Monthly Archives: juli 2009

Et lidt pænere sladderblad?

“Mit mål er…ellers simpelt hen at sikre at læserne af Se & Hør hele tiden er opdateret på hvad der sker med de kendte og de kongelige, både når det går dem skidt og når det går dem dårligt.”

                 (Kim Henningsen, Se & Hør’s nyudnævnte chefredaktør til P1)

Du Store Bureaukrat

DSB har indført Rejsetidsgaranti, således at man kan få nogle af pengene tilbage hvis toget bliver forsinket i ankomsten. Det er en fin service. Da min datter og jeg blev forsinket i næsten en hel time forrige mandag på vej til ferieopholdet i Hirtshals, fortalte togføreren i IC 3 Lyn-toget om muligheden i højttaleren. Man skulle indsende eller aflevere en formular og vedlægge billetterne, og så ville DSB vurdere om man opfylder betingelserne for at få en kompensation.

Jeg printede formularen ud og udfyldte den. I stedet for at indsende den valgte jeg at aflevere den tidligere i dag i Billetkontoret på Nørreport station. I S-More lugen, hvor jeg havde købt togbilletterne. Jeg er jo Guldmedlem. 

Den unge mand ved lugen kiggede længe på formularen og billetterne. Meget længe. Han så derefter alvorligt på mig, og sagde at han ikke kunne modtage skrivelsen. Han pegede på DSB-adressen i øverste venstre hjørne af formularen, og sagde at jeg skulle sende den til den adresse. Vi gerådede herefter ud i en kort, men ret intens meningsudveksling om hvorvidt han skulle/burde/kunne/måtte tage imod sådan et brev, der handler om at DSB har svigtet sin forpligtelse over for mig, passagereren.

Han nåede at påstå, at fordi der ikke fulgte en konvolut med kunne han i hvert fald ikke modtage den. Ledelsen forbød ham at stille en sådan til rådighed. Da blev jeg så skælvende arrig på ham, at jeg midt i opera-arien følte trang til at undskylde over for ham personligt. Det takkede han for, og undskyldte tilbage. Det var som en slags overspringshandling før næste udveksling af fatale sarkasmer og morderiske udfald. Vores duel blev overvåget af en langt ældre DSB-medarbejder, som valgte at betragte og fundere.

Den unge mand clipsede mine billetter fast til A4-siden, og så stadig meget alvorlig ud. Jeg havde gjort ham det meget klart, at det i sagsbehandlingsmæssig forstand ville være mere end urimeligt hvis han ikke ville videresende et brev fra det ene DSB-kontor til det andet i en internkuvert.

Og jeg blev samtidigt mere og mere sikker på, at han er den samme medarbejder som for nogen tid siden nægtede at der var Orange billetter på en bestemt afgang, som jeg ellers lige havde slået op derhjemme på nettet, og da jeg tog hjem igen uden billetter og tjekkede igen var der stadig præcis de samme billetter ledige, så jeg returnerede sofort til Nørreport og købte dem af en af hans kolleger.

Pludselig løb både han og jeg tomme for argumenter. Og så fik jeg øje på den. I samme sekund som DSB-manden fik øje på den. Den blå postkasse ved vinduet ud mod gaden, lige til højre for min datter, som også var med. Kassen har kun et formål. At man kan aflevere sin ansøgningsformular om Rejsetidsgaranti i den. Så man slipper for at sende den.

Jeg blev så paf over at manden ikke havde henvist til den ved starten af “samtalen” at jeg gik i total venlighedsfunktion, og for at undgå en mental nedsmeltning puttede jeg brevet i kassen under storladne høflighedsfraser og taksigelsesklichéer.

Den mand savner fundamentale forudsætninger for at bestride den bestemte jobfunktion.

Crocodile Suck

Jeg ta’r altid lige tilbudsbrochuren med hjem ovre fra den lille hyggelige Dagli’ Brugs i det store brølende kryds Tagensvej/Tuborgvej.

Indholdet plejer at være stille og roligt. Et blomkålshovede hist og en halv piske pist. Men denne gang fik de eddermame nakkehårene til at rejse sig på mig, da jeg nåede til side 13. 

Man kan købe “et realistisk krokodillehoved til at have liggende i haven”. Og hvis du synes det lyder en lille smule spacy, så rust dig:

“Med øjne der lyser via solenergi. Tænder og slukker selv. Læg krokodillen i direkte sollys i 8 timer til opladning, så lyser den hele aftenen. Mål: L96 x B44 x H26 cm.”

299 kr…spar 496 kr.

Hvorfor…Dagli’ Brugsen…hvorfor?

E 206

Det lyder som et tilsætningsstof eller et farvestof, og det er det på en måde også. Et meget sundt et af slagsen.

I en lille uge har jeg boet i ferielejlighed E 206 på Feriehotel Fyrklit i brændingens by, Hirtshals. Jeg gav ca. 4.300 kr. for fem overnatninger, og det kan måske lyde dyrt. Men aldrig har jeg nydt placeringen af et feriested så meget.

Hotellet ligger femten meter fra Vesterhavet – og når jeg stod på altanen, eller sad inde ved det store spisebord i stuen, så kunne jeg se ud over Vesterhavet uden at noget forstyrrede oplevelsen. Lyskeglen fra det knejsende Hirtshals Fyr, som ligger lige ved siden af hotellet, øgede blot følelsen af nærhed til salt, fisk og både. De eneste lyde man kunne høre, var lærkesang om dagen og en lystig klukken fra nordmændenes lommelærker i nabolejligheden om aftenen.

For mig og min datter var det en fuldstændig perfekt hyggetur. Hun sov i soveværelset, og jeg sov på hemsen højt oppe over stuen. Trappen derop er ikke for folk med højdeskræk. Vist er selve bygningen gammel og betontræt, men en fornyelse for få år siden har givet lejligheden nyt køkken og nyt badeværelse, og så er alt jo godt.  

Sengenes madrasser var måske lidt trætte, men alle indvendinger giver fortabt over for den udsigt man har til havet. Vejret var med os, indrømmet, men synet af det hav kan stå for alle slags vejrlig.

Mandag eftermiddag vandrede fra stationen og ud til hotellet med al bagagen stoppet ned i en lejet Netto-indkøbsvogn. Jeg havde glemt at bestille plads i toget til min cykel, som plejer at kunne bære alle mine tasker og poser. Vi lejede godt nok en cykel til 200 kr. for tre dage, og det var fint nok. Der er et stykke vej ind til bykernen, hvis man lige skal købe et eller andet, og ikke har bil.

Fyrklit Feriehotel er med i Danland-kæden, så der er allehånde muligheder for børnene. Indendørs badeland og en fin udendørs swimmingpool. Min datter mente at det indendørs anlæg var for småt, men hun er også vant til Aqua Kyl i Malmø – og så er man forvænt.

Der er boldbaner, hoppepuder, minigolf m.m. – og så er der et indendørs aktivitetshus med gode bordtennisborde, legeredskaber for småbørn, og nogle store lysende underholdningsmaskiner hvor man for penge kan køre motorcykler og spille flipperspil og den slags. Og her oplevede vi turens eneste meget kedelige episode.

Få minutter inde i bordtenniskampen rullede bolden ind under en af køre-maskinerne, og min datter lagde sig ned for at rage bolden ud med en billardkø. Enten var der overgang i maskinen, eller også gik strømmen gennem hende fra den ene elektriske maskine til den anden. I hvert fald fik hun to stød, og jeg tror netop derfor ikke at det var statisk elektricitet. Maskinerne kører på stærkstrøm, så det går ikke at de kan give stød. Små børn skal nok få testet om de har svage punkter, og det kan ende fatalt hvis strømmen sådan kan smutte ud og rundt, som det passer den.

I flere dage efter stødene, som hun blev temmelig forskrækket over, havde hun perioder med stærk hovedpine. Det er gået væk nu, siger hun, og det er en stor lettelse. Da jeg nævnte det for Receptionen, lige efter at det var sket, sagde damen at man straks ville få det undersøgt, netop fordi mindre børn elsker maskiner med blinkende lys. 

Efter episoden tog jeg billeder af maskinen, såfremt hovedpinen skulle fortsætte og jeg ville lave en større sag ud af det. Nu vil jeg kun skrive om den her og sende linket til hotellet. Jeg overvejede at gå til den nordjyske presse – eller til politiet – men jeg kan jo ikke bevise at hun fik stød af maskinen. Eller at den efterfølgende hovedpine havde noget med det at gøre, selvom hun ikke havde den i dagene op til episoden. Det ville være ord mod ord.  

Men sagen er alvorlig. Maskinen kører på stærkstrøm, og på nogle små advarselsskilte står der på engelsk at man skal slukke for maskinen inden man servicerer den. Jeg er ked af at skulle nævne episoden, for opholdet var en nydelse fra det første sekund vi kom, til vi kørte afsted med den blå gris til Hjørring lørdag middag. 

Har man behov for at slappe af og gå ture ved stranden – som for øvrigt var meget fin og næsten lokkede mig til at tage mit årlige havbad – så er det bare om at komme op til det helt særlige lys og den smukke himmel i Vendsyssel. Hirtshals ligger højt i landskabet og man føler sig på toppen. Havet har en nærmest helende virkning.

Jeg kunne bo der. Home Sweat Home i sommerheden. Luft i lungerne om vinteren. Kassedamerne siger hej til dig. Det gør de ikke i København. Stol på det.

Farvel…1.552 kroner

Så kom den fattige forfatter da endelig hjem til sin ydmyge hybel og det ventende brev fra Biblioteksstyrelsen på entrégulvet.

Jeg vidste allerede i mandags at jeg ikke fik del i de 158 mio. kr., som er afsat for at give forfatterne kompensation for at bibliotekerne må låne bøger ud til lånerne. Der blev jo ikke sat penge ind på min Nemkonto. 

Men hvor tæt var jeg så på bagatel-grænsen i år?

290 kr. er svaret. Jeg skulle have haft 1.552 kr. – men da grænsen går ved 1.842 kr. får jeg en steghed sommerrøv at trutte i. Digtsamlingen fra 2008 fik ikke skubbet mig over grænsen. Sølle to ex. har bibliotekerne købt. 

Siden min debut i 2001 er jeg blevet snydt hvert år, bortset fra at jeg har fået 5.000 kr i et såkaldt trøstelegat, som man kunne søge da bundgrænsen introduceredes. Men nu er det legat (som var skattepligtigt) blevet betalt tilbage flere gange, må jeg sige – og et grusomt spørgsmål melder sig:

Er topscorer Bjarne Reuters ord 796.447 kr mere værd end mine?

Åbenbart.

TDC tøver, jeg fremturer

Endnu har jeg ikke hørt fra TDC’s presseafdeling om mit indlæg forleden.

Det drejer sig om hvorfor jeg skal betale for et bredbåndsabonnement via fastnettet for at beholde min webmail, selvom jeg har TDC-bredbånd via mobilnettet.

Onsdag aften sendte jeg derfor denne mail til TDC’s klageafdeling:

“Jeg skiftede fra fastnetbredbånd til Bredbånd-2-Go, og opdagede at jeg ikke kunne beholde min webmail på TDC’s hjemmeside. Den webmail SKAL jeg have, så derfor blev jeg tilbudt et gratis bredbåndsabonnement, som udelukkende skulle eksistere for at min webmail ikke forsvandt.

Efter en tid hed det sig pludseligt at jeg skulle betale for at have en anden slags bredbåndsaftale (oveni det mobile bredbånd jeg køber i forvejen hos TDC).

Så nu har jeg fået to breve med kort varsel, hvori det påstås at jeg har to forskellige bredbåndsaftaler, udelukkende for at beholde webmailen. Og en regning er begyndt at bygge sig op. Jeg synes det er meget ufleksibelt. Også at jeg heller ikke kan købe sikkerhedspakken, bare fordi jeg benytter mig af mobilt bredbånd.

Mit spørgsmål er: hvorfor skal jeg betale for at have to forskellige slags bredbåndsabonnementer?

Hvilken af de to seneste aftaler gælder? 

Hvorfor er det gratis den ene gang, mens det ved efterfølgende telefoniske henvendelse (og meget lang ventetid + uendelige viderestillinger) skal koste penge?

Jeg har 19/6-09 bedt Presseafdelingen om en kommentar på mit blogindlæg om sagen, men har endnu ikke fået svar.

mvh

B.O Hansen”

Franks kones mumlemand

Nu har jeg efterhånden set Canal Plus’ tv-spot med den gamle fodboldstjerne Frank Arnesen, Chelsea’s nuværende sportsdirektør, så mange gange at jeg kan den forfra og bagfra.

Men jeg kan simpelthen ikke høre hvad han prøver på at sige halvvejs inde i reklamen.

Han fortæller at han hver dag, altid, og hele tiden kan se fodbold. Først ser han klubbens ungdomshold spille på træningsanlægget, og så iler han hjem og tænder for tv-apparatet med Canal Plus’ mange (synes kanalen vist selv) fine tilbud til fodboldelskerne.

Så kommer det.

Han sender det uimodståelige rævesmil, som gjorde ham så elsket og beundret i firserne da landsholdet slog igennem for alvor. Sætningen handler om at han plejer at sige til sin kone, at han er nødt til at se alt det fodbold af hensyn til sit arbejdet. Af ren pligt. Ikke fordi at han skal nyde det, eller fordi han bare elsker det. 

Men det, der kommer ud af den folkekære gavflab er mudret og mumlende….påstår mine ører.

“Men…jeg siger til min hormonkone at det er arbejde!”

“Men…jeg siger til min homokone at det er arbejde!”

“Men…jeg siger til HBO at det er arbejde!”

“Men…jeg siger til min hobo-kone at det er arbejde!”

Udtalelsen følges op af hans pragtfulde ama’rkanske gadedrengegrin som aldrig mister sin smeltefaktor, uanset de sibiriske tigerblik hans arbejdsgiver i Chelski FC har det med at sende.

Hjælp mig, kære læser…hvad er det, Frankie Boy prøver at sige?