ventoux. Lige guf for os seere og for tilskuerne på selve det såkaldt skaldede bjerg.

Man kan kun tage alpehuen af i respekt for de fans, som tager opstilling i hele og halve dage før de får den korte fornøjelse af at se rytterne ase og mase forbi dem. Og de fleste tilskuere klapper og hepper og svinger med fanerne og klæder sig ud i sjovt tøj. Løbet har endda sin egen Djævel.

Men så er der bjerglusene. Oftest unge mænd, der tror at løbet er opfundet for at man skal kunne se dem i fjernsynet. De løber efter rytterne og skriger dem ind i ørerne. Men det handler slet ikke om at de er glade på rytterens vegne. Det handler udelukkende om at de selv kan komme i fjernsynet. Cykelløbet reduceres til et indslag til linselusenes private fest, som er vigtigere end alt andet og alle andre.

Det er topmålet af disrespekt overfor rytterne, som i forvejen har rigeligt at se til, både i forhold til konkurrenterne og til at de er ved at gå midt over og krakelere af udmattelse. Det ses alt for tit, at de selvfede jubeltosser løber i vejen for rytterne, eller er ved at snuble over deres egen selvforelskelse. Og jeg vil vædde på at de har drukket sig mod til. Tænk at dope sig for at løbe tyve meter.

Jeg får brækfornemmelser af disse døgenigte. Det er fint nok at menneskemassen nærmest lukker sig om rytterne, for så i sidste øjeblik at åbne vejen for dem. Så længe opstillingen i to siderækker respekteres. så kan rytterne disponere, og koncentrere sig om det sportslige.

Det er bare så typisk menneskeligt, at nogle enkelte tankeløse og selvfejrende skvadderaber skal ødelægge det for tusindvis af andre, således at man spærrer rytterne inde bag gitre og bevæbnede betjente. Se bare hvordan det er gået i fodbold, hvor der før var åbent mellem tribunerne og banen. Not anymore.

Jeg håber at dagens etape forløber uden større eskapader, og jeg kan kun støtte de af rytterne, der er begyndt at dele knytnæveslag ud til de mest nærgående grænseoverskridere.

For min skyld måtte atomhjernerne hellere end gerne snuble over deres egne fødder, miste balancen og styrte ned ad bjergskrænten. Så ville de nemlig komme i fjernsynet..! Men det er de nok ikke mænd nok til at turde udsætte sig for. Uha nej. For så taber de jo bare dåseøllen, den sjove hat bliver krøllet og de kan ikke kontrollere om de andre i gruppen kigger beundrende på naturens muntre sønner. 

Jeg har endnu ikke set en kvinde løbe ud af den tangent.

Har du? 

Ignoranternes legion

Den lyshårede og meget unge kønne kvindelige studievært på TV2 SPORT siger til Smukke Poul og seerne, at nu vil hun prøve at sige hvilken klub Brøndby skal møde i næste runde af Euro League kvalifikationen.

“Jeg har øvet mig på det,” siger hun med tindrende øjne, og jeg regner med at der nu kommer et eller andet totalt krøllet og akavet ord fra Bulgarien eller Ungarn.

“Legia Warszawa..!” siger hun, løfter triumferende blikket, og ser ud som om at hun regner med at Smukke Poul (aka eksperten Poul Hansen) vil klappe i hænderne.

Det VAR også svært. Indrømmet. For hende, som for hele det sørgelige lottekorps af tutzi-frutzi værtspiger, der gang på gang er blevet valgt til jobbet af midaldrende mandlige chefer for at give husarerne noget at drømme om.

Suk.

Enkeltstart

Jeg cyklede til Køge i dag.

Det begyndte med, at jeg i går aftes blev sur på Bilka One Stop i Fields i Ørestad, fordi der var udsolgt af lige præcis den udsalgsvare jeg var taget derud for at købe. Så har man spildt tiden og 10 kroner for en tillægsbillet til Zone 3. 

Torsdag aften skulle jeg til middag hos min dejlige dreng i Køge, fordi han lige er fyldt 23 år. Og så tænkte jeg, at når jeg nu alligevel havde fri ved middagstid, så kunne jeg vel lisså godt rulle derned i første gear på den store lysegrønne mormorcykel, som jeg råder over.

På den måde ville jeg spare togbilletten til 52 kroner på udvejen, og glæde mig over at mit S-More City Pas gør, at det efter klokken 18 kun koster 15 kroner at køre i tog fra Køge og helt hjem til Bjerget. Okay, okay…plus 12 kroner for en cykelbillet.

Desværre var vejrudsigten i morges ikke just lovende. Men da jeg kom hjem i casa’en efter dagens plaprejob, var opklaringen et faktum. Og så sadlede jeg ellers jernhesten, med masser af oppakning bestående af skiftetøj og drikkelse og lommeradio og kasket og andet turgrej.

Og så dæmrede det…jeg passerer jo hele to Bilka’er på vej til Køge! Der er en i Ishøj og en i Hundige. Så kan de 10 kroner fra i går måske vise sig ikke at være spildt alligevel.

Allerede i Ishøj var der bid. Jeg gik glad og stolt ud til cyklen med adskillige pakker af de varer, jeg havde ønsket at købe. Godt nok fyldte varerne begge mine to store medbragte muleposer, men det gav god balance på cykelstyret.

Vejret truede adskillige gange med at gå fra gråt til vådt, men jeg slap med skrækken helt til jeg nåede til Ølby, lige før Køge. Der skulle jeg holde en kaffepause på McDonalds, fordi jeg var kommet en hel time for tidligt. Desværre regnede det helt vildt, da jeg så skulle køre den resterende korte distance.

Men vandpyt med det. Skiftetøjet kom frem, og middagen var både hyggelig og nærende. Vært var min stedsøns forlovedes far, og han er god til den rolle. Meget, meget god. Så jeg var i mægtigt humør, da jeg susede til Køge station ved 21-tiden, for at nå toget inden vejrhelvedet brød løs påny. Og himlen så nærmest pissetrængende ud, men jeg nåede det. Pyha…jeg har ikke råd til at blive forkølet. Slet ikke.

Og nu er jeg hjemme igen på bjerget. Det snurrer så skægt i benene og hele torsoen, og det vibrerer så herligt i min tegnebog. Motion og gode varer på tilbud. Frisk luft og festlig musik i ørerne. Lækker mad. Familie, der er glad når man kommer på besøg.

Det er, for nu at sige det på den måde: helt godt.

Det er morderligt pænt af Dem

Tirsdag 21. juli 2009

Kære Bent Otto Hansen

I Deres mail til Styrelsen for Bibliotek og Medier protesterer De imod, at De ikke får biblioteksafgift og De finder det urimeligt, at De “med tre digtsamlinger og en roman, gang på gang skal have ingenting”.

Biblioteksafgiften er en kulturstøtteordning vedtaget af Folketinget. Styrelsen administrerer den efter de regler Folketinget har vedtaget, og som er nedfældet i lovgivningen om biblioteksafgift, Lovbekendtgørelse nr. 1175 af 17. december 2002. § 4 stk. 3 fastslår, at beløb under 1.535 kr udbetales ikke. Beløbet reguleres årligt.

Den gældende ordning for biblioteksafgift er senest behandlet i Folketinget i efteråret 2006, hvor der fra alle partier var tilslutning til at indgå en aftale om at forlænge ordningen uændret for en ny fire-årig periode.

Med venlig hilsen

Anthee Sterregaard

Afdelingssekretær

Du Store Bureaukrat IV

Jeg har fået en mail fra Signe, som repræsenterer ‘DSB S-tog Salgssupport S-more’. Hun kommenterer mit problem med at logge mig ind på S-more’s hjemmeside, så jeg kan tjekke de fordele jeg har som Guldkort-indehaver.

Når man vil logge sig ind, indtaster man sit mobilnummer i en boks på S-More’s hjemmeside – og så skal DSB sende en log ind-kode tilbage via SMS. Det har fungeret før, men i den seneste tid sker der ingenting. Og det er der en grund til, skriver Signe:

“Vi har undersøgt, hvad problemet er. Loginproblemerne skyldes ikke en teknisk fejl fra vores side. Derimod er det hos de enkelte teleoperatører, fejlen ligger. Af den grund kan vi desværre ikke gøre meget andet, end at henvise jer til jeres mobiludbyder om problemet.”

Jeg har svaret Signe, at det undrer mig såre at DSB vil lade mig, kunden, gøre arbejdet for dem. At få et stort firmas hjemmeside til at fungere hos diverse teleoperatører og på forskellige platforme og browsere, er en opgave for firmaets it-afdeling.

Det må da være i DSB’s interesse at kunderne kan logge sig ind? Og hvis det ikke kan lade sig gøre, på grund af tekniske problemer i mellemleddet – så må det da være noget DSB selv skal tage sig af, for at holde på kunderne?

Signe skriver, at hun selv sagtens kan logge sig ind på sit eget mobilnummer, ja faktisk på hendes egne to mobilnumre. Og hun håber virkelig at jeg får løst mine problemer med min teleoperatør, så jeg igen kan logge mig ind.

Det er mageløst.