Monthly Archives: juli 2009

10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 0…

En stjerneklar nattehimmel er et syn for sig. Jeg er helt nede med alt det deroppe. Da Apollo 11’s Ørn stod på månen i dag for fyrre år siden var jeg med mine forældre ude på deres dobbelte avisrute i Hellerup.

Jeg havde jo sommerferie fra skolen, og nød at at lave noget med min helt egen far og mor. Men den nat var jeg ikke til meget hjælp. Vist byttede jeg om på jernbogstaverne på muren i familien Freieslebens millionvilla, men det gjorde jeg jo altid når jeg var med på ruten. Det var der ikke meget Big Bang over for en 11-årig.

Nej, jeg ville hellere hjem til rækkehuset i Vangede og følge med i det åndeløst intense øjeblik, da Neil Armstrong tog et lille og måske alligevel hidtil længste skridt i verdenshistorien. Og min far gav mig lov, efter at jeg havde plaget min mor. Jomfru Ane band skrev senere en plagesang, som må have været inspireret af min daværende viljestyrke.

Flyvning, rumfart og astronomi var jeg helt vild med som dreng, og det er jeg stadig. Det er egentlig ærgerligt at jeg er så ringe til matematik og den slags, for jeg er meget optaget af fysikkens grundspørgsmål om universets opståen.

Jeg kan simpelthen ikke fatte, at de stjerner man ser oppe i på det sorte lærred slet ikke findes mere. De er der, men de findes ikke. Lyset fra dem har været så længe undervejs, at de ikke bare har flyttet sig i mellem tiden, men måske også er udsletter. Det er ikke gas, selv om det er det alligevel. En rejse på mange tusind kilometer begynder med det første skridt, siger kineserne.

For fyrre år siden begyndte en helt ny tid med et enkelt skridt på en støvet grå planet i rummet. Det kan jeg rumme, men universet? Det er jo så enormt at jeg næsten hver gang er den, der blinker først når jeg tager en stirredyst med Aldebaran, Cassiopeja og Rigel. De bruger ormehuller og stjerneskud. Jeg bruger fantasi.

Mellem ørerne

Jeg havde lige været inde i SuperBest. Begge hænder var optaget af muleposehanke, men min gode gamle Sony lommestereoradio, som jeg købte på en chartertur til Mallorca for nogle år siden, var tændt. Små sorte højttalere sendte DR P1 ind i min hjerne fra højre og venstre.

Humøret var halvmuggent. Vejret var ulideligt lørdagslummert, og det lovede skybryd brød sit løfte om at give hovedstaden en tiltrængt vasker. 

Da jeg passerede Tagensbo Kirke begyndte programmet Sproglaboratoriet. Dagbladet Informations litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen fortalte om poesien i 80’erne, hvor unge digtere som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen huserede.

Måden han talte på fik mig til at spidse ører. Det kan man godt uden hænder. Når man som jeg lever af at tale ind i en mikrofon, så gør det indtryk når man hører noget spændende, noget grimt eller noget smukt.

Og jeg syntes virkelig at han fører en høvisk tunge. Ikke alene var det han sagde interessant, men han satte sætninger op ved siden af hinanden på så behagelig og tilhøreladende ubesværet måde, at jeg holdt flere pauser undervejs op ad bjerget.

Da jeg kom hjem, besluttede jeg at reagere. Aktion er lig med reaktion ganget med perspiration. Jeg komponerede en lille mail til ham, og vedhæftede mine tre digtsamlinger. Så har han noget at læse op fra, hvis han løber tør for tørstof.

Men ved du hvad? Det gør han nok ikke. 

To dage

Onsdag. SMS. Ring mig lige op. Det gør jeg så. Hun er ikke i godt humør. Benene er meget ømme, siger hun, og hun har sovet dårligt i flere nætter. Lige nu er det så slemt, at hun egentlig hellere ville være hjemme end på sportslejr i Farum. Instruktørerne har været efter hende på grund af en situation, som hun ellers havde forsøgt at forhindre. Hun ville tage en pause fra træningen på grund af muskelsmerterne, men hendes besked nåede ikke frem til rette vedkommende. Jeg lytter, stiller rolige tillægsspørgsmål, og fisker efter så mange detaljer som muligt. Samtidig har jeg ondt i maven af ærgrelse over, at hun har det sådan. Jeg ved alt om at tredjedagen på en ugelang sportscamp kan være den hårdeste, så jeg håber at jeg kan hjælpe hende gennem krisen. Jeg ringer til instruktørerne og de lover at tage en god snak med hende. Senere på dagen får jeg at vide, at hun har deltaget i dagens håndboldtræning. Det hjalp at få talt om det. Jeg er lettet. Bare det nu holder.

Torsdag. SMS. Ring mig lige op. Det gør jeg så. Jeg er god til at holde masken. Som dengang hendes storebror stod på den yderste kant af fem-metervippen i Ishøj Svømmehal. Turde han springe for første gang? Hans lille mave gik som en blæsebælg. Jeg sendte ham mit bedste lyvesmil. Så sprang han og landede perfekt. Nu, ti år senere, spørger hun om jeg kan gætte hvad der lige er sket. Min mave snører sig sammen. Hun kan næsten ikke tale. Det går op for mig at hun fniser og griner. Hun hikster, at hun netop er blevet udråbt som vinder af en skrivekonkurrence på campen, hvor man ved ankomsten skulle begrunde hvorfor man skulle vinde præmien, som er et gratis ophold næste sommer. Hun siger, at hun blandt andet skrev at hendes far bliver så glad når hun skal afsted sammen med sin gode veninde fra Lundtofte. Hendes eneste bekymring er nu, hvordan hun skal få den store præmiecheck med hjem. Jeg lykønsker hende, og bliver så jubelfjollet at folk på gaden vender sig om. Det er fint nok. Alt er godt. Igen.

Nukissiorfiit III

Aj, altså…nu troede jeg lige, at jeg skulle blive kapelmester for ENLO = Menneskenes Lands svar på ELO: Electric Northern Light Orchestra.

Nok engang svigtede mine dida-dida’ktiske kompetencer mig på det groveste – for slet ikke at tale om evnen til at læse små bogstaver – men jeg troede virkelig at energiselskabet søgte en kapelmester.

Måske skal jeg vente til de søger en qivitoq? 

Nukissiorfiit

Prøv at sige overskriften højt…jo, gør det nuuuh!

Jeg vil påstå, at det kan øge indholdet af Dopamin og Serotonin i hjernen på en dekapiteret, hvis vedkommende gør det. Og hvis han gør det, kan han tjene mange penge på det.

De søger i hvert fald en elektriker i Nukissiorfiit.

Kan man ikke tage den smule uddannelse via et brevkursus i en ruf?

Jeg vil til Nukissiorfiit og samle muffer – og det skal være nuk..!

TDC ringer til mig

Jeg tror han hed Allan, men i hvert fald havde han læst og tænkt over mit indlæg om hvorfor man skal beholde TDC’s fastnetbaserede bredbåndsabonnementer, hvis man ønsker at bevare brugen af TDC’s webmail efter at man skifter til TDC’s mobile Bredbånd-2-Go bredbånd.

Han forklarede, at det var rigtigt nok at man var nødt til at bevare et fastnetbredbånd, hvis man ville beholde webmail-adresserne. Og at prisen var ca. 300 kr. om året – og den ville nu stige til ca. 500 kr.

Man kunne tage chancen, og beholde et gratis fastnetabonnement, men så risikerede man at TDC opsagde det, fordi man ikke bruger det nok. Men man kunne tage chancen, for det var ikke altid at de lige havde tid til at holde øje med om man bruger det.

Og jeg kunne vist nok også forstå, at hvis man vælger de abonnementer som man betaler for, så skal man have et fastnetnummer, mens det ikke er nødvendigt med et gratis fastnetabonnement. Tror jeg nok.

Vi havde en god seriøs snak om det, og jeg endte med at tage chancen. Jeg vil ikke give 500 kr. om året for at beholde mailadresserne, når jeg giver 300 kr om måneden for Bredbånd-2-Go. Han lovede at man bliver varslet, hvis de vil lukke for den gratis fastnetforbindelse.

Det hele er jo lidt absurd, når jeg stadig logger ind på webmailsiden via mit mobile TDC Bredbånd-2-Go abonnement – men omvendt forstår jeg godt, at services ikke kan være gratis for alle hele tiden. Udviklingen går bare så stærkt, at tilbudene falder over hinanden og får skrabede knæ.  

Du Store Bureaukrat III

Jeg har endnu ikke fået skriftlige svar fra DSB om hverken Rejsetidsgaranti– eller Cykelmedtagningssommermulighedssagen.

Men nu kender jeg svaret på cykelspørgsmålet, for jeg var forbi Nørreport i går i anden anledning, og spurgte vagthavende S-More medarbejder om jeg havde husket rigtigt.

Det havde jeg ikke. Det var kun i juni måned man som S-More Guldmedlem kunne tage sin cykel gratis med i S-toget. Derfor var det da godt at jeg forleden købte en cykelbillet, da jeg skulle på lyntur til Ballerup.

Så simpel en information kunne den DSB-telefondame som afviste mig nemt have slået op sin skærm.

Videre!

Du Store Bureaukrat II

Var der ikke noget med, at jeg som Guldmedlem af S-More kunne tage cyklen gratis med i S-toget i sommerferien?

Det mente jeg, men for at være helt sikker inden jeg tog jernhesten med på en lyntur til Ballerup, ville jeg lige slå det op på S-More’s hjemmeside. Man skal logge ind via en kode, man får i en SMS. Men lige meget hvor mange gange jeg prøvede, kom der ingen SMS.

Så ringede jeg til DSB, men i S-tog’s informationen slog damen syv zoner for sig, og sagde at når det gjaldt S-More skulle jeg enten sende en mail, eller tage ind på billetkontoret på Nørreport Station.

Jamen, forsøgte jeg, kan du ikke forstå at når man ikke kan logge sig ind på hjemmesiden, så må du og S-More-personerne gøre lidt ekstra for at skaffe svar på så enkelt et svar om cykelmedtagningen?

Nix..! Damen sagde, at dem på Nørreport udtrykkeligt havde frabedt sig telefoniske henvendelser om S-More. Jeg resignerede, og overvejede at satse på at jeg huskede rigtigt. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg skulle vente i to-tre dage på et mail-svar, eller først tage til Nørreport uden cykel.

I stedet købte jeg en Cykelbillet til 12 kroner på Bispebjerg station, og fik klaret mit ærinde i Ballerup, via Flintholm station. Jeg turde ikke risikere en lang diskussion med en togrevisor. Men jeg regner med at få de tolv kroner refunderet?

Vi må se ad…jeg venter stadig på koder fra de 7-8 daggamle forsøg på at logge ind på S-More siden. Pudsigt nok fik jeg en helt tredje SMS fra S-More i går, hvori der reklameres for et tilbud om rabat på at komme til Coldplay-koncert i Herning. Hvad nytter det, når jeg bare vil på cykeltur i Ballerup? 

Jeg må nok hellere sende en mail.