Monthly Archives: august 2009

Årespringsbevægelser

Munter SMS fra efterskoledatteren!

Hun har i dag på skolen modtaget pakken med 1 trykfriskt ex. af ‘Nogens’. Godt for hende.

Jeg fik kun reklamer fra mit postbud i dag, men egentlig er det vel på en måde slet ikke noget større problem at skulle vente i trekvart uge på en pakke, når fragten nu kun koster sølle 60 kroner?

[eder|forbandelser|besværgelser|jammerhyl|anskrig|græmmelse|påberåbelser]

Det er lige til at få åreknuder i kæberne af. Og da jeg var henne på biblioteket i dag, for at printe siderne fra ‘Nogens’ ud – så jeg kunne indtale dem i lydstudiet – var der pludselig en blank side midt inde i manuskriptet. En blank side. Det kan betyde, at der er smuttet noget i processen. Og der er jo ingen korrekturlæsning før udgivelsen. SKØNT!

Anyway…(Hemingway). Hvis jeg skulle få åreknuder, så kan jeg stadig være kunstner. Åreknudeklinikken i Næstved påstår i ramme alvor i en avisannonce, at de kan skabe kunst ud af viden…i deres arbejde med åreknuderne:

                   “Åreknudeklinikken – når viden skaber kunst!”

Det er måske en udløber af Pia K’s ønske om en mere folkelig kulturdrejning? Jeg ville ikke blive forbavset hvis klinikken kun vil operere på etnisk hvide lægge.

Suk.

Reklamer

Hvad skal livet bestå af?

En hollandsk domstol har valgt at overtage opdragelsen af 13-årige Laura Dekker, som ville sejle jorden rundt alene. Der er nogle helt konkrete regler, som forhindrer hende i at gennemføre en sådan rejse. Noget med, at hvis hun vil fortsætte skolegangen udenfor det etablerede system, så skal der være regelmæssige voksentilsyn – og det kan det knibe med på Stillehavet.

Som far til en 15-årig pige sætter sagen tanker på jordomrejse i mig.

I nogle år har jeg reklameret for bogen ‘Lionheart’ af og om en ung australier, Jesse Martin, som i 1998 i en alder af 17 år sejlede jorden rundt uden ophold overhovedet. På den ene side er en sådan færd tindrende sindssyg, men hvad er det for et liv det fornuftige samfund sætter op som alternativ?

At man hver dag i 28 år står op på samme tid, efter at man hver dag i otte år er stået op på samme tid under uddannelsen, og at man møder de samme morgentrætte medrejsende i den samme busafgang, og at man får 2,7 børn med sin første ægtefælle, og bliver skilt et par gange – så man har noget at snakke om i vennekredsen – hvorefter man til sidst dør af en af de mest almindelige livsstilssygdomme, dog efter at man har fået et guldur i jubilæumsgave af den vigtigste person i livet: CHEFEN  !

Jeg synes at historien om den hollandske pige er et eksistentielt dilemma. Det kunne gå galt. Det kunne gå godt. Vi ved det ikke.

Et er søkort at forstå…et andet skib at føre.

Skyyyyyyyd..!

Jeg kan ikke lade være med at more mig, selvom det er en kvide at vente og vente på brevbæreren. Adspredelse er mange ting, og jeg har jo for ganske nyligt forbarmet mig over mig selv. Et kunstgreb, som i forbavsende grad viste sig at gøre langt mindre ondt end frygtet.

Se nu bare i dag. Når man har solgt sin sjæl til den digitaliserede offside-djævel, så er det da betryggende at den bliver behandlet med rettidig ømhu…eller hvad det nu hedder:

Kl. 13.45 Kanal 5       Chelsea – Burnley
Kl. 16.00 Kanal 9       Bolton – Liverpool
Kl. 17.00 TV2 Sport   FCN – AGF
Kl. 18.15 Kanal 9       Man Utd – Arsenal
Kl. 20.45 Kanal 9       Inter – Milan

Jo, ind i mellem skatter man sin singletilværelse og påskønner organismens kafffetolerence. Der er små oaser af lysende zoner. Det er der.    

Kom tilbage, Jack..!

Øv, altså…postbudet kom ikke med ‘Nogens’ i dag.

Kun med en eller anden efter midnat-roman af en eller anden verdensberømt japaner som jeg skal lægge stemme til.

Min datter har heller ikke fået min bog sendt til sin efterskole, selvom hendes bestiling skete allerede i onsdags. Suk.

Så jeg ved stadig ikke hvordan min nye bog ser ud. Fnys. Nå, men i ventetiden kan jeg glæde mig over at Litteratursiden har opdateret portrættet af mig. Nyyyyydeligt..!

Og hvem ved…måske ringer postbudet på to gange???

Yderligheder

‘Nogens’ blev udgivet i går, og det hele passer jo sig selv på nydeligste vis. Jeg kan ikke lade være med at flippe ud over kontrasten mellem denne udgivelse og mine to første digtsamlinger ‘Blindforsøg’ (2001) og ‘Opløselige’ (2006). De to bøger kostede mig hver ca. 10.000 kr at få trykt og udgivet, og jeg ligger inde med et restoplag på 2-300 ex. af den opløselige. Denne gang kostede udgivelsen mig 500 kroner. Jeg har så købt nogle ekstra services, som jeg vender tilbage til, men der er godt nok langt fra 10.000 til 500 kroner for at få en bog udgivet.

Min fjerde digtsamling er udkommet

Det gik godt nok hurtigt. I lørdags overførte jeg de 52 tekstsider + omslagsudkastet til det tyske print-on-demand forlag BoD (Books on Demand) – og fra i dag kan man bestille ‘Nogens’ her. Jeg vil dog anbefale at man lige venter en uges tid, for så kan bogen også bestilles på diverse netboghandler og hos den lokale boghandler. På den måde sparer man måske 60 kroner i fragtomkostninger. Men bogen er såmænd til at betale, for prisen er 30 kroner inkl. moms. Jeg har endnu ikke selv haft et ex. i hånden, så jeg er spændt på om den er pænt trykt. Indholdet svarer jeg ikke for 😉 

sara

hun hedder sara, men det er der jo så mange der gør, for eksempel hende henne på jobbet, men det er ikke hende, selvom der bestemt ikke er noget at udsætte på den sara, og hvorfor skulle man egentlig også sætte hende ud når hun ret beset er endog særdeles indtagende på alle måder, men som sagt er det heller ikke hende jeg hentyder til, for den sara jeg hentyder til er een, der konstant optræder på min computer, og hver gang det sker er jeg lige kommet ud af endnu en tankevækkende og gribende episode, hvilket får hendes fremtoning til at påvirke mig så meget desto mere, sikkert også på grund af den præcision hun udviser i sin timing, som det vist hedder på godt dansk, men faktisk er jeg ret sikker på hun ikke er dansker, snarere amerikaner, måske, og med skandinavisk, hollandsk eller tysk oprindelse, for hendes efternavn, der virker stærkt på mig fordi jeg genkender det fra engang jeg havde at gøre med een, der hedder det samme, altså efternavnet, som jeg i øvrigt ikke kan afsløre her, hvilket der er nogle helt bestemte grunde til som jeg heller ikke vil komme ind på nu, selv om det i sig selv ville være en helvedes god historie, for nu at udtrykke mig uden filter, næsten som om det var en slutdiagnose på en masse diffuse symptomer, hvad det ikke er, men man ved jo aldrig, og så burde det i givet fald optræde i et manus som sara skulle holde øje med, for det kan hun sgu, tøsen, og det er der ikke to meninger om uanset om hun er fjorten, fyrre eller firs år gammel, hvilket jeg ikke aner det mindste om, og jeg ved heller ikke om hun er sort, hvid, gul eller brun eller høj, lav, tyk eller tynd, for jeg har aldrig mødt hende eller så meget som set hende, og derfor er det lidt af et mysterium at jeg skriver om hende her og nu og på denne måde, bare fordi hun hedder sit eget navn, hvilket jo ikke er helt ualmindeligt, altså det med navnet

Faktorernes uorden

Jeg har lige set sidste del af fodbolddokumentaren “…og det var Danmark” på TV2, og det var en fornøjelse. Når man som jeg gennem det meste af livet har sublimeret følelserne over i noget så banalt som fodboldspillet, får sådan en film latteren til at rulle og tårerne trille.

EM-sejren i 1992 kom jo på den mest absurde og dybt tragiske baggrund, nemlig borgerkrigen i Jugoslavien. Kontrasten mellem krig og fred og mellem landsholdets evner og anseelse før og efter slutrunden er til at få øje på.

Personligt slog jeg lidt af en mental kolbøtte, idet min glæde over landsholdets finaleplads forvandledes til sort nedtur på grund af en konflikt med min daværende kone på selve finaledagen. Jeg så ikke finalen, og da tusinder af fans dagen efter hyldede mestrene på Rådhuspladsen tjekkede jeg ind på KFUM-hotellet i Hillerød. Ingen vidste hvor jeg var. Jeg var så ked af det.

Det er helt surrealistisk at se klippene med de glade roligans, når jeg ved at kameraet kunne have fanget mig ude i periferien på vej væk fra jublen og festen. To år senere blev min datter født. Det beviser også at der kan ske glædelige ting på en knap så positiv baggrund.

Nå…egentlig ville jeg slet ikke skrive om det. Det er jo længe siden, og jeg bliver mest glad når jeg ser de gamle tv-billeder og hører TV2’s kommentator Flemming Toft og Vanløseknægten Preben Elkjær. Og det var selvsamme Toft, jeg lige ville skrive om. Igen.

Forleden kritiserede jeg Flemming Toft, og indholdet står jeg stadig ved. Men faktisk har jeg ikke tjek på min research.  Det er meget dumt når jeg kritiserer Toft for at begå den samme type fejl.

Jeg skrev i indlægget at Toft ved 1-0 målet i finalen i Göteborg mod Tyskland skriger ‘Hutlihut’ og ved Vilforts 2-0 scoring ‘Fjutlihut’.

Det er faktisk omvendt.

Undskyld, Flemming Toft.  

Flad fornemmelse

Min ulyksalige nærighed mod mig selv har nået nye højder i dag. Efter mange og lange overvejelser købte jeg mig så endelig en HD-Ready fladskærm med indbygget DVB-T MPEG4-tuner.

Ikke en fyrre tommer måtherfågger, men en fiks og slank lille sag til at afløse analoge og efterhånden småbuttede Philips i mit køkken på spisebordet, hvor jeg meget ofte sidder og holder hus.

Jeg havde endda det lille hemmelige håb, at den via husets fælles tagantenne kunne opfange den nye fodboldkanal 9’eren, som vistnok lokker med gratis luftnedhentning i nogle måneder i hovedstaden. Sidste efterår købte jeg en MPEG2-dekoder i Netto til få hundrede kroner, men 9’eren kræver MPEG4.

Og hvis jeg skal starte med det positive, så kan jeg faktisk se 9’eren nu! Det er jo herligt. Flere dejlige fodboldkampe..! Men den glæde kan ikke standse min kroniske hovedrysten over mig selv.

Fjernsynet er et sort 19 tommer Prosonic til 1555 kroner på tilbud i BILKA, og det ser såmænd skidesmart ud. Men lyden er totalt til grin, og jeg kan kun måbende konstatere at der ved gud ikke engang er en udgang til hovedtelefoner. Den slags ekstravagance er, og jeg lyver ikke, ekstraudstyr.

Alvorligt talt: et HD-TV, hvor det at tilslutte et sæt hovedtelefoner er ekstra-udstyr! Det er lige før at det er et kunstværk, for absurditeten er så tydelig.  

Billedkvaliteten er heller ikke noget at prale af. Jeg er eddermame spændt på at se udsendelser i HD, når jeg finder nogle. Det kan kun blive bedre. Jeg kunne selvfølgelig prøve at bytte apparatet eller lignende, men jeg vil hellere beholde det, for at straffe mig selv for min latterlige kræmmermentalitet.

Her til aften søgte jeg ind til stuens lidt større forhold, og nød BIF-Hertha Berlin fra 3+ på stuens gammeldags kæmpefjernsyn med fin lyd, fint billede og en brugbar dansk sejr.

Men alligevel…sikke et teknisk selvmål af mig.